Denne artikel blev bragt i april 1959 i 'Nodestolen' som var medlemsblad for kontraktansatte musikere i hæren. Bladet udkom kun ganske få gange. I artiklen fortæller tidligere musikdirigent Carl Simonsen om, hvordan det var at blive ansat som militærmusiker i 1907. Carl Simonsen kom senere til Livgardens Musikkorps og blev i 1926 musikdirigent for 7 Regiments Musikkorps i Fredericia, hvor han var frem til regimentsmusikkens nedlæggelse i 1932. Da fire musikkorps blev genoprettet i 1941, blev Carl Simonsen musikdirigent ved sit oprindelige musikkorps, hvor han begyndte i 1907, nemlig 4 Regiments Musikkorps - nu i Holbæk. I 1950 gik han på pension og blev afløst af Aage V. Beyer.

Militærmusikerens kår for næsten 110 år siden

Når jeg på opfordring indlader mig på at skrive noget om militærmusikken, er det ikke, fordi jeg mener at vide andet eller mere om det emne, end så mange andre kender, men i håb om, at det kan interessere de unge af i dag at få lidt at vide om, hvorledes vilkårene for musikerne var for ca. 50 år siden Mine oplysninger gælder tiden før 1911 med en meget lang periode uden ændringer i modsætning til tiden efter, der var præget af en lang række hærlove med en lige så lang række ændringer af militærmusikken, indtil den i 1932 blev afskaffet.

Lige fyldt 16 år blev jeg i 1907 ansat ved 4. regiment uden dog straks at få opgaver af musikalsk art, idet man dengang måtte gennemgå rekrutskolen, og begyndte den 10. april, kun to dage efter min ansættelse, med øvelse i sengeredning, tornyster-pakning, geværgreb o.m.m., og jeg kan forsikre for, at det var en radikal ændring i min tidligere livsførelse. I de to følgende vintre skulle man deltage i den teoretiske del af befalingsmandsskolen og var dermed så rart beskæftiget hver eftermiddag.

Infanteriets musikkorps bestod af 20 musici. Stabshornblæser, 3 overhornblæsere, 6 sergenter, 6 korporaler og 4 underkorporaler. Vi var iklædt en pyntelig uniform med lyseblå benklæder og hue, mørkeblå frakke med højrød krave og to rækker blanke knapper, der jo efter sigende virkede meget dragende på pigerne, hvad vi naturligvis aldrig benyttede os af.

Som underkorporal skulle man bo på kasernen, og sammen med tre andre blev jeg indkvarteret på Sølvgades kaserne i et lille rum med 4 kasser på ben, hver med 2 madrasser stoppet med halm, en skråpølle med samme bløde indlæg, 2 lagner og 2 tæpper. Vort bord var en ubehandlet træplade på buk, og af siddepladser var der 2 lange bænke uden ryglæn, så man forstår vel, at det ikke var meget hyppigt, det var muligt at træffe os blundende i siddende stilling. Det øvrige udstyr bestod af et såkaldt madskab med et lille rum til hver, og endelig en slags servante med et vaske-stel og belysningen var et gasrør ned fra midten af loftet endende med en lille hane, der kunne give et åbent blus lige stort nok til, at man kunne se, hvor ens seng stod. Endelig er der om kvarteret kun at tilføje, at der - jeg kunne fristes til at skrive selvfølgelig - ikke var varme, så det var slet ikke ualmindeligt at finde is i vandfadet.

For mandskabet var der en samlingsstue for hvert kompagni, men der måtte vi ikke komme, for det var i følge reglementet under en underkorporals værdighed. Derimod havde vi - fordi vi var fast ansatte - adgang til underofficerernes lokaler, men der kunne det godt knibe med at befinde sig vel, fordi mange underofficerer ikke undså sig for højlydt at give udtryk for, at de anså det for langt under deres værdighed at skulle huse os. Ak, ja. Hver tid har sine hønneker. Hvis nogen ikke ved, hvad hønneker er, skal jeg oplyse, at det er i den alder, hvor de lige har begyndt at lægge æg, og mellem Deres lidt ældre kammerater er der nok en og anden, der er snedig nok til at kunne give forklaring på mit udbrud.

For at give den rette forståelse af gage-spørgsmålet må jeg nødvendigvis fortælle, at avancement foregik inden for hvert enkelt musikkorps, og der for underofficerer var indstiftet et hæderstegn for 5 års tro tjeneste og et lidt finere udstyret for 16 års do., der foruden at vise, at man var ustraffet i det nævnte åremål, lagde henholdsvis 2 og 4 år til tjenestetiden ved udregning af pensionen. Og så til gagen. Ved min ansættelse var lønnen 1 kr. om dagen og et kvart rugbrød hver 5. dag. Det var ikke meget, men måske netop derfor fik man allerede efter 1 års tjeneste sit 1. tillæg nemlig yderligere 20 øre, og efter 2 år andre 20 øre, hvorefter der ikke var mulighed for stigning uden ved avancement, og hvor mange år det i værste fald kunne tage, kan jeg bedst illustrere ved, at vi ved 4. regiment havde 4 korporaler med 16 ars hæderstegn.

Da jeg ved hærloven af 1911 kom ud af hæren, og jeg ikke forinden var avanceret, fik jeg aldrig rigtig kendskab til lønnen for korporaler og opefter, men jeg husker, at den havde en vis relation til begyndelseslønnen. Var 1ønnen ikke stor, så må det retfærdigvis også nævnes, at der ikke blev lagt så stort beslag på vores tid i modsætning til nu, hvor militærmusikerens gerning må betegnes som et heldagsjob. Hver dag var der vagtparade fra vore kaserner til hovedvagten, men da 1., 3. og 4. regimentsmusikkorps, var garnisoneret i København, og det gik på omgang mellem dem, blev det jo overkommeligt for den enkelte. Søndag og onsdag blev der spillet for hærchefen, en omgangstjeneste, der heller ikke tyngede stærkt, idet der var 5 korps om at passe den, nemlig foruden de 3 ovennævnte, husarerne og felt-artilleristerne. På Sølvgades kaserne var der musik 2 gange om ugen, men her nød vi godt af, at den husede 2 korps. Endelig måtte vi om sommeren en gang om ugen ud på fælleden (der hvor universitetsbyen ligger) og spille 1/2 time under soldaternes hvil. Så vidt jeg husker, var der altså kun ét område, hvor vi måtte yde tjeneste i samme omfang som korpsene af i dag, og det var selvfølgelig på nationens og hærens mærkedage.

For vi unge var der noget, der hed at have vagt - for eksempel på hovedvagten, hvor der hele døgnet skulle være en spillemand for at kunne blæse alarm og naturligvis reveille og retræte, medens vagten på en kaserne kun bandt os mellem retræte og reveille; men tænk stadig på, hvor mange vi var om det. Naturligvis havde de lidt ældre ikke tid til at gå på vagt på grund af privat musik, hvorfor de betalte vi helt unge en sådan vagt med 3 kr., og var det end ikke meget for 24 timer, var det dog for en mand med 1 kr. om dagen en antagelig sum.

På den tid kendtes begrebet værnepligtig musiker ikke, hvorfor der til vi unges pligter hørte at bringe alle vore grejer, stortromme, bækkener og noder til og fra stedet for koncerten. Det skal dog i sandhedens interesse siges, at vi ikke skulle have 20 jernnodepulte med os, men man kan nok forstå, at jeg, som ikke betjente slagtøjet, nok kunne få hænderne fulde med den ene side af stortrommen, et og sommetider to sæt bøger og endelig min basun. For en ordens skyld kan jeg fortælle, at vi ikke som i sin tid i Holbæk var i besiddelse af et så flot transportmiddel som en trækvogn, og jeg tror heller ikke, jeg ville have følt det mindre ærerørigt at trække en sådan gennem Københavns gader.

Når jeg gav løfte om at skrive lidt om vilkårene dengang, er det ikke, fordi jeg mener at have særlige evner til at delagtiggøre andre i min viden, men udelukkende for at mine eventuelle læsere ved sammenligning af "før og nu" kan danne sig en mening om, hvor enorme fremskridt der er sket, selv om jeg er enig med Dem i, at der vel nok endnu mangler noget i, at stillingen som militærmusiker yder den tryghed og økonomi for den enkelte, som man dårligt kan være foruden. Men gå trøstig videre. Jeg ønsker Dem alle lykke til at nå målet.

Carl Simonsen
Fhv. musikdirigent for 4. Regiments Musikkorps