Militærmusikken i Danmark 1940 - 1945

- af Hans Erik Christiansen, Jørgen Voigt Arnsted, Lars Otto Kristensen og Mogens Gaardbo. De fleste af de indlagte fotos kan ses i større udgave i fotogalleriet.


Et særligt kapitel i den danske militærmusiks historie er besættelsestiden fra 1940 til 1945. Den periode var så begivenhedsrig, at den har sat sig spor helt frem til i dag. Ja, måske ville vi i dag slet ikke have regimentsmusik uden for Livgarden, hvis ikke besættelsen var kommet.

Vagtparaden omkr. 1939. Musikdirigent Th. Dyring på fløjen. (Postkort)

Situationen den 9. april 1940 da de tyske tropper besatte Danmark var, at dansk militærmusik kun bestod af Livgardens Musikkorps. Den resterende del af de danske musikkorps var blevet nedlagt i 1932. Fra den ene dag til den anden forsvandt 16 musikkorps - og 174 musikere blev arbejdsløse.

Heldigvis var ’forbruget’ af levende musikere på den tid langt større end i dag. Der var mange danseorkestre, teaterorkestre, kommunale harmoniorkestre o.a. - foruden naturligvis Statsradiofoniens orkestre (symfoniorkestret, underholdningsorkestret, kabaretorkestret, Bror Kalles Kapel m.fl.) og det Kgl. Kapel. Mange af de afskedigede musikere og musikdirigenter havde fundet stillinger i disse orkestre, men der var dog stadig arbejdsløse militærmusikere.

Det skete ind imellem, at musikere fra de nedlagte regimentsmusikkorps fandt sammen og uniformerede sig ved særlige lejligheder. I  Tivoli ændrede man i 1933 og nogle år frem Tivolis Harmoniorkester til et 'militærorkester' i blå dragonuniformer -dirigeret af 'musikdirigent' Jean Dupont.

Musikere fra det tidligere 2. Regiments Musikkorps i 'hjemmekomponerede' gardeuniformer ved Rundskuedagen i Aabenraa 1934. Stående som nr. 4 fra venstre den i 1932 afskedigede musikdirigent Hans W. Kofoed. (Foto: Postkort fra Foto-Christensen, Aabenraa)

Tivolis 'Militærorkester' - Tivolis Harmoniorkester i blå dragonuniformer - under ledelse af 'musikdirigent' Jean Dupont i tivoli i 30'erne. (Foto: Tivoli)

Københavns Amts Skyttekorps Musikkorps 1937. (Foto: Rigsarkivet)

Hjemmeværnet var endnu ikke oprettet, men forløberne - f.eks. de gamle amtslige skytteforeninger og det frivillige Kongens Livjægerkorps, havde amatørmusikkorps. Så en smule militærmusik var der dog udenfor Livgarden.

Men bortset fra disse små lyspunkter, var militærmusikken i Danmark fra 1932 til 1940 lig med Livgardens Musikkorps. Befolkningen savnede sin militærmusik - og hæren savnede sin militærmusik. Det var i den tid, man kunne træffe et kompagni soldater traskende efter en højttalervogn, som spillede marchmusik. En parodi på militær anstand, der efter sigende gjorde Kong Christian X rasende, da han engang overværede det.

Men den 9. april 1940 kom der militærmusik til Danmark. Den kom sydfra sammen med besættelsestropperne, og den var tysk. Vi ved ikke, hvor mange musikkorps tyskerne havde i Danmark - kun at der i hvert fald fandtes ét fast frem til 1944 - Kommandanturkapelle Kopenhagen. Her var Friedrich Deisenroth dirigent fra 1943 til 1944. Deisenroth blev senere dirigent for Stabsmusikkorps der Bundeswehr. Men der var flere tyske musikkorps rundt om i Danmark - de kan have været her i kortere eller længere perioder.

Tysk musikkorps giver koncert i Løkken (Pressefoto)

De tyske musikkorps udfoldede en betydelig koncertvirksomhed i det første besættelsesår. Det er omstridt, om der var nogen, der lyttede - de fleste vil i hvert fald ikke indrømme det. General Hillingsø har fortalt, at han prøvede at komme til det som lille dreng i Århus, men hans mor, der var tyskfødt (måske netop derfor), forbød det på det kraftigste.  En af Lars Otto Kristensens gymnasiekammeraters far havde en balkon lige over Gåsepigen i Aalborg. Det hændte et par gange, at et par tyske valdhorn lånte balkonen for at danne ekko til musikkorpset. I bogen ”Dengang og nu i Kolind” (2005) fortælles at Kolind ikke lå længere ude, end at det tyske militære musikkorps holdt koncerter ’med rumsterestang og det hele’ for de soldater, der havde besat Drasbeks Hotel. Det var ikke velset at byens borgere lyttede med, men nogen må jo have gjort det,  for der blev klaget over, at de benyttede ’passagen til højre for Bredgade nr. 9’!

Roslyng-Jensen skriver i bogen ’Danskerne og besættelsen. Holdninger og meninger 1939-1945’, at der i mange byer den første tid var en ’turiststemning’ omkring de tyske tropper, der hurtigt indledte en sand PR-offensiv. ”Ved de offentlige koncerter blev det angivet samstemmende af tyske og danske kilder, at der var godt med tilskuere... I Vordingborg var der ved den første tyske militærkoncert på Slotstorvet kun børn og tyske soldater, mens den anden koncert søndag før pinse havde et stort antal tilhørere... I Odense var der søndag den 19. april tysk militærkoncert i Kongens Have, og her var ifølge en iagttager ualmindeligt stor tilslutning, hvor folk klappede og forlangte ekstranumre”.

Tysk musikkorps på march i Viborg (Foto: Det Kgl. Bibliotek)

Tysk parade ved Fælledparken i København - formentlig med Kommandanturkapelle Kopenhagen. (Foto: Det Kgl. Bibliotek)

Den 13. juli 1940 kunne et tysk militærorkester på Rådhuspladsen i København trække 200 tilskuere. Og der blev klappet. Den 11. august blev der holdt en parade i Hillerød med deltagelse af en gruppe soldater, der var dekoreret i Frankrig. Bagefter gav musikkorpset koncert ved Slotspavillonen, hvor temmelig mange af byens borgere mødte frem. I Helsingør var stemningen ved et tilsvarende arrangement dog mærkbart køligere. I København trak en tysk militærparade i fælledparken 8000 tilskuere, men bifaldet var begyndt at blive ’ironisk’. Den 2. september var der kun få tilhørere til en koncert i Fredericia, ”selvom repertoiret var danske komponister”! I maj 1941 trak en tysk koncert i KB-Hallen ikke mange tilhørere trods et populært program. Og den 26. september var der til en militærkoncert i Horsens ingen tilskuere trods det gode vejr. Dermed var det formentlig slut, måske med undtagelse af en koncert d. 26. januar 1942 i Kolding.

For det, der var tilbage af den danske militærmusik - Livgardens Musikkorps - betød besættelsen store forandringer. Vagtparaden ophørte fra den 9. april 1940. Den blå vagtuniform blev gemt bort - al tjeneste foregik i garnisonsuniformen.

Livgardens Musikkorps i garnisonsuniform fotograferet sammen med Kronprinsen på Rosenborg Kaserne 1941 i anledning af dirigentskiftet. Til venstre for Kronprinsen den afgående musikdirigent Th. Dyring - til højre den tiltrædende musikdirigent Georg A. Madsen. På fløjen stabstambour Leo Sevel. Se billedet i fotogalleriet, hvor alle navne er nævnt. (Foto: Livgarden)

Men der skulle ske langt mere afgørende forandringer. Der var nu gået 9 år siden regimentsmusikkorpsene uden for Livgarden var blevet nedlagt. I dette tilfælde gjaldt det gamle ord om, at ’tiden læger alle sår’ ikke. Savnet var stort, og sammenholdt med den tyske besættelse og ankomsten af tyske musikkorps førte det til, at man i den militære ledelse i efteråret 1940 - med støtte fra regeringen - besluttede, at Danmark skulle have nogle af sine regimentsmusikkorps tilbage.

Oberst, kammerherre Hans Harding Sonne - chef for Hærens Musiktilsyn 1928-1955

Den mand vi formentlig først og fremmest kan takke for genoprettelsen af den danske regimentsmusik, er oberst, kammerherre Hans Harding Sonne. Harding Sonne var officersuddannet og var fra 1927 til 1932 kontorchef i Krigsministeriet. Han blev udnævnt til oberstløjtnant i 1931, og blev i 1932 oberst og chef for 2. Artilleriafdeling. Men Harding Sonne var også en dygtig musiker med en grundig uddannelse i musikteori og instrumentation. Han komponerede operaer, scenemusik, kantater, sange og marcher. Kombinationen af officer og musiker gjorde ham velegnet til chef for Hærens Musiktilsyn, hvilket han var fra 1928 til 1955.

Allerede den 8. juni 1940 kom der en indstilling fra Generalkommandoen til Krigsministeriet om oprettelse af civile danske musikkorps. Generalkommandoens motivering for musikkorpsenes oprettelse var, at tyske musikkorps i vid udstrækning samlede tilhørerskarer af civile. Generalkommandoen måtte ”anse dette forhold for lidet værdigt og kunne ønske, at man som modvægt lod danske musikkorps i større udstrækning end hidtil afholde koncerter, således at offentlig koncertgivning ikke hovedsagelig tilfaldt de tyske besættelsestropper”. Indstillingen sluttede således: "Generalkommandoen indstiller derfor, at Krigsministeriet foranlediger, at der oprettes 2 á 3 civile, danske musikkorps til anvendelse ved offentlig musiceringer fortrinsvis i byer, der har dansk eller tysk garnison. Såfremt der senere måtte blive mulighed derfor, kunne disse musikkorps overgå til hæren som militære musikkorps. De bør have en sådan sammensætning, at en sådan senere ændring lettes. sign. W.E.Prior”.

Hvad der i den nærmeste tid herefter er passeret kan ikke udledes af arkiverne, men den 7. september modtager Hærens Musiktilsyn underhånden en opstilling over budget m.v. for 4 nye militære musikkorps. Den 29. oktober underretter Generalkommandoen Hærens Musiktilsyn om, at den har anmodet Generalen for Fodfolket - "... da Generalkommandoen er bekendt med, at man indenfor regeringen overvejer mulighederne for at oprette et mindre antal musikkorps" - om i forbindelse med chefen for Hærens Musiktilsyn, at udarbejde og inden udgangen af november at fremsende forslag til eksercermæssige "Bestemmelser for et musikkorps ved fodfolket". Den 20. november 1940 modtager Hærens Musiktilsyn et udkast til annoncering, instrumenter, musikstuer o.s.v. Annonceringen skal starte "umiddelbart efter bemyndigelseslovenes stadfæstelse".

Herluf Trollesgades Kaserne, hvor 'Hærens Musikskole' fik til huse, som bygningen ser ud i dag - bygget i 1873, men kun med to etager. Her rummede den 'Den Kgl. Mønt' frem til 1923. I 1926 blev der bygget en 3. etage på, og bygningen blev postgirokontor frem til 1940. Den var således ledig, da de tyske besættelsestropper beslaglagde en del af de københavnske kaserner, så fra 1940 til 1946 blev den til 'Herluf Trollesgades Kaserne'.

I Rigsdagen forelagde forsvarsminister Søren Brorson den 2. oktober 1940 i folketinget forslag om ændringer i bemyndigelsesloven til hæren, der gjorde det muligt at oprette et mindre antal militære musikkorps. Forslaget blev meget positivt modtaget af partiernes ordførere og lovforslaget havde en tilsvarende let og hurtig gang gennem landstinget. Den 6. december blev ændringerne stadfæstet som lov nr.637/1940.

Hele sagen blev interesseret fulgt af pressen, som siden musikkorpsenes nedlæggelse i 1932, jævnligt havde taget emnet op med krav om en genindførelse af de danske regimentsorkestre.

Herefter følger en ret omfangsrig korrespondance mellem Hærens Musiktilsyn, Generalstaben, regimenter m.fl. vedrørende dirigenternes ansættelse, musikkorpsenes karakter og besætning, instrumenter og noder m.v. - herunder oprettelse af en samlet uddannelsesskole, hvortil musikdirigent Th. Dyring fra Livgarden (der skal gå på grund af alder pr. 1. april 1941) foreslås som leder. ’Hærens Musikskole’ blev dermed det sted, hvor de nye musikere skulle uddannes til militærmusikere.

Skolen fik til huse i Herluftrollesgades Kaserne på hjørnet af Herluf Trollesgade og Holbergsgade. Der blev så annonceret i landets aviser efter 60 musikere til genoprettelsen af 4 musikkorps.

Lærere og elever på Hærens Musikerskole i Herluf Trollesgade 1941. Se billeder i fotogalleriet med alle navne. (Foto: Fyns Militærhistoriske Samling)

Af de musikere, der den 1. februar 1941 mødte på skolen, var de fleste helt nye i militær sammenhæng, og de blev ansat som musikere ’på prøve’. Men der mødte også et antal af de musikere, der var blevet afskediget i 1932, og som nu var blevet genansat med deres tidligere rang af officianter. De var befalingsmænd, gik med skrårem og de nye musikere skulle aflægge honnør til dem. Skolen fik i sin korte levetid Kaptajn P. Henningsen fra Livgarden som chef - den blev nedlagt den 1. maj 1941.

5. Regiments Musikkorps på marchtræning i Tivoli, marts 1941. Musikdirigent Tage Juul Christoffersen konfererer med stabstambour Koch. Ham hører vi om senere i forbindelse med tyskernes angreb på Næstved Kaserne 29. august 1943. (Foto: Tage Kristensen)

Der skulle oprettes musikkorps ved 2., 3., 4. og 5. Regiment. De fire musikdirigenter - Aage V. Beyer, Carl Simonsen, Tage Juul Christoffersen og Hans W. Kofoed - var alle tidligere musikdirigenter fra perioden før 1932.

Skolen skulle på 3 måneder uddanne musikerne både militært og musisk. Alle havde gymnastik og ekcersits. Alle skulle lære at slå på tromme og blæse signalhorn. Signalerne for de enkelte bataljoner og signaler for frem- og tilbagerykning skulle læres. Der var undervisning af lærere fra musikkonservatoriet i hørelære (solfege), musikhistorie m.m.  Alle blev også ført til koncerter i Odd-Fellow Palæet, Torsdagskoncerter i Radiohuset og forestillinger på Det Kgl. Teater. De fire musikkorps havde separate musikprøver og marchøvelser - sidstnævnte foregik i det vinterlukkede Tivoli.

En nyskabelse ved genindførelsen af regimentsmusikken i 1941 var, at musikkorpsene igen fik en stabstambour (populært kaldet tambourmajor). Den funktion var - bortset fra hos Livgarden - ellers forsvundet omkring 1870. I den mellemliggende tid havde regimentsmusikkorpsene klaret sig med, at stabshornblæseren (senere musikdirigenten) gik foran musikkorpset uden tambourstav. Senere - da musikkorpsene i 1909 blev skåret voldsomt ned - måtte stabshornblæseren spille med og måtte så med sit instrument gøre tegn, når musikken skulle slås af eller sætte ind. De nye stabstambourer var dog ikke musikere, men officianter, der skulle oplæres i at gå foran musikkorpset og give de rigtige kommandoer med tambourstaven. Deres lærer på Hærens Musikerskole var naturligvis stabstambour ved Livgarden, Leo Sevel.

Den 4. april indstiller Hærens Musiktilsyn, at korpsene sidst på måneden musicerer på hospitalerne og i De Gamles By m.fl. steder. Den 21 april 1941 kan ’Berlingske Aftenavis’ berette, at ”De nye Militærorkestre debuterer i Fælledparken på Søndag ved en stor fælleskoncert, der transmitteres af Statsradiofonien”. Den 26. april omtales musikkorpsenes besøg besøg på hospitalerne, hvor de "blev modtaget med jubel af patienterne”.

Den 27. april 1941 præsenteredes de genoprettede musikkorps så ved en marchtur gennem København, efterfulgt af en stor fælleskoncert i Fælledparken i København. Mere end 50.000 københavnere var mødt op for at byde dansk regimentsmusik velkommen tilbage. Også datidens TV-avis, ’Ugerevyen’ i biografen, dækkede med Gunnar ’Nu’ Hansen ved mikrofonen begivenheden, ligesom Statsradiofonien transmitterede koncerten direkte.

'Triumfmarchen' gennem København til Fælledparken - de fire genoprettede musikkorps blev modtaget med jubel. (Foto: Jørgen Voigt Arnsted

Fælleskoncerten i Fælledparken. Musikdirigent Tage Juul Christoffersen på podiet. (Foto: Niels Friis 'Militærmusikken')

Programmet for koncerten, fastlagt af Hærens Musiktilsyn den 24. marts, afvikledes under de fire dirigenters skiftende ledelse og omfattede (marcheksemplerne her spillet af 8. Regiments Musikkorps):

Kong Christian

C. C. Møller: Bataille-March

H. J. Larsen: Danske Toner

H. C. Lumbye: Kong Christian den IX´s Honnørmarch

Edvard Grieg: Landkjenning

H. Hass: De Danske Dragoner

I. Kofoed: Potpourri over danske soldatersange

Louis Ganne: Husar Vals

J. Norup: Holger Danske Marsch.

Der er et yndigt land.

Den 28. april behandlede ’Politiken’ koncerten således: ”En mægtig menneskemængde fulgte korpsene gennem byen til parken, hvortil korpsene ankom med et følge 20 gange vagtparadens. Koncerten fik et stilfuldt og festligt forløb, og alle dirigenter fik rød/hvide buketter. Ved afslutningen svulmede bifaldet til hyldest. Et leve for kongen fulgtes af ”Kong Christian”. En og smuk og flot premiere”. Samme dag bragte ’Berlingske Tidende’ overskriften: ”50.000 til militærmusik i Fælledparken i går” over en tospaltet artikel, hvor det bl.a. hedder: ”Efter krav fra tilskuerne gentoges ”Kong Christian”, hvortil de sluttede sig med sang lige som til ”Kongernes Konge”. Under marchen til Fælledparken fulgtes orkestrene af så tætte skarer, at fire ridende og adskillige betjente til fods havde stærkt besvær med at føre musikkorpsene igennem. Var turen gennem byen en triumf, var koncerten det tifold mere”.

Umiddelbart efter det store arrangement i København, sluttede musikkorpsene sig til deres garnisoner, hvor modtagelsen ikke var mindre hjertelig. Men musikkorpsene blev ikke placeret hos deres regimenter i Viborg. Vordingborg, Roskilde og Haderslev. Forklaringen er, at tyskerne kun var gået med til, at der måtte være danske garnisoner i Næstved, Holbæk, Sønderborg og Randers. I regimenternes oprindelige garnisonsbyer var der kun små vagtstyrker og stabe. 5. Regiments Musikkorps blev indkvarteret på Gardehusarkasernen i Næstved, 3. Regiments Musikkorps fik garnison på Dragonkaserneni Randers, 4. Regiments Musikkorps fik garnison i Holbæk og 2. Regiments Musikkorps blev placeret i Sønderborg.

4. Regiments Musikkorps og musikdirigent Carl Simonsen giver velkomstkoncert i Holbæk 1941. (Foto: Privateje)

Den 29. og 30. april omtalte ’Berlingske Aftenavis’ musikkorpsenes modtagelse i de sjællandske garnisonsbyer under overskrifterne: ”Flagsmykket modtog Næstved sit militærorkester” og ”Militærmusikken fik en strålende velkomst i formiddag i Holbæk”. Den 1., 3., og 5. maj bragte ’Nationaltidende’ omtale med billeder og overskrifterne: ”Næstved modtog sit militærorkester med stor jubel” -  ”Gaderne flagsmykket, blomsterhilsen til dirigenten” – ”Festdag i Holbæk” – ”To byer modtager med jubel deres militærorkestre”. -  ”Blomsterregn over musikkorpset i Sønderborg” - ”20.000 modtager militærorkestret i Randers”. Og den 5. maj bringer ’Politiken’ en stor reportage under overskriften: ”Provinshyldest til militærmusikken” om begivenhederne i Randers og Sønderborg.

Genindførelsen af dansk regimentsmusik gik bestemt ikke stille af - men her skal man nok også tage den tyske besættelse i betragtning. Der var meget national manifestation i hyldesten til de fire danske musikkorps.

Så begyndte hverdagen for musikkorpsene. Men at det ikke var et givtigt job at være ung militærmusiker ’på prøve’, fortæller Tage Kristensen (piccoloblæser i 5. Regiments Musikkorps) om: ”Stillingen var, hvad man kaldte partiel tjeneste, d.v.s. ikke fuldtidsbeskæftigelse. Vi havde kun ca. 3 timers musikprøve om formiddagen, og så holdtes en times koncert om eftermiddagen på skiftende steder. Da tjenestetiden var så kort, var lønnen heller ikke så stor, men vi kunne jo tjene lidt ekstra ved at spille privatmusik. Den første tid i Næstved var der også bud efter os til at spille ved byfester, soldaterjubilæer og lignende. Hele sommeren var jeg med i et civilt orkester, som spillede i Vordingborg til en ugentlig koncert i en park nær Gåsetårnet. Men så blev det vinter, og der var ikke mange muligheder for ekstrafortjenester ved musikken, da jeg ikke var den store balmusiker. Kollegerne i orkestret havde i øvrigt heller ikke meget at lave - vi var jo 15 professionelle musikere, der pludselig tog bolig i Næstved-området, hvor der i forvejen var musikere nok. Vinteren 1941-42 blev en isvinter, hvor have og bælter frøs til. Vi fik endnu mindre arbejdstid, da vi ikke kunne holde udendørs koncerter, når det frøs helt ned til 30 grader. Jeg besluttede at sige op pr. 1. januar 1942 . Lønnen som militærmusiker kunne ikke dække udgifterne til kost og logi.” (læse hele artiklen med Tage Kristensens erindringer her).

Til hærens og befolkningens store glæde kunne man nu igen se og høre regimentsmusikken. Primært selvfølgelig i de fire garnisonsbyer, men alle musikkorpsene prøvede så godt som det var muligt, at dække deres ’opland’ - der blev rejst meget.

Både 3. og 5. Regimenters Musikkorps blev åbenbart inspireret af deres garnisoner hos hhv. Gardehusarerne og Dragonerne. 5. Regiments Musikkorps kaldte sig uofficielt ’Gardehusarregimentets Musikkorps’ - og forsøgte sig som beredent musikkorps. Og i Randers oprettede musikere fra 3. Regiments Musikkorps et beredent trompeterkorps - med pauker. Også 3. Regiments Musikkorps kaldte sig ind imellem - uofficielt - ’Dragonregimentets Musikkorps’.

5. Regiments Musikkorps i Næstved 1941. Musikdirigent Tage Christoffersen dirigerer. På fløjen stabstambour Koch og ved siden af ham står Tage Kristensen med sin piccolo. (Foto: Tage Kristensen)

5. Regiments Musikkorps 1943 i 9-mands besætning til hest og iført gardehusaruniformer. (Foto fra 'Gardehusarkasernen 29. august 1943')

 

Musikere fra 3. Regiments Musikkorps i Randers 1942 som Dragonregimentets Trompeterkorps. (Foto: Dragonbogen)

2. Regiment med musikkorpset i spidsen forlader Sønderborg i november 1942 med kurs mod Faaborg. (Foto: Niels Hansen)

 

I efteråret 1942 forlangte den tyske besættelsesmagt Jylland rømmet for danske garnisoner. Man var bange for en allieret invasion på vestkysten, og man var åbenbart ikke - sikkert med rette - helt overbevist om, hvor den danske hærs loyalitet ville ligge i en sådan situation.

3. Regiment havde på det tidspunkt stadig sin stab og nogle få kompagnier i Viborg. Den 13. november 1942  marcherede regimentet diskret, med tildækkede faner og med musikkorpset i spidsen gennem sidegaderne til banegården for at blive fragtet til Nyborg. Her blev man bestemt ikke modtaget 'i stilhed'. Hele byen var flagsmykket og på benene for at byde soldaterne velkommen. Regimentet blev indkvarteret på kurhotellet Nyborg Strand og det nærliggende vandrerhjem. Musikkorpset var - sammen med de yngre officerer - indkvarteret i ’Klosterhuset’, den bagerste del af hotellet.

Også 2. Regiment med musikkorps måtte forlade Sønderborg, men her blev afskeden benyttet til en national markering. Tusinder af mennesker overværede afskedskoncerten foran rådhuset og fulgte senere regimentet gennem - og ud af - byen. Regimentet blev forlagt til Faaborg, der således for en kort tid blev garnisonsby. Musikdirigent Kofoed takkede efterfølgende i en avisannonce for hyldesten.

Fyn, der i 1941 ikke fik et regimentsmusikkorps genoprettet, havde nu hele to - 2. Regiments Musikkorps i Faaborg og 3. Regiments Musikkorps i Nyborg. Opgaverne for musikkorpsene var næsten udelukkende koncerter for civilbefolkningen. Det var ofte under besværlige forhold - til en koncert i Kerteminde måtte musikerne fra 3. Regiments Musikkorps således cykle frem og tilbage. Flere af musikerne havde private engagementer på restauranter i de omliggende byer om aftenen. Det blev der taget hensyn til. Efter de dengang gældende regler skulle hæren nemlig tilstræbe ikke at gennemføre musicering efter klokken 19, således at musikerne kunne supplere den ret lave aflønning.

Livgarden med musikkorpset i spidsen på vej hjem fra skydeøvelser på Amager. (Foto: Livgardens Historiske Samling)

I Livgarden reduceredes musikkorpsets aktiviteter betydeligt i de første år af besættelsen. Man gik i spidsen for kompagnierne og bataljonerne på vej til og fra øvelser - f.eks. skydeøvelser på Amager - så ind imellem kunne Københavnerne stadig se og høre Livgarden på march med fuld musik. Men ellers var der også i Livgarden mest tale koncerter for civilbefolkningen. Et højdepunkt var en koncert den 24. april 1942 på KFUM’s soldaterhjem i Gothersgade. Anledningen var hjemsendelsen af et indkaldelseshold. Ved den lejlighed dirigerede Kronprins Frederik en del af numrene. Musikkorpset havde i 1941 skiftet musikdirigent. Den meget populære Th. Dyring afgik efter næsten 19 år som musikdirigent. Ny dirigent blev Georg A. Madsen. Han var fra 1924 musikdirigent ved 6. Regiments Musikkorps i Odense og fra 1931 ved 1. Regiments Musikkorps i København. Her blev han i 1932 afskediget, da musikkorpset blev nedlagt, og i de følgende 9 år sad han som klarinettist i det Kgl. Kapel indtil han i 1941 blev udnævnt til musikdirigent ved den Kgl. Livgarde.

De uundgåelige spændinger mellem Danmarks folk og besættelsesmagten voksede voldsomt i løbet af sommeren 1943. Allerede i november 1942 havde regeringen måttet gå med til udlevering af betydelige mængder våben og udrustning fra hærens beholdninger til tyskerne. Den 29. august 1943 sagde den danske regering nej til tyskernes krav om undtagelsestilstand og nedlagde dermed sig selv. Baggrunden var en lang række af strejker og uroligheder vendt mod tyskerne og regeringen - det såkaldte augustoprør. Den 29. august 1943 trådte den danske regering tilbage. Tyskerne, der i lang tid havde været meget utrygge ved eksistensen af et dansk forsvar, gik nu målrettet efter hæren og flåden. Som det er de fleste bekendt, nåede flåden at sænke størstedelen af sine skibe. Forsvaret blev nu - efter spredte, men heftige kampe - afvæbnet og interneret. Det gjaldt også musikkorpsene.

3. Regiments 'Kaserne' fra den 13. november 1942 til den 29. august 1943 - kurhotellet 'Nyborg Strand'. (Postkort)

I weekenden 28.-29. august 1943 var 3. Regiments Musikkorps arbejdsfri, og flere af musikerne var på orlov i Jylland og således ikke i Nyborg, da tyskerne angreb regimentet søndag morgen 04:20. Kampen blev kort, da det hurtigt kunne konstateres, at det var et regulært angreb af en stor overmagt. I overensstemmelse med instrukserne måtte den lille styrke kapitulere. Regimentet havde 3 dræbte og 7 sårede - tyskerne ca. 25 dræbte og 17 sårede. De musikere, der var i Jylland, blev beordret til Nyborg og blev interneret sammen med det øvrige personel. Musikere med højest rang blev interneret med officererne på Hindsgaul ved Middelfart, medens de yngre blev på Hotel Nyborg Strand sammen med de yngre befalingsmænd.

Musikdirigent Aage V. Beyer var heller ikke tilstede på ’kasernen’ da tyskerne angreb. Han var i Tivoli. Der var en gammel tradition for, at musikdirigenterne hvert år havde tjenestefrihed 1 måned uden løn for at opretholde den gamle tradition, at de militære musikdirigenter gæstedirigerede hos Tivolis Harmoniorkester. Denne forbindelse mellem Tivoli og militærmusikken må være en reminiscens helt tilbage fra Tivolis første år, hvor H.C. Lumbyes orkester, placeret i den ene ende af koncertsalen, spillede skiftevis med et harmoniorkester af militære Hoboister i den anden ende.

Mødebygningen 'Hermon' på hotel Nyborg Strand, der blev anvendt som musiklokale af 3. Regiments Musikkorps under garnisoneringen i Nyborg og som brændte ned til grunden under angrebet den 29. august. (Postkort og foto fra Nyborg Stadsarkiv)

Da Aage V. Beyer hørte om angrebene og interneringen, hastede han til Odense midt under dette engagement i Tivoli.  Han fik foretræde for den tyske kommandant og forklarede denne, at musikerne slet ikke var soldater, men civile musikere, der var lejet til at spille for soldaterne. Den forklaring tog tyskerne for gode varer, men ville til gengæld have musikkorpsets instrumenter udleveret. Det kunne desværre ikke lade sig gøre, meddelte musikkorpset, da de havde været opbevaret i den bygning -  ’Hermon’ - der var nedbrændt under angrebet!!

Musikkorpsets instrumenter og noder var naturligvis ikke brændt, men gemt på snedig vis. Noderne var ’sat i banken’ i Nyborg, og musikerne havde naturligt nok taget hånd om deres egne personlige instrumenter. De fælles orkesterinstrumenter, slagtøj o. lign., var deponeret forskellige steder. F. eks. stod de fornemme gamle rytterpauker (se fotoet fra 1942 af 'Dragonregimentets Trompeterkorps') - der var krigsbytte fra rytterslaget ved Århus i 1849 og som tyskerne ved flere lejligheder forgæves havde prøvet på at få udleveret - fra musikkorpsets afrejse til Fyn og resten af krigen gemt i krypten under Sct. Mortens Kirke i Randers. De pynter nu i Prinsens Musikkorps musikhus på Kasernen i Skive. Efter hjemkomst til Randers blev noder og overskydende musikinstrumenter gemt i kasser under tørvene i kælderen under musiker F. Beider Nielsens bungalow i det nordlige Randers. Naturligt nok, da Beider var arkivar.

I Næstved gik det også voldsomt for sig. Tyskerne havde et godt øje til Næstved garnison. Det var landets største garnison, som med sine hurtige tropper og talrige automatiske våben i tilfælde af en engelsk landgang, alvorligt ville kunne hindre tyske troppebevægelser mellem København og Korsør. Kun en uge før den 29. august, holdt Næstved Garnisonen en forældredag. Alle sejl var sat til for at lave et storslået arrangement, hvor der bl.a. blev vist en kamp mellem alle våbenarter. Man havde inviteret soldaterforeningerne, der med mere end 350 deltagere og 12 faner afgik fra banegården med 5. Regiments Musikkorps i spidsen. Næstved Tidende fortæller, at der var 8000 gæster. En stor reportage i Billed Bladet viste de danske styrkers færdigheder. Det skærpede naturligvis tyskernes fokus på netop Næstved garnison.

Den 28. august kl. 5.00 tilgik der Gardehusarkasernen meddelelse fra Sjællandske Division om, at den politiske situation mellem Danmark og Tyskland var kritisk. Senere på dagen indgik der yderligere orientering om, at situationen havde forværret sig. I løbet af aftenen den 28. august stod det klart at tyskerne ville angribe kasernen. Kl. 19 besluttede garnisonskommandanten Oberst H.M.A. Fog derfor, at der natten over skulle være en meget betydelig vagtstyrke og at den øvrige styrke skulle holdes i højt beredskab. 5. Regiments Musikkorps havde et antal værnepligtige og prøveansatte musikere som bl.a. havde til opgave at blæse reveille, retraite og honnørsignal for flaget. På denne aften var der fra 5. Regiments Musikkorps stabstambour, officiant H.A. Koch, en musiker på prøve samt fire værnepligtige musikere til stede på kasernen. Musiker på prøve Knud Hovaldt Christensen og værnepligtig musiker Aage Clemmensen blev udvalgt til at - om nødvendigt - at afgive hornsignal efter oberstens bestemmelse. De fastansatte musikere opholdt sig i deres boliger udenfor kasernen.

Musikere fra 5. Regiments Musikkorps på kasernen i Næstved 1943. Yderst til venstre værnepligtig musiker Aage Clemmensen og ved siden af ham musiker på prøve, Knud Hovaldt Christensen. (Foto fra bogen 'Gardehusarkasernen 29. august 1943)

Kl. 4.45 begyndte kampene på Gardehusarkasernen. En kraftig beskydning  fra svære fodfolkskanoner, maskingeværer og morterer brød løs. Projektilerne slog gennem de ydre mure og passerede for de størres vedkommende rummenes indervægge og fløj ud på gangene. Da beskydningen tog til i styrke besluttede man, at lægge kommandostationen udenfor bygningen, fordi projektiler og sprængstykker trængte ind i rum og gange fra begge sider. Ved den nordlige udgang fik to officerer forbindelse med officiant (stabstambour) H.A. Koch, to menige ordonnanser og to musikere. De kom ud fra de værelser, der vendte ud mod skoven, der allerede var hårdt medtaget. De to musikere og stabstambouren fulgte med kommandostationen til den nye position.

Da de tyske tropper tydeligvis var særdeles overlegne i antal og udrustning, skønnede oberst Fog at den danske regering var sat ud af spillet, og man således ikke havde nogen baggrund for videre kamp. Det blev besluttet at søge kampen indstillet for at undgå flere blodsudgydelser. Der sendtes to grupper ud med parlamentærflag. Kaptajn Jespersen og gardehusar 686-43 Anker Jørgensen (senere Danmarks Statsminister) gik gennem ’Gabet’ hvor der stadig blev skudt. Kaptajn Birkhede og  stabstambour, officiant H.A. Kock gik med en menig med parlamentærflag gennem østre gennemgangsport der ligeledes var under ild. Samtidig lod Garnisonskommandanten give hornsignal til ildens ophør. Klokken var da 5.20. Men det kneb for signalet at trænge igennem og det var ikke var let for parlamentærerne at blive bemærket i tusmørket. Man kan forestille sig den dramatiske situation, hvor de to musikere forsøgte at komme igennem med deres hornsignaler i det inferno af skud og  kamptummel der herskede. Den ene - Knud Hovaldt Christensen - var på det tidspunkt kun 16 år gammel. Han havde i marts måned 1943 vundet en konkurrence om en stilling i 5. Regiments Musikkorps og var i gang med sin prøvetid. Kampene kostede på dansk side to døde og 4 sårede. På tysk side 3 døde og 19 sårede.

Musiker på prøve - 16-årige Knud Hovaldt (Foto fra bogen 'Mesteren')

En anden - lidt afvigende og mere personligt ’farvet’ - beretning er hentet fra bogen 'Mesteren', hvor kgl. kapelmusikus Knud Hovaldt fortæller sine erindringer til journalisten Annie Brøndsholm.:

"Garderhusarkasernen i Næstved blev indtaget af de grønne besættelsestropper efter et fortvivlet forsvar af den langt underlegne danske styrke. De tyske projektiler sprøjtede ind over kasernen, og kammerherreinde Inger Fogs vasketøj blev perforeret af kugleregnen. Inger Fog var gift med den berømte ridesportsekspert, kammerherre, oberst Magnus Fog. Oberst Fog var chef for regimentet, og da der ude fra linien kom en soldat med en melding om, at nu kunne man ikke længere holde stand mod overmagten, beordrede han regimentets trompeter til at blæse kampen af. Trompeteren var Knud Hovaldt, og soldaten med depechen ude fra kamplinien var Anker Jørgensen, der blev Danmarks Statsminister i 1972. De har begge to oplevet skud, der bragede ind over kasernen, men de nåede uskadte frem til regimentschefens bolig, der var blevet ramt af adskillige granater. Det var Anker Jørgensen, der sprang op for at hente en hvid damaskdug hos fru Fog og ved hjælp af et kosteskaft forsøgte at hænge den ud af vinduet. Dengang kendte de to værnepligtige ikke hinanden, men det gør de senere så kendte danske personligheder på hver sit felt nu. Ved Garderhusarregimentets 50 års garnisonsjubilæum i august 1990 var Knud Hovaldt og Anker Jørgensen begge blandt æresgæsterne."

Anker Jørgensen fortæller om kampene i 2003 i anledning af 60 årsdagen: "Endelig når vi frem til
oberstløjtnant Fog. Han siger til mig. ”Soldat, tag en hvid dug i officersmessen og bind det til et
kosteskaft. Stik det dernæst udenfor, så tyskerne kan se, at vi overgiver os”. Soldat Nakskov
og jeg går ned i gården sammen med trompetist Knud Hovaldt, som senere blev solotrompetist i det Kongelige Kapel. Hovaldt blæser hornsignalet ”Hold inde”, som tegn på, at vi overgav os. På grund af det voldsomme skyderi tog det et stykke tid, før skydningen ophørte,”
siger Anker Jørgensen. Det var altså ikke oberstindens hvide damaskdug, der måtte bruges.

Efter kampene blev alle interneret på kasernen. Oberst Fog blev dansk lejrchef under interneringen. Der var samlet ca. 1200 soldater og befalingsmænd. Alle var fanger, men fik heldigvis lov til sørge for egen forplejning og sørge for beskæftigelse. Den tyske kaptajn der havde kommandoen, blandede sig meget lidt og viste en udpræget tillid. Fra befolkningen i Næstved om omegn strømmede det ind med gaver til de internerede. Hver søndag blev der på idrætspladsen afholdt feltgudstjeneste. Det var begrænset, hvad man kunne gøre for at beskæftige mandskabet på hverdagene. Rytterne havde det lettest - de havde hestene at passe og røre. Men sport, sang og undervisning var foretrukne aktiviteter. Udefra kom 'Apollorevuen' fra København og optrådte på den store tribune, der blev bygget i Ridehuset. Og 'Cirkus Miehe' kom med sin forestilling. Soldaternes egne talenter optrådte og ikke mindst 5. Regiments Musikkorps var populært. I oktober måned åbnedes ’fængslets’ porte, og de internerede spredtes for alle vinde.

Også ved 2. Regiments garnison i Faaborg var der kampe.

På Holbæk Kaserne overgav man sig uden kamp. Instruksen til garnisonerne (fra maj 1943) lød på, at, hvis der fra tysk side blev stillet krav om overtagelse af kasernen, våben m.v., så skulle man forhandle med chefen for de tyske tropper, der stillede kravene. Og man skulle meddele, at der skulle indhentes forholdsordre fra højere myndigheder, før noget blev afgivet. Skulle en mindre tysk militær styrke forsøge med magt sætte sig i besiddelse af dansk militær ejendom, så skulle et sådant forsøg afvises med magt (der skulle altså kæmpes). Men hvis der var tale om en tydeligvis overlegen tysk styrke, så skulle man fra dansk side give efter - under protest.

4. Regiments Musikkorps blev interneret i Horserød-Lejren. En af musikerne var Martin Rosenkvist. Hans sønner husker faderen fortælle om interneringen: ”Tyskerne holdt et vågent øje med os, og hvis vi ikke bevægede os hurtigt nok frem og tilbage til kostforplejningen, kunne de finde på at skyde op i luften. Det satte fut i os”. De blev frigivet hen på efteråret.

Også Livgardens musikere blev interneret den 29. august. Men musikdirigent Georg Madsen gik til tyskerne på Dagmarhus og sagde, at musikerne var helt nødvendige i det Københavnske forlystelsesliv. Efter den besked blev de hurtigt sat på fri fod.

Efter frigivelsen af de danske militærmusikere, rejste de til deres hjembyer. Og nu begynder en af de mest specielle perioder i dansk militærmusiks historie.  Efter kort tid kom der en lakonisk meddelelse fra Krigsministeriet:

Man var altså ikke afskediget eller suspenderet fra hæren. Og nu dukker oberst Harding Sonne igen op med en skrivelse af 11. november 1943. Her til 2. Regiments stab, men også de øvrige regimenter med musikkorps fik tilsvarende breve.

Igen den 15. november er der brev fra oberst Sonne - nu med en håndskreven tilføjelse af musikdirigent Hans W. Kofoed - formentlig sendt til alle musikere i 2. Regiments Musikkorps:

Om musikprøverne er kommet i gang i Faaborg er uvist, men musikkorpset holdt i 1944 regelmæssige prøver og koncerter i Sønderborg. I et avisudklip fra ’Jydske Tidende’ 1944 kan man læse:

”Det er ikke mere end nogle faa Uger siden, at Musikdirigent Hans Kofoeds Hornorkester i Slotsgaarden gav en Koncert, der blev transmitteret af Statsradiofonien, og nu er Orkestret paany blevet opfordret til at spille i Radioen, nemlig førstkommende Søndag Kl. 12-14, og det maa i høj Grad siges at være en Ære. Det hører nemlig til Sjældenhederne, at man fra Statsradiofoniens Side henvender sig til et og samme Orkester med saa korte Mellemrum, men naar det nu er sket heri Sønderborg, saa er det, fordi man har opdaget, at Orkestrets Musik er lige saa førsteklasses, som Orkestret er populært, og at der i Slotsgaarden er de bedste akustiske Forhold. Som sidste Gang bliver der ikke Adgang til Koncerten ad anden Vej end gennem Højttaleren.” Og i et program fra den 29. marts fra Sundeved Ungdomsforening står - foruden programmet for koncerten - ”Orkester: Medlemmer af tidligere 2. Regiments Musikkorps. Dirigent H. W. Kofoed”.

I Næstved har der også været aktiviteter i 5. Regiments Musikkorps. Musiker på prøve, Knud Hovaldt, rejste efter interneringen hjem til Hjørring, men blev igen kaldt tilbage til Næstved - som han selv fortæller - ’som civil musiker’. Man spillede nogle få koncerter om ugen på Teknisk Skole, på plejehjem og på hospitaler.

Musiker Martin Rosenkvists sønner husker, at 4. Regiments Musikkorps holdt regelmæssige prøver på Teknisk Skole i Holbæk. Fra Holbæk stammer også et af de få billeder af et koncerterende musikkorps i civil:

Borgmester Alfred hansens 25 års jubilæum i Holbæk 1944. Musikkorpset der spiller foran rådhuset er 4. Regiments Musikkorps i civil, dirigeret af musikdirigent Carl Simonsen. (Foto: Holbæk Stadsarkiv)

Det vederlag, der var nævnt i den korte meddelelse fra Krigsministreriet, var ikke stort. Især var det svært af få tingene til at nå sammen for gifte musikere med børn. Det kunne være en af forklaringerne på temmelig mange opsigelser og nyansættelser i den periode. I Randers udfoldede 3. Regiments musikerne med musikdirigenten i spidsen stor kreativitet for at supplere indkomsten. F.eks. fik man trykt en brochure - ’Musik skal der til’ - hvor man som ’Randers tidl. Regimentsorkester’ eller ’The Military Band’ tilbyder koncerter med efterfølgende bal. Man kan klare ’Liegstouwmusik’, blæsekoncert, strygekoncert og  moderne dansemusik. Når man var ’The Military Band’, var det med swingende saxofoner.


Musikere fra 3. Regiments Musikkorps med musikdirigent Aage V. Beyer (på violin) fotograferet på Hotel Randers i 1944. (Foto: Prinsens Musikkorps)

Ikke alle musikerne var involveret i alle brochurens aktiviteter, så de måtte tage andre korte engagementer hist og her - eller ’spillede på løst’, som der hed. Som det nævnes i brochuren kunne det samlede musikkorps, ’blæsekoncert’, engageres. Der var selvfølgelig tale om civil ’uniformering’. Nogle af de pensionerede musikere, der har bidraget med oplysninger om denne periode, beretter om fotos af musikkorpset i civil under en koncert i Randers-området. En af bidragyderne nævner et billede, hvor musikkorpset spiller koncert - i regnvejr, placeret under et halvtag. Det billede har det desværre ikke været muligt at finde frem til.

Det er i det hele taget lidt usikkert, hvor stort omfanget af de ’civile’ koncerter har været. Pens. musiker F. Beider Nielsen, 3. Regiments Musikkorps - i dag (2008) 93 år - mener f.eks. ikke, at han har deltaget i ’blæsekoncert’ i civil. Han var efter hjemkomsten til Randers og under resten af besættelsen beskæftiget hos DSB. Men jfr. musikerlisten blev han faktisk omplaceret til altbasun i 1944. Også 3. regiments Musikkorps må altså have holdt regelmæssige prøver, men hvor prøverne er foregået, er det til dato ikke lykkedes at opspore. Så trods svære odds har musikerne i nødvendigt omfang, opretholdt musikkorpsets ’aktiviteter’.

Også Livgardens Musikkorps fortsatte sine aktiviteter i civil efter den 29. august 1943. Der blev bl.a. holdt koncerter på hospitaler og plejehjem, så også her må der have været en vis regelmæssig prøveaktivitet.

At dømme efter musikerlisterne, har der været tale om både tilgang og afgang af musikere i de sidste år af besættelsen. Musikkorpsene har været holdt ’intakte’ - både mandskabsmæssigt og musikmæssigt. Det ser ud som om oberst Harding Sonne fra Hærens Musiktilsyn har haft held til at bringe den danske militærmusik helskindet igennem de sidste vanskelige år af besættelsen med stor hjælp fra musikere, musikdirigenter og ’civile’ stabe. Der er altså gode grunde til, at alle 4 regimentsmusikkorps og Livgardens Musikkorps stort set var funktionsdygtige fra første dag efter befrielsen. I Randers formeredes f. eks. 3. Regiment allerede den 1. juni med 450 rekrutter i 3 kompagnier under 6. Bataljon, og den 4. juni 1945 marcherede musikkorpset i spidsen for regimentets soldater fra Klostermarken i Viborg til en velkomstparade med tale af borgmesteren på Nytorv.

Fredericia 6. juli 1945. Den store procession ankommer til Landsoldaten med 2. Regiments Musikkorps i spidsen. (Foto: Niels Hansen)

Aspirantmusikkorpset ved 4. Regiment 1945. Musiker Raymond Kamper dirigerer. (Foto: Martin Corfix)

Man kan levende forestille sig, hvor meget der har været brug for den danske militærmusik i sommeren 1945. Langt større behov, end de fem musikkorps kunne dække. Ved 4. Regiment blev der oprettet et ’aspirantmusikkorps’, der formentlig har været med til at aflaste det egentlige musikkorps. Måske har det samme været tilfældet ved 2. Regiments Musikkorps. I hvert fald kan man læse i Fyens Stiftstidende den 24. august 1945:

”Adskillige - bl.a. mange inden for Modstandsbevægelsens Kreds - undrer sig over, at 2. Regiments Musikkorps glimrede ved sin Fraværelse i Lørdags, da Modstandsstyrkerne stillede op til den store Parade paa Stadion efter en March gennem Byen. Der mødte ganske vist et Slags Militærorkester, som spillede af karsken Bælg, men man behøver ikke at være særlig musikalsk for at konstatere, at der slet ikke var Tale om noget sammenspillet Ensemble. Det spilledes sønder og sammen af de lokale civile orkestre, hvilket forøvrigt ikke kan lægges Militærorkestret til Last. Det skyldtes ikke manglende Vilje, men svigtende Evne. Og det var ikke saa underligt,  for Orkestret, som velvilligst var stillet til Raadighed, bestod af indkaldte Soldater fra Haderslev. De har selvsagt ikke Mulighed for at gøre sig saa stærkt gældende som et permanent Orkester. Vi  har undersøgt, hvorfor 2. Regiments Orkester ikke var mødt frem, og det viser sig, at det spillede i Fredericia! Det holdt en ganske almindelig Koncert paa Torvet der i Byen fra Kl. 15-16. Forøvrigt havde Fredericia i samme Uge Besøg af 3. Regiments Orkester fra Randers. Vi kan endvidere oplyse, at skønt Odense har Ret til to Besøg om Maaneden har 2. Regiments Orkester ikke gæstet Byen en eneste Gang i August Maaned, og saa vidt vi har kunnet faa oplyst, bliver der heller ingen Besøg før nogle Dage ind i September.”

3. Regiments Musikkorps med parade den 29. august 1945 på vej til mindehøjtidelighed og afsløring af en mindesten for de faldne fra 29. august 1943 ved den midlertidige 'kaserne', Hotel Nyborg Strand. (Foto: Privateje)

Netop Fyn var blevet forfordelt ved regimentsmusikkens genindførelse i 1941. Og selv om der fra november 1942 og til 29. august 1943 var to musikkorps på Fyn, så hjalp det jo ikke meget i befrielsesdagene. Odense fik først sit musikkorps  tilbage i 1953 med genoprettelsen af 6. regiments Musikkorps. Dog var der en særlig begivenhed i Nyborg den 29. august 1945. Her afslørede 3. Regiment en mindesten foran Hotel Nyborg Strand for de faldne to år tidligere. Ved paraden gennem byen til Nyborg Strand deltog 58 officerer og menige med de 3 bataljonsfaner sammen med et stort antal pårørende - og med 3. Regiments Musikkorps i spidsen.

Desværre fik besættelsestiden også et trist retsligt efterspil for Livgardens musikdirigent Georg Madsen. I ’Den ekstraordinære Tjenestemandsdomstols Kendelser’ af 6. april 1946 står der (i uddrag) vedrørende sag nr. 279/1946: Auditøren mod Musikdirigent i den kgl. Livgarde Georg August Madsen:

"Ved Auditørens Anklageskrift af 19. Februar 1946 er Musikdirigent i den kgl. Livgarde Georg August Madsen sat under Tiltale til ikendelse af disciplinær Straf for Overtræ­delse af Lov Nr. 322 af 7. Juli 1945 § 1, Stk. 1, Nr. 2, ved under Besættelsen at have udvist uværdig national Optræden, idet han kort efter den 29. August 1943 har dirigeret et tysk Militærorkester... Tiltalte har forklaret, at han den 1. September 1943 efter Tyskernes Aktion mod den danske Hær den 29. August 1943 blev ringet op af Pastor Steenberg ved Citadelskirken, som meddelte ham, at de den 29. August faldne Soldater skulde begraves Dagen efter, altsaa den 2. September 1943. Pastor Steenberg sagde, at Besættelsesmagten havde bestemt, at Begravelsen skulde ske ved tysk Foranstaltning, og at et tysk Militærorkester skulde spille, men at Orkestret manglede Noder til de danske Salmer, hvorfor man enedes om, at Tiltalte skulde søge at faa fat i de fornødne Noder, som mentes at befinde sig paa Livgardens Musikstue i Kasernen i Rigensgade. Han havde derpaa den 1. September 1943 en Forhandling med den tyske Musikdirigent (Friedrich Deisenroth - red), med hvem han aftalte at instrumentere Salmerne og komme ud paa Ingeniørkasernen med dem næste Morgen. Næste Morgen Kl. 8 indfandt han sig derpaa paa Kasernen. Idet han traadte ind i Musikstuen, spillede det tyske Orkester Riberhusmarchen (her i en indspilning med 8. Regiments Musikkorps), aabenbart som en Æresbevisning overfor ham, og efter at have brudt af, holdt den tyske Dirigent en Tale, som Tiltalte forstod drejede sig om de faldne og om Fædrelandet og lignende, og indeholdt en Lykønskning til Tiltalte i Anledning af, at han (Georg Madsen - red) den paagældende Dag havde 50- Aars Fødselsdag, hvilket Dirigenten paa en eller anden Maade havde faaet at vide. Derpaa bad Dirigenten Tiltalte dirigere Riberhusmarchen, hvad Tiltalte saa gjorde. Derefter blev Noderne til Salmerne fremtaget og gennemspillet, idet Tiltalte herunder stod ved Siden af Dirigenten og med Haandbevægelser ind mod denne angav Tempoet paa nogle Takter. Tiltalte har forklaret, at han blev overrumplet med Opfordring til at dirigere Riberhusmarchen og akcepterede Tilbudet, idet han fandt det ubehageligt at afslaa dette og i det hele var forvirret. Det fremgaar af det oplyste, at han i Sommeren 1945 har afgivet en Indberetning om det passerede til Livgarden. I denne Indberetning anfører han, at det tyske Orkester spillede Riberhusmarchen, og at Dirigenten holdt Tale m.v., og at Tiltalte derefter paa Opfordring dirigerede Salmerne, saaledes at Orkestret kunde faa de rette Tempi… Tiltalte har selv forklaret, at han ikke har tillagt det nogen Betydning for Bedømmelsen af det passerede, at det var Riberhusmarchen og ikke Salmerne, han dirigerede. Der var ved den paagældende Lejlighed ikke andre til Stede udover det tyske Orkester og Tiltalte…

Musikdirigent Georg A. Madsen

Retten finder det nu uangribeligt, at Tiltalte har medvirket med Hensyn til Fremskaffelsen af Noder til de omhandlede Salmer, og at det heller ikke kan paadrage ham Ansvar, at han har ydet Bistand ved Orkestrets Indøvelse i Salmernes rette Udførelse. Naar derimod henses til, at det drejede sig om et tysk Militærorkester, der efter tysk Ordre skulde medvirke ved den fra tysk Side foranstaltede Begravelse af danske Soldater, der var dræbt af Tyskerne ved deres Aktion mod den danske Hær den 29. August 1943, og at Begivenheden passerede paa en af det tyske Militær besat dansk Kaserne samt til, at Tiltalte, omend i civil Paaklædning, var til Stede i sin Egenskab af Musikdirigent i den kgl. danske Livgarde, findes Tiltaltes Optræden med at dirigere Riberhusmarchen at indeholde en Overtrædelse af Lovens § 1, Stk. 1, Nr. 2. Selv om Tiltalte paa det Tidspunkt, da han modtog Opfordringen til at dirigere Riberhusmarchen, havde haft Lejlighed til at sunde sig efter den første noget forbløffende Modtagelse, er det forstaaeligt, at han kan være blevet meget overrumplet ved den derefter fremsatte Opfordring til ham om at dirigere Marchen, men paa Baggrund af det ovenanførte og Tiltaltes særlige Stilling som Musikdirigent i den kgl. Livgarde, findes hans Optræden dog ikke at kunne passere, uden at der i Medfør af nævnte Lovbestemmelse træffes en disciplinær Foranstaltning overfor ham. Efter Beskaffenheden af hans Tjenestemandsstilling og navnlig i Betragtning af de ganske særlige Krav, der maa stilles til den Tjenestemand, der indtager den her omhandlede Stilling, findes andre Foranstaltninger end Afskedigelse ikke at kunne komme i Betragtning, og Retten finder derfor at maatte afgøre Sagen med Afskedigelse med Bevarelse af Retten til ordinær Pension.”

Dansk militærmusik mistede derved en af de gennem tiderne dygtigste og fineste musikdirigenter. Georg Madsen døde i 1989 - 96 år gammel. Erik Jensen, kaptajn og musiker i Hjemmeværnet, gik mange år senere til klarinetundervisning hos Georg Madsen. Han var en dygtig og krævende lærer, der ikke konverserede unødigt. Men en dag fik Erik Jensen alligevel lejlighed til at drøfte sagen og spurgte, om Georg Madsen ikke mente, at det var en hård dom. Til det skulle han have svaret: ”Retten har talt, og den kan forhåbentlig ikke tage fejl”.

I det nyligt udkomne bogværk - ’Den Kongelige Livgarde 350 år’ - omhandler bind 5 musikkorpset og dets historie. Her giver man musikdirigent Georg Madsen oprejsning: ”Tilfældigheder og sladder hæftede ’tyskervenlighed’ på ham, hvilket var urimeligt… (her beskrives kort episoden)… Tyskernes ønske om at skaffe sig popularitet gennem et videre samarbejde med Livgardens Musikkorps, afviste Georg Madsen ’under de nuværende omstændigheder’, men denne hædersmand undgik ikke suspendering efter krigen, hvor sager om samarbejde med tyskerne undersøges meget nidkært”.

Det er også et ironisk faktum, at det jo var den tyske musikdirigent - den i begyndelsen af artiklen nævnte Friedrich Deisenroth - der ved sin ubetænksomme, men sikkert venligt mente hyldest og opfordring til at dirigere Riberhusmarchen - var årsag til affæren. Og at samme Deisenroth senere skabte sig en flot dirigentkarriere i Bundeswehr - mens Georg Madsen måtte leve endnu næsten 50 år med en tjenestemandsdom om samarbejde med tyskerne. Det siges, at Deisenroth blev dybt ulykkelig, da han senere hørte, hvad hans møde med Georg Madsen den dag kom til at betyde.

Kilder:


Palle Roslyng-Jensen:  Danskerne og besættelsen. Holdninger og meninger 1939-1945
Musiker i 5. Regiments Musikkorps Tage Kristensens erindringer i ’Reveille’ 2008.
GLORIA FINIS, en historisk beskrivelse af Prinsens Livregiment 1657-2005
Artikler i VIBORG NYT om henholdsvis musiker Anker Rasmussens og musiker Karl Knudsens karrierer som militærmusikere.
Soldat i Viborg 1865-1965
Den Kongelige Livgarde 350 år - bind 5: Den Kongelige Livgardes Musikkorps
Adam Garde, Vagn Spelmann, Jesper Gram-Andersen: Den Kongelige Livgardes Musikkorps
Anders D. Henriksen: Gardehusarkasernen den 29. august 1943
Chr. Refslund og Max Schmidt:  Fem Aar - Indtryk og oplevelse - 29. august 1943 - 5. maj 1945
Oberst H.M.A. Fog: Kampen på Gardehusarkasernen side 34-43
Oberst H.M.A. Fog: Interneringslejren på Gardehusarkasernen side 87-91
Annie Brøndsholm: Mesteren - et portræt af Kgl. Kapelmusikus, solotrompetist Knud Hovaldt
Materialer og breve fra Niels Hansen, Odense
Artikel af Erik B. Jonsen i ’Reveille’ 1/96
Arkivalier fra Hærens Musiktilsyn
Samtaler med pensionerede musikere og musikdirigenter med intakt hukommelse:
K.B. Nielsen, musiker/vicemusikdirigent/fg.musikdirigent i 3. Regiments/Prinsens Livregiments Musikkorps i Randers og Viborg 1951-82
H.J. Kudsk, musiker i 6. Regiments/Fynske Livregiments Musikkorps fra 1953- (stammer fra Randers)
V. Nielsen, værnepligtig musiker i 3. Regiments Musikkorps 1946-47 i Randers, musiker i 6. Regiments/Fynske Livregiments Musikkorps fra 1953 
Bue Lund Nielsen, musiker i 3. Regiments Musikkorps i Randers 1947-53, musikdirigent i 2. Regiments/Slesvigske Fodregiments Musikkorps 1953-73
B.B. Otto, musiker i 3. Regiments/Prinsens Livregiments Musikkorps i Viborg fra 1954-93
F. Beider Nielsen, musiker3. Regiments/Prinsens Livregiments Musikkorps 1941-75 i Randers og Viborg
Officiant, senere kaptajn Schwartz Nielsen, stabstambour i 3. Regiments Musikkorps i Randers 1946-47 og 1949-50
Viggo Hansen, tidl. ansat ved Jyske Tøjhus, Randers