Hans Majestæt Kongens Jagtmusik

- af Martin Corfix

I 1985 stødte jeg på et manuskript i håndskriftsafdelingen på Det Kongelige Bibliotek; "Smaastykker componeret og arrangeret for Hans Majestæt Kongens Jagtmusik på Frederiksborg", skrevet og tilegnet kong Frederik VII af baron Hermann Løvenskiold i 1848. Klaverudtoget antydede, at der måtte ligge et partitur et sted med musik for messingensemble. Et detektivarbejde tog sin begyndelse, men først i midten af 90'erne skulle gåden blive løst, da partituret efter over hundrede års upåagtethed blev genfundet i Rigsarkivet.

I Forsvarets Arkiv lå en flot indbundet partitursamling på 135 værker: "Hans Majestæt Kong Frederik VIIs Jagtmusik på Frederiksborg Slot". Efter gennemlæsningen af de sirligt skrevne partitursider, dateret i tidsrummet 1848 til 1850, gik det op for mig, at der her ikke bare forelå et stykke musikhistorie, men i høj' grad et stykke Danmarkshistorie. Med det opslåede partitur befinder vi os nemlig lige midt i selskabet hos "Frederik Folkekjær" og grevinde Danner.

FREDERIK VII PÅ FREDERIKSBORG

Da Frederik VII var blevet konge i 1848 forlagde han residensen til sit elskede Nordsjælland. Det lille, stilfærdige Hillerød vågnede så at sige af Tornerosesøvnen og fik nu både en konge og en daglig vagtparade, der trak op med klingende spil til stor glæde for byens indvånere. Ikke bare vagtparade fik man, men også et lille nyt ensemble fulgte med den musikglade konge - et messingensemble: "Hans Majestæt Kong Frederik VIIs Jagtmusik på Frederiksborg Slot".

De otte musikere i Jagtmusikken var alle hoboister ved Livgarden til Fods' Musikkorps, og når Frederik VII residerede på Frederiksborg Slot, lå musikkorpset samt et kompagni af Livgarden til Fods indkvarteret hos byens borgere, ligesom et detachement af Den Kgl. Livgarde til Hest (Hestgarden) lå på den forreste slotsholm.

Frederik VII havde med sit joviale væsen en nærmest faderlig omsorg for sine musikere og kaldte flere af dem ved navn, ligesom han kendte til de enkeltes familieforhold. De var "hans" musikere, som han stolt viste frem.

Måske har Jagtmusikken været brugt i Frederiksborg slotshave, ligesom Frederik VIs hornist, Johann Gottlob Jähnigen, blev det i Frederiksberg Have. Jähnigen stod i høj gunst hos Frederik VI, og han havde fået det høje hverv, at stå ved bredden af Kanalen lige under Frederiksberg Slot og blæse i valdhorn, mens kongen roede rundt i Kanalerne om aftenen ledsaget af dronningen og de to døtre. Det fortælles, at dette hornakkompagnement klang ganske romantisk i de lune sommeraftener under løvet i den idylliske have. På samme måde har Frederik VII og grevinde Danner måske promeneret i deres Frederiksborg­idyl til Jagtmusikkens fjerne aftentoner - det kan vi kun gisne om.

ARKÆOLOGIEN OG JAGTMUSIKKEN

Også under kongens arkæologiske udgravninger var hans musikere med i følget, og de musicerede under de til tider lukulliske udgravningsfrokoster. Nordsjælland blev netop i disse år gennemsøgt for oldsager af kongen, og i sommeren 1849 udgravede han ruinen Asserbo. En udgravningsdag startede tidligt om morgenen fra Frederiksborg, hvor kongen, eskorteret af 25 ryttere af Hestgarden, drog ud. Hestgarderne skulle bruges som gravemandskab, og musikken kunne nok skabe lidt afveksling i den beskæftigelse. Klokken 10 var der frokost på udgravningsstedet, og bagefter lavede Frederik VII - i egen høje person - kaffe til frokostselskabet. Klokken 14 serveredes "varm beuf med blødkogte æg", hvortil man drak champagne af ølglas! Ikke sjældent kom grevinden på besøg om eftermiddagen, og omkring klokken 19 returnerede det udmattede og støvede selskab til Frederiksborg, hvor man dog af kongen var kommanderet til taffel allerede klokken 19! Oldgranskningen var kongen en kær fornøjelse, og i disse år udgravedes der i sognene Annisse, Asminderød, Blistrup, Bloustrød, Gilleleje, Jørlunde, Karlebo, Kirkelte, Kirke Hyllinge, Kirke Værløse, Selsø, Skibby, Slangerup, Snostrup, Torup, Uvelse, Veksø og Østby - foruden i Jægersborg Hegn.

Kongen lå mange gange i lejr under udgravningerne, og når et turneteater holdt forestilling i en nærliggende nordsjællandsk kro, mødte Frederik VII op og blandede sig med jævne folk. I mellemakten underholdt hans jagtmusikere så med de sidste nye Lumbyeske toner fra hovedstaden.

KONGEJAGTERNE

Hans Majestæt Kongens Jagtmusik deltog i kongejagterne, hvor de ligeledes formodes at have opvartet til jagtmiddagene på Frederiksborg og Jægerspris. En del af partiturets numre har endvidere små anmærkninger, der knytter sig til de personer, som stod kongen nær. Under en march står således "Kammerherre (Fritz) Blüchers Favoritmarch". En anden komposition af August Otto Dehn, "Paa Jagten", oplyser, at den er komponeret på "Frederiksborg den 18. Januar 1850".

Kongen tilbragte i det hele taget gerne sin tid i det nordsjællandske, ikke mindst på sit elskede privatslot, Jægerspris, og her fulgte Jagtmusikken fra Frederiksborg ham. På Jægerspris muntrede kongen sig med klapjagter i vinterhalvåret, hvor han foruden med sit jagtkapel selv bidrog med musik. Kammerherre, oberst Jacob E.C. Roesen fortæller, hvordan garderne en dag blev anvendt som klappere. "De stillede kl. 8 om morgenen, hver forsynet med en kæp. Kong Frederik kom ridende på en islænderhest ledsaget af kompagniets oversergent, også på en islænder. Til officererne sagde kongen: "Nu overtager jeg kommandoen, og I officerer kan træde ind som jagtdeltagere," - og henvendt til sin jæger fortsatte han: "Vil du forsyne de herrer officerer med geværer". Kong Frederik førte derpå garderne som klappere gennem alle såter og morede sig med at blæse de kendte, militære udførselssignaler: avancer, retirer, træk til højre, på sit lille signalhorn". Grevinde Danner deltog også ivrigt i jagterne, og i et brev til sin gode ven, kong Carl XV, beretter Frederik VII om, hvordan hans kone "klædt som amazone"(!) havde givet et dyr en fuldtræffer. Den svenske konge bad Frederik overbringe hende sin agtelse og roste Danner med ordene: "Att vara en Nordens Diana är ett eksempel för Nordens möer, som ej många våga efterfölja!"

EN TØRSTIG TAMBOUR

Et udtryk for kongens særlige omsorg for sine musikere er hans rørende omhu for den halvgamle, ugifte tambour og paukeslager Thorsen ved regimentsmusikken i Fredericia. Det fortaltes, at denne var lige så dygtig til at traktere pauken som brændevinsflasken: Da Frederik VII som kronprins i en periode var forvist til Fredericia, blev han en aften torpederet af den fulde regimentstambour, Thorsen, der ved kollisionen råbte til prinsen: "Kan han ikke gå af vejen for en overkørt mand!" Frederik VII fortalte dagen efter tambourens foresatte om det passerede, men forbød strengt majoren, at der skulle indledes en disciplinærsag.

Et par dage efter var det dog ved at gå galt igen, da Thorsen i stor fuldskab kom slingrende op ad Gothersgade. Da han fik øje på prinsen, der var på vej mod ham på det samme fortov, ændrede han kurs til fortovet overfor, men styrede lige mod et træ. Forfjamsket over sammenstødet idet han troede, det igen var prinsen, råbte han forfærdet: "Om forladelse, Deres kongelige højhed!" Næste dag blev Thorsen kaldt op på det kongelige palæ i Vendersgade. Manden var nu ædru men meget forlegen over det passerede. "Har du familie at forsørge?" spurgte prinsen. "Kun en gammel moder, Deres kongelige højhed.", "Hvorfor drikker du?", "Af ærgrelse, Deres kongelige højhed; af ærgrelse, fordi unge springfyre avancerer foran mig, og det irriterer mig." "Thorsen, du er i ædruelig tilstand en meget præsentabel mand, så hold dig fra flasken, og du skal få din ret!" Thorsen lovede nu bod og bedring.

Nogen tid efter havde prins Frederik selskab på palæet, hvor regimentsmusikken var tilsagt at spille. Regimentstambour Thorsen mødte op i en noget overrislet tilstand, og musikkammeraterne forsøgte uden held at få ham ædru ved i flere omgange at holde hans hoved under vandpumpen i gården.

Prins Frederik mente dog nok, det kunne gå an, hvis Thorsen blev stillet op i et hjørne og en bænk kilet ind foran ham, så han ikke kunne vælte, hvorefter trommen blev fastsurret til bænken. Thorsen blev derefter kommanderet til at holde sig på benene. Prinsen førte nu gæsterne ind i salen, idet musikken blev slået an. Thorsen gjorde i starten de mest fortvivlede anstrengelser for at udføre sin pligt, og efter de første numre var han næsten blevet ædru, og alt gik som det skulle. Prinsen tog sig efterfølgende af Thorsen, og det bevirkede faktisk, at tambouren blev tørlagt.

Også grevinde Danner kendte personligt til musikerne og betænkte i sit testamente hoboistinden Jørgine Høyer med en årlig pension. Hun var gift med hoboist ved livgarden til fods Nicolai Ferdinand Høyer, der komponerede en del fine marcher, som stadig spilles på vagtparadens tur gennem København.

FREDERIK VII SOM KOMPONIST

En kongelig komposition blev det også til. Kongens kammermusikus, Christian Julius Hansen, kantor ved Helligånds­kirken og en af kongens yndlinge, underviste i sang på Frederiksborg. Frederik VII havde en køn tenorstemme og sang under Hansens vejledning duetter med grevinden. Hofmusicus'en var en slags "forlystelsesråd" for det høje par. En aften var han til selskab på Frederiksborg. Ud på natten, hvor der ikke var blevet sparet på champagnen, satte monarken sig til klaveret og spillede en lille march. Kammermusicus'en noterede i al hemmelighed det hele ned, og næste gang han var på slottet, satte han sig til pianoet og præsenterede majestæten for hans eget værk. "Hvad for noget! Har jeg komponeret den march? Den er min sandten brillant! Det skal du have et ridderkors for", skal kongen have sagt, og derefter blev kammerherre Berling sendt ud for at hente dekorationen. Kongen befalede nu, at marchen skulle indgå i repertoiret for alle hærens musikkorps.

Der er dog flere uoverensstemmende kilder til tilblivelsen af Kongens Marsch. C.J. Hansens søn, kontreadmiral Victor Hansen, fortæller i sine erindringer, at marchen er blevet til på Skodsborg. Her refereres imidlertid til dirigenten og komponisten Carl Gottschalksen, der har hørt historien fortalt af C. J. Hansen selv, som ofte var gæst i hans barndomshjem. Og i dennes gengivelse blev marchen til på Frederiksborg. (Carl Gottschalksen: En glad Musikants Dagbog, Kbh. 1920).

Frederik VII havde for vane at digte lidt vel meget på sine historier, - det var hans særegne form for humor. Hvordan marchen var blevet til, havde han også flere udgaver af eller rettere historier om: Kongen spillede den efter et taffel for Prins Heinrich af Weimar, der dog syntes, kadencen var meget langsom. "Ja," svarede kongen, "jeg har også skrevet den som Sørgemarch i Anledning af min Faders død." (C.F. Holtens memoirer)

Kabinetssekretær J.P. Trap fortæller i sine erindringer om et taffel på Glyksborg i 1860, hvor kongen spillede marchen for prins Hermann af Weimar: "Hans Majestæt spilte det meget langsom. Prins Hermann maatte sige noget til tak for den Kongelige Naade. Han ytrede da: "Sehr hübsch, aber sehr melankolisch". Hvortil Hans Majestæt allernaadigst svarede: "Ich habe es auch komponiert, als Frederiksborg gebrannt war."

Kongens arkæolog, Jacob Worsaae, fortæller i et brev 1857, hvordan han under udgravningen af Sorø Klosterkirke var til taffel hos kongen på akademiet. De overdådigste retter blev serveret, og under middagen underholdt ensemblet, der netop indledte med Kongens Marsch.

PARTITURET

Partitursamlingen er en kulturhistorisk raritet, idet den er den ældst bevarede musik for messingensemble i Danmark, både hvad angår originalkompositionerne samt den transskriberede musik. Besætningen består af: Klaphorn i des, cornet i as, 2 trompeter i des, 2 naturhorn (valdhorn) i des, tenorhorn/tenortrombone i Bb, tuba i f. (Partitur til Jagtmusik, Forsvarets Arkiv 1060.001. Rigsarkivet).

Partiturets melodiførende instrument er Klaphornet. Et sopraninstrument, nærmest et signalhorn (bygelhorn), som med et system af klapper på selve hovedrøret kunne spille kromatisk. Joseph Haydn skrev i 1796 sin berømte trompetkoncert for klaptrompet, et instrument, der er i familie med klaphornet og gør brug af samme teknik. I Europa havde klaphornet udspillet sin rolle omkring 1840, men i Danmark har man åbenbart holdt fast ved dette melodiførende instrument i militærmusikken, skønt ventilinstrumenterne havde holdt deres indtog i landet. De to trompeter, kornet og tuba er således noteret for "valve" - ventiler - hvorimod hornstemmerne er skrevet for ventilløse valdhorn (naturhorn). Basunstemmen veksler i partituret mellem tenorhorn (ventiler) og tenortrombone.

HOBOIST, KOMPONIST OG ARRANGØR

Andreas Frederik Lincke og August Otto Dehn er mændene bag det flot skrevne partitur, der vidner om stor ihærdighed og dygtighed.

Andreas Frederik Lincke (1819-1874) begyndte sin karriere som hoboist (hoboist var datidens fællesbetegnelse for militærmusikere efter det franske "hautbois". "Hoboen" var forløberen for vore dages obo. I folkemunde blev hoboister dog til "hoppegeister") i Jydske Regiments Musikkorps. Da regimentet nedlagdes i 1842 kom han til Den Kgl. Livgarde til Fods' Musikkorps, og ved Tivolis åbning året efter tog H.C. Lumbye ham med i sit orkester, hvori han i henved 20 år bestred pladsen som primoviolinist. Han blev hurtigt Lumbyes betroede, og da Lincke besad et ualmindeligt talent, var han selvskreven til at lede orkestret i Lumbyes fravær. Som komponist og arrangør indtog Lincke en vigtig position i dansk musikliv. Det synes dog, som om han har stået lidt i skyggen af institutionen Lumbye, og det kom da også til et brud mellem de to gamle musikere i 1864.

Linckes marcher og danse opnåede vid udbredelse i Danmark og Tyskland. Hans dygtighed som arrangør bærer også Jagtmusikkens partitur vidnesbyrd om. Han var personlig ven med Kong Frederik VII og har vel også af den grund fået til opgave at samle og arrangere Den Kgl. Jagtmusiks repertoire, der er forfattet midt under Treårskrigen fra november 1848 til januar 1850. Lincke dedicerede flere af sine kompositioner til de kongelige, bl.a. valsen "Foraarsblomster" til grevinde Danner i anledning af hendes fødselsdag den 21. april 1855 på Frederiksborg. Frederik VII gjorde hvert år noget særligt ud af grevindens fødselsdag. Livgarden til Fods' Musikkorps musicerede fra morgenstunden foran hendes sovegemak på slottet, og det kan tænkes, at valsen "Forårsblomster" har klinget en tidlig forårsmorgen for fødselaren Danner. Lincke skrev også marcherne "Kong Frederik VIIs Skånske Husarers Marche", da kongen var blevet udnævnt til æresoberst for Det Skånske Husarregiment, samt en "stå op march" til majestæten; "Kong Frederik VIIs Reveille". (Begge marcher her spillet af 8. Regiments Musikkorps - red). I en årrække var han kapelmester på Hofteatret samt forlystelsesetablissementet "Alhambra" på Frederiksberg. I 1865 hædredes han med titlen "Krigsråd" ligesom H. C. Lumbye.

August Otto Dehn (f. 1815) er den anden af de to arrangører. Han blev, kun femten år gammel, hoboist ved Kongens Regiment i 1830. Herfra gik han ved hærordningen 1842 til 2. Infanteribrigades Musikkorps, hvorfra han i 1846 kom til Livgarden til Fods' Musikkorps. Med sit musikkorps deltog Dehn i treårskrigen 1848 - 1850 og i felttoget 1864. I 1853 blev han Dannebrogsmand, og han hædredes tillige i 1869 med den svenske kong Carl XVs "Guldmedaille". Dehn var en særdeles dygtig musiker, og da Musikforeningens Orkester blev reorganiseret i 1850, blev han som adskillige andre københavnske militærmusikere medlem her. Under Niels W. Gade sad Dehn i mange år som bratschist i dette orkester. Dehn avancerede med tiden til forblæser - den daværende betegnelse for musikdirigent, og han ledede Livgarden til Fods' Musikkorps fra 1862 til 1875. Dehn kunne sit håndværk; han var en fremragende arrangør, og foruden arrangementerne til Jagtmusikken er mange af hans fine partiturer og kompositioner bevaret i Livgardens nodearkiv. Dehn, der i 1871 havde fået rang af stabssergent, tildeltes ved sin afgang i 1875 titlen "Krigsråd".

Både Lincke og Dehn var trompetister i Livgarden og har med al sandsynlighed selv spillet med i Jagtmusikken, hvor den ene har blæst klaphorn. Hvem de seks andre musikere har været, kan vi nogenlunde vide, idet vi har mandskabslisterne for Livgarden til Fods' hoboister: Moritz Nicolaij Holmgren på cornet, P.J.F. Kruse på trompet, P.C. Høibierg og C.F. Drejer på valdhorn, N.R. Nielsen på basun og Frederik Wilhelm August Møller på tuba.

HVAD FREDERIK VII OG GREVINDE DANNER LYTTEDE TIL - PARTITURET I UDVALG

Partiturarkene er daterede, og ud fra disse tidsfæstelser er der meget, der taler for, at Jagtmusikken har urop­ført meget af H.C. Lumbye musik for de kongelige. Lincke sad som nævnt i Lumbyes orkester og var hans fortrolige, også med hensyn til arrangementer af Lumbyes musik. F.eks. er polka-mazurkaen "Nytårsnat" i Linckes partitur dateret den 20. Januar, og den får sin førsteopførelse på Casino Teatret i København den 25. januar som et åbningsnummer i Erik Bøghs enakter "Nytårsnat 1850". I teorien kan polka­mazurkaen meget vel have haft "snigpremiere" for de kongelige. På Frederiksborg holdt Frederik VII og fru Danner fra 1848 deres jule- og nytårsaftener. De var her i det hyggelige Hillerød væk fra hovedstadens evige sladder på grund af deres samliv, og måske har de netop kunnet høre musikstykket samtidig med, at det blev spillet i København.

Denne tanke kan spores i flere af de andre kompositioner, f. eks. "Nytårsgalop" af H.C. Lumbye, der igen er arrangeret af A.F. Lincke. Linckes arrangement er fra december 1848, og da Lumbyes Nytårsgalop første gang spilles januar 1849 i København, kan det tydes derhen, at Jagtmusikken har førsteopført galoppen - måske ved en af de kongelige julefester på Frederiksborg. De årligt tilbagevendende juleselskaber på Frederiksborg var noget, man så hen til i Hillerød. Byens borgerrepræsentanter og embedsmænd med koner og børn blev hvert år indbudt til julefest. Alle blev beværtet med udsøgte lækkerier, og bagefter blev der budt op til dans, hvor kongen selv førte an i kvadrillerne, der altid endte med en fyrig galop.

Partituret indeholder endvidere en del musik til August Bournonvilles balletter og balletdivertissementer, og det kan tænkes, at grevinde Danner med sin baggrund som balletdanser har haft sin indflydelse på, hvad der skulle skrives ud for Jagtmusikken.

Polkaen - efter det tjekkiske ord "Pulka", halvkreds - blev i 1840erne modedans i Europa, og omkring 1844 havde polkafeberen, under navnet "Pariser Polka", også holdt sit indtog i Danmark. I 1848 er modedansen på sit højeste, og partituret indeholder derfor mange af tidens nye polkakompositioner. Også indenfor denne genre var det de sidste musikalske nyheder, man forlystede det kongelige selskab med.

Partituret er skrevet midt under Treårskrigen, og derfor er der en del musik, der direkte kan relateres til felttoget. Her finder vi Andreas Frederik Linckes "Triumph-Marsch" (her spillet af Kong Frederik VIIs Hoboistkorps) skrevet som en hyldest til heltene fra udfaldet fra Fredericia i 1849. En sand militær triumf. Fredericia var indesluttet af den slesvig-holstenske oprørshær, men danske tropper blev i al hemmelighed ad søvejen fragtet til fæstningen. Natten mellem den 5. og 6. juli brød den danske hær ud, og trods stor overmagt blev insurgenthæren slået, mens prøjserne i Nordjylland og det tyske forbunds hjælpehær i Sundeved var ude af stand til at gribe ind. 6. juli-slaget blev fejret overalt i landet - ikke mindst komponisterne leverede deres hyldester: H.C. Lumbye bidrog med en "Triumph Marsch tilegnet Den Danske Armee"; brigademusikeren Ludvig Waldemar Schmidt skrev sin mere kendte "Fredericia Sejrs Reveille" (begge marcher spilles her af 8. Regiments Musikkorps - red); Fredericiaorganisten W. Thilo kom hurtigt på gaden - dog med en galop, "Fredericia Seiers-Galop", og Lincke forfattede altså endnu en "Triumph-Marsch".

Dernæst kommer den egentlige messingmusik, og her har vi at gøre med originalkompositionerne. Baron Hermann Severin Løvenskiold (1815-1870) skriver i 1848 sin "Fanfare" og en "Jægermarsch" (begge spillet af Kong Frederik VIIs Hoboistkorps), der er den ældst kendte musik fra perioden, der specifikt er skrevet for de nye ventilinstrumenter. Med Løvenskiolds egne ord "Smaastykker componeret til Hans Majestæt Kongens Jagtmusik". Løvenskiold er i dag mest kendt for sin musik til Bournonvilleballetten "Sylfiden", men skrev en hel del musik til forskellige syngespil på Det Kgl. Teater, ligesom hans klavermusik, sange og marcher vandt stor udbredelse i samtiden. I 1851 tildeltes Løvenskiold stillingen som hoforganist ved Christiansborg Slotskirke. Løvenskiold musicerede ofte på Frederiksborg, bl.a. ved en aftenkoncert i anledning af grevinde Danners stort anlagte fødselsdag i 1856.

Romantiske og stemningsfulde jagtstykker som "Paa Jagten" af August Dehn eller "Jæger Chor af Elverhøi" af Frederik Kuhlau (1786-1832) klinger fint i arrangementerne for otte messingblæsere. Det er i øvrigt meget interessant, at August Dehn har arrangeret Jægerkoret: Syngespillet "Elverhøi" af Johan Ludvig Heiberg blev bestilt til de stort anlagte festligheder i forbindelse med kronprins Frederiks giftermål med prinsesse Vilhelmine Maria (Frederik VIs yngste datter) den 1. november 1828. Ved festforestillingen på Det Kgl. Teater må det ses som et af historiens luner, at Louise Rasmussen som 13-årig elev i balletkorpset dansede for kronprins Frederik, hvis gemalinde hun mange år senere i 1850 skulle blive under navnet grevinde Danner. Det havde ingen selvfølgelig tanke for i 1828. Om hoboisten August Dehn har kendt til denne forbindelse, da han arrangerede jægerkoret, vides ikke. Selv yndede Frederik VII at fortælle vennerne, hvordan han en dag i sine unge år på Hofteatret havde stået ude i kulissen og overværet en prøve på en høstballet, da han blev trådt på den ene fod af en lille, lyskrøllet pige, der løb dansende ind på scenen med et neg på armen. Det var såmænd balleteleven Louise Rasmussen. Men det er måske endnu en af kongens mange historier.

En komposition, der taler for sig selv, er "Vive le Roi" - "Kongen Leve!" - March tilegnet Frederik VII af Volkmar Busch (1812-1893) - her spillet af Kong Frederik VIIs Hoboistkorps. En ganske farverig person i København var Volkmar Busch - eller som vittighedsbladet "Corsaren" døbte ham, "Volksnar Busch". I løbet af en omtumlet tilværelse var han først søkadet, så kopist i generalpostdirektionens revisionskontor, og gjorde så musikalske studier hos klaverpædagogen Fr. Wieck i Leipzig, hvor det dog mest var datteren, Clara Wieck, der optog ham. En dag var Busch imidlertid forsvundet fra Leipzig, og Clara blev som bekendt senere gift med Robert Schumann. Hjemkommet fra udlandet slog han sig ned som oversætter, redaktør og komponist! Lumbye var hans forbillede, og mange af Buschs kompositioner blev spillet af Lumbye i Tivoli. Lumbye-biografen Godtfred Skjerne tilstår ham i sin bog: "noget dårligt hoved var han ikke"; han besad nemlig "smarthed" i sine kompositioner. I "Vive le Roi"s trio er der med sædvanlig "Busch-smartness" indlagt en velkendt ørehænger, folkemelodien "En dejlig, ung Ridder", der først langt senere, i 1859, fik titlen "Vort Modersmål er dejligt", og som nærmest blev en uofficiel nationalsang. Busch yndede at smykke sine kompositioner med franske titler; således skrev han en march til den russiske zar, "Gloire au Zcar", der indbragte ham en tobaksdåse i sølv som tak, ligesom han modtog en slipsenål med brillanter af Frederik VII for sin "Vive le Roi".

INDSPILNINGER

Partituret er blevet indspillet i to omgange og i originalarrangementerne af Copenhagen Brass Quintet & Friends.

Første CD udkom i 2001 på mærket Classico (CLASSCD 391). Som et kuriosum skal nævnes, at Hollywood-selskabet Paramount valgte Volkmar Buschs "Marche Guerriere" fra Cd'en med jagtmusikken, da man skulle finde musik til filmen "The Prince & Me". Filmen handler om en borgerlig pige, der bliver forelsket i ­ og får - kronprinsen af Danmark. "Frederik Folkekjær"s jagtmusik kom dermed til at spille en rolle som underlægningsmusik i en Hollywood-film over 150 år efter, at den var blevet skrevet. Og mon ikke det høje par - monark og grevinde - fryder sig derover i deres himmelske paulun? Den samme messingmusik oplivede og forlystede ikke bare Frederik VII og grevinde Danner, men også den nordsjællandske befolkning - høj som lav - i midten af 1800-tallet.

I 2012 udkom så den anden CD med yderligere indspilninger fra originalarrangementerne. Igen er det Copenhagen Brass & Friends, der står for produktionen på plademærket CDklassisk (CDK1077).