Militærmusikken i Danmark

- af Mogens Gaardbo

SIGNALER OG MILITÆRMUSIK

Den militære musik er i sin oprindelse (som fortaber sig i den fjerne oldtid) et praktisk kommandoføringsmiddel - funktionsmusik. Der var brug for noget, som højt og tydeligt kunne give hæren (eller dele af den) signal til fremrykning, tilbagerykning, angreb mv.

Man har tidligere ment, at broncealderens 'lurer' var til militært brug. Det er dog ikke sandsynligt. I bondesamfundet for mere end 2500 år siden, har der næppe været brug for musik til militært brug. Der har nok snarere været tale om musik til religiøse ritualer. Men at trompetsignaler og fanfarer var anvendelige i militær sammenhæng, var jo en kendsgerning allerede i den romerske hær. Piper/fløjter og slaginstrumenter til militære formål blev også brugt i oldtiden af grækerne. Senere - i 1361 foran Visbys mure - havde Valdemar Atterdags fodfolk havde 'fistulatores' - pipere - og/eller trommer ved hvert kompagni. Det samme havde lejetropperne i Ditmarsken i år 1500.

Fodfolket brugte piper og trommer som signalmiddel - og rytteriet, der betragtedes som værende lidt finere - brugte trompeter og pauker. Disse blev også brugt i ceremoniel sammenhæng - f.eks. ved hoffet. Trompeterkunsten er ganske svær, og trompeterne var meget ansete. De dygtiste var ansat ved fyrstehofferne og de blev endog anvendt som diplomatiske udsendinge.

Frankrig var i lange tider - på skift med Tyskland - førende på militærmusikkens område, og en af de første militærmusikskoler i Europa blev grundlagt i Paris i 1792.

Efter erfaringerne fra Den Nordamerikanske Frihedskrig (1775-1783) indførtes 'jægertaktikken' - d.v.s. fremrykning i spredt orden, styret af hornsignaler. Hidtil havde man rykket hele hæren frem samlet, og trommesignaler havde været nok til at styre fremrykningen. Der oprettedes i 1786 'jægerkorps' i Danmark. De indførte både valdhorn (stammende fra Frankrig) og 'halvmåner' (stammende fra Østrig) som signalmiddel. Korpsets kommandør opholdt sig i midten af korpset, og havde en halvmåneblæser som signalgiver. På begge fløje havde man valdhorn - det ene stemt i F og det andet stemt i Es. På den måde kunne man tydeligt høre forskel på, hvor signalerne kom fra. Tilgangen af disse instrumenter vakte en vis opmærksomhed, idet de klang mere melodiøst end rytteriets skarpe trompeter.

Man kunne endog på valdhornene - ved at bevæge hånden inde i klangstykket - spille melodier med flere toner, end trompeten kunne klare. Kongens Livjægerkorps dannede da også et musikkorps, udelukkende bestående af valdhorn (herom senere). Også artilleriet fik omkring 1800-tallet halvmåner og valdhorn til signalgivning. Senere byggede man en mellemting mellem en halvmåne og et valdhorn - jægerhornet, som ud over den militære funktion også blev brugt under jagt, hvilket man stadig kan høre den dag i dag.

'Jægertaktikken' bredte sig efterhånden til hele infanteriet. Jægerkorpsene omdannedes til bataljoner, valdhorn og halvmåner blev erstattet af 'bygelhornet' som fra 1842 var hærens reglementerede signalhorn. Et 'bygelhorn' er et rør, der hele tiden udvider sig i diameter. En trompet der imod er et rør, der har samme længde indtil det til slut udvider sig.

Det var ofte drenge der blev brugt til at traktere trommer og signalhorn, og det er vel kun få danske, der ikke set eller hørt om monumentet for 'Den lille Hornblæser', der blev opstillet på Rådhuspladsen i København 1899. Det er udført af Hans Peder Pedersen-Dan. Oplægget til monumentet, er et digt af H.P. Holst fra 1849. Læs meget mere om de små hornblæsere i artiklen 'Militærmusikalske minder fra de slesvigske krige 1848-50 og 1864'.

Man havde tre typer af signaler; det var avertissementssignaler, kendingssignaler og udførelsessignaler. Først lød avertissementssignalet - 'giv agt!'. Så kom kendingssignalet, således at regimentet, bataljonen eller kompagniet vidste, at nu var det dem, det gjaldt. Til slut kom udførelsessignalet, der indeholdt selve ordren til det, der skulle ske. Ville den kommanderende officer f.eks. beordre 1. Regiment (Danske Livregiment) frem, så lød først regimentets kendingssignal og derpå udførelsessignalet 'fremad'. Noget af det, som rekruttiden i gamle dage gik med, var at lære soldaterne de mange forskellige signaler, som de skulle kunne reagere på. De skulle simpelthen kunnes 'på rygraden'. For at gøre det lettere, blev der sat (undertiden morsomme) tekster til de små signalmelodier.

Stabshornblæser Thorvald Pöckel komponerede en galop, der var bygget over de vigtigste hornsignaler. Og da alle soldater kendte disse signaler, blev han 'Signalgalop' umådelig populær. Her spilles den af 8. Regiments Musikkorps.

Mange af regimenternes gamle kendingssignaler indgår musikalsk i regimenternes officielle marcher. Det gælder Paul Jakobsens flotte 'Fast i Nød', som var Fynske Livregiments officielle regimentsmarch. Hele første del af marchen er bygget over regimentets kendingssignal. Det samme gælder Julius Bergmann's 'March til 8. Regiment', der indledes med 8. Regiments kendingssignal. Og i 'Dronning Margrethe II's Parademarch' af Arne Ole Stein, genkender man i trioen (marchens sidste del) Den Kongelige Livgardes kendingssignal. Alle tre marcheksempler spilles her af 8. Regiments Musikkorps.

I løbet af vort århundrede har brugen af radio, mobiltelefoni, satellitkommunikation o.s.v. naturligvis gjort horn- og trommesignaler overflødige som kommunikationsmiddel. Nogle ganske enkelte signaler kan man dog stadig ved sjældne lejligheder være heldig at høre i vore dages garnisoner; nemlig reveille, retræte og tappenstreg (signalet til at gå til ro).

Specielt tappenstregen er interessant. Ordet kommer af det tyske 'Zapfenstreich' - at 'slå tappen i tønden og stryge videre udskænkning'. I Holland blev ordet til 'Taptoe', som igen på engelsk blev til 'tattoo' - en betegnelse, som i dag bruges om de store militære shows, f.eks. 'Edinburgh Military Tattoo'. I Danmark har der i de senere årtier været store tattoos i Aabenraa, Slagelse, på Rosenborg og i Varde. I Danmark brugte man 'stor tappenstreg' til at slutte en festdag i garnisonen eller købstaden. Efter 'forgattering', hvor musikkorpset marcherer rundt om den deltagende enhed (et symbol på, at byens porte lukkes) spillende forgatteringsmarchen, marcheres til en plads i byen, hvor der spilles en lille koncert. Efter den, lyder på trommen tappenstregsignalet og tappenstregen marcherer hjem til tonerne af tappenstregmarchen. Begge marcher spilles her af 8. Regiments Musikkorps. Stor tappenstreg kan man opleve hvert år den 5. juli om aftenen i Fredericia, hvor man over to dage markerer sejren ved Fredericia 1849.

Sidste gang de militære hornsignaler var i brug for alvor i Danmark, var ved kampene omkring Gardehusarkasernen i Næstved den 29. august 1943 - læs mere her om i artiklen 'Militærmusikken i Danmark 1940 - 1945'. Det sidste reglement for 'Hærens Horn- og Trompetsignaler' er udsendt 1. august 1936. Dette reglement har nået at få signaler for 'flyverangreb' med.

MUSIKKORPS

Nu til den egentlige militærmusik, der jo er andet og mere end signaler og trommehvirvler. Med tiden opstod der nemlig en sideløbende brug af piper, trommer, trompeter og pauker, for dels virkede musikken opmuntrende og opildnende på soldaterne - især på de lange marchture eller i kamp - og dels fik de militære ceremonier og parader en hel del ekstra pomp og kolorit, når 'spillet rørtes'.

Hvor piper og trommer kunne levere to af musikkens tre elementer - rytme og melodi - så kneb det med det tredje element, harmoni. Det kom med skalmejen i midten af 1600-tallet. Skalmejen er et rørblads-instrument, der kom fra folkemusikken. Den fandtes i syv størrelser, lige fra diskant til bas. Nogen skøn lyd frembragte den ikke. Den var skarp og snerrende. Der fandtes midt i 1600-tallet 4-5 skalmejeblæsere ved hvert regiment - Livgarden havde hele 6 og rytteriregimenterne havde 4 skalmejeblæsere. Man var stolte af at have dem, og man uniformerede dem med megen pragt. Skalmejekorpsene spillede under march afvekslende med trommer og piper.

Skalmejen blev 30-40 år senere afløst af et lidt finere instrument - en 'hautbois' (efter 'hautbois', der betyder 'højt træ'). I dag kalder vi den en obo. Også fagotter i forskellige størrelser fandtes i musikkorpsene. Disse instrumenter gav en mere tilfredsstillende klang. Kong Frederik IV hørte dragonoberst Labats hoboistkorps (som det kom til at hedde på dansk) ved en inspektion i Rendsburg i 1702 og sørgede for, at de blev indført hos de regimenter - f.eks. Livgarden og Grenaderkorpset - han var chef for, og de andre regimenter fulgte snart efter. Hør her 'Dansk Musketér Marsch' fra ca. 1670 og 'Dansk Grenadér Marsch' fra ca. 1770 for klaphorn, valdhorn, bas-krumhorn, fagot, obo, fløjte og tromme.

Musikerne der spillede på de nye instrumenter kaldtes 'hoboister'. Med vanlig dansk sans for humor blev hoboister i folkemunde til 'hoppegeister'. Hoboister blev med tiden en officiel stillingsbetegnelse for alle militærmusikere, uanset hvilket instrument de ellers spillede - i modsætning til 'spillemænd', der var tambourer og pipere. De to former for militærmusik, fodfolkets 'hoboister' og rytteriets trompeter og pauker, holdt sig op gennem 1700-tallet skarpt adskilt. Artilleriet stod ligesom midt imellem og havde ofte både hoboister og trompetere.

I kamp skulle musikkorpsene - sammen med piper og trommer - spille når soldaterne gik til angreb. Når den sidste salve var affyret og soldaterne gik i nærkamp med påsatte bajonetter skulle hoboisterne og piper og trommer holde op med at spille. Ved Sankelmark i februar 1864 blev den danske bagtrop under tilbagetoget fra Dannevirke, angrebet af et østrigsk regiment ('Steirisches Infanterie Regiment Nr. 27 - 'König der Belgier') med fuldt musikkorps i spidsen, spillende 'Radetzky Marsch' (her spillet af 8. Regiments Musikkorps). Under stormen på Dybbøl-stillingen, dirigerede 'Königlische Musikdirektor' Gottfried Piefke med sin sabel hele 4 preussiske musikkorps, stående i den preussiske 3. angrebsparrallel. De vekslede mellem Beethovens 'Marsch der Yorkscher Corps' og 'Heil dir im Siegeskranz' - den preussiske kongehymne (her spillet af et russisk marinemusikkorps).

Så sent som under 2. verdenskrig angreb skotske regimenter med sækkepiper og trommer i forreste linie. Sidste gang et dansk musikkorps var med i forreste linje, var under den første slesvigske krig 1848-50, hvor f.eks. 2. Brigades Musikkorps deltog i slaget ved Isted.

1700-tallets militære instrumenter var meget anderledes end dem, vi kender i dag. Skalmejen, oboen og fagotten fandtes i flere størrelser - fra sopran til bas - og de havde mange forskellige betegnelser gennem tiderne; 'dulcian', 'pommer', 'zink', 'serpent' o.fl. I løbet af 1700-taller kommer også klarinetten og valdhornet ind i musikkorpsene.

Schellenbaum	Serpentblæser

Ved British Berlin Tattoo 1981 viste Grenadier Guards en vagtafløsning, hvor man lod en 1700-tals udgave af garden afløse af en moderne udgave. I den forbindelse havde man naturligvis også et 1700-tals musikkorps med serpenter, oboer, fagotter, fløjter, naturhorn og naturtrompeter samt trommer. Sådan lød det i Berlin i 1981 - og sådan må det også have lydt dengang. Læg bl.a. mærke til bas-serpentens dybe snerrende toner - datidens tuba.

I løbet af 1700-tallet fandt man ud af, at man ved hjælp af huller og klapper (og senere ventiler) kunne få andre toner frem på en trompet, end bare 'naturtonerne'. Det betød, at man kunne spille melodier med alle hel- og halvtoner. Det samme kunne valdhornene - som før nævnt - ved hjælp af bevægelser af hånden inde i klangstykket. Dette gav selvfølgelig mange flere musikalske muligheder.

Oven i det stiftede Europa i 1700-tallet - mere eller mindre frivilligt - bekendtskab med den tyrkiske militærmusik med alle dens rangler, bækkener, tamburiner og trommer. Det Osmanniske Rige strakte sig på det tidspunkt langt ind over Balkan-staterne. Denne tyrkiske 'musik' var noget hæren kunne bruge, da det kunne høres på lang afstand, og i sin rendyrkede form lød temmelig skrækindjagende. Midtpunktet var 'Mohammeds Måne' (på tysk 'Schellenbaum') - en halvmåne placeret på en lang stang, og hvorpå der var hæftet hestehaler, bjælder og klokker.

Andre instrumenter var trommer i mange størrelser, bækkener, triangel, tamburiner, bjælder og klokker. Janitsharmusikken spillede 'frit og uden noder'. Den rytme eller melodi man i øjeblikket fandt på, var god nok. Spektaklet var naturligvis forfærdeligt, men janitsharerne skulle også bare virke som kontrast til hoboisterne med deres skalmejer. Ja det blev oven i købet betragtet som et raffinement, at høre hoboisternes fine musik ovenpå den larm, som janitsharerne frembragte.

I Tyskland og Frankrig kan man stadig se musikkorps medbringende en rest fra den tyrkiske militærmusik - en 'Schellenbaum'. De fandtes også i Danmark, men er for længst gået ud af brug. Der findes enkelte bevaret på Tøjhusmuseet og på Musikhistorisk Museum.

I slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet forenedes det hele gradvist: Oboer (og senere klarinetter), trompeter, basuner, tuba, trommer og den tyrkiske janitsharmusik (dog i en mere neddæmpet udgave) i det, som vi i dag kender som harmonimusik.

I 1767 blev militærmusikken i Danmark 'officiel', idet Kong Christian VI besluttede, at alle regimenter i Danmark skulle normeres med et musikkorps. Alle disse nye stillinger kunne ikke besættes med danske musikere. Derfor kom der mange musikere til landet udefra, især fra Sachsen, Böhmen og Bayren. Infanteriregimenternes musikkorps skulle have 6 hoboister, fodgarden dog 8. Besætningen skulle være: Obo, klaptrompet, naturhorn, trækbasun, fagot og serpent. Med klarinettens lidt senere indtog blev harmonimusikken til det vi i dag regner for et militærorkester med træblæsere, messingblæsere og slagtøj.

De første kendte danske militærmarcher stammer fra 16- og 1700-tallet. Mærkeligt nok brugte man i den dansk-norske hær ikke noder (i modsætning til f.eks. den tyske og franske hær). Marcherne og melodier blev lært udenad i løbet af de 8 år, musikerne gjorde tjeneste i hæren. Når vi i dag kender en del af disse marcher, skyldes det demusikere, der efter hjemsendelsen slog sig ned som landsbyspillemænd og købstadsmusikere. De skrev marcherne og melodierne fra soldatertiden ned i deres nodebøger og brugte dem ind imellem dansenumrene.

Den ældst kendte march er 'La Nationale', som blev indført i eksercerreglementet i 1704 som 'Den Gamle Danske March'. Den er dog formentlig en del ældre - måske fra begyndelsen af 1600-tallet. Den skulle anvendes som parade- og defilérmarch samt som avancérmarch (angrebsmarch) på slagmarken. Andre eksempler på danske marcher fra dengang er: 'Cronprindzens Parademarsch' (til den senere Christian VII) fra omkring 1753 - 'Jydske Regiments Marsch' fra ca. 1790 - 'Den Nye Cavaleriemarsch til Fods' fra 1787, der er komponeret af kgl. felttrompeter Johan Friedrich Jensen - og 'Artilleriets Parademarsch Nr. 1' (1805) af H.C. Adolph, der var 'tambour' ved Prins Frederiks Geworbne Infanteriregiment. Alle disse historiske marcher er her spillet af 8. Regiments Musikkorps i nutidige arrangementer.

Indtil midt i 1800-tallet fulgte Danmark den samme udvikling som i det øvrige Europa. Regimenterne kappedes om at have et så stort, dygtigt og farvestrålende harmonimusikkorps som muligt. Hvis regimentets midler ikke slog til, betalte officererne gerne af egen lomme for at 'erholde god regimentsmusik'. Mange af musikerne var indvandrere fra tyskland, men også mange af vore senere så kendte danske musikere og komponister begyndte deres karriere ved militærmusikken i 1800-tallet. Lad os blot nævne en af de største: Hans Christian Lumbye.

Nordmanden Morten Frederiksen fortæller i sine erindringer om en vagtparade på Kgs. Nytorv 1805: “Den skjønne Musik og de mange smaa oppudsede Drenge igjenopflammede atter Lysten til at blive Soldat. Min Begeistrelse steg ved enhver Tone af deres velklingende Musik. Jeg skyndte mig paa staaende Fod til en af de smaa for at erkyndige mig, om der kunde være nogen Ansættelse ved Regimentet. At jeg saaledes i et Øjeblik letsindig kunde forglemme den gode Behandling og Frihed som jeg nød hos min Mester, og forbytte min Frihed med en indskrænket tvungen Soldaterstand, begriber jeg ikke, thi det var kun faa Minutter siden, da følte jeg mig ved min Slagterprofession saa vel, at en Ombytning med en anden vilde have været mig en Modbydelighed. Jeg maa tilskrive det min Ustadighed og Letsindighed.”

At regimenternes musikkorps havde et højt musikalsk niveau, vidner et avertissement i Aarhus Stiftstidende den 12. august 1814 om: "Musik Med Øvrighedens Tilladelse vil Hautboisterne af 1ste Jydske Regiment Onsdag 17. August have den Ære at opføre en stor Instrumental Concert paa Raad-Stuen: Concertens Indhold: Første Afdeling: En stor Symphonie af Mozart, En dobbelt Clarinet Concert af Divienne, udføres af J.F. Ronerth. En Horn Concert af Rosetti, udføres af I. Russ. Anden Afdeling: En Oboe-Concert af Stamitz, udføres af F. Linke. Til Slutning en Finale af En Symphonie. Billet a 1 Rbd. Concerten begynder pr. Klokken 5."

I Begyndelsen af det 1800-tallet klang dansk militærmusik også i udlandet. Det var tilfældet i 1815, da de danske auxiliærtropper som skulle hjælpe til i kampen mod Napoleon, opholdt sig i Frankrig og lå indkvarteret i egnen omkring Douai. Der musiceredes meget for den franske befolkning, og i Douai var der endda konkurrence mellem forskellige franske militære musikkorps og de danske fra Fyenske, Dronningens og 2. Jydske Infanteriregiment. Konkurrencen gjaldt en Guldmedalje og Sølvmedalje. Konkurrencen blev vundet henholdsvis af Fyenske og Dronningens Regiment. Under indkvarteringen i Bouchain, den store Fæstningsby, var der regelmæssig Gudstjeneste for de danske soldater under den franske befolknings udelte interesse. Et alter var arrangeret i det fri, og efter gammel krigsskik var musikkens stortromme opstillet på to mindre trommer, så det hele dannede en talerstol, hvorfra Feltprovsten prædikede. Ind imellem blæste musikkorpset så de gode gamle danske salmer. Et minde fra denne danske 'besættelse', er hoboistmarchen 'Erindring om Bouchain' - her spillet af Prinsens Livregiments Musikkorps.

Men også under meget fjerne himmelstrøg, nemlig i Dansk Vestindien, hvor Dannebrog vajede mod den blå tropehimmel, klang dansk militærmusik og danske toner. Den Vestindiske Hærstyrke var allerede fra omkr. 1800 normeret med et musikkorps, bestående af 16 hoboister, der ansattes hjemme i Danmark og sendtes ud til Vestindien. Dette musikkorps var med ved alle højtidelige lejligheder og gjorde i øvrigt tjeneste på ganske samme måde som ved afdelingerne i Danmark. I slutningen af 1800-tallet var musikkorpset kun på 9 mand - ren messingbesætning. Hærstyrken blev nedlagt i 1906. En af de sidste stabshornblæsere ved Den Vestindiske Hærstyrkes Musikkorps var Lars Sørensen, der kom fra 3. Regiments Musikkorps og som senere skabte sig en karriere i U.S.A. som både musker, dirigent og komponist. Hærstyrken blev erstattet af et gendarmerikorps, der også havde et 9-mands musikkorps. Også Marinens Musikkorps - om bord på de danske flådeskibe - besøgte ofte De Vestindiske Øer. Læs mere om det i artiklen om 'Militærmusikken i Marinen'.

Ud over de store regimentsmusikkorps med harmonibesætning, oprettedes der i 1808 små ‘feltmusikkorps’ med ren messingbesætning ved de fire danske jægerkorps. Besætningen var: Klaphorn, ventilløse trompeter og valdhorn, alt-, tenor- og bastromboner samt Ophikleïde (tuba). Her er 'Revymarsch Nr. 1 for Slesvigske Jægercorps' og 'Revymarsch Nr. 2 for Slesvigske Jægercorps' - begge af C. Schwartz - for netoip denne besætning.

OMORGANISERINGEN AF MILITÆRMUSIKKEN I 1842

I 1842 blev alle infanteriregimenterne nedlagt og bataljonerne blev gjort til taktiske enheder, formerede i 4 brigader. På den måde forsvandt alle regimenterne - og med dem alle regimentsmusikkorpsene. En ny organisation af militærmusikken i hæren blev opbygget. Resultatet blev 4 brigademusikkorps på hver 26 musikere og med harmonibesætning. De havde altså såvel træblæsere (klarinet, obo, fløjter, fagot) som messingblæsere (trompet, horn, basun og tuba). Der var brigademusikkorps i København, Fredericia og Rendsborg.

Men der blev også oprettet musikkorps ved de bataljoner, hvis garnison var adskilt fra brigaderne. Det gjaldt livgardebataljonen, 11. og 17. liniebataljon og de 5 jægerkorps. Livgardebataljonens musikkorps blev normeret med samme besætning og størrelse som brigademusikkorpsene, men de øvrige bataljonsmusikkorps blev kun på 17 musikere, og de fik kun messinginstrumenter og slagtøj. Besætningen var: Ventilkornet (eller klaphorn), ventiltrompet, althorn, tenorhorn, baryton, tuba og slagtøj. Denne type musikkorps blev benævnt feltmusikkorps.

Stillingsbetegnelsen for en militærmusiker skiftede nu fra 'hoboist' til 'hornblæser' (ved infanteriet) og 'trompeter (ved artilleriet og rytteriet). Overordnede stillinger var 'overhornblæser'og 'overtrompeter' hhv. 'stabshornblæser' og 'stabstrompeter' (dirigenterne).

Her begynder altså den helt specielle danske militærmusiktradition, som ud over Danmark kun kendes fra dele af den amerikanske hær i 1800-tallet, og som kun i Danmark har overlevet helt op til i dag, hvor vore dages regimentsmusikkorps (bortset fra Livgardens) stadig er på under 20 musikere, og stadig kun har ren messingbesætning. Musikalsk var det naturligvis en forringelse i forhold til den fulde harmoniorkesterbesætning. Men det betød, at der opstod en helt speciel dansk militærmusiktradition med sin egen instrumentation, sin egen spillestil og sine egne komponister. For god ordens skyld skal det understreges, at denne specielle danske messingbesætning ikke er ligner de senere så populære britiske brass-band. Både instrumenter, instrumentation og ikke mindst spillestil er afgørende anderledes.

At den rene messingbesætning ikke afholdt musikkorpsene fra det klassiske repertoire, kan man læse ud af et avertissement i Aarhus Stiftstidende den 21. oktober 1849:

"Med høie Vedkommendes Tilladelse agter 1. Jægerkorps´ Musikpersonale at give Concert paa Theatret i Aarhus Søndagen den 21. October. Concerten vil komme til at bestå af nye italienske Operasager, hvis Indhold nærmere vil blive bekjendtgjort ved Placater. Billetter à 2 Mk. (Børn det halve) erholdes Concertdagen i Theatret og om Aftenen ved Indgangen, som aabnes Kl. 6. Concerten begynder Kl. 7 og er forbi Kl. 9 1/4".

Den rene messingbesætning bredte sig hurtigt til de mange civile orkestre på land og i by. Musikerne her var jo for det meste folk, som havde lært deres 'håndværk' i hæren og netop hornmusikken egnede sig glimrende til udendørs arrangementer.

De øvrige liniebataljoner fik i 1842 ikke musikkorps, men til hver bataljon blev der knyttet 8 tambourer og 8 signalhornblæsere samt en stabstambur. Efterhånden blev disse oplært i brug af andre instrumenter, således at de kunne danne et musikkorps ved siden af deres tjeneste som tamburer og hornblæsere. På den måde fik alle bataljonerne i løbet af 1850'erne deres egne musikkorps. Infanterimusikken bestod nu af 4 brigademusikkorps og 23 liniebataljonsmusikkorps (inkl. Livgardebataljonen). Gardehusarregimentet blev i 1856 flyttet fra Jægersborg til København og i den forbindelse oprettedes Gardehusarregimentets Musikkorps på 1 overtrompeter (Tollesen) og 12 trompetere.

KONGENS LIVJÆGERKORPS MUSIKKORPS

Et spændende kapitel for sig er Kongens Livjægerkorps Musikkorps, som ved oprettelsen udelukkende bestod af valdhorn. Livjægerkorpset var et frivilligt korps (datidens hjemmeværn), oprettet i 1801 - hovedsagelig bestående af studenter, kunstnere og det bedre borgerskabs sønner. Af berømtheder i korpset var komponisten Eduard DuPuy og balletmester August Bournonville. Musikkorpset må være oprettet stort set samtidig med korpset, formentlig ved at de med signalgivning beskæftigede halvmåneblæsere og valdhornblæsere i ledige stunder er begyndt at spille sammen.

Komponister som DuPuy (der var løjtnant i Livjægerkorpset), Weyse og Frølich skrev musik til dette meget særprægede musikkorps. Forfatteren Vilh. Bergsøe skriver i sine erindringer: "Man kunde ikke tænke sig en større Begravelse, uden at Livjægermusikken var med. Deres Sørgemusik var af gribende virkning. Deres Koraler lød som det skønneste Mandskor" - "Dybe klagende Toner, som nærmede sig mere og mere. Jeg kendte dem igen, det var Weyses Sørgemarch, den Livjægerne brugte. naar de de fulgte Lig. Stærkere, mere brusende klang disse, snart smeltende, snart sønderrivende Akkorder". Man har aldrig kunnet finde noderne til denne sørgemarch af Weyse. Det er nok sandsynligt, at det i stedet har være DuPuy's Sørgemarch, som man ved Livjægerkorpsets Musikkorps ofte brugte.

Hornisten Torben V. Jensen har forsket i Livjægernes Musikkorps - specielt i korpsets repertoire. Han mener, at der fra omkring 1853 var to musikkorps hos Livjægerne - det gamle valdhorns-musikkorps og et musikkorps med messinginstrumenter lig de musikkorps, der i 1850'erne blev oprettet ved infanteribataljonerne. Mere sandsynligt er det dog, at Knud Lindhardt har ret når han i sin bog 'Klingende Spil' skriver, at musikkorpset i 1850'erne "gled over til den gængse og almindelige besætning for Hornorkester". Knud Lindhardt var i 1930'erne dirigent for Livjægerkorpsets Musikkorps. I den funktion, og med hans sin store historiske interesse for den danske militærmusik, har han sikkert haft god adgang til musikkorpsets historiske kilder.

I 1870 blev Kongens Livjægerkorps - og dermed også musikkorpset - nedlagt. Det var Livjægerne selv dog ikke indstillet på. I første omgang samledes medlemmerne i 'Livjægerskydeselskabet af 1817', men i 1885 blev der oprettet et nyt 'Kongens Livjægerkorps'. Også musikkorpset genopstod. Det var stadig på frivillig basis, men med 'rigtige' musikere og med musikdirektør Carl Christian Møller (dirigent ved Tivolis Harmoniorkester og på Folketeateret) som musikalsk leder. Det var et gængs hornorkester, dog med en ekstra forstærkning af valdhorn. Der var røster fremme om at genoprette musikkorpset med den gamle valdhornbesætning - det var trods alt mindre end 35 år siden den forsvandt, så nogle huskede den. Men C.C. Møller havde - som Knud Lindhardt skriver - "ingen Pietet overfor det gamle Livjægerorkester".

Allerede i 1888 blev musikkorpset igen nedlagt - og hele det genoprettede 'Kongens Livjægerkorps' blev nedlagt igen nogle få år efter, men opstod igen i 1911 som cyklende rekylkorps. I 1907 oprettedes Kongens Livjægerkorps Musikkorps for 3. gang - stadig på frivillig basis, men denne gang kun med amatører som musikere. Her kunne der i sagens natur ikke være tale om at få den gamle valdhornbesætning tilbage. Det blev et hornorkester med interessen lagt på de sidste nye og populære melodier. DuPuy's gamle marcher til Livjægerkorpset syntes man var kedelige. Musikkorpset har bestået lige siden, idet Hjemmeværnets Musikkorps i København betragter sig som direkte efterkommere af Kongens Livjægerkorps Musikkorps. Man er da også i besiddelse af 'halvmåner' og spiller flere af de gamle livjægermarcher i nutidige arrangementer.

DE SLESVIGSKE KRIGE

Det blev brigademusikkorpsene og bataljonsmusikkorpsene, der kom til musikalsk at bære os igennem krigene 1848-50 og 1864. Brigademusikkorpsene var i 1848-50 med både ved fronten og i garnisonsbyerne, mens de i 1864 kun virkede i garnisonerne. At dette sidste ikke altid betød 'fred og ingen fare' kunne man i Middelfart Avis den 21. maj 1899 læse om i en artikel med erindringer fra 1849. Der står bl.a. "For at oplive Soldaterne fik Brigademusikken Ordre til daglig at spille nogle Eftermiddagstimer paa en fri Plads i Fredericia, men denne Opmuntring gik hurtig fløjten, thi Bomber og Granater, som endnu af og til susede ind over Byen, ødelagde Musikkens Takt, og da en Bombe faldt ned midt i Musikkorpset og dræbte en gammel Spillemand, fik Brigademusikken Lov til at tage til Fyn."

Forfatteren H.G. Bønnelycke skriver i sine erindringer fra 1864:

Den 4. april: "Paa Gaderne (i Middelfart - red) færdedes en Masse Militære, Kavalleri, Infanteri og Artilleri, og paa Gæstgivergaarden var der stærk Confluks, da den ikke alene besøges af de Militære, som ligge i Byen, men tillige som Stamgæster har de paa Landet indkvarterede Kavalleriofficerer, og desuden et stort Publikum af de som Flygtninge her bosatte Fredericianere, som ikke behøve at savne deres hjemmefra tilvante Vagtparade-Promenade, men paa Trods af den skarpe Vind, som stryger gennem Gaderne, give flittigt Møde, naar Brigademusiken daglig spiller paa Torvet Kl. 5 eller ogsaa udenfor General Caroc, boende hos Justitsraad Møller".

Den 8. april: "Kong Christian IXs første Fødselsdag som Konge fejredes i Middelfart ved almindelig Flagning og Diner paa Gæstgivergaarden, hvortil Musiken udførtes afvekslende af »die Hautboisten« af 3die Brigades Musikkorps og af »die blauen Kerls« af 2det Dragonregiment, alle tysktalende Folk, men »gode Musikanter«. Efter Dineren fulgte Brigademusiken Hofjægermester Fønss ud til Gremershus, medens Dragon-musiken spillede omkring i Gaderne. Ogsaa i Fredericia er Dagen fejret ved Musik og Parade af Tropperne paa Raadhuspladsen".

Den 11. april: I Middelfart er ogsaa meget Militær, mest Dragoner, hvis Musikkorps bidrager til at live op i den daglige Ensformighed, og ikke mindre er dette Tilfældet med den fortræffelige Brigademusik (Chefen for 3die Division, General Caroc, har Hovedkvarter her), paa hvilken den nylig i en ung Alder afdøde Musikdirektør Junge sikkert ikke har været uden Indflydelse.

Bataljonsmusikkorpsene - feltmusikken - var under begge krige kun i funktion som musikkorps, når bataljonen var i 'kantonnement' - altså rykket tilbage til et hvileområde. Ved fronten opfyldte musikerne deres oprindelige opgave, nemlig at blæse signalhorn. Anderledes var det hos fjenden, Prøjsen og Østrig. Her angreb regimenterne ofte med fuldt musikkorps i spidsen, og ved Dybbøl var den prøjsiske regimentsmusik anbragt i skyttegravene. Læs meget mere om militærmusikken under de to slesvigske krige i artiklen 'Militærmusikalske minder fra de slesvigske krige 1848-50 og 1864'.

I en kort tid under krigen i 1864 blev bataljonerne opgraderet til regimenter, og bataljonsmusikkorpsene blev i den periode igen benævnt regimentsmusikkorps. Dette havde ingen indfyldelse på størrelse eller besætning. Da krigen var slut i efteråret 1864, blev de igen til bataljonsmusikkorps.

Efter krigen flyttede de af hærens afdelinger, der indtil 1864 havde garnison syd for Kongeåen (i Flensborg, Kiel, Slesvig, Neumünster, Itzehoe, Rendsborg, Ratzeburg m.fl.) ind i danske byer: København, Helsingør, Næstved, Nyborg, Odense, Fredericia, Aarhus, Viborg, Randers og Aalborg - der således bliver garnisonsbyer med militærmusik.

Brigademusikkorpsenes repertoire får man et indtryk af i en annonce i Aarhus Stiftstidende i 1865, da 2. Brigades Musikkorps efter krigen har fået garnison i Aarhus: "18.5. giver 2. Brigades Musikkorps en stor Koncert i Vennelyst Kl. 6. Eftermiddag. 1. Mendelsohn: Bryllupsmarch af "Skærsommernats drøm" 2. Kuhlau: Elverhøj-Ouverture. 3. Rossini: Arie af "Moses" Hoboe-Solo 4. Lumbye: Krolls Böllklänge. 5. Reichardt: Rosen Bier 6. Lumbye: Britta-Polka. 7. Rossini: Ouverture til Wilhelm Tell 8. Bergson: Scene og Aria for obligat Clarinette. 9. Gurre, Sang af Rung 10. Wagner: March af Chor af "Lohengrin" 11. Lumbye: Norr. Fostbrødre Galop. Entre 16 Skilling for Voxne, Børn det Halve".

Feltmusikkorpsene med deres 17 messingblæsere og slagtøj synes dog at være lige musikalsk så ambitiøse. Aarhus Stiftstidende skriver i 1865: "Søndag 2.7. giver 20. Infanteri-Bataillons Musikcorps en stor Concert til Fordel for de Brandlidte i Nørresundby. Concerten finder sted i Vennelyst. Program: Rossini: Ouverture til Op. "Italiana in Algeri". - Marsch og Chor af "Tannhaüser". - Finale af Op. "Martha". - Ouverture til Op. "Les Vesprés siciliennes".

Mange af vore mest kendte og elskede marcher stammer fra den periode - f.eks. 'Kong Frederik VII's Honnørmarch' her spillet af Kong Frederik VIIs Hoboistkorps - og (spillet af 8. Regiments Musikkorps) 'Kong Christian IX's Honnørmarch', 'Fredericia Sejersreveille', 'Bataille March' og 'Dengang jeg drog afsted'. Og mange af vore store komponister af militærmusik var virksomme i den periode - det gælder navne som Hans Christian Lumbye, Emil Horneman, Carl Christian Møller og Balduin Dahl.

Læs mere om militærmusikken under de slesvigske krige her.

MILITÆRMUSIKKEN I MARINEN

Marinen fik også sit eget musikkorps - i begyndelsen ganske vist noget uofficielt. På skibene havde man fra 1838 også signalhornblæsere og disse blev fra 1854 uddannet af hoboist Jacob Hüttenrauch, der efter at have forladt den militære tjeneste, var blevet ansat som portner ved Fødselsstiftelsen. Det betød åbenbart, at han havde god tid til sin lærergerning i marinen - som han viste en "ikke ringe interesse". Ud over signalhornblæsningen, underviste disse hornblæserlærlinge i brugen af andre instrumenter, således at de kunne danne et lille musikkorps. I sommeren 1857 kunne marinens 'uofficielle' musikkorps have sin første optræden på fregatten 'Thetis'. Skibschefen, commandeurcaptain Harald Fæster skriver herom i sin chefsrapport:

"... Til Slutning skal jeg ikke undlade at berøre, at Fregatten var forsynet med et Musikkorps af 9 Personer, som ved Søtølmesterens Foranstaltning i Løbet af sidste Vinter og Foraar vare blevne oplærte og instruerede af den Musikus, Hr. Hülttenrauch, som lærer Lærlingerne at blæse Signalhorn. Uagtet dets Præstationer selvfølgelig, efter ikkun nogle faa Maaneders Undervisning, lode meget tilbage at ønske, saa udgjorde dets Repertoire dog henved 30 Nummere. Marscher, Nationalsange, Valtse og navnlig Psalmemelodier til Brug ved Gudstjenesten -, og afhjalp taaleligen et af den danske Marines nuværende Generation bestandigen følt Savn, hvilket vistnok langt mere, end man skulde troe, vil tjene til Mandskabets Vel ombord, og naar man tillige tager Hensyn til de Instrumenter, hvormed dette Musikcorps var forsynet, nemlig Laan af fra Arméens Musikcorps kasserede Messinginstrumenter, der saa godt som muligt vare blevne reparerede, saa maatte Enhver, der fik Leilighed til at høre det, dog indrømme, at det var langt bedre, end man med Billighed turde have ventet, og for Hans Majestæt Kongen blev, saavel ved Visitten ombord i Fregatten, som ved andre Leiligheder, naar Allerhøistsamme passerede Fregatten, hilst med Musikken, hvilket syntes meget at interessere Allerhøistsamme..."

De to mænd, der mere end nogen andre kæmpede for at få etableret et egentligt musikkorps var naturligvis Hüttenrauch, men ikke mindst Søtøimester, Commandeurcaptain Oluf Wilhelm de Fine Skibsted. De to havde et fortrinligt samarbejde i deres ihærdige bestræbelser på at bearbejde Marineministeriet til at oprette et egentligt og officielt musikkorps. I december 1857 ansøgte Skibsted om at få nye 'moderne' instrumenter. Indtil da havde man klaret sig med de kasserede, nødtørftigt reparerede instrumenter fra hæren - bl.a. klaphorn og bashorn. Marineministeriet må have trukket sagen ud, for den 12. juni 1858 kommer Søtøimesteren med følgende kreative forslag:

"Af den ved Søétatens Tøihuus værende beholdning af glatløbede geværer, ialt 3827 Stk. behøves til Flaaden og Defentionen ialt 2931; der haves saaledes et Overskud af 896 Stk. Geværer.... Jeg giver mig derfor ærbødigst den Frihed at foreslå Deres Excellence, at det maate tillades ifølge gjort Tilbud af Instrumentmager Smidt at levere ham dette antal Geværer i Bytte for de i min underdanige Skrivelse 15de December f.A. til Marinens Musik Corps foreslaaede Instrumenter. Idet han vil beregne Prisen på Geværerne til 15 Mark Stk. vil dette parti andrage 1250 Rgdl."

Sagen var lidt ømtålelig, da det var marineministeren selv, der som 'Søtøimester' i 1849 havde stået for anskaffelsen af de nærmest ubrugelige geværer, der oprindeligt var fremstillet til salg i kolonierne som haglgeværer til jagt. Ministeriet bifalder ikke søtøimesterens opfindsomme forslag, men giver dog tilladelse til at bruge 500 Rdlr. i indeværende finansår til at købe instrumenter for. Der blev også afsat midler til at få indrettet et musiklokale og til undervisning af musikeleverne. Men et rigtigt funktionsdygtigt musikkorps var det ikke endnu. I august 1858 skulle den nye tørdok på Nyholm Værft indvies, og da kongen selv ønskede at indvie dokken, var der brug for et musikkorps, som endnu ikke rigtigt fandtes på grund af den sendrægtige sagsbehandling. Marineministeriet måtte anmode Krigsministeriet om hjælp, og 1. Brigades Musikkorps blev beordret til at klare sagen. Men 3 uger senere fik flåden taget revance, da 'Søartillericorpset' paraderede med eget musikkorps ved afsløringen af kong Frederik VI's statue i Frederiksberg Have.

I oktober 1858 fik Marinens Musikkorps sine nye instrumenter. Nu mente så Skibsted, at vejen var banet for musikkorpset og at han kunne indkøbe f.eks. musikalier (noder). Men det affødte en streng reprimande fra Marineministeriet. Der var ikke "meddelt nogen Resolution" om udgifter til et musikkorps. Dog ville der i budgettet for 1860/62 blive afsat en passende sum til formålet. Marinens Musikkorps var altså nu en realitet. Der synes at have været ca. 25 musikere, der dels kunne formere ét musikkorps, men som også kunne deles op i mindre musikkorps, således at fregatten Thetis havde et 'større' musikkorps på 11 musikere, og korvetten Heimdal og briggen St. Thomas havde to mindre musikkorps på 7 musikere. Musikken var iøvrigt "en Bitjeneste, der der ikke skal hindre de Musicerende for de Tjenester og de Øvelser, som udkræves i Skibet".

Man skal imidlertid helt frem til 1880 før Marinens Musikkorps bliver stadfæstet i 'Lov om Søværnets Ordning', men her er det kun med 1 stabsmusiker (dirigent) og 10 hornblæsere (musikere). Man kunne dog supplere sig med værnepligtige musikere, således at man kunne forsyne de større skibe med musikkorps. Læs mere om det i artiklen om 'Militærmusikken i Marinen'.

NEDSKÆRINGER EFTER DEN TABTE KRIG

Efter krigen i 1864, begyndte man igen at skære ned på forsvaret - og det gik også ud over militærmusikken. En af grundene til, at nedskæringerne på forsvaret blev så dramatiske var, at man havde regnet med at financiere den nye hærordning gennem salget af De Vestindiske Øer. Men forhandlingerne om salget blev forsinket af Abraham Lincolns død som følge af et attentat og blev først genoptaget i slutningen af 1865. Og netop som aftalen med U.S.A. var ved at falde på plads, blev øerne ramt af en naturkatastrofe, et jordskælv med en efterfølgende tsunami som betød store ødelæggelser. Interessen for at købe øerne kølnedes betragteligt, og der skulle som bekendt gå ca. 40 år før det blev en realitet. Så nu manglede der penge - mange penge - til omorganiseringen af hæren.

Hærordningen af 1867 betød bl.a. en halvering af militærmusikken i Danmark. De store brigademusikkorps med harmonibesætning blev nedlagt, og der blev oprettet 5 nye brigademusikkorps med ren messingbesætning og på 37 musikere. Stabstambouren (populært kaldet 'tambourmajoren') forsvandt. De 5 brigademusikkorps skulle hver i det daglige fungere opdelt i 4 bataljonsmusikkorps på hver 9 mand. De blev dog altid garnisonerede sammen to og to, således at de kunne danne et halv-brigademusikkorps på 18 mand (hvilket de formentlig oftest har gjort). Det skal dog bemærkes, at man ikke får flere stemmer i et musikkorps ved at slå to ens musikkorps sammen. Så er der blot to mand, der spiller det samme som én mand gjorde før. Brigademusikkorpset - de fire bataljonsmusikkorps samlede - betød altså ikke mere fyldige arrangementer, men kun en fire-dobling af stemmerne. Af musikkorps med harmonibesætning var der nu kun Livgardebataljonens tilbage (Livgarden blev først et regiment i 1932). Her blev der til gengæld ikke sparet - Livgardens Musikkorps var på dette tidspunkt oppe på ca. 45 musikere og havde som det eneste musikkorps en stabstambour.

På trods af nedskæringerne betød hærordningen af 1867 paradoksalt nok, at langt flere danske byer fik militærmusik. En stor del af den danske hærs afdelinger havde nemlig i årene før krigen haft garnison i hertugdømmerne - i Flensborg, Kiel, Slesvig, Neumünster, Itzehoe, Rendsborg, Ratzeburg m.fl. Disse afdelinger flyttede nu ind i danske garnisonsbyer, der således fik militærmusik. Det var byer som Helsingør, Nyborg, Odense, Aarhus, Viborg og Aalborg, der blev garnisonsbyer - med musik.

En lille bid fra musikdirektør Carl Gottschalksens erindringer 'En glad musikants dagbog' fortæller lidt om militærmusikken i 1870'erne. Gottschalksen møder ved militærmusikken på Sølvgades Kaserne i 1872:

”Atten Aar gammel blev jeg ansat ved 17. Bataljons Musikkorps som Althornblæser med ’rang’ af Underkorporal, med en Lønning af 12 Skilling daglig og et Kamisbrød hver tredie Dag. Jeg var ikke saa lidt sejg den første Dag, jeg promenerede min Uniform med hvide Vaskeskindshandsker og Selvejerhue. Mit Gradstegn, en hvid, ulden Snor og en Nikkelknap, skulde jo honoreres af de Menige, og i Rekruttiden vrimlede det af Soldater i Sølvgadens Nærhed. Den udmærkede Kornettist Frederik Lottenburger var min Overhornblæser.

Jeg deltog i Lejren ved Hald 1872. Kronprins Frederik (senere Kong Frederik den 8de) var Øverstkommanderende… Ved Udkanten af Skoven ligefor Halds Sø laa Kronprinsens Telt, og her spillede Regimentets Musikkorps ved de daglige Tafler. I en Rundkreds foran Teltet stod vi Musikere, ca. 35 Mand, sammensat af 4-5 Batailloners Musikkorps, under Anførsel af Stabshornist Pöckel. Kronprinsen kom altid ud til os efter endt Taffel, naar Kaffen skulde indtages i det Fri, hilste venligt og bad om et eller andet Musikstykke. Om Aftenen spadserede han omkring i Lejrgaderne, talte med enkelte af Soldaterne, smagte paa Maden, naar vi sad bænkede ved de lange Borde. Han var meget afholdt af Mandskabet paa Grund af sin Ligefremhed og Venlighed.

Efter endt Lejrsamling kom vi atter til Kjøbenhavn, og nu gik Tjeneste med Vagtparader og offentlig Musik ved den gamle Hovedvagt på Kongens Nytorv ved Siden af Hotel d’Angleterre.”

Christian Frederik Arndt blev i 1871 ansat som spillemand (underkorporal) ved 20. Bataljons Musikkorps. I et brev til sin nevø, Wagner Gram Arndt i 1936, mindes han (idet han dog husker musikkorpsene større end de faktisk var):

"3 Gange var jeg i Lejren ved Hald - 6 Uger ad Gangen. Der var 10 Bataljoner Infanteri, 1 Regiment Cavalleri, 1 Regiment Artilleri, Intendantur, Lægekorps m.v. Hver Bataljon havde jo et fast Musikkorps på 9 Mand - altså 90 Musikere i de 10 Bataljoner, som udgjorde 1 Division, der var delt i 2 Brigader. Du vil forstaa, min Ven, at Brigadeexercitsen var festlig med 45 Musikere til hver Brigade - dobbelt så stort som Livgardens Musikkorps. 10.000 mand laa i Telte paa en stor Slette, 11 á 13 Mand i hvert Telt - regn selv ud, hvilken mægtig Teltlejr... Lejren var fuld af dramatisk liv fra 15. Juni til 31. Juli. Tropperne marcherede til Hald i 3 á 4 Dage, 4-5 Mil om Dagen, fuld oppakning, 20 Gr.R. Varme. I de varmeste dage begyndte Marcheringerne 3-4 Nat, saa Marschen kunde være sluttet tidligst muligt inden Middag, naar Solen brændte væst. Adskillige Soldater faldt om."

Der er ikke tvivl om, at disse lange, varme marchtureforegik med bataljonens musikkorps i spidsen. Det var ikke et driverliv at være regimentsmusiker på den tid. Christian Frederik Arndt forlod hæren i 1874, da han som 18-årig blev ansat ved Statsbanerne, hvor han avancerede til stationsforstander i Kalundborg. Han var søn af overhornblæser Johann Friedrich Arndt og bror til Marius Arndt, der forblev i militærmusikken og som er komponist til den fine march 'Afsted til Lejren', der stadig spilles.

En fin lille beretning fra 1878, fortalt af Kaptajn i Livgarden, Jens Chr. Røgind. Kong Christian IX's yngste datter, Prinsesse Thyra, blev i 1878 gift i Christiansborg Slotskirke med Ernst August, Hertug af Cumberland og tidligere kronprins i fyrstendømmet Hannover. Efter brylluppet var der taffel på Fredensborg.

Kaptajn Røgind fortæller: "Taflet i Kuppelsalen var endt. Gardens Musikkorps, som havde spillet under Middagen, opholdt sig i det tilstødende Musikværelse, ventende på at blive kaldt til Middagsspisning. Man sad eller stod rundt om i den rummelige Sal i stilfærdig Samtale, da Døren pludselig gik op og ind kom kong Christian IX, med sin yngste Datter ved hånden. Alle sprang op og stod ret. "Min datter, Hertuginden, er vemodig ved i Morgen at skulle forlade sit Hjem og sit gamle Fædreland", sagde Kongen. "Og nu ville hun gerne til afsked høre sin Yndlingssang: Danmark dejligst Vang og Vænge. Måske vil De have den godhed at spille den for os".
Dirigenten (Vilhelm Svendsen - red) bukkede ærbødigt: "Javel, deres Majestæt". Han greb sin Taktstok og hele Musikkorpset tog Opstilling med deres Instrumenter. Dirigenten slog an, og de skønne Toner lød stilfærdigt gennem Rummet. 3 Gange lød Melodien. Så sænkede de Instrumenterne, og Dirigenten vendte sig mod kongen i strammeste retstilling. "Tak", sagde den gamle, ridderlige Monark. "Tak", hviskede Hertuginden, medens en stille Tåre gled ned ad hendes Kind, og stilfærdig som de kom, var de atter borte, mens Musikken stod tilbage, et skønt Minde rigere."

I 1880 fik halvbrigaderne igen betegnelsen 'regimenter' og som følge deraf blev de 10 halvbrigademusikkorps nu benævnt som 1. til og med 10. Regiments Musikkorps.

Rytteriet (Gardehusarregimentet og dragonregimenterne) og feltartilleriet, som også i sidste halvdel af 1800-tallet havde fået musikkorps måtte klare sig med den tidligere bataljonsmusikkorpsstørrelse - nemlig 9 musikere. Også Ingeniørregimentet havde nu et musikkorps på samme størrelse. Det samme gjalt Marinens Musikkorps, der nu var nede på 11 mand + værnepligtige musikere. Stadig er der uden for livgarden tale om ren messingbesætning.

I 1897 fik hærens musikkorps lov til at indføre træblæsere i musikkorpsene. Det skulle i givet fald ske uden ekstra udgifter for statskassen - træblæseinstrumenterne skulle betragtes som overtallige instrumenter. Den fastsatte mesingbesætning skulle stadig være den reglementerede. Det er tydeligvia ikke uden betænkeligheder denne tilladelse gives. Det hedder således i skrivelsen: "Da det imidlertid kan være tvivlsomt, om et Regiments Musikkorps ikke er temmelig svagt til at afgive Træblæsere, og om dette ikke vil vise sig derved, at det, naar både Blikinstrumenter og Træinstrumenter anvendes, vil give for ringe Virkning i en Marchkolonne, har Ministeriet derhos bestemt, at den blandede instrumentering - baade Blik og Træ - vede Tjenesten under Gevær kun må anvendes ved Lejligheder, hvor et Regiment eller dets Batailloner optræde på egen Haand, medens alene de reglementerede Instrumenter vil være at benytte overalt, hvor Regimentet eller enkelte Batailloner ifølge forudgiven Befaling optræde under højere foresattes Øjne". Man slutter med en formaning om, at korpsenes præstationer ikke forringes, og at musikerne ikke må miste færdigheder i brugen af messinginstrumenter. I dansk Musikertidende fra 1942, fortæller en gammel musiker fra 10. Regiments Musikkorps i Aalborg, hvordan stanshornblæser Overgaard engang præsenterede en af sine musikere for en inspicerende general med ordene: ” - og det er den fremragende klarinettist Hacke!” - ” Meget godt for ham”, svarede generalen, ” men hvordan blæser han signalhorn?”.

Enkelte musikkorps benyttede sig straks eller senere af muligheden for at indføre et nogle klarinetter og en fløjte, men det var bestemt ikke dem alle. Ved musikkorpsenes nedlæggelse i 1932 (herom senere) havde kun 2. 5. og 10 Regiments Musikkorps træblæsere.

Der blev også eksperimenteret med at supplere feltmusikkorpsenes messingbesætning med saxofoner. Martin Corfix fortæller: Stabshornblæser Jens Christian Norup var den første, der i Danmark i 1903 gjorde forsøg med at indføre saxofoner i 4. Regiments Musikkorps på Sølvgade Kaserne. 4 saxofoner blev indkøbt hos den belgiske instrumentfabrik ”Mahillon” i Bruxelles:

1. sopransaxofon i B (kr. 173)
1. altsaxofon i Es (kr. 200)
1. tenorsaxofon i B (kr. 208)
1. barytonsaxofon i Es (kr. 248)

Selv blæste Norup sopransaxofonen. Instrumentet faldt dog ikke rigtig i danskernes smag, og i 1904 blev saxofonprojektet skrinlagt. Saxofonerne befinder sig i dag Musikhistorisk Museum. Langt senere - i slutningen af 1950'erne blev forsøger igen gjort i 6. Regiments Musikkorps i Odense. Men hller ikke her blev det til noget langt bekendtskab med saxofoner i dank militærmusik.

Læs her Carl Simonsens morsomme beskrivelse af, hvordan det var, at blive ansat som militærmusiker ved 4. Regiment på Sølvgades Kaserne i 1907.

OPTRÆK TIL KATASTROFE

Så var det ved at gå helt galt. I 1909 besluttede rigsdagen, at hele den danske militærmusik - bortset fra Livgardens Musikkorps - skulle nedlægges. Fra og med 1. april 1911 var alle danske militærmusikere afskediget. Der blev protesteret både fra militærmusikerne og fra store navne i dansk kultur- og musikliv. Også befolkningen protesterede. I januar 1911 gik en stort protestdemonstration gennem byen til Christiansborg. Militærmusikken var jo den 'jævne' danskers møde med den levende musik. Radio og grammofoner var ikke almindelige, og det var mest 'de fine', der gik til symfoniske koncerter og opera. Men militærmusikkens marcher gennem byen, og dens koncerter på torve og i parker, det var tilløbsstykker. Og så var det gratis. Det var derfor ikke kun et spørgsmål om, at hæren mistede sin musik - den jævne dansker mistede sin musik.

Men lige meget hjalp protesterne - militærmusikken skulle nu engang nedlægges, og i løbet af marts måned 1911 gav musikkorpsene vemodige afskedskoncerter over hele landet. Og så alligevel - den 1. april 1911, da afskedigelserne faktisk var trådt i kraft, udsendte krigsministeriet et telegram til alle musikere. Afskedigelserne var annulleret - dansk militærmusik var reddet i sidste øjeblik. Hvad der fik regeringen til dette, står hen i det uvisse. Protesterne er vel blevet mere og mere højlydte, jo nærmere man kom nedlæggelsesdagen.

Nedskæringer slap man dog ikke for. De 10 regimentsmusikkorps blev skåret fra 18-20 musikere ned til 9 musikere + 3 reservemusikere (løst ansatte musikere der kun måtte spille inden for bygrænsen af garnisonen) - altså 12 mand, som man så kunne supplere med et antal musikalske værnepligtige soldater, hvis man var så heldig at finde sådan nogle. Rytteriet og artilleriet måtte dog nøjes med de 9 faste musikere. Det samme måtte Marinens Musikkorps. I denne periode var der ikke 'råd' til klarinetter og fløjter i besætningen, kun messinginstrumenter. Stabshornblæseren, der indtil nu havde dirigeret, måtte være 'spillende forblæser'.

Med disse 'amputerede' militære musikkorps prøvede man at lave musik i de næste godt 10 år. Det skabte dagligt enorme musikalske problemer at få 10-13 mand til at lyde af noget af noget som helst - den enkeltes dygtighed ufortalt. Komponisten Carl Nielsen betegnede det som "fattigdommens kor, elendighedens hymne, forkommenhedens og forrykthedens apotheose".

Få år efter antog de udenrigspolitiske forhold en så foruroligende karakter, at krigsministeriet besluttede at styrke garnisoneringen på Sjælland, så der kom flere tropper tæt på hovedstaden. Det blev 5. Regiment fra Nyborg, der skulle til Næstved, 7. Regiment fra Fredericia skulle til Slagelse, og 8. Regiment fra Aarhus skulle til Roskilde - hver med sit musikkorps. På den måde opstod der tre nye garnisonsbyer på Sjælland. Uvist af hvilken grund, blev musikkorpsene ved 7. og 8. Regiments byttet om. 7. Regiments Musikkorps fra Fredericia kom til Roskilde som 8. Regiments Musikkorps. Tilsvarende kom 8. Regiments Musikkorps fra Aarhus til Slagelse som 7. Regiments Musikkorps. Læs mere i artiklen om 'Regimentsmusikken i Roskilde 1913 til 1932' af Martin Corfix.

SIKRINGSSTYRKEN OG GENFORENINGEN

Men de alt for små musikkorps voldte som nævnt store problemer. Men specielt i to sammenhænge - indkaldelsen af sikringsstyrken 1914-1818 og genforeningen med Sønderjylland i 1920 - blev det helt uholdbart.

Under 1. verdenskrig holdt Danmark sig neutral, men nervøsiteten for at blive inddraget i krigen var stor på grund af landets vigtige strategiske beliggenhed. Man overvejede en total mobilisering, men opgav det af frygt for at det kunne virke provokerende på Tyskland. I stedet valgte man at indkalde en 'sikringsstyrke', der kom helt op på 58.000 mand (47.000 på Sjælland på 11.000 på Fyn og i Jylland).

De få og små musikkorps havde rigeligt at gøre i deres garnisoner, og nåede slet ikke ud i de store teltlejre, hvor sikringsstyrken lå. I den forbindelse opstod igen - med halvofficiel godkendelse - nogle få bataljonsmusikkorps. Det var musikalske værnepligtige, der dannede disse frivillige musikkorps, der ofte blev dirigeret af en musiker fra regimentets musikkorps.

32. Bataljons Musikkorps virkede f.eks. i Ermelundslejren under ledelse af musikdirektør ved Paladsteatret, Knud Lindhard, der også var indlkaldt til sikringsstyrken. Han fortæller i bogen 'Klingende Spil', at musikkorpset gjorde fuldstændig musiktjeneste: Middagsmusik, vagtparade, musik for obersten, marchture o.s.v. Adskillige fotos fra den periode viser små værnepligtige musikkorps.

De små regimentsmusikkorps voldte også problemer ved genforeningen i 1920. Sønderjylland havde jo indtil da haft 'glæde' af de store tyske militære musikkorps på ca. 30 mands harmonibesætning. Erstatningen skulle nu være et dansk korps på kun omkring 10 musikere med messingbesætning. Det følte man dog var for usselt. Løsningen blev, at man i en periode sendte skiftende regimentsmusikkorps af sted to og to, så de dog kunne mønstre et dansk musikkorps på 20-24 mand. Man sendte oven i købet et musikkorps af sted, som hed 'Rigsdagens Musikkorps' - det var 1. og 2. Feltartilleriregiments Musikkorps samlet. Læs mere om militærmusikken under genforeningen her.

Tyske Musikkorps i Sønderjylland før genforeningen. Til venstre Musikkorps der Infanterie-Regiments 84 - 'von Manstein' - på parade på Haderslev Kaserne 1912. Til venstre Musikkorps der Füsilierregiment 86 - 'Königin' - til veteranparade i Sønderborg 1914. Det var sådanne musikkorps vore små 9-mands musikkorps skulle 'afløse' ved genforeningen i 1920. (Postkort)

HÆRLOVEN AF 1923

Ved hærloven af 1923 blev antallet af regimenter skåret ned til 8, og følgelig blev 2 regimentsmusikkorps nedlagt. Til gengæld blev de tilbageværende musikkorps udvidet til 15 faste musikere + værnepligtige. Nu dukkede der igen klarinetter og fløjter op i nogle af korpsene, men igen på den betingelse, at musikerne på disse instrumenter skulle spille et messinginstrument, når man skulle i felten. Det er også i hærloven af 1923, at musikerne skifter stillingsbetegnelse fra 'hornblæser' til 'musiker' og 'stabshornblæser' (hvoraf enkelte dog havde været forfremmet til 'musikløjtnanter) blev til 'musikdirigent'. Meget passende, da de nu igen kunne koncentrere sig om at dirigere og ikke behøvede samtidigt at spille et instrument.

2. Regiment med musikkorps forlægges til Sønderjylland og får garnison i Sønderborg. 7. Regiment med musikkorps flytter fra Slagelse og tilbage til Fredericia. Dermed var det slut med de skiftende regimentsmusikkorps, der i turnus havde betjent 'Sønderjysk Kommando'.

Ved rytterstyrken i Tønder placeres et beredent musikkorps, der kom til at bestå af musikere fra 2 regimenter: 3. Dragonregiments Musikkorps og 3. Feltartilleriregiment – begge fra Aarhus. Musikkorpset benævnes 3. Dragonregiments Musikkorps, men artillerimusikerne beholder deres uniformer. Tilbage i Aarhus var der nu et musikkorps, der benævnes 3. Feltartilleriregiments Musikkorps, bestående af musikere fra de samme to regimenter. Dragonmusikerne beholder deres dragonuniformer. Musikerne er dog stadig underlagt deres respektive dragon- eller artilleriregiment. Musikkorpset i Århus skal musikalsk dække både dragon- og artilleriregimentet. Denne ordning varede helt frem til 1932, hvor man på fotos ser disse to musikkorps i både artilleriuniformer og dragonuniformer. Oplysningerne om disse to blandede musikkorps er resultatet af Martin Corfix’ forskning om militærmusikken i Sønderjylland efter genforeningen. En artikel af Martin Corfix om emnet vil senere komme under ’artikler’.

3. Dragonregiments Musikkorps med både dragon- og artillerimusikere i Tønder 1925.

SKÆBNEÅRET 1932

Vi er nu nået til den totale nedtur for dansk militærmusik - 1932. Nu blev der gjort alvor af truslen fra 1909. Og denne gang var der ingen redning i sidste øjeblik. Ialt 16 musikkorps blev nedlagt og 174 musikere mistede deres arbejde. Kun Livgardens Musikkorps fik lov til at bestå. Musikerne fortsatte deres virke som civile musikere i mange forskellige orkestre - men en del måtte gå arbejdsløse meget af tiden.

Nogle af musikkorpsene prøvede at holde sammen på den velspillende enhed de jo var. F.eks. kan man i juli 1932 læse i Fredericia Dagblad: "6. juli 1932 - Kl. 6½ indledtes som sædvanligt med kanonsalut. Kl. 7 var der reveille gennem gaderne af de tidligere regimentsmusikere i civilt antræk. En stor menneskemængde ledsagede musikerne igennem byen". I fotogalleriet kan man finde et morsomt billede af musikere fra det tidligere 2. Regiments Musikkorps, der i 1934 optrådte i 'selvkomponerede' livgardeuniformer ved rundskuedagen i Aabenraa. Et andet foto fra Vilsundbroens indvielse i 1939 viser tidligere musikere fra 9. Regiments Musikkorps i 'lånte' uniformer.

Denne regimentsmusikløse tid kom til at vare i 9 år. Befolkningen savnede sin militærmusik - og hæren savnede sin militærmusik. Det var i den tid, man kunne træffe en afdeling soldater traskende efter en højttalervogn, som spillede marchmusik. En parodi på militær anstand, der efter sigende gjorde Kong Christian X rasende, da han engang overværede det. Situationen betød også stigende vanskeligheder med at besætte blæserstillinger i de symfoniske orkestre. Militærmusikken var jo ofte det sted, hvor den unge musiker startede karrieren og fik sin første orkesterrutine.

BESÆTTELSEN 1940-1945

Men der skulle anderledes alvorlige grunde til, før militærmusikken blev genindført. I 1940 kom der nemlig atter store og absolut velspillende militære musikkorps til Danmark - men de var tyske, og de var højst uvelkomne. Det var sikkert som modvægt mod disse, at man i efteråret 1940 besluttede at genoprette 4 danske regimentsmusikkorps, hver på 16 musikere og med ren messingbesætning. Og nu kom der igen en stabstambour i spidsen for musikkorpset under march. Han forsvandt fra musikkorpsene (bortset fra Livgarden) i slutningen af 1800-tallet, og mange fotos fra den mellemliggende periode viser, at stabshornblæseren (dirigenten) ofte gik i spidsen for musikkorpset. Den mand vi primært kan takke for genindførelsen af regimentsmusikkorpsene er oberst, kammerherre Hans Harding Sonne, der var formand for Hærens Musiktilsyn. Det var også ham, der tog initiativ til oprettelsen af Hærens Musikskole, der dog kun fungerede fra februar til april 1941. Den blev oprettet for hurtigt at få de nye musikkorps funktionsdygtige. En del af de musikere, der blev afskediget i 1932 blev genansat med deres tidligere anciennitet. Men der blev også ansat en del nye 'musikere på prøve', der ikke havde det grundlæggende kendskab til eksercits og militærmusik. Marchøvelserne foregik i februar og marts 1941 i det vinterlukkede Tivoli. Stabstambouren, der - bortset fra Livgardens - var blevet sløjfet i 1867, kom nu tilbage. Lærerne på musikskolen var den netop afgåede musikdirigent for Livgardens Musikkorps, Th. Dyring, de fire genansatte musikdirigenter og stabstambour Leo Sevel fra Livgarden.

Fra fælleskoncerten i Fælledparken med de genoprettede musikkorps. Indsat i billedet de fire musikdirigenter - fra venstre: Hans W. Kofoed, Carl Simonsen, Tage Juul Christoffersen og Aage V. Beyer.

De regimenter som fik musikkorps var: 2. Regiment (Sønderborg) med Hans W. Kofoed som musikdirigent, 3. Regiment (Randers) med Aage V. Beyer som musikdirigent, 4. Regiment (Holbæk) med Carl Simonsen som musikdirigent og 5. Regiment (Næstved) med Tage Christoffersen som musikdirigent. Det kan synes mærkeligt, at musikkorpsene ikke blev placeret i deres garnisoner, som nu var Viborg. Vordingborg, Roskilde og Haderslev. Forklaringen er, at netop disse byer have store tyske garnisoner, der havde beslaglagt kasernerne. 5. Regiments Musikkorps blev indkvarteret hos Gardehusarregimentet i Næstved, og man kaldte sig Gardehusarregimentets Musikkorps. I Randers lå dragonerne, og 3. Regiments Musikkorps brugte da også ind imellem navnet Jyske Dragonregiments Musikkorps.

Den sidste søndag i april 1941 præsenteredes de genoprettede musikkorps for danskerne ved en stor fælleskoncert i Fælledparken i København. Mere end 50.000 københavnere var mødt op for at byde dansk regimentsmusik velkommen tilbage. Den 1. maj sluttede musikkorpsene sig til deres garnisoner, hvor modtagelsen ikke var mindre hjertelig.

I efteråret 1942 forlangte den tyske besættelsesmagt Jylland ryddet for dansk militær. Tyskerne frygtede en invation på vestkysten, og man var - sikkert med god grund - ikke overbeviste om, på hvilken side den danske hærs loyalitet lå i en given situation. Det betød, at i november 1942 måtte 3. Regiment med musikkorps flytte fra Randers og til Nyborg, der således igen for en tid blev garnisonsby. 'Kasernen' var Hotel Nyborg Strand. Også 2. Regiment med musikkorps forlod Sønderborg og fik midlertidig garnison i Faaborg. Fyn - der i 1941 ikke fik et genoprettet musikkorps - havde nu pludselig hele to.

I en artikel i 'Viborg nyt' fortælles lidt om 3. Regiments Musikkorps tid i Nyborg: "Opgaverne for musikkorpset var næsten udelukkende koncerter for civile tilhørere. Ofte kunne det være lidt besværligt: Til en koncert i Kerteminde måtte musikerne cykle frem og tilbage. Flere af musikerne havde også private engagementer på restauranter i de omliggende byer om aftenen. I weekenden 28-29. august 1943 var musikkorpset arbejdsfri, og flere af musikerne var på orlov i Jylland, og således ikke i Nyborg, da tyskerne angreb regimentet søndag morgen 0420. Kampen blev kort - i overensstemmelse med den ovenfra givne instruks måtte den lille styrke kapitulere. Regimentet havde 3 dræbte og 7 sårede; tyskerne ca. 25 dræbte og 17 sårede. De musikere, der var i Jylland, blev beordret til Nyborg og blev interneret sammen med det øvrige personel. Musikernes internering varede dog kun 10 dage. Musikdirigent Aage V. Beyer kom til Fyn fra København. Han fik foretræde for den tyske kommandant i Odense og forklarede denne, at musikerne ikke var soldater, men civile mennesker, der var lejet til at spille for soldaterne. Den forklaring tog tyskerne for gode varer men ville til gengæld have musikkorpsets instrumenter udleveret. Det kunne desværre ikke lade sig gøre, meddelte musikkorpset, da de havde været opbevaret i den bygning, ”Hermon”, der var nedbrændt under angrebet!!".

Musikkorpsets instrumenter og noder var naturligvis ikke brændt, men gemt på snedig vis. Noderne var 'sat i banken' i Nyborg, og musikerne havde naturligt nok taget hånd om deres egne personlige instrumenter. De fælles orkesterinstrumenter, slagtøj o. lign., var deponeret forskellige steder. De fornemme gamle rytterpauker – krigsbytte fra rytterslaget ved Århus i 1849, og som tyskerne ved flere lejligheder forgæves havde prøvet på at få udleveret – stod fra musikkorpsets afrejse til Fyn og resten af krigen gemt i krypten under Sct. Mortens Kirke i Randers. De pynter nu i det nye musikhus på Kasernen i Skive.

Men også i Næstved, hvor 5. Regiments Musikkorps holdt til på Gardehusarkasernen, gik det voldsomt til. Følgende beretning er hentet fra bogen 'Mesteren', hvor kgl. kapelmusikus Knud Hovaldt fortæller sine erindringer til Annie Brøndsholm. Knud Hovaldt konkurrerede sig i 1943 som 16-årig ind i 5. Regiments Musikkorps. Han var 'vagthavende trompeter' den 29. august:

"Garderhusarkasernen i Næstved blev indtaget af de grønne besættelsestropper efter et fortvivlet forsvar af den langt underlegne danske styrke. De tyske projektiler sprøjtede ind over kasernen, og kammerherreinde Inger Fogs vasketøj blev perforeret af kugleregnen. Inger Fog var gift med den berømte ridesportsekspert, kammerherre, oberst Magnus Fog. Oberst Fog var chef for regimentet, og da der ude fra linien kom en soldat med en melding om, at nu kunne man ikke længere holde stand mod overmagten, beordrede han regimentets trompeter til at blæse kampen af. Trompeteren var Knud Hovaldt, og soldaten med depechen ude fra kamplinien var Anker Jørgensen, der blev Danmarks Statsminister i 1972. De har begge to oplevet skud, der bragede ind over kasernen, men de nåede uskadte frem til regimentschefens bolig, der var blevet ramt af adskillige granater. Det var Anker Jørgensen, der sprang op for at hente en hvid damaskdug hos fru Fog og ved hjælp af et kosteskaft forsøgte at hænge den ud af vinduet. Dengang kendte de to værnepligtige ikke hinanden, men det gør de senere så kendte danske personligheder på hver sit felt nu. Ved Garderhusarregimentets 50 års garnisonsjubilæum i august 1990 var Knud Hovaldt og Anker Jørgensen begge blandt æresgæsterne."

Som det fremgar af ovenstående beretninger, brød samarbejdspolitiken den 29. august 1943 sammen. Regeringen gik af og hæren blev - efter spredte kampe og sænkning af flåden - afvæbnet og interneret. Musikerne var - som fortalt - også internerede, men blev relativt hurtigt løsladt med tilladelse til at rejse hjem. De var dog stadig ansatte og allerede i november 1943 mærker man atter oberst Harding Sonnes indflydelse på begivenhederne.

I et brev til 2. Regiments stab (der har sikkert været tilsvarende breve til de øvrige regimenter med musikkorps) af 11. november 1943 skriver oberst Sonne: "... at Musiktilsynet agter at foreslå Krigsministeriet, at 2. Regiments Musikkorps atter bliver samlet i Faaborg, for at Resultat, der hidtil er opnaaet i Retning af Sammenspil, nogenlunde kan blive opretholdt, saaledes at det hidtil præsterede Arbejde ikke gaar til Spilde." På den baggrund skriver musikdirigent Hans W. Kofoed få dage senere ud til sine musikere og beder dem omgående meddele, om de vil fortsætte deres kontrakt i Faaborg - og opgive nummeret på det af hærens musikinstrumenter, som de måtte være i besiddelse af. Sagen var den, at tyskerne den 29. august åbenbart så sit snit til at få suppleret instrumentbeholdningerne i deres egne musikkorps ved at tyvstjæle danske instrumenter. Musikkorpset samlede dog ikke i Faaborg, men 'hjemme' i Sønderborg, hvor de spillede (også i radioen) som 'Kofoeds Hornorkester'.

Det betød, at regimentsmusikken - i hvert fald i en vis udstrækning - stadig var i funktion, havde musikprøver og kunne spille til f.eks. de store alsangsstævner - men i civil. Det samme gjaldt formentlig Livgardens Musikkorps. Det fortælles om Knud Hovaldt fra 5. Regiments Musikkorps i bogen 'Mesteren':

"Hæren var blevet fuldstændig umyndiggjort af de tyske besættelsestropper. Det faste personale blev interneret i tre uger, og Knud rejste hjem til Hjørring for at se tiden lidt an, noget han husker som en ganske frygtelig tid. Han blev indkaldt igen som civilmusiker og spillede nogle få koncerter om ugen på teknisk skole i Næstved, på plejehjem, hospitaler og i skoler, indtil det blev forbudt af tyskerne."

Det, at musikkorpsene i prioder stadig fungerede i civilt betød, at da befrielsen oprandt, kunne musikkorpsene meget hurtigt uniformeres og deltage i befrielsesfestlighederne og mindehøjtidelighederne. Der er næppe tvivl om, at forårsmånederne 1945 har hørt til de travleste nogensinde for militærmusikken i Danmark. Herefter blev til hverdag igen. Hæren og kasernerne blev hurtigt funktionsdygtige og de 4 musikkorps udenfor Livgarden havde travlt. De skulle jo dække hele landet incl. Bornholm. Hver provinsby fik besøg af et af musikkorpsene én eller to gange om året. Og hver uge var der en middagskoncert i radioen med et af musikkorpsene.

Læs mere om militærmusikken under besættelsen i artiklen 'Militærmusikken i Danmark 1940 - 1945'.

MUSIKKORPSENE DER ALDRIG BLEV TIL NOGET

I 1947 var Danmark tæt på at få genoprettet to brigademusikkorps med harmonibesætning på hver 30 musikere. Kilden til denne oplysning er et brev fra 'Dansk Musiker Forbund' (de professionelle musikeres faglige organisation - også omfattende hærens musikere). Brevet er stilet til 'de kontraktansatte musikere i hæren' og indledes med: "Maa ikke refereres til Presse eller Privatpersoner - men må læses op for Musikkorpsenes Medlemmer". I brevet står bl.a.:

"Forbundet har efter en Samtale med Oberst Harding Sonne (chefen for Hærens Musiktilsyn -red) faaet en fortrolig Meddelelse om, at man fra Krigsministeriets Side har paatænkt, at oprette 2 nye Militærmusikkorps, der skal gøre Tjeneste ved Tysklands Divisionen."

3. Regiments Musikkorps på march med Det Danske Kommando i Izehoe 1957. (Foto: Museet på Koldinghus)

'Tysklandsbrigaden', 'Tysklands Divisionen' eller 'Den Danske Brigade i Tyskland' - alle tre betegnelser bruges - var en dansk besættelsesstyrke i Tyskland fra 1947 til 1958. Efter aftale med den britiske regering, blev den danske styrke på 4000 mand i 1947 stationeret i bl.a. Oldenburg og Jever. I 1949 blev den reduceret til 1000 mand, og under navnet 'Den Danske Kommando i Tyskland' flyttet til Izehoe, hvorfra den blev trukket hjem i 1958. Brevet fortsætter:

"Hvert Korps er paatænkt at skulle være paa 30 Mand (Harmoniorkester), og skal skiftevis gøre Tjeneste i Tyskland, ellers skal de have Garnison i henholdsvis Aarhus og Odense (ingen af disse to byer fik militærmusikken tilbage i 1941 - red). De nye Musikere skal gaa paa Skole i 4 Maaneder. De skal ansættes pr. Kontrakt."... "Oberst Harding Sonne (Krigsministeriet?) ønsker omgaaende Besked paa, om Dansk Musiker Forbund vil godkende Lønninger og de øvrige Betingelser."

I 1941 var det blevet lovet, at de nye kontraktansatte musikere med tiden ville blive tjenestemandsansatte. I 1947 var dette problem endnu ikke løst. Dansk Musiker Forbund skriver derfor videre i brevet:

".. saa melder Spørgsmålet sig, om tiden nu ikke er inde til at få vore Krav gennemført. Man kan rejse Sagen igen ved overfor Krigsministeriet at kræve de 60 Musikere ansat som Tjenestemænd."

Hvad musikerne i de eksisterende musikkorps har svaret, vides ikke. Men det er nærliggende at tro, at der i disse musikkorps var en del musikere der følte, at de ikke havde fået den ansættelse, som de var blevet lovet, og at man derfor har støttet Dansk Musiker Forbunds krav om tjenestemandsansættelser. Det er ligeså nærliggende at formode, at 'Krigsministeriet' ikke har villet opfylde dette krav. I hvert fald blev der ikke oprettet disse to brigademusikkorps, og brigaden hhv. kommandoet i Tyskland måtte nøjes med sporadiske besøg af de eksisterende regimentsmusikkorps.

ENDNU ET MUSIKKORPS GENOPRETTET - MEN ANDRE NEDLAGT

Af forsvarsloven af 1951 fremgik det, at der skulle være tre musikkorps i hver af de to landsdelskommandoer. Det betød, at der i Vestre Landsdelskommando manglede et musikkorps. Det kom i 1953, hvor 6. Regiments Musikkorps i Odense (senere Fynske Livregiments Musikkorps) blev genoprettet. Samtidig blev 2. Regiments Musikkorps flyttet fra Sønderborg til Haderslev og 3. Regiments Musikkorps i Randers kom hjem til sit regiment i Viborg. I Østre Landsdelskommando blev 4. Regiments Musikkorps i 1954 overflyttet til 1. Regiment i Høvelte og 5. Regiments Musikkorps kom i 1957 endelig 'hjem' til garnisonen i Vordingborg. I de næste 20 år havde vi 5 regimentsmusikkorps samt Livgardens Musikkorps. Det var i den periode man hver uge havde middagskoncert i radioen med et af musikkorpsene, og at korpsene havde en fast plan der betød, at alle danske købstæder ca. en gang om måneden havde 'musik på torvet' med landsdelens regimentsmusik. Stadig er det traditionen fra 1842 der afgør besætningen - ren messing. Her ser vi igen bort fra Livgardens Musikkorps, der har overlevet alle kriser med den oprindelige harmonibesætning i behold.

I marinen - eller som det nu kaldes, søværnet - var musikkorpset også blevet nedlagt i 1932 og musikerne afskediget. Bortset fra musikdirigent Knud Bentzen. Han fik til opgave at uddanne hornblæserne. Men lige som hoboist Hüttenrauch i 1850'erne, syntes Bentzen, at de skulle kunne lidt mere end bare at blæse signaler. Efter besættelsen forsøgte han flere gange at få forsvarsministeriets tilladel til at danne et musikkorps, men det blev blankt afvist.

Til sidst fik han dog beskeden: "Du kan jo danne et tamburkorps". Det blev til 'Søværmets Trommekorps', der senere - stadig under Bentzens ledelse - blev til 'Søværnets Tamburkorps'. I begyndelsen havde korpset strenge ordrer på kun at spille musik, der kunne udføres med 'løse toner' - altså uden brug af ventiler. Der lå en del fagforeningsmæssig skepsis bag dette pålæg. De professionelle musikere ønskede ikke, at indkaldte 'amatørmusikere' dannede faste musikkorps. Gradvis er dette gennem årene blevet lempet, og Søværnets Tamburkorps er nu er fuldt besat musikkorps, der spiller samme repertoire som de øvrige musikkorps. Musikerne er kontraktansatte konstabler. Dette gælder også tambourerne i Den Kongelige Livgardes Tamburkorps.

I 1961 fik regimenterne deres gamle navne tilbage. Det betød, at 1. Regiments Musikkorps blev til Danske Livregiments Musikkorps. I Viborg skiftede 3. Regiments Musikkorps navn til Prinsens Livregiments Musikkorps. I Haderslev blev 2. Regiments Musikkorps til Slesvigske Fodregiments Musikkorps. På Fyn blev 6. Regiments Musikkorps til Fynske Livregiments Musikkorps, og i Vordingborg skiftede 5. Regiments Musikkorps navn til Falsterske Fodregiments Musikkorps.

I 1973 begyndte nedturen for dansk militærmusik igen. Danske Livregiments Musikkorps blev nedlagt og musikerne blev enten førtidspensionerede eller overført til de øvrige musikkorps - flest til Falsterske Fodregiments Musikkorps. Tre år senere - i 1976 - blev dette musikkorps overført til Sjællandske Livregiment i Ringsted og fik følgelig navnet Sjællandske Livregiments Musikkorps. Efterfølgende er det igen blevet nødvendigt med navneændringer. Da Fynske Livregiment blev nedlagt i 1991, fik musikkorpset lov til at bestå endnu nogle år under navnet Musikkorps Fyn. Administrativt blev det lagt ind under Slesvigske Fodregiment, der således i en periode havde to musikkorps indtil Musikkorps Fyn endeligt blev nedlagt i 1997. Tre år efter - i 2000 - ramte sparekniven Sjællandske Livregiments Musikkorps og efterlod Danmark øst for Storebælt med kun Livgardens Musikkorps. Også Slesvigske Fodregiment blev nedlagt og musikkorpset blev administrativt lagt ind under Telegrafregimentet i Fredericia, men stadig med garnison i Haderslev under navnet Slesvigske Musikkorps. Dette musikkorps overlevede med nød og næppe forsvarsforliget i 2004. Også Prinsens Livregiment er nedlagt. Musikkorpset fortsætter under navnet Prinsens Musikkorps med garnison i Skive, men administrativt hørende ind under under Jyske Dragonregiment i Holstebro.

Et lille lyspunkt i militærmusikkens nedskæringstider er, at de få tilbageblevne musikkorps i 1990'erne fik lov at anlægge gallauniform ved festlige lejligheder.

Op til forsvarsforliget i 2010 foreslog forsvaret, at nedlægge al militærmusik uden for Livgarden. Og at man kunne skære Livgardens Musikkorps ned fra 36 mands harmoniorkester til et 18 mands mesisngorkester. Altså endnu værre end situationen fra 1932. Både Prinsens og Slesvigske Musikkorps skulle nedlægges. Det samme skulle Søværnets Tambourkorps. Der blev protesteret fra Søværnet, fra Skive/Viborg-området, men især fra det Sønderjyske område. Forslaget blev modificeret til, at 'kun' Prinsens Musikkorps skulle nedlægges, hviket var slemt nok. Men i sidste øjeblik blev også dette musikkorps reddet 'på målstregen'. Der kom dog til at stå i forligsteksten, at man ville genoptage spørgsmålet om musik i forsvaret - og bl.a. undersøge muligheder for alternativ financiering. Dette ud fra den betragtning, at mange af protesterne handlede om disse musikkorps værdi på andre områder end det rent militære.

Ved revision af forliget i 2012 blev alle musikkorps og tambourkorps dog heldigvis bevaret. Der ser ud til, at ved de seneste forsvarsforlig har det været politikerne, snarere end forsvaret selv, der har holdt hånden over militærmusikken. Dette er også tilfældet i 2017, hvor forsvaret igen foreslår at nedlægge af et af de små ‘feltmusikkorps’. Begrundelsen er, at opgaverne for forsvaret og kongehuset kan klares af to musikkorps – de ‘ikke-militære’ musiceringer kan begrænses. Udtrykket ‘ikke-militære’ kan undre, idet musikkorpsene også ved de store offentlige koncerter og de mindre koncerter på f.eks. skoler og plejehjem jo er uniformerede, og musikkorpset varetager derfor en ‘militære’ opgave ved at være forsvarets ansigt udadtil. Heldigvis er der som ved tidligere lejligheder politisk modstand mod at nedlægge mere af den danske militærmusik. Som det hedder i regeringens begrundelse: “.. konsekvenserne ved at gennemføre det pågældende forslag ikke står mål med de forventede økonomiske gevinster og resultater”.

I 2019 blev Slesvigske Fodregiment genoprettet, og Slesvigske Musikkorps blev tilbageført til sit gamle regiment. I 2021 fik flyvevåbenet sit eget musikkorps, idet Prinsens Musikkorps blev overført til dette værn som Flyvevåbenets Musikkorps - dog stadig med navnet Prinsens Musikkorps.

Enkelte regimenter har i tidens løb tilladt oprettelsen af uofficielle værnepligtige musikkorps (eller 'orkestre' som de kaldtes for ikke at forveksle dem med de professionelle musikkorps) og tambourkorps, hvis der blandt de indkaldte var amatørmusikere, der havde lyst til det. Besætningen afhang af, hvilke instrumenter der var til stede i en given årgang indkaldte.

Det gælder således Jyske Telegrafregiment, der dengang traditionelt havde mange musikere, skolelærere, studerende o.l. blandt de indkaldte. Forfatteren til denne artikel havde fornøjelsen at spille i Jyske Telegrafregiments Orkester i 1961-62. Det var i den periode på ca. 30 musikere og fuldt harmoniorkester. Regimentet støttede med tid, uniformer, musikinstruktør (en pensioneret regimentsmusiker) og til dels instrumenter. Når vi spillede offentligt, var en af musikerne dirigent - i min periode var det menig 498208 Anders Riber - senere domorganist i Aarhus Domkirke. I musikstuen var rangforskelle udjævnet, idet der blandt musikerne var både officerer, befalingsmænd, menige og rekrutter.

Status i år 2021 er den, at den professionelle danske militærmusik nu kun består af Den Kongelige Livgardes Musikkorps og Tambourkorps i København, Slesvigske Musikkorps i Haderslev og Flyvevåbenets (Prinsens) Musikkorps i Skive. Gardehusarregimentet har sit Trompeterkorps (til hest) og Søværnet har Søværnets Tambourkorps, som (trods navnet) er fuldt besat musikkorps og som - når de er i udlandet - hedder 'Danish Navy Band'.

ANDRE MUSIKKORPS OG ORKESTRE

Det skal tilfæjes, at der i de seneste godt 30 år har eksisteret et på frivillig basis oprettet militært musikkorps - 8. Regiments Musikkorps - med det koncept, at være et regimentsmusikkorps anno 1890 (uniformer, noder, repertoire o.s.v.). Musikkorpset har 'garnison' i Kastellet, hvor man til gengæld for 4-5 koncerter og arrangementer om året har øvelokaler ogf uniformsdepor og nodearkiv. Forsvaret har anerkendt 8. Regiments Musikkorps som 'traditionsbærende enhed' selv om det er en frivillig og civil forening. Se artiklen '8. Regiments Musikkorps - før og nu'.

Ved siden af de professionelle militære musikkorps, har Hjemmeværnet siden sin oprettelse i 1950'erne taget adskillige amatørorkestre til sig, og uniformeret dem som hjemmeværnsmusikkorps. Disse musikkorps - nogle med harmonibesætning og andre med den engelsk inspirerede brass-band besætning - udfylder på mange områder det tomrum, som årtiers nedskæring af den professionelle militærmusik har skabt. Det er således ikke ualmindeligt, at en regimentsparade ledsages musikalsk af et af Hjemmeværnets musikkorps. Men der er tale om amatørorkestre, og det kan naturligvis både høres og ses. Kvaliteten svinger fra det udmærkede til acceptabelt. Det samme gælder forståelsen for, at hovedparten af repertoiret skal være dansk militærmusik - især set i lyset af, at det er forsvaret, der betaler uniform, transport, musikdirigent og (delvist) instrumenter. Flere af korpsene har en beklagelig forkærlighed for rytmisk musik og 'happy-sound' - blandet med britisk brass-band-musik og engelske/amerikanske marcher. Disse musikkorps skal hvert år gennemgå en prøve for Hjemmeværnets musikudvalg for at sikre et vist minimum af standard. Det skal også nævnes, at de eneste militære musikkorps og tamburkorps med tilknytning til flyvevåbenet, hører under hjemmeværnet.

Endelig hører det med til billedet, at mange civile amatørorkestre, virksomhedsorkestre (f.eks. politiorkestre), FDF- og spejderorkestre samt ungdomsgarder udøver 'militærmusik' i ordets bredeste betydning. Et fornemt eksempler er Tivoligardens Musikkorps, som er ældre end de fleste militære musikkorps - det er oprettet 1844 (året efter Tivoli åbnede) med H.C. Lumbye som den første instruktør. Kvalitetsmæssigt har Tivoligardens Musikkorps et højt niveau og er storleverandør af dygtige blæsere til konservatorierne og de tilbageværende professionelle militærmusikkorps.

Tivoligardens musikkorps 2012 med stabstambour Laurids Madsen. Uniformen er en kopi af Livgardens uniform, bortset fra at Livgardens røde gallajakke er enkeltradet - Tivoligardens er dobbeltradet. Desuden er benklæderne hvide med blå striber, mens Livgardens er blå med hvid stribe. Stjernen i bjørneskindshuen er heller ikke livgardens stjerne, men den gamle danske infanteristjerne.

Appendix 1

Tidslinie for militærmusikken ved infanteriet i Danmark.

Skema over felt-musikkorpsenes organisering fra 1867 til 1932:

(Kilde: Hans Erik Christiansen)

Appendix 2

Dirigenter (forblæsere / overhornblæsere / overtrompetere / stabshornblæsere / stabstrompetere / musikløjtnanter / musikdirigenter) ved militærmusikken: