"Der skal lægges megen vægt på dansk musik" - om militærmusikken under genforeningen i 1920

- af sogne- og orlogspræst Martin Corfix

Ved Genforeningen stod Krigsministeriet over for en udfordring: Den danske soldat skulle under stor bevågenhed vende tilbage til Sønderjylland i maj 1920 og blev formeret i Sønderjysk Kommando, der skulle afløse de engelske og franske troppeafdelinger, der siden januar 1920 havde holdt Nordslesvig besat. De danske soldater og officerer i Sønderjysk Kommando var de første, der kom til Sønderjylland, og som sådan de første repræsentanter for det officielle Danmark før de egentlige genforeningsfestligheder den 10. juli. Chefen for Sønderjysk Kommando, oberst Carl C.F. Moltke, forudså, at dansk militærmusik og sang ville blive en væsentlig faktor ved indtoget i de sønderjyske garnisoner.

Indledning

Den danske soldats tilbagevenden til Sønderjylland i maj måned 1920 blev et sandt triumftog, der i dag på hundrede årsdagen er et næsten glemt kapitel i genforeningshistorien, hvor kun Christian X’s ikoniske ridt over grænsen er blevet stående som hovedbegivenheden. Minderne - både civile og militære - blev dog lang tid efter holdt i live i de mange erindringer og øjenvidneskildringer, hvor det netop bekræftedes, at manden bag Sønderjysk Kommandos formering, Carl Moltke, havde set helt rigtigt; det var regimentsmusikkorpsene, der kom til at 'bære' begivenhederne med deres festlige, danske musik under indtogene i Sønderborg, Haderslev, Åbenrå og Tønder. Og i tiden der fulgte, blev de forskellige musikkorps’ naturlige opgave - med oberst Moltkes ord: "Der skal lægges megen vægt på dansk musik" - at være med til at konsolidere det nationale, sproglige og kulturelle fællesskab, Sønderjylland havde med Danmark.

Sjældent hører vi i dag om oberst Moltke og hans blik for det genforeningsfremmende i brugen af dansk musik, eller vi stifter bekendtskab med navnene bag hærens musikkorps; musikdirigenterne og militærmusikerne. De var hurtigt glemt i genforeningsbilledet. Glemt er også, at datidens professionelle musik i købstæderne var militær og som sådan en kulturfaktor.¹ Det var før, der var tænkt på landsdelsorkestre, og hvor landets eneste to symfoniorkestre befandt sig i hovedstaden. Derfor var regimentsmusikkens koncerter på torvet også indgangen til koncertsalen, og når Ouverturen til Kuhlaus 'Elverhøj' eller et udtog af H.C. Andersen og Hartmanns opera, 'Liden Kirsten', lød på Nørretorv i Sønderborg, var det af stor symbolværdi og samtidig den jævne sønderjydes indgang til de største nationale toner fra Det Kgl. Teater i København! Musikkorpsenes store kulturelle indsats ved genforeningen har i dag fortonet sig, nok fordi militærhistorikerne regnede det for musikhistorikernes opgave at beskrive den del, og musikhistorikerne sikkert tænkte, at det måtte være et arbejde for militærhistorikerne. Området har derfor aldrig været behandlet i forskningslitteraturen. Jeg vil i artiklen forsøge at råde bod på lakunen og få belyst Moltkes og musikkorpsenes vigtige rolle:

Rigsarkivet rummer arkivalierne for Sønderjysk Kommando og Rytterstyrken i Tønder. Det primære kildemateriale vil være korrespondancebøgerne for Sønderjysk Kommando med bl.a. Krigsministeriet tillige med skrivelser, vejledninger og breve i Rytterstyrkens arkiv, der giver os mulighed for at belyse det store forarbejde og organiseringen af de musikkorps, der fra hele Danmark på skift blev sendt til de byer, Sønderjysk Kommando havde garnisoner i indtil hærordningen af 1923. Her er alt lige fra regimentsadjutanternes korrespondance (musikkorpsene sorterede under de forskellige regimentsadjutanter, der ved revyer, parader o.lign. var dem, der gik eller red umiddelbart foran musikkorpsene og viste dem på plads) med Sønderjysk Kommando om de forskellige musikkorps’ til- og afrejser til alt lige fra musikinstrumenters forsendelse med Statsbanerne til fordeling af rationeringsmærker til musikerne! Sammenholdt med oplysningerne i Håndbog for Hæren på Forsvarsakademiets Bibliotek, som indeholder musikerfortegnelserne for de forskellige regimenter, er det muligt at få identificeret, hvilke musikere, der gjorde tjeneste i Sønderjysk Kommando og dermed også sætte navne på genforeningens fotos, film og litteratur, hvor vi alt for ofte har måttet tage til takke med den noget anonyme information: 'regimentsmusikken spiller'. Knud Lindhard strejfer i sin fine bog, 'Klingende Spil', kun lige over et par sider regimentsmusikkens rolle ved genforeningen. Kai Edvard Larsen bidrager med sine betydningsfulde optegnelser om Moltke og kommandoets musik i sin bog 'Den danske Soldat i Sønderjylland', men den egentlige erindringslitteratur refererer også hyppigt til regimentsmusikken: Moltkes og H.E. Christensens erindringer i 'Tiende Februar'; Svend Thorsen kommer med vigtige oplysninger om Moltkes store genforeningsfremmende arbejde - særligt i brugen af regimentsmusikken - i sin bog 'Fra Genforeningstiden - Konge og Hær' samt i Carl Dumreichers reportageagtige 'Genforeningen 1920'. Dette sekundære kildemateriale vil sammenholdt med de ovennævnte kilder danne en helhed. Indimellem vil tidsvidnerne komme til orde. Til tider vil citaterne være lange, men for fremstillingen er det vigtigt at få datidens iagtagere og deltagere i tale. Mange af de personlige skildringer er tillige fra bøger, som i dag ikke er almindeligt tilgængelige, så det er på sin plads her i hundredeåret, at vi får genopfrisket begivenhederne, som de oplevede dem.

Sønderjysk Kommando forberedes

For oberst Carl C.F. Moltke² var det et stort personligt ønske, der gik i opfyldelse, da han blev udvalgt til at være chef for de første tropper siden 1864, der skulle vende tilbage til Sønderjylland. Han var nært knyttet til landsdelen: Moltkes far, A.L. Moltke, var i 1864 herredsfoged i Vis og Uggel herreder med bolig i Flensborg, hvor han havde mødt Moltkes mor.Faderen var den sidste danske embedsmand, der under krigen forlod byen. Moltkes mor havde deltaget i plejen af soldaterne på lazaretterne i Flensborg, og hans morbror, major Rosen, faldt på Dybbøl den 18. april. En anden morbror, Carl Rosen, var overpræsident i Flensborg. Moltke havde så at sige fået sit indgående kendskab til det sønderjyske ind med modermælken, og han så med dybe følelser hen til løsningen af den historiske opgave. Hans brede viden om de sønderjyske forhold skulle blive til stor nytte i forberedelsen af kommandoet.³

Tanken opstod tidligt hos Moltke, at den danske militærmusik skulle spille en fremtrædende rolle ved Sønderjysk Kommandos indtog i Sønderjylland. Imidlertid havde man et problem: I 1911 var samtlige danske regimentsmusikkorps i infanteriet blevet reduceret fra 20 til kun 9 musikere! Uvægerligt ville den sønderjyske befolkning - dansk- som tysksindet - komme til at sammenligne dansk og tysk militærvæsen, og med de små, formindskede musikkorps ville det blive som David mod Goliat; de ville falde helt igennem.

Blæksprutten 1911: satire over den halverede regimentsmusik.

 Det var om disse reducerede musikkorps komponisten, Carl Nielsen, der selv havde trådt sine barnesko ved regimentsmusikken i Odense, i 1916 udtalte:

 "De 9 mands orkestre kan - selv om de er sammensat af vore dygtigste folk - aldrig få virkelig klang. Det er fattigdommens kor, elendighedens hymne, forkommenhedens og fortrykthedens apoteose. De kan kun fortælle om nød og savn, sult og kulde, vand og brød og mørk arrest, i stedet for at varme og oplive soldaterne og befolkningen.Hvor er det dog trist, at vore dygtigste militærmusikere hver eneste dag må føle deres gerning som mindre end en halvhed, idet de aldrig, på grund af det ringe tal, kan opnå blot en nogenlunde virkning. Hver gang jeg ser og hører disse små orkestre, skærer det mig i hjertet for de folk, der må udføre en gerning som der ingen glæde er ved, og som ikke kan være til glæde for andre end de børn, der spiller bold eller driver top ind mellem de tynde rækker af undselige, men pligttro musikere".⁴

Nielsen malede her herligt med den brede pensel, vel nok også for at komme sine betrængte tidligere musikerkolleger til hjælp. Det kunne dog være gået langt værre: Ved hærloven af 1909 skulle alle regimentsmusikkorps - undtaget Livgardens Musikkorps - have været nedlagt den 1. april 1911⁵. Rundt om i garnisonsbyerne blev der spillet afskedskoncerter, men i 11. time efter massive protester i befolkningen og heftig debat i Rigsdagen stillede konseilspræsident (statsminister) og forsvarsminister Klaus Berntsen (Venstre) et redningsforslag, der blev vedtaget i Rigsdagen på selve skæbnedagen den 1. april, og selvsamme dag blev afskedigelserne tilbagekaldt per telegram fra Krigsministeriet! Militærmusikken blev altså beskåret kraftigt men reddet på stregen, og det er heldigt for vores historie, idet man ikke kan tænke sig genforeningsfestlighederne uden den danske regimentsmusik!⁶

Satiretegning af Alfred Schmidt i Blæksprutten 1909 over Hærloven af 1909: Forsvarsminister Klaus Berntsen leger tinsoldater med resterne af den danske hær, bemærk militærmusikken, der nu består af tuba, triangel, horn og bækkener.

Efter afstemningen i 1. Zone den 10. februar, hvor 75 % af befolkningen stemte sig hjem til Danmark, tog forberedelserne hastigt form. Chefen for kommandoet, oberst Carl Moltke, der havde været chef for 8. Regiment i Roskilde, tog allerede den 11. februar på en tjenesterejse - sammen med flere andre nyudnævnte danske embedsmænd - til afstemningszonen, hvor han bl.a. mødte sønderjydernes utrættelige førstemand og arkitekten bag genforeningen (grænsen syd om Tønder og nord om Flensborg), dynamoen H.P. Hanssen. Hvad de talte om, kan vi ikke vide, men mon ikke Moltke har drøftet sin idé med H.P. Hanssen, der i hele sin gerning var bevidst om dansk sprog og kulturs vigtighed i den nationale kamp mod fortyskningen i Nordslesvig. I al fald fik Moltke på rejsen i overmål bekræftet, "med hvor stor og glad forventning vore landsmænd ser hen til genforeningen. Ligesom de i danske troppers tilbagevenden til det gamle land ser ligesom et symbol på opfyldelsen af deres længslers mål. Tropperne vil blive hilst med glæde overalt og mødt med største velvilje og hjælpsomhed". Stærkt inspireret af sin rejse skrev Moltke ved sin hjemkomst disse ord i en manende 'vejledning' til officererne og befalingsmændene. Meningen var, at de ved kommandoets formering i Odense i april 1920 skulle undervise det genindkaldte mandskab, der nøje var udtaget fra alle egne af Danmark, i de sønderjyske forhold og i taktfuld og værdig optræden over for den danske såvel som den tysksindede befolkning.

Moltke i Sønderborg dagen efter afstemningen i 1. Zone, den 11. februar. Sammen med andre embedsmænd er han nede og gøre de første forberedelser til bl.a. Sønderjysk Kommandos indtog. Moltke ses med bowler næsten midt i døren og til højre for ham står den sønderjyske genforeningsdynamo, nordslesvigernes danske rigsdagsmand i Berlin, H.P. Hanssen. (Foto: Sønderborg Lokalarkiv)

I virkeligheden var der tale om næsten to enslydende vejledninger. Den ene af Moltke, den anden var Moltkes ord lettere redigeret af kommandoets stabschef, kaptajn F.C. Essemann. Begge vejledninger cirkulerede rundt til afdelingerne, og Moltkes underskrevne eksemplar er genfundet i Rytterstyrken i Tønders arkiv. Begge vejledninger kom særligt ind på regimentsmusikkens rolle: "Det musikkorps, der bliver stillet til rådighed for kommandoet, er vel ret stort i forhold til, hvad regimenterne råder over, men det falder i størrelse stærkt igennem overfor, hvad man har været vant til dernede (i Sønderjylland). Så megen mere vægt, må der lægges på at få det bedste ud af det, der rådes over såvel i musikalsk henseende som også musikernes optræden i geleddet på stedet som under march. Der skal lægges megen vægt på dansk musik. Reservehornblæserne må anvendes med stærk kritik. Man må være sikker på, at den, der beordres til at blæse signaler, kan gøre det på fyldestgørende måde."

Der skulle altså være en national bevidsthed i musikvalget hos de militære musikdirigenter, der måtte så at sige ikke være slinger i valsen, heller ikke hos de værnepligtige hornblæsere, og for Moltke var det vigtigt, at man for alt i verden ikke måtte skuffe den sønderjyske befolkning: "Dette må ikke ske, på det punkt må enhver føle sig forpligtet". I sin vejledning lagde Moltke særlig vægt på, at befalingsmændene og soldaterne forud for afsendelsen skulle lære "vore fædrelandssange at kende - ikke alene melodierne men også ordene", for de ville komme ned til en befolkning, der kunne dem udenad; "deres sammenkomster (sønderjydernes) begynder og slutter altid med sange, og det forekommer mig, at det ville være os til liden ære, om vi i kendskab hertil skulle stå tilbage," derfor måtte man i kompagnierne finde musikalske befalingsmænd eller blandt mandskabet, der kunne stå for indøvelsen af sangene. Moltke bekræfter blot her, hvad den utroligt populære, dansksindede førstemand fra Flensborg, politikeren Gustav Johannsen udtalte i begyndelsen af 1900 tallet: "Sangen er altid bleven dyrket meget i Nordslesvig (Sønderjylland), og intetsteds kender man de danske nationalsange så godt som her. Småbørn, ynglinge og jomfruer, mænd og kvinder indtil oldingealderen kan de danske nationalsange udenad fra første til sidste vers".⁸ 

Oberst Moltke går i land i Sønderborg den 5. maj 1920 og modtages af sønderjyske piger (Foto: Det Kgl. Bibliotek)

Hærens Musiktilsyn kunne lyde af en større organisation men bestod kun af to medlemmer; formanden, oberst Hans Parkov, og komponisten Alfred Tofft. Musiktilsynets kontorhold var lige så beskedent og befandt sig i Parkovs villa i Charlottenlund. De to kyndige herrer tog hvert år rundt og bedømte de militære musikkorps’ musikalske stade i hæren og rytteriet.⁹ Moltke og Musiktilsynet var meget enige: man måtte have et større musikkorps. Særligt ved det store indtog i Sønderborg. Netop Sønderborg havde før genforeningen haft et rigt musikliv. Det ville dog blive for pauvert med et lille ni mands musikkorps overfor de to tyske musikkorps; Musikkorps Füssilier Regiment Nr. 86 'Königin' i Sønderborg og Musikkorps Infanteri Regiment Nr. 84 'von Manstein' i Haderslev, der begge talte omkring 25 musikere, hvoraf flere bar danske navne. Eksempelvis hed musikdirigenten for Musikkorps Füssilier Regiment 86 på Sønderborg Slot Christian Jensen. Disse musikkorps musicerede ikke kun i Sønderborg og Haderslev, men også i andre sønderjyske byer.¹⁰

Militærmusikken i Sønderjylland før genforeningen. Musikkorps Füssilier Regiment 86, 'Königin' (øverst) blev i 1914 omgarnisoneret fra Sønderborg til Haderslev, efter at Musikkorps Infanteri Regiment nr. 84 'von Manstein' (nederst) var afgået til fronten. (Postkort). Herover og til højre, avertissementer om koncerter med de to Sønderjyske musikkorps.

Derfor besluttedes det endeligt i Krigsministeriet, at det musikkorps, der skulle følge Sønderjysk Kommando i Sønderborg, blev lagt sammen af to musikkorps. Hertil kom et antal værnepligtige musikere, hvorved man kunne mønstre 25 mand eller mere i et sammensat korps: "Musikkorpsene vil blive beordret til tjeneste ved det Sønderjyske Kommando i den første måned, hvorefter disse musikkorps vil blive afløst af 2 andre regimenters musikkorps". Musiktilsynet havde også foreslået en plan for, hvilke musikkorps, der i løbet af året skulle sammenlægges:¹¹ 3. og 4. Regiments Musikkorps fra København i april-maj; 5. og 6. Regiments Musikkorps fra Vordingborg og Odense i juni; 7. og 8. Regiments Musikkorps fra Slagelse og Roskilde i juli; 9. og 10. Regiments Musikkorps fra Viborg og Aalborg i august og 1. og 2. Regiments Musikkorps fra København og Helsingør i september.

I de næste tre år blev det en stor opgave at administrere de ca. 10.000 soldater, befalingsmænd og militærmusikere fra alle egne af Danmark, der kom til at gøre tjeneste ved Sønderjysk Kommando.

Indtoget i Sønderborg den 5. maj 1920

Det førnævnte 'store fodfolksmusikkorps' lod sig med lethed samle af 3. og 4. Regiments Musikkorps, der begge var garnisoneret på Sølvgade Kaserne i København. Korpset skulle ledes af 4. Regiments stabshornblæser (datidens betegnelse for musikdirigent), løjtnant Jens Norup¹², og skulle følge I. Bataljon med chefen, Oberst Moltke, og kommandoets stab ombord på panserskibet 'Olfert Fischer' og lede det store indtog i Sønderborg. Hertil kom 'Olfert Fischers' lille Skibsmusikkorps, der skulle gå i spidsen for skibets detachement af orlogsgaster ved indtoget. Kommandoet blev udskibet fra Assens, og de gamle filmklip viser fra overfarten menige og officerer, der storrygende, spændte - men smilende, går rundt på skibet, mens Norup og det samlede musikkorps musicerer på skibsdækket.¹³ 

Sønderjysk Kommando samlet på Nørretorv i Sønderborg lige efter landgangen. Tropperne marcherer på plads. Til hest ses Moltke i midten ved siden af officer til fods med dragen sabel. Musikkorpset ses nederst i billedfeltet; helt galt kunne det vel ikke gå, når man i musikkorpset havde en underhornblæser, der hed Mozart Rasmus Poulsen! (Mozart Rasmus Poulsen var musiker i 3. Regiments Musikkorps) (Foto: Det Kgl. Bibliotek)

Vi vil lade et øjenvidne fortælle om modtagelsen og paraden gennem Sønderborg, som det nogle dage efter blev bragt i 'et af hovedstadsbladene.¹⁴

"Kl. 12 1/4 sås 'Olfert Fischer's høje master over landtungen i Nord, og straks efter bøjede det lysegrå panserskib om hjørnet og gled langsomt ind midt i sundet, forbi anlægspladsen, stuvende fuldt af hurraråbende og viftende soldater, medens det uhyre publikum på kysten råbte hurra, sang og viftede med hatte og lommetørklæder. Og alle musikkorps i land og på skibet spillede nationalsangen. Det var en uforglemmelig scene' […]

Styrken gik fra borde og stillede op til indmarchen, mens der blev musiceret af byens civile musikkorps, de franske alpejægeres musikkorps, spejderorkester og FDFs drengeorkester. Sidst gik ca. 100 marinesoldater med deres musikkorps fra borde, officerernes heste, der var kommet med tog, blev ført frem, og oberst Moltke til hest holdt tale på både dansk og fransk, der mundede ud i et leve for Frankrig. 'Så smældede alpejægernes stormmarch, og i det hurtigste tempo med små skridt, hornene ustandselig svungne lynende i luften, drog de op på Nørretorv og stillede sig langs Sydsiden. Men ikke mindre rapt og fejende lød Riberhusmarchen fra det danske orkester, og i hurtig march med dundrende fodslag rykkede de gallaklædte Jenser frem. […]

Da de første officerer og det danske musikkorps viste sig ved pladsens hjørne [Nørretorv], brød en orkan af hurraråb løs, som ikke ville få ende. Og så satte processionen sig i gang. Alpejægerne med musik, byens musik og den store festkommité, pigespejdernes vandrende bøgeskov, det danske militærorkester og kompagnierne med de mange beredne officerer, marinesoldaterne med musikkorps, spejderne med do., drengeforbundet med do. Og så publikum, der for øvrigt for en del stak genveje for atter og atter at se toget drage forbi. Franskmændene hastede lidt forud for den danske procession for at tage honnøropstilling ved kasernen.

Det danske indtog var så taktfuldt, så passende og så værdigt! Det gik med fuld militær præcision, med vældigt slag med fusserne, med flyvende faner og klingende spil. Og både da bataillonen stod langs kajen og senere ved kasernen blev bataillonens fane ført højtideligt langs fronten til fanemarchens toner og hilst af publikum. Men der var hverken gjaldende triumf eller udæskning i det indtog. De var bare så forfærdelig glade alle sammen: Officerer, soldater og publikum. Det var som et gensyn af længe adskilte familiemedlemmer. Officerer og soldater strålede af glæde, vinkede med sabler og hænder til det ustandseligt hilsende og vinkende og råbende publikum på fortove, trapper og i vinduer. Blomster kastedes på toget, og der viftedes med hatte og flag'. Indtoget forløb uden demonstrationer fra mindretallet. Nok var der indimellem på ruten nedrullede gardiner, men som øjenvidnet fortæller: 'ingen mislyd hørtes. Derimod hørte jeg mange udbrud som 'schöne Leute'. Tyskerne var jo helt afvænnede med at se velklædte soldater". 

Det store musikkorps i Sønderborg. Ikke alene soldaterne fik stukket blomster i geværpiberne, også musikerne havde blomsterhilsener i huerne og i lædertøjet. (Foto: Steffen Riis)

Den store parade gennem Sønderborg. 3. og 4. Regiments Musikkorps i midten af billedfeltet. (Foto fra bogen 'En Konge og et Folk')

Stabshornblæser Jens Chr. Norup var en central skikkelse den 5. maj i Sønderborg - og i den følgende tid - som dirigent for det sammensatte musikkorps fra 3. og 4. Regiment. Bemærk de tre piccolohorn i første geled set fra venstre. (Foto: Steffen Riis)

Indtoget i Haderslev og Aabenraa den 5. maj

6. Regiments Musikkorps fra Odense under ledelse af stabshornblæser, løjtnant Hans Hegeland¹⁵ meldte sig til tjeneste og fulgtes sammen med II. Bataillons 2.og 3. kompagni ombord på dampfærgen, Marie, fra Assens. Musikkorpset skulle føre de 2 kompagnier ind i Haderslev og bagefter sejle til Aabenraa, hvor 3. kompagni skulle have deres indtog. Moltke, der var ombord på 'Olfert Fischer', huskede udsejlingen fra Assens: "Idet færgen stod ud af havnen, ledsaget af en torpedobåd, hilstes de ombordværende af Befolkningen og I. Bataillons hurraråb (red: fra Moltke ombord på panserskibet 'Olfert Fischer'), medens nationale toner lød fra 6. Regiments Musikkorps".¹⁶

Indtoget blev ikke mindre pompøst i Haderslev, hvor også det civile byorkester, Haderslev Musikkorps, gjorde god fyldest og som mestendels bestod af dansksindede musikere. På ny blev der holdt velkomsttaler, og det var en uendelighed af musik, hurra- og jubelråb, vinken, hilsen, og blomster dalende ned over soldater og musik, der fulgte det store indtog gennem hovedgaderne til Haderslev Kaserne. Haderslev og omegns veteraner fra 1848 og 1864 dannede bagtrop i hestekøretøjer.¹⁷

Musikkorpset fra Odense var allestedsnærværende. Efter indtoget i Haderslev ledede det 3. kompagnis indtog i Aabenraa, og allerede dagen efter den 6. maj var de i teten igen i husarernes indtog i Aabenraa i spidsen for 3. kompagni. Også i Aabenraa udspillede der sig de samme scener med musikkorps og soldater, der nærmest badede sig igennem menneskehavet fra havnen og op gennem byen.

6. Regiments Musikkorps med reservehornblæsere bagerst i lysegrå M/1915 uniform - 19 mand i alt - tager menneskebad i Aabenraa. Stabshornblæser Hegeland yderst til venstre i forreste geled. (Foto: Det Kgl. Bibliotek)

Odenseorkestret havde fået lov til at tage sine tre reservemusikere med til Sønderjylland, selvom man strengt vogtede på, at de ikke måtte spille uden for garnisonen. De var derfor også lavere lønnet, men mod et midlertidigt løntilskud kom de med. For at få alle stemmerne i musikkorpset dækket, lånte man tillige musiker [hornblæser] K.V. Nielsen fra 3. Regiment, der egentlig skulle have spillet i 3. og 4. Regiments sammenlagte musikkorps. Musiker Nielsen kunne imidlertid ikke undværes efter indtogene og kom først tilbage til kommandoets musikkorps, da 6. Regiments Musikkorps returnerede til Odense den 12. maj, hvor flere skulle tilbage og passe deres arbejde som musikere i orkestergraven på Odense Teater.¹⁸

Rytteristyrkens indtog i Tønder den 7. maj

I en af de gamle stemmebøger, 1. kornetbogen fra 5. Dragonregiments Musikkorps i Randers, har en af dragonmusikerne skrevet med blyant over H.C. Lumbyes Vals, 'Krolls Balklange', - 'Ribe den 5. maj 1920'.¹⁹ Netop I Ribe samledes Sønderjysk Kommandos Rytterstyrke - en eskadron fra 3. og 5. Dragonregiment - den 5. maj, og som bevidnet i nodebogen spillede dragonmusikken her 'koncert på torvet', hvor altså Lumbyes vals også lød. Tidsfæstelsen i nodebogen var et bevis for, at trompeteren [betegnelse for en musiker v. rytteriet] instinktivt anede, at dette var begyndelsen på et stort historisk øjeblik, og der var i dragonmusikken lagt op til de helt store blæserpræstationer i det genvundne land! Musikkorpset var sammensat af fem musikere fra hvert dragonregiment, 10 mands bereden hornmusik. De resterende dragonmusikere - fire mand ved hvert dragonregiment i Århus og Randers - blev tilbage for at kunne varetage opgaver som trompetere ved eskadronerne.

Næste morgen den 6. maj blev der sadlet op, og Rytterstyrken begav sig kl. 9.30 på sin historiske færd mod Tønder med ritmester Dornonville de la Cour og Rytterstyrkens Musikkorps under ledelse af stabstrompeter [musikdirigent] Julius Sønderby fra Randers. Man gjorde holdt ved grænsestationen i Vedsted, hvor ryttere fra omegnen ventede med en veteran fra 1864 i spidsen. Lige inden grænseoverskridningen blev en kort tale holdt af Dornonville de la Cour. Dragonmusikken blæste 'Kong Kristian' og dernæst 'Der er et yndigt land', som forsamlingen sang. Selve ridtet over grænsen var ladet med symbolik, og da musikkorpset kl. 11.20 intonerede hærens egen salme: 'Kongernes Konge', satte rytterstyrken sig i det samme i bevægelse, og rytterne blev nu modtaget på den anden side af grænsen i det gamle land af sønderjyske piger, og et veritabelt blomsterbad regnede ned over heste, soldater og messinginstrumenter! Kun de tyske toldere så til 'i dyb stilhed'.

Gennem de små byer fortsatte jubelen, man råbte hurra, sang og smed blomster til dragonerne. I Brøns blev rytterstyrken beværtet med kaffe, kage og cigarer! Samme dag nåede man sent om eftermiddagen Bredebro, hvor styrken havde måttet kæmpe sig gennem vedvarende regn og blæst, men ryttere og musikkorps sad dog ranke - "alle i besiddelse af godt humør" efter en hel dag i sadlerne! I Bredebro blev rytterstyrken indkvarteret for natten. Næste morgen den 7. maj fortsatte dragonerne de sidste 14 km. til Tønder, hvor indtoget ligesom i de andre byer blev fulgt af et bølgende menneskehav.²⁰

Rytterstyrken skulle hjælpe grænsegendarmeriet med bevogtningen af den nye grænse, men en af bevæggrundene til at placere eskadronen i netop Tønder var også egnens heste- og ringridningsinteresserede befolkning, og hovedattraktionen blev derfor både hestene og musikkorpset, der gjorde stor lykke, idet det jo var beredent og derfor kunne komme helt ud i marskegnens små landsbyer. Det var en vigtig kulturel manifestation efter 56 års udlændighed og 4 års krig og forarmethed, hvor mange vel næppe nogensinde havde hørt en koncert før.²¹ De dansksindede sønderjyder fik ved indtogene og folkefesterne i musik og sang afløb for al den glæde, man var fyldt af, og al den musik, der havde været forbudt, skulle nu klinge frit. Forfatteren Svend Thorsen interviewede Moltke som 85 årig, og her havde Moltke en betragtning om regimentsmusikkens rolle: "De danske melodier, som sønderjyderne under fremmedherredømmet knapt nok havde turdet lade lyde i deres egne stuer, i hvert fald ikke for åbne vinduer, klang nu frejdigt gennem gaderne, og det varede ikke længe, inden det var de danske marcher, man hørte drengene fløjte".²²

Rytterstyrkens modtages på vej til Tønder den 7. maj 1920. Stabstrompeter Julius Sønderby i forreste geled nr. 1 fra venstre. Fejlagtigt tolkes officeren foran musikkorpset som chefen. Det er imidlertid regimentsadjutanten, der viste musikkorpset på plads! Chefen, Dornonville de la Cour, rider lige efter Rytterstyrkens Musikkorps foran sit mandskab! Regimentsadjutanterne var i øvrigt dem, der stod for musikkorpsets forhold og korresponderede med de to regimentsadjutanter v. Sønderjysk Kommando om kantonnement samt alt lige fra musikernes sukkermærker (rationeringskort) til forsendelse af instrumenter med Statsbanerne! (Thorvald Larsen - Det Kgl. Bibliotek)

Tyskertidens forbud mod dansk musik og sang

For sønderjyderne var det nu ikke mere suspekt offentligt at høre eller synge dansk musik. Særligt under den slesvig-holstenske regeringspræsident Ernst Matthias von Köller - den såkaldte Köllerperiode - tog den nidkære forfølgelse af de dansksindede til med fængslinger og udvisninger. I 1905 blev der ført en længere retssag om et forbud mod sangene i sønderjydernes kulturelle samlingspunkt, Den blå Sangbog. En 'sagkyndig', professor Nis Schröder fra Haderslev Katedralskole, havde analyseret sangenes indhold og var kommet frem til, at sange der beskæftigede sig med modersmålet, sagn, historie og Norden "virker ophidsende ikke på vi tyske, men på de syngende selv. Folk ophidser sig ved disse sange! Denne sangbog er det farligste agitationsmiddel, danskerne ejer". Tyske gendarmer mødte op til møderne i de danske forsamlingshuse og skred ind over for det mindste. Her var der ikke tale om dialogkaffe, men ved de sønderjyske kaffeborde slog de tyske gendarmer hårdt ned på bl.a. afsyngelsen af 'Vift Stolt på Codans bølge' eller 'Det haver så nyeligen regnet'. Ifølge en preussisk forordning fra 1865 kunne myndighederne forbyde afsyngelsen af danske sange af "fornærmeligt eller ophidsende indhold i national henseende". Under Köller blev denne forordning fulgt til punkt og prikke. Den invasive tyske kultur skulle plantes i Nordslesvig med vold. Der faldt mange domme og hyppig konfiskation af oplagene af Den blå Sangbog, og denne fortyskningspolitik fortsatte ind i verdenskrigen.²³

Det fortaltes, at en dansksindet tolder Beck ved Skodborghus havde en tam allike, som han havde lært at fløjte 'Dengang jeg drog af sted'. En dag var den væk, men Beck hørte så, at man i Skodborg havde hørt hans fugl, der sad på skorstenene og fløjtede de første strofer af 'Dengang jeg drog af sted'. De tyske gendarmer havde skudt efter den, for man kunne ikke have et dansksindet kræ til at sidde og fløjte de forbudte sange! Alliken vendte dog hjem igen i god behold efter en uges tid.²⁴ Efterhånden gik det dog op for tyskerne, at de ikke kunne knække de dansksindedes vilje og troskab over for Danmark.

Månedsvis afløsning af regimentsmusikken

Rytterstyrken i Tønder blev i maj-juni betjent af musikere fra 3. og 5. Dragonregiment i Århus og Randers, men der forelå mærkeligt nok - i modsætning til fodfolksmusikkorpset i Sønderborg - ingen plan for, hvem der skulle efterfølge dragonmusikkorpset, der efterhånden havde været udkommanderet i Sønderjylland i halvanden måned uden udsigt til afløsning. En hvis utålmodighed bredte sig, og Sønderjysk Kommando rykkede Krigsministeriet for afløsning: "Musikerne af 3. og 5. Dragonregiments Musikkorps i Tønder har fremsat ønsket om muligheden af at blive ombyttet som følge af det stærke afbræk, der lides i deres private musiktjeneste ved tjenesten her i Sønderjylland, særlig hvis denne skal fortsættes, skal kommandoet, der kan tiltræde anmodningen, indstille at korpsene, efter at genforeningen har fundet sted, ombyttes med andre musikkorps".²⁵ Musikerne gik nemlig glip af alle deres private musikforretninger i deres hjembyer. Dengang kunne man umuligt leve af kun at være militærmusiker, så man forstod deres ængstelighed. Kommandoet gjorde ved samme lejlighed Krigsministeriet opmærksom på, 'at det endnu en tid vil være af betydning, at der til stadighed findes et musikkorps til at musicere i Tønder by og amt, men mener ikke, at det er af nogen væsentlig betydning, af hvilken våbenart musikkorpset dannes'²⁶. Man anmodede om afløsning den 17. juli, men korpset blev dog først afløst den 25. juli af 1. Feltartilleriregiments Musikkorps fra København - over en måned efter den første skrivelse!²⁷

Snart blev den månedsvise afløsning af musikkorpsene bedre, og indtil oktober 1923 skiftedes de seks dragon-, gardehusar- og feltartilleriregimenters ni mands musikkorps fra Jylland og Sjælland til at dække Rytterstyrken. Ved juletid 1920 skrev regimentsadjutant Th. Dyppel fra 3. Dragonregiment i Århus til kommandoofficeren i Tønder: "Da regimentets musikkorps […] skal afgives til tjeneste ved rytterkommandoet i Tønder fra 4/1 - 4/2 næste år […] vil jeg gerne bede dem om at meddele mig, hvad tid på dagen korpset skal melde sig, idet jeg har hørt, at det musikkorps [2. Feltartilleriregiments Musikkorps fra Holbæk], der i øjeblikket gør tjeneste dernede, først rejser om eftermiddagen nævnte dag, og vore musikere gerne ville undgå natterejser".²⁸ Det er da helt rart at læse, at man dengang i det militære tog hensyn til musikernes nattesøvn!

Afløsningen af de to regimenters musikkorps i Sønderborg forløb efter planen: 6. og 5. Regiments Musikkorps fra Odense og Vordingborg ankom den 1. juni. Stabshornblæser Hans Hegeland kom allerede den 28. maj til overlevering med stabshornblæser Norup, for at "få lejlighed til at erholde nærmere instruktion og gøre sig bekendt med det nuværende musikkorps’ musicering".²⁹ Det afløsende korps kom også op på 25 mand hornmusik, idet de samme syv værnepligtige musikere, der havde spillet med det forrige korps, nu ventede i Sønderborg.

Et mere pudsigt eksempel på, hvad man skulle tage stilling til i kommandoet, er en bønskrivelse fra Fyns Central-Arbejdersangforening, der mindeligt bad, om deres dirigent, overhornblæser Christen Jørgen Christensen fra regimentsorkestret i Odense, der igen i hele juni måned var i Sønderjylland, snart måtte komme tilbage som deres instruktør! I Sønderjysk Kommando trak regimentsadjutanten nok på smilebåndet men handlede alligevel storsindet og bevilgede overhornblæseren orlov i fire dage til at få klaret det vokale i Odense.³⁰

Tre 'overtallige hornblæsere af reserven' ansat ved Sønderjysk Kommando

Det lykkedes til overmål Krigsministeriet månedsvis at få samlet to musikkorps ad gangen. Fra sidst i oktober 1920 blev det i Krigsministeriet imidlertid bestemt, at fodfolksregimenternes musikkorps for fremtiden kun skulle afgives til Sønderjysk Kommando med ét ad gangen. Til gengæld blev regimenterne bemyndiget til, at deres tre reservemusikere, der hidtil ikke havde kunnet drage med til Sønderjylland, måtte antages til 'frivillig tjeneste', så længe udkommandoet varede. Snart indså man dog, at næsten ingen af reservemusikerne meldte sig til tjenesten ved Sønderjysk Kommando. De havde ikke råd til at tage med deres musikkorps, idet det ville gå ud over deres private musikforretninger hjemme.³¹ Situationen var uholdbar, Moltke havde jo netop villet undgå de decimerede musikkorps, og Sønderjysk Kommando prøvede prompte at påvirke sagen ved at foreslå, at et antal reservemusikere blev antaget til tjeneste og ansat direkte ved kommandoet. Krigsministeriet indvilligede, og pr. 31. maj 1921 oprettedes ved Sønderjysk Kommando tre stillinger som 'overtallig hornblæser af reserven', som trådte ind i de forskellige musikkorps, der gjorde turnus i Sønderjylland. Stillingerne blev besat i løbet af sommeren, og de overtallige musikere var: basunisten og lilletrommeslageren, Viggo Damtoft, basunisten Ejnar Jensen og cornetisten og piccoloblæseren Christian Jørgensen Duus. Sidstnævnte var indfødt sønderjyde og havde deltaget i 1. Verdenskrig som militærmusiker i Schleswig-Holsteinisches Infanterie-Regiment Nr. 163 på Vestfronten, hvor han i kamp [formentlig som sanitetssoldat] blev udmærket med Jernkorset.³² Både Viggo Damtoft og Christian Jørgensen Duus blev faste musikere af 2. Regiments Musikkorps, da det blev forlagt permanent til Sønderborg i 1923.

Herefter var det et musikkorps på ni faste musikere - fra tid til anden med en enkelt eller to af korpsets reservemusikere - der drog til Sønderjylland, hertil kom så de tre overtallige musikere i Sønderjysk Kommando og endelig de værnepligtige, og hermed talte musikkorpset 18-20 musikere. På de nationale festdage f.eks. den 18. april, Dybbøldagen; genforeningsdagen den 15. juni; 6. julidagen, udfaldet fra Fredericia 1849; og på dagen for Istedslaget den 25. juli 1850 fik man fra kommandoets side tilrettelagt det sådan, at det tilgående musikkorps blev slået sammen med det afgående musikkorps, der sammenlagt præsterede et 25 mands musikkorps.³³

8. Regiments Musikkorps foran Sønderborg Kaserne januar 1922 med de tre overtallige hornblæsere og værnepligtige. Fra venstre: Johannes E. Billesbølle, Ove Ovesen, Christian Jørgensen Duus, værnepligtig musiker, værnepligtig, Thomas Jensen, værnepligtig, værnepligtig, Peter Evald Hansen Dyling, Mikkelsen, 'Mikkel Horn', Viggo Damtoft, værnepligtig, Ejnar Jensen, værnepligtig, ukendt musiker, Georg Gotfred Nielsen, Ove Ernst Nielsen, stabshornblæser, løjtnant Carl Schwartz i midten. (Foto: Martin Corfix).

Lov, orden og revolutionære efterdønninger

Efter det strålende indtog var det mest oprørende, der kunne nævnes i I. Bataillons rapport den 5. maj en ulykkelig hornblæser, Svend Petersen, der havde fået stjålet sin militærcykel på marinekasernen i Sønderborg!³⁴ Overalt i Sønderjylland ulmede uroen dog i forsommeren 1920, hvor dansk militær måtte tilkaldes, når 'spartakistiske' uromagere truede med selvtægt og generalstrejke. Byrådene i flere af de store byer havde anmodet Sønderjysk Kommando om hjælp, og danske soldater patruljerede ved gas-, vand- og elektricitetsværker med opplantede Madsen rekylgeværer. I Sønderborg havde ballademagere en dag besat Amtsbanegården. En deling soldater var telefonisk blev alarmeret og i ildmarch på vej ført af Kaptajn H. Krenchel. Da delingen var i umiddelbar nærhed af banegården, lod kaptajnen reservehornblæserne slå trommemarch, for at gøre urostifterne opmærksom på, at undsættelsen, opretholderne af lov og orden var lige om hjørnet! Banegården blev ryddet af delingen med påsatte bajonetter! Sådan brugte man reservehornblæsernes trommer som afskrækkelsesmiddel, og en sønderjyde, der havde fulgt optrinnet, takkede kaptajnen og sagde: "Det var som om det kunne have været tysk militær!", og det var bestemt ment som stor ros!³⁵

Kgl. kapelmusikus Hans Fulling, der i 1930 blev musiker i 5. Dragonregiments Musikkorps, fortalte mig en gang, hvad hans far, Hans Fulling senior, havde oplevet som overtrompeter ved Rytterstyrken i Tønder. Her blev der et års tid efter genforeningen holdt en 'Heimatfest' i Tønder, - altså en modfest, en hjemstavnsfest bl.a. med tilrejste rigstyskere. Da deltagerne havde samlet mod til sig gik heimatfesten syngende på gaden, hvor den dog mødte en forsamling af dansksindede sønderjyder. Mange af kommandoets soldater stødte til heriblandt flere dragonmusikere med instrumenter - for fuld udblæsning! Og nu blev det en regulær krig på sange: hjemmetyskerne istemte 'Deutschland, Deutschland über alles', mens sønderjyderne prøvede at overgå dem med 'Kong Chr. stod ved højen mast'; 'Dengang jeg drog afsted' og 'I natten klam og kold' - godt hjulpet af dragonerne - med og uden instrumenter - og den messingmur kunne de tyske alligevel ikke overdøve!³⁶

I Dansk Musikertidende 1951 fortæller 271 Jacobsen, der var værnepligtig ved Sønderjysk Kommando, om stabstrompeter, løjtnant Hjalmer Kofoed: "I forbindelse med Tivolis jubilæum har man flere gange set kapelmester Hjalmar Kofoeds navn nævnt, og dette har fået en af vore medarbejdere til at opfriske denne historie fra sin soldatertid i julen 1921: Jeg lå som infanterist i vinteren 1921-22 i Tønder. Vi lå i gamle barakker, som tyskerne havde bygget under krigen. Barakkerne lå et godt stykke udenfor byen, og når vi skulle ind til Tønder, fik vi drenge instrukser om aldrig at gå alene, men altid mindst to og to sammen, samt aldrig at gå med livremmen spændt, men med remmen og bajonetten over den ene skulder, så vi hurtigt kunne få fat i den, hvis det skulle blive nødvendigt - hvad det ofte blev. Det kom tit til episoder, særlig med politiet, der bestod af forhenværende tyske underofficerer, som var meget fjendtligt indstillet overfor os danske soldater. Når vi for eksempel stod på vagt i Tønder by, og de gik forbi, spyttede de efter os".

Der var i det hele taget ikke det bedste forhold mellem indbyggerne og os soldater. Vor kaptajn sagde således en dag, at han hellere så os komme hjem med en blodig bajonet end en blodig næse. Der var dengang i Tønder en utrolig mængde beværtninger i forhold til indbyggertallet, og da spiritus var meget billig, blev der drukket meget. Nerverne var hos mange ikke rigtig i orden efter den lange krig. Så der skulle ikke meget til at irritere befolkningen.

I julen var regimentsmusikken fra Holbæk (red: 2. Feltartilleriregiments Musikkorps), hvis dirigent var Hjalmar Kofoed, udkommanderet til Tønder, og en af juledagene spillede musikken til en fest i en eller anden forening på hotel 'Ton Halle'. En dansk dragon, der havde fået for meget at drikke (…) havde forvildet sig ind blandt de dansende, og det varede ikke længe, før festdeltagerne begyndte at genere ham. Det endte med håndgribeligheder. Da dragonen havde reddet sig ud, skyndte han sig hen til gymnastikhøjskolen, hvor dragoner og husarer lå, og fik alarmeret sine kammerater, og i sluttet trop gik de til Tønder. På vejen fik man følgeskab af en hel del infanterister, og hele styrken samlede sig ved 'Ton Halle', hvor de indtog en meget truende holdning. Efterhånden kom flere hundreder af byens ungdom til, og sammen med betjentene generede disse soldaterne med tilråb og ukvemsord. Enkelte på begge sider begyndte at kaste sten og bræddestumper, som de brækkede af et plankeværk. Det er ikke godt at vide, hvordan det hele var endt, hvis ikke pludselig Hjalmar Kofoed, der var uhyre populær blandt alle soldaterne, havde vist sig på trappen til 'Ton Halle'. Han så straks, hvor alvorlig situationen var og gik ned ad trappen og tog en af de opbragte soldater under armen, idet han råbte ud over mængden: "Så går vi hjem, drenge!', og derefter stemte han i med 'Højt fra træets grønne top' og gik med soldaten under armen mod lejren med alle de øvrige soldater bagefter".³⁷

Som menig 271 Jacobsen husker det, var der fra tid til anden optrin og grovkornede drillerier imod soldaterne i Tønder, hvor 77 % havde stemt for Tyskland, og hvor politiet overvejende var tysksindet. Således måtte chefen for rytterstyrken, ritmester Dornonville de la Cour, i en skrivelse af 26.5. 1920 indberette til politimesteren, "at de på seminariet værende latriner og skraldekasser endnu ikke har været rensede eller kørt bort, og da det med det varme vejr må anses for at være i høj grad sundhedsfarligt at lade det henligge som det gør, anmoder eskadronen hr. politimesteren om at ville lade foretage det videre fornødne". Først tre dage efter - nu havde latrinerne ikke været tømt i tre uger - kom svaret fra politimesteren ekspederet af Polizeiwachtmeister Bergmann, "Die Aborte sind gründlich gefüllt…" men de ville nu blive tømt.³⁸ I øvrigt var Tønder den eneste by, hvor der var dødstrusler mod Christian X forud for hans besøg den 12. juli 1920. Det lod kongen sig dog ikke mærke med, og i sin takketale i Tønder sagde han, at man skulle handle i forsoningens ånd og ikke gengælde ondt med ondt!

Disse landsbyfester - jeg glemmer dem aldrig

I sin vejledning understregede Moltke flere gange vigtigheden af, at sønderjyderne og soldaterne lærte hinanden godt at kende: "Udrykning i terræn skal finde sted og marchveje vælges således, at byerne hyppigt får lejlighed til at se soldaterne. […] Hvor der er lejlighed til det, føres mandskabet gennem de egne, hvor vi har vore krigsminder. […] Gymnastik, feltgymnastik, idræt, badning, hvor forholdene er til det, bør afholdes mest muligt; herved bliver der også lejlighed til at komme i forbindelse med befolkningen f.eks. gennem opvisninger og afholdelse af sportskampe med de lokale sportsforeninger. […] Jeg kan under de forhold, hvor besættelsestropperne kommer til at virke, ikke nok som fremhæve betydningen af, […] at afdelingerne kommer i god kontakt med befolkningen".³⁹

Piger med bøgegrene modtager 3. og 4. Regiments Musikkorps og Sønderjysk Kommando under en udflugt til forlystelsesetablissementet Katrinelund den 16. maj 1920. Forrest stabshornblæser Jens Chr. Norup. Oberst Carl Moltke skriver i ”Tiende Februar”: ”... ad den støvede solhede vej gik det festlige optog, til man gennem en æresløvgang, dannet af to rækker af unge piger i hvide kjoler med råde bånd og med oprakte bøgegrene i hænderne, nåede ind i den forårsfriske skov ved traktørstedet Katrinelund”. (Foto: Det Kgl. Bibliotek).

Allerede den 12. maj var I. Bataillon Dybbøls gæster ved et festligt samvær. Der blev lagt kranse på Fredericiahelten, general Bülows grav på Dybbøl kirkegård. "Ved præstegårdshavens festligt dækkede borde blev der holdt taler af de fra kampen for danskheden i Dybbøl videnom kendte mænd, pastor Peter Hansen og mejeriejer Zachariassen, medens bataillonschefen bragte befolkningen soldaternes tak. Musikkens fædrelandsmelodier kaldte sange frem, som man i udlændighedstiden kun havde turdet synge indenfor hjemmenes lukkede vinduer, og da pastor Hansen gav sit samtykke til, at plænerne i den smukke have måtte benyttes til dansegulv, stemtes der i med muntre dansemelodier, der hurtigt fik Jenserne til at byde de glade sønderjyske piger op til en livlig svingom". Den 16. maj bød Sønderborgs borgere de danske soldater velkommen, og hele garnisonen med det store musikkorps i spidsen marcherede ud til traktørstedet Katrinelund, hvor man festede hele dagen med sønderjysk kaffebord. Klokken 20.30 brød man op, og "under sang og munter passiar drog man i broget optog tilbage til byen. (…) Her gik dansen med liv og lyst, til spillemændene kl. 01.00 blæste retræten".⁴¹ Senere var der udrykning til Augustenborg og sidst i maj en to dages tur til Kegnæs, blot for at nævne nogle af byerne, der fik besøg i maj måned. Vi vil lade regimentsadjutant H.E. Christensen (senere oberst og chef for Sergentskolen i Sønderborg) fortælle om denne fine konstellation:

"Disse landsbyfester i genforeningssommeren, hvor forløb de smukt og ofte rørende. Jeg glemmer dem aldrig. De bragte følelser og stemninger frem, hvis forudsætning var den tabte krig i 1864 med efterfølgende tysk forsøg på undertrykkelse af den danske folkesjæl og Verdenskrigens ulykker og trængsel og så til slut den store glæde: Genforeningen. Alt dette kom som regel smukt og værdigt til orde hos de militære og de lokale, civile talere. Regimentsmusikken spillede så en national melodi, hvorunder mandfolkene, især de indfødte, kom til at se alvorlige og tunge ud af øjnene, medens de vel tænkte på egne oplevelser og faldne slægtninge og kammerater i Verdenskrigen, og mange af kvinderne græd eller blev i hvert fald fugtige i øjnene. Så kom det sønderjyske kaffebord og efter det festens 2. del: Regimentsmusikken spillede op til Dans! Og så svang de samme alvorlige mænd og kvinder og danske Jenser sig i skøn forening glade i dansen. Sønderjyderne var i 1920 af nærliggende årsager ca. 6 år bagefter denne kunstart, der kaldes 'moderne dans', men som til gengæld befalingsmændene og de menige fra Nord for Kongeåen forstod sig på, eller i hvert Fald bildte sig ind at kunne. Og sønderjyderne, især de unge piger, ville gerne lære kunsten".⁴²

Kompagnier af Sønderjysk Kommandos 1. Bataljon fra Sønderborg på todages tur til Kegnæs i maj 1920. Sønderjysk Kommandos store Musikkorps fra Sønderborg sammensat af 3. og 4. Regiments Musikkorps fra Sølvgades Kaserne i København underholder ved kaffebordet. (Foto: Det Kgl. Bibliotek).

Men det var ikke kun i genforeningssommeren, man kom sammen på denne måde. Det fortæller Svend Thorsen om: "Endnu over et år efter troppernes ankomst kunne en sådan udrykning forme sig som et rent triumftog. I efteråret 1921 rykkede et kompagni ud på en tre-dages tur til Nordals. Tidligt en morgen marcherede det af sted fra Sønderborg med fuld Musik. Da kompagniet var kommet vel uden for byen, blev musikkorpset indladet på kommandoets store lastautomobil og sendt i forvejen til Spang, den første by. Her spillede musikken midt i Landsbyen og samlede derved hele befolkningen. Da kompagniet nærmede sig, rykkede spillemændene tilbage til de første huse, og så marcherede soldaterne med fuld musik gennem byen, hvor man så folk komme løbende ud for at hejse Dannebrog. Derefter kørte musikken frem igen til næste passende sted. På den måde fortsattes marchen, overalt kom flagene op, og folk stimlede sammen ved vejen. Da kompagniet nåede til sit bestemmelsessted i nærheden af Nordborg, blev mandskabet fordelt mellem kvarterværterne til spisning. Senere på aftenen samledes alle soldaterne og deres værter i forsamlingshuset. Her blev der talt hjertevarme ord og sunget fædrelandssange, og dansen gik senere lystigt, lige til kaptajnen ved midnat lod retraiten blæse. Mangen dansk pige, der tidligere som en national pligt havde holdt sig fjernt fra tyske soldater, fik nu i dansen revanche over for de tysksindede piger.⁴³ Næste morgen fortsattes marchen på samme måde til en anden egn, der var lige så gæstfri, og tredje dags eftermiddag kom kompagniet hjem, træt og lykkeligt".⁴⁴

De danske 'Jenser træder dansen' med de sønderjyske piger under en udflugt til Augustenborg den 14. maj 1920. (Foto: Det Kgl. Bibliotek).

Man spillede for alt lige fra idrætsforeninger til selskabelige foreninger, og ordvalget i regimentsadjutantens svarskrivelser får fra tid til anden smilet frem, når det f.eks. meddeles Sønderborg Kvindeforening, at kommandoets "musikkorps vil blive stillet til rådighed for kvindeforeningen". Musikkorpsene var også med ved de mange mindestensafsløringer for sognenes faldne i Verdenskrigen. Dog måtte man afslå et ønske fra Frelsens Hær i Haderslev om hornmusik, idet kommandoets musikkorps var beordret til Aabenraa i den ønskede periode!⁴⁵

Et kig ind i Rytterstyrkens arkiv bekræfter, at der også var rift om det beredne musikkorps. Den 27. juni 1920 afholdtes en stor folkefest på den tidligere Zeppelinbase, som nu husede II. Bataillons 1. og 4. Kompagni. Stabshornblæser Hans Hegeland og det store musikkorps og stabstrompeter Sønderby og Rytterstyrkens Musikkorps underholdt, og der var både rideopvisning, infanteriøvelser, folkedans og fodboldkamp afsluttende med et kæmpe sønderjysk kaffebord for 4.000 gæster fra Tønder og omegn i basens flyhangar!

I arkivet finder man alt lige fra forespørgsler på koncerter og ringridninger rundt omkring i marskegnene, hvor musikkorpset i årene fremefter blev en vigtig deltager i ringridningsoptogene. Men også til anmodninger om dinémusik: Amtsassessoren i Tønder Amt spurgte til, om Tønder Amtsudvalg og Tønder Byråd kunne få musik til besøget af Rigsdagens Finansudvalg sammen med trafikministeren og undervisningsministeren. Man ønskede musik under middagen i Amtsrådssalen.⁴⁶ Lidt længere østpå, i det lille Vilsbæk, glædede man sig på samme tid over, at ritmesteren, Dornonville de la Cour, havde sagt ja til en koncert med Rytterstyrkens Musikkorps, og man udtalte den "hjerteligste tak for den elskværdighed, hvormed De har opfyldt denne på mange danskes vegne bøn. Mange danske hjerter her i Vilsbæk slår dem varmt i møde […] 'Med hensyn til tidspunktet for afholdelsen af koncerten, da ønsker vi helst, at dragonerne kom om søndagen og blev til mandag. Vi har bestemt koncerten til søndag aften". Musikkorpset blev indkvarteret hos Vilsbækborgerne, og der knyttedes på denne måde - helt i tråd med Moltkes vejledning - tætte bånd mellem befolkning og hær.⁴⁷

Musikerne stod ikke tilbage for resten af rytterstyrken i ridefærdigheder, de var fremragende ryttere, og ridekunsten var en vigtig del af tjenesten: Regimentsadjutant Petersen ved 2. Feltartilleriregiment i Holbæk forhørte sig således i en skrivelse til rytterstyrkens ritmester, Dornonville de la Cour, hvorvidt korpsets nyligt optagne trompeterelev kunne fortsætte sin uddannelse i ridning under udkommandoen i Tønder. Dornonville de la Cour meddelte tilbage, at det bestemt ville være tilfældet.⁴⁸ Ryttermusikerne deltog på lige fod med det øvrige mandskab ved øvelser i spring og våbenbrug til hest, og ikke sjældent optrådte musikerne i de militære ridekonkurrencer: Ved et militært ridestævne i 1924 var ikke mindre end 6 ryttere ud af 33 fra musikkorpset ved Rytterstyrken. Fra tid til anden blev en ryttertrompet i kampens hede trampet flad af en hest, men der vogtedes dengang nidkært over statens krigsmateriel!, og man tog bestemt ikke let på det; det blev til auditørforhør af den uheldige musiker af 3. grad, Valdemar Kaffka⁴⁹, med musikdirigent Jørgen Ribel som bisidder!⁵⁰

Christian X rider over grænsen

Op til kongens ridt over grænsen var der hektisk aktivitet i Sønderjysk Kommando. Efterspørgslen på de danske orkestre var så stor, at man ikke kunne følge med. Man manglede militærmusik til at dække alle byerne, og Sønderjysk Kommando skrev til Krigsministeriet: 'Kommandoet har fra administrator i Aabenraa og fra formanden i festkomiteen for genforeningsfestlighederne i Aabenraa modtaget en meget indtrængende anmodning om at få et regimentsmusikkorps til Aabenraa på selve genforeningsdagen. Kommandoets musikkorps er den pågældende dag påtænkt anvendt til en højtidelig fest ved Dybbølgravene og senere på dagen til offentlig musicering i Sønderborg og ved anden festlighed (…) Kommandoet indstiller om at få et regimentsmusikkorps til Aabenraa for at medvirke på genforeningsdagen og ved kongens modtagelse i de umiddelbart følgende dage. Under denne forudsætning vil kommandoet tillige være i stand til at afgive musikkorps ikke alene til æreskompagniet ved grænsen, men også ved kongens modtagelse i alle fire sønderjyske byer'.⁵¹ Krigsministeriet fik 10. Regiments Musikkorps fra Ålborg til at dække kongens besøg i Aabenraa, og nogle af dagene sammen med Rytterstyrkens Musikkorps.

Lørdag den 10. juli oprandt. Mange militære musikkorps var de følgende dage i Sønderjylland. Ved den gamle grænse ved Frederikshøj stod stabshornblæser, løjtnant Ludvig Makwarth,⁵² med 7. Regiments Musikkorps - og reservemusikerne - klar til at modtage kong Christian X. Makwarth var en meget dygtig arrangør af musik og komponist til nogle fine marcher og ørehængeren 'For hans far han var vognmand i Slagelse'. Men det var ikke 'døgnfluerne', der nu skulle lyde. Korpset afventede. Klokken 9.20: "Nu var kongen lige ved æresporten. Han havde taget sin chakot af og hilste med små nik til begge sider. Man kunne se, hvor bevæget han var. Nu var det, som holdt han hesten an og så til vejrs mod indskriften og flagene ovenover, som rørte sig i morgenvinden. Og nu - der er i dette øjeblik fuldkommen stille omkring ham - er kongen lige under æresporten. En dæmpet trommehvirvel - og kong Christian den Tiende er redet over grænsen ind i Sønderjylland. Et kort kommandoråb - og nu rasler det af geværer, der præsenteres, og honnørmarchen smælder fra trompeterne. I samme nu slår hurraråb og hyldesthilsener sammen om ham". Sådan beskrev Carl Dumreicher det store øjeblik.⁵³ Dumreicher skrev blot 'honnørmarchen', men et kvalificeret gæt på, hvad det dækkede, vil selvfølgelig være 'Riberhus March', kongens uofficielle honnørmarch.⁵⁴

Kort efter indtrådte det stærkt symbolske øjeblik, som har stået mejslet i flere generationers erindring: Den 9 årige præstedatter, Johanne Martine Braren, der rakte kongen sine to rød-hvide roser. Moderen, Elisabeth Braren. fortalte sidenhen: "Kongen tog hele hånden og smilende under tårer, sagde han: Må jeg få hende lidt op på hesten, må jeg'? Jeg svarede først ikke, troede jeg hørte forkert; men så spurgte han igen. Jeg svarede 'Ja tak'. Så løftede han hende op til sig foran på sadelen, bøjede sig og kyssede hendes mund, hvorefter hun tog ham om halsen og gav ham et kys på kinden. 'Vil du med til København' sagde kongen, men hun svarede, 'Nej, jeg vil blive hos min moder'. Kongen bad mig følge med. Det kunne jeg ikke. Johanne holdt hele tiden armen om kongens hals, og kongen holdt hendes flag i den hånd, hvori han havde tømmen". Selv skrev kongen i sin dagbog: "Så overvældende var denne modtagelse, at jeg følte mig dybt grebet, og da en lille pige senere raktes op imod mig med en buket blomster, så lagde jeg i det kys, jeg trykkede på hendes pande, al den glæde og taknemmelighed, jeg selv følte, og da det lille væsen lagde sine arme om min hals, havde jeg følelsen af, at jeg havde taget Sønderjylland i mine arme - nu da den lille pige tillidsfuldt sad foran mig på hesten".⁵⁵

Christian X få sekunder før han rider over grænsen. T.h. Stabshornblæser Ludvig Makwarth med 7. Regiments Musikkorps med reservehornblæsere, oberst Moltke i forgrunden til hest og æreskompagniet fra Sønderjysk Kommando. (Foto: Det Kgl. Bibliotek).

8. Regiments Musikkorps fra Roskilde, oberst Moltkes tidligere regimentsorkester⁵⁶, stod samme dag og afventede på Gammelting i Haderslev, hvor de modtog kongen et par timer efter grænseridtet. Regimentsmusikeren Johannes Billesbølle kunne fra denne dag i et interview i 70’erne fortælle, at der nær var udbrudt tumult i Haderslev: Stortrommens front havde nemlig påmalet Roskilde Garnisons vartegn, en ørn med udbredte vinger, som også var Roskilde byvåben! Men den mindede mere sønderjyderne om den preussiske ørn, og det forhadte symbol ville de ikke se mere, så musikerne var nødt til at dække stortrommens ørn til med et klæde og senere kridte den over!⁵⁷

8. Regiments Musikkorps afventer kongens ankomst til Gammelting i Haderslev den 10. juli. Folk undrede sig over, hvor kongen blev af. De ved ikke, at da kongen uden for Haderslev skiftede fra den hvide hest, Malgré Tout ('Trods Alt'), til den brune hest, havde han et uheld og slog sit knæ alvorligt. Bemærk nodetaskerne og de hvide handsker. (Foto: Martin Corfix)

Kongen forlod Haderslev ombord på kongeskibet, som kl. 18.30 lagde til i Aabenraa. Her stod 10. Regiments Musikkorps og Rytterstyrkens Musikkorps klar til modtagelse. Efter besøg på Folkehjem og kransenedlæggelser på kirkegården gik det mod kongeskibet igen, og Carl Dumreicher fortæller: "Hen på aftenen, der var meget mørk og meget lun, illumineredes hele Åbenrå, medens danske militærorkestre spillede på torvene og byens borgere, orlogsmatroser, soldater og pressefolk mødtes på hovedgaden, hvor hvide lys i røde træholdere stod på pyramidevis i alle vinduer og kongens navnetræk strålede i gasflammer over rådhusportalen^"58. De følgende dage spillede de to musikkorps en mængde koncerter sammen.

10. Regiments Musikkorps og Rytterstyrkens Musikkorps (musikere fra 3. og 5. Dragonregiments Musikkorps) spiller omkranset af glade sønderjyder i Aabenraa Fra venstre stabshornblæser Peter Christian Valsø fra Ålborg, der skiftes til at dirigere med stabstrompeter Julius Sønderby fra Randers. (Postkort)

Genforeningsfesten på Dybbøl

Søndag den 11. juli på havnepladsen i Sønderborg var det igen stabshornblæser Ludwig Makwarth, der aflagde honnør foran det sammensatte musikkorps fra 7. og 8. Regiment, der tillige med Livgardens Musikkorps spillede, da kongen inspicerede æreskompagnierne fra Livgarden og Sønderjysk Kommando. Ved ti tiden begyndte festprocessionen at samle sig på Sønderborg Slotsplads, og kl. 11.00 marcherede musikkorps efter musikkorps med hver deres gruppe over pontonbroen og op til festpladsen i Dybbølskanserne, hvor vi vil lade Dumreicher fortælle fra kongeskansen: "Fortroppen af festtoget var nu nået ind i skansen og passerede langs veteranernes lange række, som mange af rigsdagsmændene hilste på ved at svinge med hatten under spredte hurraråb. Muntre horntoner, der bliver til 'Holmens faste Stok' - og en deling marinesoldater svinger i rask march til højre og træder an helt omme bag kongetribunen som en streg af hvide huer. De akademiske skytter, der følger efter i deres grønne uniformer, kommer halvt ubemærket ind. Men nu er der noget - en pludselig stilhed måske — der igen får en og anden til at vende sig om. Og dér - midt i flagalleen - ser han det, han i grunden ventede på: Garden selv, ubevægelig under bjørneskindshuerne, rede til at rykke ind. Med ét tonerne af 'Dengang jeg drog afsted'. I samme nu er det, som hele Skansen lytter efter, ser mod indgangen, ser i den smalle kløft mellem menneskevæggene de første gardisters taktfaste parademarch og rejser sig i et eneste jublende råb, mens geled slutter op efter Geled […] Og endelig er kongen nået hen til trappen, som han langsomt stiger op ad. Nu sætter han sig midtfor mellem de to hvidklædte dronninger og Dybbølfesten begynder'⁵⁹. Pludselig indtrådte en stor, forventningsfuld stilhed over skanserne, så intonerede gardens musikkorps 'Du skønne land med dal og bakker fagre,' og folk stemte med"⁶⁰.

De næste dage besøgte kongen mange byer. Ved Bøffelkoppel gav kongen Dannebrogsmændenes Hæderstegn (sølvkorset) til en veteran fra 1848. Da kongen spurgte ham, om han ikke havde været med i 1864, svarede han: "Næi, da war a for gammel!^"61 Om aftenen den 14. juli havde Ålborgmusikerne fra 10. Regiment den ære at spille under Christian X’s taffel ombord på kongeskibet i Aabenraa. Stabshornblæser Peter Christian Valsø og hans musikere trak i de hvide handsker, og som det hed i kommandobefalingen: "Programmet sammensættes af 10 numre og skal bestå dels af fædrelandsmelodier og dels af anden god lødig, dansk musik^"62. Aftenen sluttede med stor tappenstreg⁶³. Under fakler og klingende spil gik tappenstregen fra markedspladsen gennem gaderne ned til kongeskibet, hvor kongen fra dækket takkede og opfordrede til et 'Danmark, leve!', og man sang 'Der er et yndigt land', inden man drog tilbage⁶⁴. Dagen efter sendtes musikkorpset med morgentog til Haderslev, hvor de skulle modtage kongeskibet senere, ligesom de om aftenen gentog taffelmusikken ombord. Den 16. juli sejlede kongefamilien tilbage til København.

1. og 2. Feltartilleriregiments Musikkorps fra København og Holbæk, dirigeret af 1. Feltartilleriregiments stabstrompeter, løjtnant Mads Madsen Merrild, var ligeledes slået sammen til 20 mands hornmusik under navnet 'Rigsdagens Musikkorps', idet korpset fulgte regerings- og rigsdagsmedlemmerne på vej til genforeningsfestlighederne ombord på den store damper, 'A.P. Bernstorff', der ankom til Sønderborg tidligt om morgenen den 11. juli⁶⁵. Musikkorpset var ikke tilkommanderet Sønderjysk Kommando, men deltog i festprocessionen til Dybbøl og returnerede allerede den 11. juli med damperen til København med regering og Rigsdag, der formentlig ikke som resten af Sønderjylland dansede; rigsdagsmedlemmerne bestod mestendels af mænd. Der var kun 9 kvindelige medlemmer heriblandt den senere første kvindelige minister, Nina Bang -i øvrigt datter af Helsingørs tidligere stabshornblæser ved 2. Regiment, Heinrich Ellinger, - så enten var der rift om damerne eller også spillede feltartillerimusikken nok ikke 'hot' på hjemsejladsen!

Festprocessionen til Dybbøl - det store fodfolksmusikkorps forrest (7. og 8. Regiments Musikkorps med reservehornblæsere) 1. og 2. Feltartilleriregiments Musikkorps skimtes midt i processionen. (Det Kgl. Bibliotek)

Musikken der blev spillet

Mange nye kompositioner med hilsener til den genforenede landsdel så dagens lys i blæsemusikken, hovedsageligt i kompositioner for hornorkester fra J.N. Fischers Musikforlag, Wilhelm Hansen og Hjort-Ipsens Musikforlag i Allinge. De tre forlags månedlige udgivelser med transskriberede klassiske musikstykker, originalkompositioner, marcher, polkaer, valse, revymelodier og moderne dans, abonnerede alle landets militære musikkorps (hornmusik) på.

Fischers Musikforlag sendte '1ste Hefte 1920 af Udvalgt Underholdnings Musik' i handlen med flere musikstykker tilegnet sønderjyderne: R. Seholt: 'En Hilsen til vor sønderjydske Broder'; P. Olesen: 'Sønderjydernes Sang-March'. Men også til franskmændene var der hilsener: Den københavnske biograforganist, Knud Lindhard, skrev sin 'Vive la France, March' i anledning af panserkrydseren 'La Marseillaise' og den franske 22. Alpejægerbataljons besøg i København i maj måned 1920 på vej hjem fra den afsluttede bevogtningsopgave i Sønderjylland.

Cornet- og Piccoloblæseren i 8. Regiments Musikkorps, Johannes Billesbølle, fulgte trop med marchen, 'Chasseurs d’Alpin' skrevet under det mere franskklingende pseudonym, John Cheverly. Billesbølle kom også med sit musikkorps til Sønderjylland i juli måned, men da var franskmændene taget hjem, så han må nok forinden i København have hørt de kække fanfarer fra Musique de 22e Bataillon de Chasseurs Alpins, som så inspirerede ham til sin alpejægermarch.

Alpejægerne i København 1920. (Foto: Det Kgl. Bibliotek)

Blæksprutten 1920: De franske alpejægeres kontingent gjorde stor lykke i København. Særligt musikkorpset, der ustandseligt elegant smed hornene op i luften, var københavnerne ellevilde med. Den lille hornblæser blev bekranset og som man kan se på filmklippet var franskmændene lige så tiljublede som 40 år senere The Beatles. Tegneren Jensenius mente ligefrem i Blæksprutten, at det måtte danne skole for vor egen livgardes musikkorps.  https://filmcentralen.dk/museum/danmark-paa-film/klip/den-lille-hornblaeser-dekoreres

Franske marcher fylder da også godt op i repertoiret i de militære stemmebøger fra 1920 og fremefter, og må ses som en klar påskønnelse af Frankrig for den støtte og opbakning, landet havde givet det lille Danmark i Slesvig-spørgsmålet. I en stemmebøgerne for 15 mand dansk militærmusik dateret 'Tønder 1922, Bøker-Nielsen' (trompetisten Niels Bøker-Nielsen blev senere leder af Tivoli Garden) finder vi således ikke mindre end otte franske militærmarcher, heriblandt 'Les Allebroges', 'Le regiment de Sambre et Meuse', 'Sidi Brahim' fransk Jægermarch, 'La Madelon de la Victoire, March', '20. Franske Armekorps’ March'.

På Hjort-Ipsens Musikforlag udgav man to marcher i 'Bornholmerhæfterne': Peder Christensen Kongsbro, der var cafémusiker i København, skrev sin 'Genforeningsmarsch', tilegnet Sønderjyderne, og Hans Hansen, musikdirektør i Assens, fik samtidig udgivet sin 'Genforeningsmarsch', hvor han ret effektfuldt har lagt sønderjydernes slagsang, 'Det haver så nyeligen regnet', ind i triodelen. Sønderjysk Kommando blev som bekendt udskibet fra Assens til Sønderjylland, og det kan tænkes, Hans Hansen skrev sin march til kommandoet allerede her forud for afgangen. Jens Daglykke skriver fem år senere sin 'Sønderjydsk Tappenstreg'.

Ellers er det de mere kendte nationale toner, man genfinder i regimenternes stemmebøger - arrangeret af musikdirigenterne - lige fra Kuhlaus og du Puys ouverturer til H.C. Lumbyes fejende valse, polkaer og galopper. Arvtagerne, sønnerne Georg og Carl Lumbye, fylder også godt op i de militære nodebøger med deres lige så festlige Tivoli musik. Hyppigt støder vi på H.J. Larsens 'Heise og Weyse Potpourri', G.C. Bohlmanns 'Hartmann og Gade Potpourri', som må have gjort lykke. Men endnu flere musiknumre er gengangere: Ludwig Makwarths udtog af Carl Nielsens opera 'Maskarade', 'Nordiske Folkeviser og Danse' af August Södermann, eller Th. Pöckels 'Buket af danske Selskabssange'. Pöckel havde været stabshornblæser ved 4. Regiments Musikkorps, og hans to fyrige galopper, 'Signalgalop' og 'Dansk Rytteri Galop' går også igen i mange af stemmebøgerne ligesom Frederik Nielsens 'Fantasi over danske Krigssange'.

Den martialske musik, de nationale marcher, er selvfølgelig rigt repræsenteret: 'Kong Frederik VIIs Honnørmarch' af H.C. Lumbye, C.C. Møllers 'Bataille March' fra 1864, der egentlig blev holdt over dåben som 'Sejrsmarch', men som Møller ved nederlaget omdøbte. J.F. Frøhlichs værdige 'Riberhus March' fra Bournonville balletten, Erik Menveds Barndom, Christian X’s favoritmarch. Tivolis koncertsals dirigent, Joachim Andersen, havde ellers skrevet kongen en honnørmarch, men den brød han sig mildest talt ikke om, hvorfor han gjorde Riberhusmarchen til sin uofficielle honnørmarch, der blev spillet til vagtparaden på Amalienborg og derfor sandsynligvis også, da han red over grænsen den 10. juli. Hans far, Frederik VIIIs, kendte honnørmarch af Balduin Dahl, som militærmusikerne omdøbte til 'ning nu', idet musikerviddet havde sat tekst til den iørefaldende march: 'Skal du med på beværtning nu'. H.C. Lumbyes 'Kong Christian IXs honnørmarch' fra 1864, som vel dårligt havde været spillet i Sønderjylland før nu; 'Fredericia Sejrs Reveille' fra Treårskrigens store udfald fra Fredericia 1849 med trioens kække 'I Natten klam og kold bag Fredericias Vold'; C.C. Møllers 'Hilsen til Den Danske Nordsøeskadre' (i mange af stemmebøgerne blot benævnt '9. Maj March') skrevet efter krigens eneste lysglimt, flådens sejr den 9. maj 1864 over den preussisk-østrigske eskadre ved Helgoland; H.C. Lumbyes 'Hilsen til vore Venner' og endelig Hornemann og Fabers uopslidelige sang fra 1848, 'Dengang jeg drog afsted'⁶⁶.

Et kig i 8. Regiments Musikkorps’ små nodebøger med salmer, højskole- og fædrelandssange, der højst sandsynligt var med korpset til genforeningen, finder man bl.a. 'Sønderjylland', sang af Hans Fiedler; 'Kongeås Bølger, hvad nynner I om' af Sophus Andersen; H.P. Hansens 'Hernede ved Slien, Brevet til Emma'; Johan Ottosens 'Det haver så nyeligen regnet'; 'Sønderjylland, vor Længsels Land' af G. Knudsen og Munch-Larsens 'Sønderjydens Sang'; Rungs 'I Danmark er født, dér har jeg hjemme'; Hartmanns 'Hil dig vor Fane, Korsbanner Hvidt'; Bays 'Vift stolt på Codans Bølge'. En af de sange, der ikke måtte trykkes i Den blå Sangbog, Thaulows smukke 'Slesvig, vort elskede omstridte Land' og Hartmanns 'Slumrer sødt i Slesvigs jord'⁶⁷.

Den mere 'hotte' dansemusik er også repræsenteret. Som regimentsadjutant H.E. Christensen husker, var sønderjyderne - særligt pigerne - meget ivrige efter at lære den 'moderne dans' af de værnepligtige 'Jenser'. Efter USA's indtræden i krigen kom jazzen med de amerikanske militærorkestre til Frankrig, og da det amerikanske Dixieland Jazz Band i 1920 annoncerede sin ankomst til London, skrev det satiriske blad 'Punch': "Vi er meget glade for advarslen!^"68. Den amerikanske marchkonge John Philip Sousa med sit Sousa Band havde dog så tidligt som i 1903 været i København, hvor han introducerede de amerikanske synkoperede rytmer 'Ragtime' og 'Cakewalk'⁶⁹. De militære nodebøger har også et bredt udvalg af denne genre men også noget, der kunne minde om den nye musik. Danske komponister skulle jo først lære den ny stil, så derfor kunne man ikke her helt følge oberst Moltkes ord om at spille dansk! Det er derfor amerikanske og franske One- og Two Steps, Fox Trots, samt det helt nye fænomen, Jazz Fox Trot, der findes i nodebøgerne. F.eks. 'Mr. Wilson, One Step' af James Wood; John S. Pool, 'Puzzy Trot', Jazz Fox Trot; 'Campanas Klokke', 'Fox Trot' af Pastallé & Villadomat; 'The Song of Babylon', 'Fox Trot' af Oliver Burkes, - nej, kedeligt har der ikke været på de sønderjyske danseestrader, når regimentsmusikken spillede 'hot'! Danskerne var dog lærenemme og fra 1921 og fremefter er det kernedanske produkter som: 'Undolence' af Jacob Gade; 'La Cabana' af Axel Schiøler; 'På Estraden, One Step' af P.C. Kongsbro; Henrik Clausens 'Byens Melodi, Klokke Foxtrot'; Johs. Billesbølles 'Rødt og Grønt! One Step'; Edvard Brinks 'En lille Rystedans' og 'Kanske Fröken Karlsson dansar lite Charleston, Fox Trot'; R. Sønderskovs 'Mr. Teddy Fox-Trot' eller P. Poulsen fra Guldager, 'Vestkystens Shimmy-Fox' for blot at nævne nogle af slagerne⁷⁰. Det var dog ikke alle, der holdt af de nye toner: Operasangeren Johannes Føns opfordrede f.eks. mælkedrengene til kun at fløjte lødig musik!⁷¹

Folkeunderholdning

I løbet af sommeren 1920 strømmede danske kunstnere til for at optræde i det genvundne land. Det var blandt andre de meget afholdte kgl. Skuespillere, Adam Poulsen og Robert Neiiendamm. 'Forsvarsministerens Foredragsudvalg' stod bag foredrag og musikalsk underholdning for befolkning og soldater i garnisonsbyerne, Sønderborg, Åbenrå, Haderslev og Tønder. Vekslende med Sønderjysk Kommandos Musikkorps (Ludwig Makwarth og 7. og 8. Regiments Musikkorps) underholdt de to skuespillere sidst i juli måned med Oehlenschlægers 'Guldhornene' og 'Sct. Hans Aftens Spil', A. Daudet; 'Den sidste Time i Modersmålet' og Aage Berntsens (politikeren Klaus Berntsens søn) digt i anledning af genforeningen; 'Danmark til Sønderjylland'. For Neiiendamm var det samtidig et kært gensyn og en oprejsning, idet han på en oplæsningstourné i Nordslesvig 1907 havde fået udvisningsordre af de tyske myndigheder.

En stor folkekoncert blev tillige afholdt på Dybbøl Banke den 5. august med en lige så stor berømthed, kgl. Kammersanger Peter Cornelius, der havde turneret Europa tyndt på alle de førende operascener. Manden, der havde sunget Wagner i Bayreuth under instruktion af Cosima Wagner, stod nu på Dybbøl og sang mere hjemlige toner akkompagneret af det sammensatte musikkorps fra 9. og 10. Regiment under ledelse af stabshornblæser Rudolf C.C. Tezschner fra Viborg⁷². Senere samme måned var det visesangeren, Christian Gottschalck, (senere kendt fra Tivolirevyen med Worsings og Brandstrups ørehænger, 'Hils fra mig derhjemme, hils min far og mor!') der medvirkede ved folkekoncerterne sammen med Tezschner og det samme store musikkorps⁷³.

Christian X’s fødselsdag den 26. september 1920 skulle fejres for første gang i den genvundne landsdel, og her havde foredragsudvalget indforskrevet solodanserinden ved Det Kgl. Teater, den meget populære fru Elna Jørgen Jensen. Stabshornblæseren ved 1. Regiment, Christian Ehlers, ledede det af 1.- og 2. regiment sammensatte musikkorps på Centralhotellet i Sønderborgs store scene. Musikkorpset ledsagede solodanserinden i flere partier med C.C. Møllers musik til Bournonvilleballetten 'Fra Sibirien til Moskov', der gjorde megen lykke. Et gribende øjeblik indtraf, da solodanserinden belyst af en enkelt projektør dansede Camille Saint-Saëns’ 'Svanens Død' akkompagneret af hendes pianist, Svend Grünwald, og en af regimentsmusikerne på cello⁷⁴. Det var den store kunst fra Kongens Nytorv, der med assistance fra regimentsmusikken nu nåede sønderjyderne.

Forsvarsministerens Foredragsudvalg gjorde et fortrinligt kulturelt arbejde i den nye landsdel, men foredragene havde dog svært ved at fastholde sønderjyderne og måske særligt kommandoets 'Jenser': Lysbilledforedrag var allerede i 1920 en sovepille, ligesom et foredrag om jyske opdragelseshjem vel heller ikke i længden kunne holde søvnen stangen! Sønderjysk Kommando undlod ikke at gøre opmærksom på, at for fremtiden ville man gerne inddrages, så man kunne "gøre et kritisk valg af de på listen optagne kunstnere, idet enkelte præstationer efter kommandoets skøn har været under det middelmådige'. Uønsket var så absolut foredrag, men et stort ønske for fremtiden var, 'at underholdningen som regel kommer til at omfatte dans, sang, musik og anden kunstnerisk underholdning, da dette har langt større interesse for såvel mandskabet som borgerne^"75. Kommandoets Musikkorps var fast bestanddel i aftenunderholdningen, og de fleste programmer meddelte: "Sønderjysk Kommandos Musikkorps medvirker og underholdningen slutter med en dans^"76.

Uniformering og instrumentering ved Sønderjysk Kommando

I 1920 herskede det, der af militær- og uniformshistorikere er blevet betegnet som uniformforvirringens tid. De militære musikkorps var ingen undtagelse fra resten af hæren. Her befandt man sig fra 1903 og fremefter i en skøn blanding af forskellige uniformsmodeller. Man kunne således opleve et musikkorps iklædt både blå dobbeltradet M/1889 uniform; grågrøn M/1903 uniform; enradet blå uniform M/1910; lysegrå M/1915 uniform (betragtet som feltuniform) og den senere gulbrune M/1923 uniform. Uniformeringen i rytteriets lyseblå og artilleriets mørkeblå musikkorps var dog ens indtil indførelsen af uniform M/1923, så herskede forvirringen også her.

I Sønderjysk Kommando var alle sejl sat til, og næsten intet blev overladt til tilfældighederne - heller ikke uniformeringen. Kommandoet ville blive målt og vejet - også på beklædningen. Fra kommandoets indtog i garnisonerne og nogle måneder frem var al mandskab iklædt den sidst tilkomne lysegrå M/1915 uniform. Også infanterimusikkorpsene var iklædt M/1915 med musikernes gamle kendetegn, højrøde skulderklapper, og selv Christian X var i den lysegrå generalsuniform, da han red over grænsen. Husar- og dragonregimenterne med lyseblå uniformer skiftede ikke farve til lysegrå. Den lyseblå udgave af model M/1910 uniform blev kun ændret mht. den langt behageligere nedfaldskrave som i infanteriet. Dragonerne havde fortsat karmoisinrøde kanter på uniform og bukser, dragontrompeternes (musikernes) skulderklapper var ligeledes karmoisinrøde. Husarerne havde fortsat på M/1910 uniformen hvide kanter på bukser og jakke, ligesom trompeternes (musikernes) skulderklapper var karmoisinrøde. Til den blå dolman uniform (galla: med pels over venstre skulder) mørkerød svejf til kepien og karmoisinrød trensestrop (skulderstrop). I feltartilleriets musikkorps var trompeterne (musikere) i enten mørkeblå (nærmest sort) M/1889 og M/1910 uniform med karmoisinrøde kanter på jakke og bukser samt karmoisinrøde musikerskulderklapper.

Sommeren igennem kan vi - med enkelte undtagelser⁷⁷ - i infanteriet se den samme lysegrå uniform på fotos af musikkorpsene, men i takt med, at mandskabet udskiftedes og nye musikkorps blev tilkommanderet gik den ens uniformering fløjten. Som den uniformskyndige A.N. Hvidt beskrev det: 'Så hurtigt som det kunne lade sig gøre, tog officererne atter blåt tøj i brug - og kort efter sendtes yderligere blåt tøj 'til opslidning' til mandskabet til daglig tjeneste'⁷⁸. Ingen regel uden undtagelse: det eneste musikkorps, der fra begyndelsen ikke var iklædt M/1915 var 6. Regiments Musikkorps fra Odense, hvis medlemmer bar dobbeltradet M/1889 (den 11. juli 1920 optrådte Rigsdagens Musikkorps dog i mørkeblå artilleriuniform M/1889 ved genforeningsfesten, ligesom Livgardens Musikkorps var i mørkeblå dobbeltradet). Sønderjysk Kommando skrev til krigsministeriet dagen efter, Odensekorpset var taget hjem: "Musikkorpset ønskes, hvis det er muligt, i grå uniform eller i al fald i ensartet uniform", og da musikkorpset fra Odense allerede i juni kom til Sønderjylland igen var det i grå uniform!⁷⁹

Musikkorpsene havde dels nyskrevne stemmebøger dels stemmebøgerne fra normeringen på de 20 mand hornmusik (1880-1911), og de ekstra musikere dublerede melodistemmerne, så instrumenteringen ved 'det store fodfolksmusikkorps' kom til at se sådan ud ved genforeningen⁸⁰:

Ud fra arkiverne at dømme var det kun det sammenlagte 5. og 6. Regiments Musikkorps, der i perioden havde held til at danne lille harmoniorkesterbesætning. Rytterstyrkens Musikkorps bestod fra maj 1920 af 10 mand hornmusik. Sidst i juli og fremefter betjentes Rytterstyrken udelukkende af ni mands bereden hornmusik, og der blev kun spillet med én piccolo-kornet:

Sønderjysk Kommando opløses

En vinteraften i slutningen af 1920 sad et par sønderborgere og gjorde op, hvilken af årets mange oplevelser der for dem var blevet den største. De havde været med til de franske alpejægeres ankomst, til afstemningen den 10. februar, de danske troppers overvældende festlige indrykning den 5. maj og til kongefesten i juli på Dybbøl. - "Den 5. maj 1920 var nu alligevel vor største oplevelse!“ blev de enige om. "I det øjeblik vi så krigsskibet med danske soldater runde pynten i Alssund, følte vi os med ét sikre. Al tvivl svandt! Så var det virkelig en kendsgerning, at vi var i Danmark igen!“⁸¹

1923 blev det tidsbestemte Sønderjysk Kommando opløst, og med hærloven af 1923 fik den sønderjyske landsdel permanente garnisoner: Kommandoets chef, oberst Moltke, blev udnævnt til generalmajor og blev chef for Første Jyske Division med hovedsæde i Sønderborg, derfor var det også naturligt, at Sønderborg fik varig regimentsmusik. Forsvarsbudgettet tillod imidlertid ikke oprettelsen af et regiment mere, så man besluttede, at 2. Regiment i Helsingør skulle omgarnisoneres til Sønderborg Kaserne. I Helsingør var man selvfølgelig meget nedslået over at skulle miste sit regiment og musikkorps, som havde været garnisoneret på Kronborg siden 1867, og inden musikkorpset drog fra Helsingør modtog det ved den sidste marchtur gennem Øresundsbyen en laurbærkrans med følgende inskription på de rød-hvide silkebånd, som storsindet tilkendegav, at det var med "sorrig og glæde", man afgav byens musikkorps til netop de sønderjyske brødre:

"Til 2. Regiments Musikkorps, Kronborg, den 15.4.1923:

Tungt er det at se Musikkorpset drage
fra Kronborg med de stolte Spir og Tage.
I drager ned for 'Brødrene' at glæde
mens Savnet stedse her vil tage Sæde
til Afsked tag et hjerteligt Farvel.
gid Laurbærkransen følge Jer med Held".⁸²

Musikkorpsene i infanteriet blev ved hærloven 1923 opnormeret til 15 faste musikere (med hærloven fik regimentsmusikken også nye titler; musiker i stedet for hornblæser og musikdirigent i stedet for stabshornblæser) samt mulighed for op til fem værnepligtige musikere, så 2. Regiments Musikkorps, der kom til Sønderborg, kunne variere op til ca. 18-20 musikere⁸³. Tillige blev det i korpset muligt at spille med lille harmonibesætning. D.v.s. hornmusik tilført 3 klarinetter og en fløjte. I spidsen stod musikdirigent Tage Christoffersen⁸⁴, senere Harald Jensen⁸⁵, og fra 1928 Hans W. Kofoed. Sidstnævnte var nærmest 'barn af huset'; Kofoed var hornblæserelev i 2. Regiments Musikkorps, der i september- oktober 1920 var sammenlagt med 1. Regiments Musikkorps ved Sønderjysk Kommando. Det sammenlagte korps blev ledt af stabshornblæseren ved 1. Regiment, Christian Ehlers, der derfor blev den, der indstillede Kofoed - efter endt prøvetid på tre måneder- til fastansættelse som underhornblæser (Hornblæser III) i oktober 1920: "Hornblæsereleven har gode betingelser for at blive en dygtig musiker; han har en udmærket god musikalsk opfattelse ogen høflig, korrekt optræden^"86. Musikerne kom nu heller ikke som trækfugle mere men flyttede til Sønderborg og Tønder med deres familier og blev snart en naturlig del af byernes fysiognomi og dagligliv⁸⁷. Povl Sørensen, 'lille Søren', skildrer fint, hvordan han som fynbo kom til musikkorpset: "Nu er der en tjenestemandsstilling ledig i Sønderborg ved 2. Regiments Musikkorps, og den skal du søge, sagde min lærer, Marius Hansen (fløjtenist og kapelmester på Odense Teater). Det betød konkurrence, og det passede mig godt (…) Den gang, få år efter genforeningen, følte man, at Sønderjylland var som noget fremmed, måske også lidt udenlandsk (…) Jeg mødte i februar 1925 til konkurrencen og vandt. Jeg var nu ansat som tjenestemand i 2. Regiments Musikkorps. Nu skulle jeg leve mit liv i Sønderborgs civile miljø, og det førte til mange uforståelige oplevelser, som forekom mig spændende. (…) På Helgolandsgade 35 havde jeg ellers fået et værelse hos et ældre ægtepar, Kryhlmann. Værelset lå i deres lejlighed, så det var 'nær på', og her opstod mange mærkelige situationer, særligt med sproget, den sønderjyske dialekt, som jeg jo nu er helt fortrolig med. Fru Kryhlmann var syerske og skulle tit til kurser osv., og så var hendes mand , Jørgen, og jeg ene hjemme. Så sagde han: 'Hvis do køfe æ rom, så koche æ e vand,' og så fik vi 'grogger', og det var meget fornøjeligt^"88.

I Tønder indtrådte med hærloven 1923 et noget særpræget arrangement. Heller ikke her var der midler på statsbudgettet til at oprette et rytterregiment mere, så man bibeholdt navnet Rytterstyrken i Tønder med mandskab fra 5. Dragonregiment i Randers og 3. Dragonregiment i Århus. Musikkorpset, der blev underlagt garnisonskommandanten i Tønder, blev lige så usædvanligt sammensat, en nærmest salomonisk løsning: Fra gammel tid havde de to Århus korps, 3. Dragonregiments Musikkorps og 3. Feltartilleriregiments Musikkorps, der ved de offentlige koncerter spillede sammen, fordi begge korps kun var på hver ni mand⁸⁹. Da Århus altså havde to ryttermusikkorps fik man den idé at danne musikkorpset i Tønder af musikere fra disse to korps, så det tilbageblevne musikkorps i Århus kunne være tjenstgørende ved både feltartilleri- som dragonregimentet i byen. Denne sammensætning afprøvedes tillige nogle gange 1921-23, inden Sønderjysk Kommando opløstes. Musikkorpset i Tønder sammensattes af fire artillerimusikere og fem dragonmusikere, hvoraf musikdirigenten Jørgen Ribel selv spillede med, og det blev til 3. Dragonregiments Musikkorps. I Århus dannedes korpset af fem artillerimusikere og fire dragonmusikere. Musikdirigenten, Einar Knudsen, der ellers havde været stabstrompeter ved byens dragoner, gik over til artilleriet og spillede selv med i korpset, der blev til 3. Feltartilleriregiments Musikkorps⁹⁰. Musikerne i Tønder var stadig administrativt tilknyttet deres to regimenter, men var udelukkende tjenstgørende i Tønder. Uniformsforvirringen nåede hermed nye højder både i Århus og Tønder, hvor man kunne opleve et musikkorps på ni mand iklædt ikke mindre end tre forskellige uniformer!

3. Dragonregiments Musikkorps spiller til ringridning i Tønder 1923 med både dragon- og artillerimusikere. (Foto: Lokalhistorisk Arkiv Tønder)

Den uens uniformering huede sikkert ikke generalmajor Moltke! Han roses i alle skriftlige vidnesbyrd for administrativt og menneskeligt at have klaret Sønderjysk Kommandos besættelse af Sønderjylland på smukkeste vis. Tidligt havde han blik for dansk musik og sangs identitetsskabende betydning i genforeningsprocessen. Regimentsmusikkorpsene kom med deres danske toner til at 'bære' genforeningsfestlighederne og var på mange måder det fællesskabsdannende element i mødet mellem ikke blot den danske hær men også mellem det officielle Danmark og sønderjyderne. Moltke forblev dybt engageret i den kulturelle virkeliggørelse af genforeningen, og op gennem 1920’erne var han drivkraften i det folkelige foreningsarbejde sammen med den sønderjyske befolkning. Sjældent er en afgående militær chef vist blevet hyldet som han blev af sønderjyderne ved sin afsked i 1929!⁹¹

Requiem for regimentsmusik

1930’ernes økonomiske depression satte imidlertid ind, og i 1932 indtraf den helt store katastrofe: Forsvarsudgifterne skulle bringes ned. Generalstaben ville ikke skære landets infanteriregimenter ned til seks men holdt på syv, regeringspartierne, Socialdemokratiet og Radikale Venstre (med tilslutning af Venstre) havde så reelt valget mellem at nedlægge et regiment eller ofre regimentsmusikken. Det sidste blev tilfældet, og i sommeren 1932 blev alle landets militære musikkorps nedlagt, undtaget var Livgardens Musikkorps. I Tønder og Sønderborg spillede korpsene afskedskoncerter, og folk strømmede til for at tage afsked med deres populære musikere. Det ser vi bl.a. i det skudsmål, man gav 2. Regiments Musikkorps, da det blev nedlagt i 1932⁹²:

"Korpsets virksomhed i Sønderjylland er med rette blevet betegnet som udpræget vogter for dansk musik og var blandt den sønderjyske befolkning en afgjort national kulturfaktor, som i særdeleshed på de nationale festdage var af stor betydning, idet korpset da assisterede ved de store sammenkomster og møder, ved disse lejligheder endog flere steder på én aften. I sommermånederne foretog korpset talrige rejser rundt omkring i landsdelen og gav koncerter til stor glæde og berigelse for befolkningen som herved fik lejlighed til at stifte bekendtskab med dansk og nordisk musik, som altid var repræsenteret på korpsets koncertprogrammer. Militærmusikkens afskaffelse i 1932 i Sønderjylland har været en absolut svækkelse i det nationale arbejde, og ikke få er de forsøg som befolkningen gennem henvendelser og opfordringer, med stadig stigende styrke og tydelighed, har rettet til regeringen om genindførelsen af militærmusikken i Sønderjylland^"93. Regimentsmusikkens stjerne slukkedes i Sønderborg og Tønder, da man måske havde mest brug for dens danske melodier. Året efter - ved nazisternes magtovertagelse i Tyskland - blæste Slesvig-Holstenske nazister straks til revanche mod 1920-grænsen!⁹⁴

2. Regiments Musikkorps holder hvil i skanserne på Dybbøldagen den 18. april 1932. Et hyggeligt, lille dansk regimentsorkester eller rettere en fredsbevarende styrke i det sønderjyske! Fra venstre: Musikdirigent Hans W. Kofoed, Jensen, ?, Jørgensen Duus, Jakobsen, ?, Rosted, Sørensen, ?, Johansen, Borup Nielsen, Pedersen, værnepligtig, ?, Bramsted, Povl Sørensen, liggende ? (Foto: Mogens Gårdbo)

Flere af musikerne blev efter nedlæggelsen i 1932 boende i Sønderborg og fortsatte som civile musikere og musiklærere med hjemmeundervisning som musikdirigenten, Hans W. Kofoed, der også tog organisteksamen og virkede som organist i byen. Fløjtenisten og althornblæseren, 'Lille Søren', var ved nedlæggelsen blevet retsbetjent og 'spillede på løst' som deltidsmusiker. Christian Jørgensen Duus, der både havde været tysk og dansk militærmusikker, slog sig ned som deltidsmusiker og kioskejer ved rutebilstationen i Sønderborg.

Rundskuedag i Aabenraa. Det er ikke Livgardens Musikkorps, men tidligere musikere fra 2. Regiments Musikkorps, der i teaterkostumer skal ligne! Nr. 3 og 4 fra venstre er Christian Jørgensen Duus og Hans W. Kofoed. (Postkort fra Foto-Christensen, Aabenraa)

Den tyske besættelse og den danske regimentsmusiks genoprettelse

I 1934 sendte et stort antal kendte sønderjyder en adresse til statsminister Th. Stauning om at få regimentsmusikken tilbage, men endnu i 1939 afviste den socialdemokratiske forsvarsminister Alsing Andersen al tale om en genindførelse⁹⁵. Mange sønderjyder havde tillige op gennem trediverne bange anelser over den store nabo i syd. Godt hjulpet på vej af store dele af den tysksindede del af befolkningen, der åbenlyst sluttede op om det nazistiske styre i Tyskland. Til tonerne af nazistiske slagsange med musikkorpset fra 'Schleswigsche Kameradschaft' i spidsen under vajende hagekorsfaner iført kasket, skrårem og fedtlæderstøvler krævede man grænsen revideret, så man snart måtte komme 'heim ins Reich'. Ved et valgmøde i Tønder forud for folketingsvalget i april 1939, råbte hjemmetyskernes fører, dyrlæge Jens Møller, der i øvrigt havde været nede at besøge Hitler i samme ærinde, under fanatisk bifald og heilen: 'Fører, gør os fri!'⁹⁶. En skæbnesvanger morgen i april vågnede sønderjyderne så bogstaveligt talt op til 'Platzkoncert'. Blot var det ikke et hyggeligt, lille dansk militærorkester som musicerede, men derimod tysk militærmusik leveret af Wehrmachtens musikkorps. Den sønderjyske befolkning græmmede sig, størsteparten af hjemmetyskerne frydede sig, og politikerne krympede sig. I august 1940 tog repræsentanter for Dansk Musikerforbund og Dansk Militærmusikerforening endnu engang deres gamle forslag op om en genindførelse af regimentsmusikken som en modvægt til tyskernes massive opbud af militærmusik. Flere gode kræfter var dog i gang i samme ærinde i den militære ledelse, og denne gang var politikerne lydhøre. Forsvarsminister Søren Brorson (Venstre) fremlage forslag om militærmusikkens genindførelse. Lovforslaget blev vedtaget i Rigsdagen den 20. november 1940⁹⁷, og i april 1941 afgik fire nye musikkorps med deres nyuddannede militærmusikere til deres midlertidige garnisoner i Holbæk, Næstved, Randers, og i Sønderborg var man igen heldig og fik sin regimentsmusik tilbage.

Omtale på forsiden af Berlingske Tidende den 5. maj 1941.

2. Regiments Musikkorps tilbagekomst til Sønderborg den 4. maj med blomsterbad og tusinder af mennesker kan bedst sammenlignes med indtoget i 1920. Og samtidig var det en vældig opmuntring i en mørk og truende tid, da en 10.000-tallig folkeskare tog imod deres genvundne musikkorps, man havde måttet undvære i ni år, og samtidig blev det en folkelig manifestation over for besættelsesmagten, som musikeren, Povl Sørensen, 'lille Søren', husker det: "I 1941, da musikkorpset igen blev oprettet, spillede vi ved Sønderborg Rådhus (Rådhustorvet). Aldrig har jeg set så mange mennesker. Folk stod tæt pakket i Perlegade og alle tilstødende gader. Ud over at vi spillede, var det jo en tavs demonstration mod tyskerne^"98. Om aftenen blev der holdt velkomstfest i kasernens gymnastiksal. Musikdirigent Kofoed dirigerede korpset, og mange fra land og by viste i deres taler en stor taknemmelighed over, at det populære orkester var kommet tilbage. Vi giver ordet videre til en af besættelsestidens drenge på en 8-10 år, Erik Randel, som fortæller om sine helte i regimentsmusikken: "Jenserne gik til og fra skydebanen, der dengang lå ved vandet lidt længere ude end den sorte badeanstalt. Vi kunne inde i byen høre, når de fyrede deres Madsen-maskingeværer af - lidt trygt, så stod det da ikke helt galt til. På vejen til og fra sang de ofte 'Dengang jeg drog afsted', som ikke er helt sød ved tysken, mens vi drenge prøvede at løbe ved siden af. Det gjorde vi med endnu større entusiasme, når det genetablerede 2. Regiments Musikkorps trak op fra kasernen med imponerende tamburmajor [stabstambur] Sundvang i spidsen og gav søndagskoncert foran rådhuset, hvor dirigenten Hans Kofoed meget stringent sørgede for takten. Når jeg skriver stringent, er det, fordi han også var sådan, når han i sit hjem på Skolevej (nu Asylvej) skulle lære stakkels mig at spille klaver, når jeg meget hellere ville spille fodbold"⁹⁹.

Det genoprettede 2. Regiments Musikkorps modtages i Haderslev maj måned 1941. På venstre fløj musikdirigent Hans W. Kofoed. Den imponerende stabstambur Sundvang i spidsen (Foto: Nationalmuseets billedsamling)

Blot halvandet år senere oplevede man den bitre dag, da Sønderborg garnison blev ophævet. Musikkorpset og garnisonen blev af besættelsesmagten i november 1942 sammen med al dansk militær tvunget til at rømme Jylland p.g.a. den jyske vestkysts egnethed for en allieret invasion. Dannebrog blev strøget og hagekorset vejede nu på Sønderborg Kaserne, hvor tyske tropper rykkede ind. Sergentskolen i Sønderborgs tidligere chef, oberst H.E. Christensen (tidl. Regimentsadjutant, se kapitlet 'Disse landsbyfester - Jeg glemmer dem aldrig'), der af den nazistiske del af det tyske mindretal var blevet groft chikaneret og af besættelsesmagten tvunget væk, var nu chef for Fodfolkets Kornet og Sekondløjtnantsskole på Kronborg, skrev ved forflytningen: "Det er mig en åndelig pine at tænke på, at Dannebrog - om end kun midlertidigt - er halet ned fra den kaserne, hvor jeg var med til at hejse det første gang og til at holde det vajende den 9. april 1940". Carl Moltke skrev også: "Jeg tænker i disse dage så ofte på den stund, den 10. juli 1920, da jeg foran fronten af Sønderjysk Kommandos I. Bataillon i nærværelse af danske borgere gav ordre til at lade Dannebrog gå til tops på Sønderborg Kaserne. Bring Sønderborgs og egnens danske mine varmeste hilsener og min oprigtige forvisning om, at den dag vil komme og forhåbentlig inden alt for længe, da sønderjyderne atter skal synge med Peter Kaad som den 5. maj 1920: 'Vel mødt igen, vor egen kære Jens'^"100.

En sidste parade blev holdt, hvor 10.000 mennesker havde stillet sig på ruten. Kl. 15.30 drog 2. Regiments Musikkorps ledsaget af sergentskolen gennem byen¹⁰¹. Ved ankomsten til Rådhuspladsen kom flere sønderborgere lige fra arbejde og stødte til. Man følte sig som en stor familie, og alle hilste soldater og musikkorps. Det var næsten som i maj 1920, men "afdæmpet af den vemod, befolkningen følte ved den forestående adskillelse^"102.Den 12. november drog musikkorpset og de sidste soldater af 18. bataillon til dets ny garnison i Fåborg. Rundt på Fyn musicerede korpset under stor bevågenhed fra befolkningens side indtil den 29. august 1943, hvor det tilbageværende danske militær i morgentimerne blev angrebet af tyske tropper og efterfølgende interneret. Musikkorpset blev dog frigivet efter en 14 dages tid. Musikerne gik ikke i dvale men fortsatte nu som civilt orkester, hvor de hele perioden fik udbetalt løn af staten. Man spillede bl.a. radiotransmitterede koncerter fra slotsgården i Sønderborg med 'Medlemmer af det tidligere 2. Regiments Musikkorps', eller som det også annonceredes, 'Kofoeds Hornorkester'. Derfor kunne musikkorpset også træde i aktion i de første majdage i 1945 og spille til befrielsesfestlighederne og de mange frihedskæmperparader i de sønderjyske byer. I sommeren 1945 blev 25-årsdagen for den store genforeningsfest på Dybbøl markeret den 11. juli, og 2. Regiments Musikkorps spillede som så mange gange før på Dybbøl for dronning Alexandrine, kronprinseparret Frederik og Ingrid og næsten 60.000 festende sønderjyder. Man savnede Christian X, men han var for sygdomssvækket til at deltage¹⁰³.

(Læs mere om dansk militærmusik under besættelsen her - red.)

Sammenfatning og udblik

Den 1. november 1951 fik korpset det historiske navn, Slesvigske Fodregiments Musikkorps, og da garnisoneringen i Sønderborg ved oprettelsen i 1941 p.g.a. besættelsen kun havde været midlertidig, kom musikkorpset i 1953 op til sit regiment på Haderslev Kaserne. En gammel FDF’er og konkurrenceroer, Henning Engelhardt, fortalte mig for nogle år siden, hvor meget man holdt af sit musikkorps i domkirkebyen, og hvordan det blev en naturlig del af byens liv i hverdag og fest, så selv præsten tilpassede sig efter det: "Poul Schou var domprovst i Haderslev, modstandsmand under besættelsen og formand for FDF. Han fortalte, at han havde deltaget i et præstekonvent, hvor temaet bl.a. var, hvor lang tid en prædiken skulle vare (Blandt præster kan der gå meget tid med det!). Som Poul Schou fortalte: da jeg havde hørt længe nok på det, bad jeg om ordet - måske for at slutte debatten - og kom med følgende betragtning; hjemme i Haderslev tilpasser jeg min prædiken således, at menigheden kan nå at komme ud og høre regimentsmusikkens koncert på torvet"!

Musikkorpset er stadig hjemmehørende i Haderslev og er som altid en vigtig del af grænselandets kulturliv som forsvarets bedste ambassadører. I dag hedder det Slesvigske Musikkorps, fordi regimentet blev nedlagt, men for et par år siden genopstod det, og i dag er der igen soldater ved fodregimentet på Haderslev Kaserne. Størrelsen er næsten som i 1923, 17 mand, og her må vi nok konkludere, at oberst Moltke i længden ikke fik helt ret: det er ikke antallet, det altid kommer an på, musikernes dygtighed spillede bestemt ind, og musikkorpset i dag består af topprofessionelle musikere. Men måske det vigtigste var - og er - hvad for en musik der spilles. Når musikkorpset har optrådt ved tyske tattoos [Musikschau], står der synlig respekt om det og er gang på gang blevet præsenteret som 'klein,- aber fein!' I Krigsministeriet kunne man heller ikke - som beskrevet - i længden opretholde ordningen i Sønderjysk Kommando, at to musikkorps ad gangen skulle gøre tjeneste, men man kom alligevel op på en 18-19 musikere i et korps, og sønderjyderne kom til at holde af 'den danske model', og måske nok særligt glæden over de danske toner der blev spillet.

Slesvigske Musikkorps under den traditionelle fredagsparade i Haderslev, hvor man marcherer fra kasernen til Domkirken. Her vendes et blad i Slesvigske Fodregiments mindebog, og der spilles et par numre forasn Domkirken, hvorefter man med klingende spil marcherer tilbage til kasernen. Her melder stabstambour Jens Christian Liedzen af til musikdirigent Michael Aaberg Thomsen. (Foto: Musikkorpset)

Slesvigske Musikkorps har et par gange i nyere tid været i farezonen for at blive nedlagt, men hver gang har ikke alene bysbørnene men mange fra den sønderjyske landsdel kæmpet for deres musikkorps, og argumentationen har som for 100 år siden været, at Slesvigske Musikkorps’ naturlige opgave er - med oberst Moltkes ord: "Der skal lægges megen vægt på dansk musik" - at være med til at konsolidere det nationale, sproglige og kulturelle fællesskab, Sønderjylland har med Danmark. På det punkt var Moltke mere eller mindre klar over - og dermed forud for sin tid -at musik også rummer kulturel erindring, og at den musik, vi omgiver os med, er med til at definere vores kultur og nationale identitet. Det er min påstand, at Moltkes vigtige anvisninger i hans 'vejledning' har haft en vedvarende effekt og har sat sig spor i militærmusikkens virke i Sønderjylland op til i dag. Selv udtalte Moltke som 85 årig, "at hærens medvirken ved genforeningen ville have formet sig ganske anderledes, hvis der ikke ved de forskellige lejligheder havde været militære musikkorps til at give stemningen luft i toner. Det var festlige øjeblikke, når garnisonen vendte tilbage fra en øvelse med musikkorpset i spidsen; enhver dansk, der kunne komme fri, løb ud på gaden eller til vinduet for at vinke og for at fryde sit danske hjerte^"105. 

På Dybbøldagen den 18. april har danske og tyske soldater i flere år stået side om side ved mindehøjtidelighederne, og da Istedløven i 2011 vendte hjem til Flensborg Gamle Kirkegård stod Slesvigske Musikkorps side om side med Marine Musikkorps Ostsee fra Kiel og underholdt tyske som danske tilhørere. Det er så at sige grænselandets melodi, den særlige melodi, hvis sår tiden nu har læget. National samhørighed, et nationalt tilhørsforhold og en stærk bevidsthed om landets historiske sammenhæng udelukker bestemt ikke kulturudveksling og fredelig sameksistens. I fremtiden vil der være plads til de nationale forskelligheder, men også det, vi kan være fælles om - både danske som tyske toner - i det grænseregionale samliv.

Om forfatteren

Privatuddannet trompetist hos bl.a. solotrompetisten v. Staatskapelle Weimar, Zolt Nagy Major. I 1991-1992 var Martin Corfix Solotrompetist i Fynske Livregiments Musikkorps og fra 1992-1996 fast musikerassistent i Sjællandske Livregiments Musikkorps. I 1996 tog han teologisk embedseksamen fra Københavns Universitet og samme år præsteordineret. 1998 blev han ansat som kirkebogsførende sognepræst i Lynge-Uggeløse pastorat. I 2002 udnævnt til orlogspræst i Søværnet, 2. Eskadre. Flådestation Korsør. Fra 2019 er han tilknyttet 3. Eskadre, Korsør.

I årene 2006-09 var han formand for International Military Music Society, Danish Branch. Han har deltaget i flere skarpe missioner med Søværnet: 2010 var han 3 måneder i Standing NATO Maritime Group Two på patruljering for pirateri i Aden Bugten med fregatten Esbern Snare, og i 2014 3 måneder i Middelhavet (RECSYR) med afhentning og destruktion af kemiske våben fra Syrien (Latakia) med Esbern Snare. 1921 3 måneders patruljesejlads i Standing NATO Maritime Group One med fregatten Absalon. 2016-18 International Chairman of the International Committee of The International Military Music Society. (formand for alle National Branches IMMS).

Siden 1988 har Martin Corfix været medstifter og stabshornblæser i 8. Regiments Musikkorps, Kastellet, Kbh. Har stiftet Frederik VII Ensemblet, 8 hoboister, der spiller på antikke messinginstrumenter. Er gift med Katrine Corfix og sammen har de fire børn.

En del af den foreliggende artikel har været udgivet i Sønderjyske Årbøger 2020.

FORKORTELSER

Rigsarkivet: RA

Sønderjysk Kommando: SK

Rytterstyrken i Tønder: RT

KILDER OG LITTERATUR

UTRYKTE KILDER:

RA, 0201-103, Sønderjysk Kommando, Rytterstyrken i Tønder

Arkivserie: A. Indgåede skrivelser, 79 - 80, 1920 - 1926

RA, 0201-103 Generalkommandoen, Sønderjysk Kommando

Arkivserie: C. Kopibøger, 15 - 16, 17, 1920 - 1923

TRYKTE KILDER:

Håndbog for Hæren 1919-1932. eksemplarer med rettelsesblade og tilskrivninger på Forsvarsakademiets Bibliotek, Svanemøllens Kaserne, Kbh.

Forfatterens privatarkiv, bl.a. fotoarkiv og båndede samtaler mellem musikdirektør Johannes E. Billesbølle og hans svigersøn, Aage Laursen fra 1970erne.

LITTERATUR:

Avisen 'Hejmdal' den 8. maj 1920. Dragonernes ridt over grænsen ved Vedsted.

Dumreicher, Carl: Genforeningen 1920, Kbh. 1920

Hansen, Hans Schultz, 100 danmarkshistorier Genforeningen, Århus 2019 s. 95-99

Harsløf, Olav: Lysår, Kbh. 2000.

Lauritzen, Henry, Tilbage til Tyverne, Silkeborg 1960

Lindhard, Knud: Klingende spil, Kbh. 1932

Vor Tids danske Musikere og Tonekunstnere, Kbh. 1937

Svendsen, Nicolai og Thorsen, Svend: Tiende Februar, Kbh, 1939 med bidrag af generalmajor CarlMoltke: De danske soldater vender tilbage til Sønderjylland s. 145-174 og oberst H.E. Christensen: 'Dansk officer i genforeningssommeren' s. 230-235.

Thorsen, Svend: Fra Genforeningstiden, Konge og Hær, Kbh. 1952

Jensen, Bernhard: Som Aarhus morede sig, Århus 1966 s. 9-13

Kröier, J, Hinge, J: Den danske Underofficer. Et bidrag til hærens historie, Kbh. 1916

Larsen, Kai Edvard: Et halvt århundrede i grænselandet, Sønderborg 1968

Larsen, Kai Edvard: Den danske soldat i Sønderjylland, Sønderborg 1970

Larsen, Charlotte Rørdam: 'Husker du? Nutidig genlyd af fortid Om reklamefilms brug af musik og lyd som nostalgi og kulturel erindring', Dansk Musikforskning online / Særnummer 2012 pdf.

Dansk Musikertidende, juni 1951

Pfeffer, Heidi: Når historie fortælles, Kong Christian X’s ridt over grænsen i 1920, artikel s. 32

Thomsen, Refslund Ingeborg: Hjemme i Nordslesvig, Kbh 1961

Hvidt, A.N. Uniformshistorie - forskning Nogle principielle betragtninger til eventuel debat, artikel i 'Chakoten' 1967, nr. 1 s. 13-15

Sørensen, Povl: Et liv med musik. Slesvigske Fodregiment, Årsberetning 1991, s. 22-34. Haderslev 1991.

Randel, Erik: De Fem forbandede - Og Alligevel - Gode År. Sønderjyske Årbøger 2014, s. 348

Dam-Jensen, Elsemarie: Sange og sangtradition i Sønderjylland - med særlig vægt på Genforeningstiden, https://videncenterforsang.dk

Dengang.dk, Den Blå Sangbog i Sønderjylland 2019

Carl Nielsen Brevudgaven ved John Fellow, KB 2005, bd. 2 nr. 426 brev dateret januar 1905 fra

Hegeland til Carl Larsen og videresendt af Carl Larsen til Knud Harder som bilag til nr. 425 i Brevudgaven.

MUSIKALIER:

RA, Forsvarets Arkiv. Den militære nodesamling

RA, Forsvarets Arkiv. 1060.008 - Stemmebøger og partiturer fra 7. Regiments Musikkorps

RA, Forsvarets Arkiv. 1060.009 -Stemmebøger og partiturer 8. Regiments Musikkorps

(Hærens Musiktilsyn)

8. Regiments Musikkorps’ Nodearkiv, Kastellet, Kbh.

Forfatterens private militære nodearkiv

BILLEDMATERIALE

Alle fotos og filmklip fra nærværende hjemmeside - redigeret af Mogens Gaardbo.