Militærmusikken i den danske marine

- af Mogens Gaardbo og Hans Erik Christiansen

Militærmusikken i Marinen - i hvert fald når det gælder egentlige musikkorps - en knap så lang historie bag sig, som musikken i hæren. Ligesom i hæren var det oprindeligt funktionsmusik - en måde at formidle kommandoer på ved trommeslagning og hornsignaler.

Efter 1625 trak Holmens vagt op, ledsaget af piber og trommer, og på skibene var der 'trompettere' (hornblæsere), der blev leveret af købstederne efter ordre fra Kong Frederik III selv. Det kan man kan se på rigsarkivet i et brev fra kongen i marts 1666:

"Efftersom till woris floedes fornødenhed een Andeel Trompettere behøffuis da haffuer wi Naad: For got ansset wor Kiøbstad Kiøge schal uigiøre en Trompetter, som ufeilbarligen her i woris Resident Stad Kiøbenhafn schal were tillstede inden 15. Aprilis førstkommendis i det seeniste oc da paa forne woeis flode sig lade bruge. Tho er woris Naad: Willie oc befalning at i forne Trompetter forscaffer og till weye bringer, saa hand till forn: Ti her endligen kand tillstede were. Ligesaadanne breffue udgick till Helsingør, Roschild, Holbeck, Horsens, Aars, Randers og Mariager om Trompetter 1. Kiøbenhafn om Trompetter 5. Item fick Borgmester og Raad i Slagelse, Corsør huer sit bref om 1 Trompetter. Ottensee, Bogense, Nyeborg, Suenborg, Faaborg, Kierteminde, Aalborg, Søbye, Hiøring om trej Trompetter."

Det kan være vanskeligt at forstå datidens kancellisprog, men meningen er formentlig, at byerne Køge, Helsingør, Roskilde, Holbæk, Horsens, Aars, Randers, Mariager, Slagelse og Korsør skal levere hver 1 'trompetter'. Odense, Bogense, Nyborg, Svendborg, Faaborg, Kerteminde, Aalborg, Sæby og Hjørring skal samlet levere 3 'trompettere' (samt formentlig en del anden personel). København skal levere 5 'trompettere'. Samlet antal 'trompettere' er således 18, hvoraf den ene - fra Køge - har at indfinde sog senest den 15. april.

'Trompetterne' blev ofte brugt som kurerer. I en rapport fra Kaptajnløjtnant Peter Wessel (Tordenskjold) om træfningen den 26. juli 1714 angreb fregatten 'De Olbing Galley', der havde svensk kaperbrev, skriver han:

"Satte min Jolle ud og sendte ham en af mine Trompetere om Borde, for at giøre hannem bevidst, at jeg denne gang måtte lade ham faa passere, eftersom min Krud var mestendels forskudt, saa og for en Deel at erfare, hvad det var for en Fregat. Da min Trompeter kom tilbage med Jollen, berettede hand, at det var en engelske Capitain saavel som Officerer og folch, undtagen nogle faa Norske og Svenske, alle ungbefaren Mandskab, omtrent 150, foruden Døde og Queste."

I en instruks om sejlads i tåge fra 1757 hedder det: "Naar Taage kommer, bliver bægge Skibene ved at seyle samme Cours og med samme Seyl saa længe ingen viidere Signal giøres, lader ofte blæse i Trompetterne og ringe med Klokken. Hver halve Glas fyhre en Salve af 4 eller 5 Musquet Skud."

I samtidige notater omtales trompetisterne som 'Chefens Musikanter', hvilket vil sige, at chefen skulle afholde udgifterne til dem af sit rådighedsbeløb. De skulle bl.a. blæse signaler når chefen gik til eller fra borde. Men han kunne også spare dem bort, hvis det passede ham. Det kan man læse i Løjtnant, oversøminemester Chr. Bendix Thostrups erindringer, der også fortæller lidt om kvaliteten hos musikerne:

"Commandeur-Captain Ellbrecht, der i 1770 kommanderede Linieskibet 'Slesvig' var en streng Økonom. Blandt de Reductioner af overflødige Udgifter havde han inddraget Musikerne, eller som de kaldtes Trompeterne, hvilke dengang holdtes for Chefens egen Regning. Naar man tænker på den barbariske Skik at modtage Chef of Officerer, der gik til eller fra Borde med Trompetklang, der oftest ikke var bedre end den, der høres i dag paa Bakken i Dyrehaven, saa kan man ikke sige andet, end at Commandeuren havde ret i at spare sine Penge. Mens falske Trompetstød skingrede fra andre Skibe i Eskadren, vedligeholdt 'Slesvig' en alvorlig, fornem Taushed. "Alle de Toner I dér blæser bort, dem har jeg her", sagde Commandeuren og slog sig paa Lommen"

I 1795 blev der oprettet en musikskole, med hvilken Tøjmesteren havde tilsyn, og hvis formål det var at uddanne hornblæsere til flådens skibe. For dog at gøre nytte ombord, blev det bestemt, at de tillige skulle gøre tjeneste som barberere. Skolen blev lukket igen i 1816, da en ny organisationsplan trådte i kraft. I kommisionens forslag af 1811 til ny organisation, blev det anført, at der af de faste hornblæsere skulle dannes egentlige musikkorps. Musikpersonellet skulle inddeles i 10 afdelinger, hver på 4 musikere og 1 lærling. De skulle spille på skibene og til parader i land. Forslaget blev aldrig ført ud i livet, da statsbankerotten lurede lige om hjørnet.

Hornblæsning som kommandoføringsmiddel indførtes officielt i flåden ved kongelig resolution den 4. februar 1838.

I 1845 gjorde korvetten 'Galathea' en jordomsejling. Chefen beretter:

"I stedet for sex Mand af Soldatsquen erholdt jeg Tilladelse til at tage nogle Hannoveranske Spillemænd ombord, som tilbøde sig at gjøre Reisen med for Matroskost og Hyre. Kl. 4½ passerede vi Kronborg, saluterede og lod Musikken blæse nogle Afskedstoner til det gamle ærværdige Slot, der gav os i Echo fra sine ærværdige Mure, de sidste Toner af den danske Sjømands kjæreste Sange". Det er første gang, man hører om, at et orkester har været ombord på et dansk orlogsskib.

Den 12. juni 1854 godkendte kongen et nyt 'Exerceer-Reglement' for den 'Kongelige Danske Søetat', hvor hærens hornsignaler af 1852 indgik.

Marinens første musikkorps dannedes i sommeren 1857 - i begyndelsen ganske vist noget uofficielt. Hornblæserne på skibene blev fra 1854 uddannet af hoboist Jacob Hüttenrauch, der efter en ulykke måtte forlade den militære tjeneste. Han havde fået en retrætepost som portner ved Fødselsstiftelsen i Amaliegade. Det betød åbenbart, at han havde god tid til sin lærergerning i marinen - "som han viste en ikke ringe interesse". Jacob Frederich Hüttenrauch (f. 1806) havde været hoboist ved 2. Brigades Musikkorps. Hans hovedinstrument var fløjte, og i en periode sad han i Lumbyes Tivoli-orkester, samtidig med at han passede portnergerningen og underviste hornblæserelever i marinen.

Fregatten 'Thetis' (1840-1864) - første skib med eget musikkorps

Men ud over signalhornblæsningen, underviste Hüttenrauch disse hornblæser-lærlinge i brugen af andre instrumenter, således at de kunne danne et lille musikkorps - forsynet med gamle, kasserede instrumenter fra hæren - bl.a. klaphorn og bashorn. I sommeren 1857 kunne marinens 'uofficielle' musikkorps have sin første optræden på togt med fregatten 'Thetis'. Skibschefen, Commandeurcaptain Harald Fæster skriver om det i sin chefsrapport:

"... Til Slutning skal jeg ikke undlade at berøre, at Fregatten var forsynet med et Musikkorps af 9 Personer, som ved Søtøimesterens Foranstaltning i Løbet af sidste Vinter og Foraar vare blevne oplærte og instruerede af den Musikus, Hr. Hülttenrauch, som lærer Lærlingerne at blæse Signalhorn. Uagtet dets Præstationer selvfølgelig, efter ikkun nogle faa Maaneders Undervisning, lode meget tilbage at ønske, saa udgjorde dets Repertoire dog henved 30 Nummere. Marscher, Nationalsange, Valtse og navnlig Psalmemelodier til Brug ved Gudstjenesten -, og afhjalp taaleligen et af den danske Marines nuværende Generation bestandigen følt Savn, hvilket vistnok langt mere, end man skulde troe, vil tjene til Mandskabets Vel ombord, og naar man tillige tager Hensyn til de Instrumenter, hvormed dette Musikcorps var forsynet, nemlig Laan af fra Arméens Musikcorps kasserede Messinginstrumenter, der saa godt som muligt vare blevne reparerede, saa maatte Enhver, der fik Leilighed til at høre det, dog indrømme, at det var langt bedre, end man med Billighed turde have ventet, og for Hans Majestæt Kongen blev, saavel ved Visitten ombord i Fregatten, som ved andre Leiligheder, naar Allerhøistsamme passerede Fregatten, hilst med Musikken, hvilket syntes meget at interessere Allerhøistsamme..... Idet jeg saaledes herved tillader mig på egne Vegne, at bevidne Søtøimesteren vor Tak for hans Bestræbelser med Uddannelsen af dette Musikcorps, vover jeg allerunderdanigst at udtale det Haab, at det høie Marineministerium af de gode Resultater af dette første Forsøg, måtte finde Opfordring til at understøtte fremtidige Bestræbelser i denne Retning, hvilket det er min Overbevisning ikke alene vil møde almindelig Anerkendelse hos den farende Deel af Marinen; men også vil tjene til megen Gavn ombord på Skibene."

De to mænd, der mere end nogen andre kæmpede for at få etableret et egentligt musikkorps var naturligvis Hüttenrauch, men ikke mindst Søtøimester, Commandeurcaptain Oluf Wilhelm de Fine Skibsted. De to havde et fortrinligt samarbejde i deres ihærdige bestræbelser på at bearbejde Marineministeriet til at oprette et egentligt og officielt musikkorps. I december 1857 ansøgte Skibsted om at få nye 'moderne' instrumenter. Men Marineministeriet må have været modvillige - eller i hvert fald trukket sagen ud - for den 12. juni 1858 kommer Søtøimesteren med følgende kreative forslag:

"Af den ved Søétatens Tøihuus værende beholdning af glatløbede geværer, ialt 3827 Stk. behøves til Flaaden og Defentionen ialt 2931; der haves saaledes et Overskud af 896 Stk. Geværer.... Jeg giver mig derfor ærbødigst den Frihed at foreslå Deres Excellence, at det maate tillades ifølge gjort Tilbud af Instrumentmager Smidt at levere ham dette antal Geværer i Bytte for de i min underdanige Skrivelse 15de December f.A. til Marinens Musik Corps foreslaaede Instrumenter. Idet han vil beregne Prisen på Geværerne til 15 Mark Stk. vil dette parti andrage 1250 Rgdl."

Sagen var lidt ømtålelig, da det var Marineministeren selv - O.W. Michelsen - der som 'Søtøimester' i 1849 havde stået for anskaffelsen af de nærmest ubrugelige geværer, der oprindeligt var fremstillet til salg i kolonierne som haglgeværer til jagt. Ministeriet bifalder ikke søtøimesterens opfindsomme forslag, men giver dog tilladelse til at bruge 500 Rdlr. i indeværende finansår til at købe instrumenter for. Der blev også afsat midler til at få indrettet et musiklokale og til undervisning af musikeleverne.

Men et rigtigt funktionsdygtigt musikkorps var det ikke endnu. I august 1858 skulle den nye tørdok på Nyholm Værft indvies, og da kongen selv ønskede at indvie dokken, var der brug for et musikkorps, som endnu ikke rigtigt fandtes på grund af den sendrægtige sagsbehandling. Marineministeriet måtte anmode Krigsministeriet om hjælp, og 1. Brigades Musikkorps blev beordret til at klare sagen. Men 3 uger senere fik flåden taget revance, da 'Søartillericorpset' paraderede med eget musikkorps ved afsløringen af kong Frederik VI's statue i Frederiksberg Have.

I oktober 1858 fik Marinens Musikkorps sine nye instrumenter, som det fremgår af denne kvittering fra instrumentmager Schmidt. Nu mente så Skibsted, at vejen var banet for musikkorpset og at han kunne indkøbe f.eks. musikalier (noder). Men det affødte en streng reprimande fra Marineministeriet. Der var ikke "meddelt nogen Resolution" om udgifter til et musikkorps. Dog ville der i budgettet for 1860/62 blive afsat en passende sum til formålet.

Marinens Musikkorps var altså nu en realitet. Der synes at have været ca. 25 musikere, der dels kunne formere ét musikkorps, men som også kunne deles op i mindre musikkorps, således at fregatten 'Thetis' havde et 'større' musikkorps på 11 musikere, og korvetten Heimdal og briggen St. Thomas havde to mindre musikkorps på 7 musikere. Musikken var iøvrigt "en Bitjeneste, der der ikke skal hindre de Musicerende for de Tjenester og de Øvelser, som udkræves i Skibet".

I 1879 trak Jacob Hüttenrauch (nu med titel af 'Krigsassesor') sig tilbage - 73 år gammel. Da havde han i mere end 20 år stået for opbygningen af Marinens Musikkorps. Marinen uddannede nu selv en underkanonér - Adolph Thorvald Becher - som i 1879 tiltrådte som stabsmusiker. Der er efterladt flere marcher af Th. Becher. Bl.a. den første 'Kongelige Danske Marines Honnørmarch' - der findes hele 3 af slagsen.

Man skal imidlertid helt frem til 1880 før marinens musikkorps bliver stadfæstet i 'Lov om Søværnets Ordning', men her er det kun med 1 stabshornblæser (Becher) og 10 hornblæsere.

At musikkorpset - eller rettere musikkorpsene på skibene - havde stor betydning kan man læse i et lille hefte af F. Munthe-Morgenstierne om broderen Bredo, som omkom ombord på 'Sjælland' på et togt til Vestindien i 1880:

"Ved afrejsen fra København spilledes på skibet melodien 'Vift Stolt på Codans Bølge', hvilken langsomt, højtideligt og vemodigt satdig mere dæmpet fortog sig som Skibet bevægede sig bort. Bredo fortæller i et brev hjem, at ved Aftensmaden naar Musikken spiller gamle danske Melodier, fik man taarer i Øjnene".

Musikkorpset på panserskibet 'Helgoland' 1897 - 2 faste hornblæsere fra musikkorpset, 5 musikuddannede underofficerer og 2 værnepligtige på slagtøj. (Foto: Forsvarets Digitale Fotoarkiv)

I de følgende år blev musikkorpset gradvist udvidet, men i 1911 blev musikkorpset - ligesom hærens musikkorps - skåret ned til 9 mand. Marinen har imidlertis altid været lidt mere kreativ end hæren, og man ansatte et par musikere som artillerister. Det gjaldt f.eks. Knud V. Bentzen - den senere musikdirigent.

Marinens sidste musikdirigent var Knud V. Bentzen. Knud Bentzen mødte som 15-årig hornblæserelev ved Marinen i 1911 og var med musikkorpset på det store togt til Vestindien med krydseren  Valkyrien fra 1915-17 i forbindelse med salget af øerne til USA. I et interview omkring 1950 til bladet 'Folk og Værn' fortæller Knud Bentzen om, hvordan Marinens Musikkorps var delt op i små skibsmusikkorps - og også om sin far, Victor Bentzen, som i 1915 blev stabshornblæser for marinens musikkorps.

"Min viden om marinens musik går ikke længere tilbage end til året 1884, fortæller musikdirigenten. Dengang blev min far ansat i marinen som 15-årig hornblæser. Skibslugten fra køjesækken, som han efter endt togt kom hjem med fra korvetten "Dagmar" indåndede jeg med stort velbehag. De spændende oplevelser, som han fortalte om orkestret, der havde været i land for at spille for den tyrkiske sultan og i Port Said for Khediven, som havde været til stede i anledning af 30-årsdagen for Suezkanalens åbning, de var for mig det store eventyr.

Han fortalte også om en juleaften i Singapore, hvor de danske julesalmer så smukt havde klinget ud over havnen fra den danske orlogsmand, og om receptionen hos guvernøren i Saigon, hvor knaldene fra festfyrværkeriet havde blandet sig med tonerne fra "Kong Christian". Han fortalte om, da han i Shanghai måtte om bord i en kinesisk orlogsmand for at få afskrevet og instrumenteret den kinesiske nationalsang - en opgave, som min far var meget stolt af, for, som han sagde, selv kineserne kunne kende deres nationalsang igen, da vi spillede den for dem.

At musikken har haft betydning for marinen på den tid, kan næppe bestrides. Ja, den havde vel endog en national betydning. Skibenes orkestre bestod dengang som regel af 2 faste hornblæsere, 4 underofficerer, og 2 værnepligtige, der slog på stor- og lilletrommer. Underofficererne, der blev oplært af stabshornblæseren på elevskolen, deltog i morgen- og aftenmusikken samt i skansevagten til flagets op og nedhaling, og når de samtidig skulle passe vagten og den øvrige tjeneste om bord, kan man vel nok sige, at de havde en streng tjeneste. At et orkester med så få blæsere ikke kunne påtage sig store opgaver, er forståeligt, og det blev ofte nødvendigt at lade stortrommen slå et kraftigt "fortissimo" i de vanskelige passager for at redde situationen.

Til tider kunne orkestret spille med et særdeles godt humør, og årsagen var måske at finde i, at man hver lørdag fik udleveret en pægl brændevin til rengøring af hornenes indre dele. På den tid blev en koncert aldrig aflyst på grund af dårligt vejr eller lignende. Jeg har selv som elev på skonnerten "Ingolf" stået fastsurret til naglebænken ved stormasten og spillet "Jeanette i den grønne skov". Hver af orkestrets medlemmer havde en pøs til afbenyttelse, når søsygens kvaler meldte sig. I tåget vejr havde musikken en forbavsende virkning. Vi plejede da at slå op på nr. 10 i nodebøgerne, og tonerne til Lange Müllers "Skin ud du klare solskin" fik som regel tågen til at lette.

Det lille orkester kunne også medvirke til at give en mere alvorlig følelse en særlig stemning. F. eks. var "Valkyrien"s lille 7 mands orkester ved den amerikanske overtagelse af de vestindiske øer i land for at stryge flaget på Sct. Thomas. Jeg tror ikke, at nogen dansk, der var til stede, vil glemme tonerne af "Kong Christian", som blev spillet, da Dannebrog på det gamle fort, omkranset af palmetræer, blev nedhalet. Selv ikke detachementets mandskab, der præsenterede gevær, kunne sige sig fri for at knibe en tåre.

Af musikkens funktioner var dens medvirken ved gudstjenester om bord også af stor betydning. Hvor var det smukt en søndag formiddag at høre, når skibsklokken ringede til gudstjeneste, og når salmen "Dejlig er jorden" tonede ud over fjorden. Ekkoet gik langs fjordbredden og blandede sine toner med lyden fra landsbyens kirkeklokker. Påskemorgen var det skik at lade skibsorkestret erstatte reveillen og så blev man purret ud til tonerne af "I østen stiger solen op".

3 gange 3 minutters løb fra for til agter, som senere blev indført i marinen, var også af stor betydning for mandskabet, især når orkestret spillede de gamle "chanty"-melodier og derved markerede takten, ja, så dirrede skibets spanter, og løbet blev til en leg. Når vi havde kongen og dronningen om bord på vore togter, var det en sand fornøjelse for majestæterne at løbe med i 3 gange 3 minutters løbene.

Alt arbejde, som skulle foregå i takt, hjalp orkestret med til. Når dampbarkassen og travaillerne skulle indenbords, så var det "Tabasko-Marchen", der lettede arbejdet. Man må sige, at musikken virkelig havde en funktion i marinen."

Knud Bentzen blev musikdirigent i 1927, hvor han afløste Sofus Kofoed.

I 1932 blev hele den danske militærmusik uden for Livgarden nedlagt - og også Marinens Musikkorps. Men Knud Bentzen blev - som den eneste musikdirigent - ikke afskediget. Blandt musikere mente man (lidt spøgefuldt), at man havde 'glemt' at afskedige ham. En musikdirigent uden musikkorps. Men det var ikke en forglemmelse. Hans hovedopgave var at forestå undervisning af værnepligtige hornblæsere og trommeslagere til Marinens tjenesteder og skibe. Det gjorde han naturligvis, selv om han overgik til reserven, da han (i øvrigt sammen med sin musikerkollega fra Marinens Musikkorps Hans Peter Nielsen) blev ansat som trompetist i Radioens Underholdningsorkester i 1939. Filmklip viser, at Bentzen allerede sidst i 30'erne ind imellem samlede marinens hornblæsere og trommeslagere ved særlige lejligheder - bl.a. ses de i spidsen for begravelsesoptoger efter mineulykken ved Stege i 1939, hvor 70 tyske marinere omkommer, hvor af de 28 begraves i en fællesgrav på Stege kirkegaard (se videoklip).

I 1939 kom instrumenter og noder fra det nedlagte Marinens Musikkorps atter til ære og værdighed. Krydseren 'Niels Juel' havde base i Aarhus det meste af efteråret 1939. Den skulle have været til New York i august i forbindelse med verdensudatillingen. Togtet blev p.g.a. krigen aflyst, men krydseren blev liggende i Aarhus. Når Musikdirigent Knud Bentzen, skulle udvælge nye værnepligtige til uddannelsen som hornblæser og trommeslager, gik han – meget naturligt – fortrinsvis efter folk, der kunne spille i forvejen og som vidste noget om musik, rytme og kunne noder.  I forbindelse med Niels Juels togt til New York, havde han fået samlet så mange trommeslagere og hornblæsere der også kunne spille et 'rigtigt' instrument, at han lod dem danne et skibsorkester – ’Niels Juels Swingband’ - der formentlig skulle have spillet i New York.

Men 'Niels Juel Swingband' leverede også traditionel militærmusik, som det ses på dette foto fra 1939. Der fandtes formentlig kun én Sousaphon i Danmark på det tidspunkt. Den blev bygget til Marinens Musikkorps (se den på fotoet fra 1932 i fotogalleriet). Det kunne tyde på, at det værnepligtige musikkorps står med nogle instrumenterne fra det nedlagte Marinens Musikkorps. Efter det aflyste togt til New York, blev 'Niels Juel' som nævnt liggende i Aarhus hele efteråret. I en periode under opholdet, tog flagnedhalingen med musik og skansevagt, proportioner af en 'Århusiansk aftenbegivenhed' med stor tilstrømning af publikum. Og retræten (tapto) var det rene udstyrsstykke: 1. post blev spillet fra styrbords brovinge; 2. post fra bagbords brovinge - og til sidst 3. post højt oppe fra artillerimasten. Det hele selvfølgelig i flotteste projektørbelysning.

Efter krigen oprettede Musikdirigent Knud Bentzen et 'Signal- og Hornorkester', der gradvist udviklede sig til det vi i dag kender som Søværnets Tamburkorps. Knud Bentzen var i øvrigt også med til at danne Kvindelige Marineres Tambourkorps (hjemmeværnet), der senere blev til Kvindelige Marineres Musikkorps.

Knud Bentzens undervisning af hornblæsere og trommeslagere foregik på grundskolen (rekrutuddannelsen), som alle indkaldte hold gennemgik. På indkaldelsesdagen blev samtlige indkaldte udspurgt og evt. prøvet på stedet - altså om de pågældende kunne spille et musikinstrument og i givet fald, hvor meget. De måske egnede (måske 20-30) blev udtaget til undervisning i grundskoleperioden. I slutningen af grundskolen blev de egnede (8-10) udstukket til tjenestesteder og skibe.

Ved særlige lejligheder samlede man centralt, på Holmen eller Bådsmandsstrædes Kaserne, 'de egnede' i et ”Søværnets Trommekorps”. F.eks var senere musikdirigent ved Slesvigske Fodregiments Musikkorps, Knud Graugaard og trompetisten Perry Knudsen (fra Jørgen Grauengaards Orkester) i trommekorpset i en periode i slutningen af 40-erne. Den mest berømte af de særlige lejligheder var i forbindelsen med Livgardens 300-års Jubilæum i 1958. Kong Frederik IX ønskede, at alle gardere - også de der skulle på vagt på Amalienborg, skulle være med til den store jubilæumsparade. Og kongen besluttede derfor, at lade søværnet overtage vagten på Amalienborg i 4 dage. Det betød, at man skulle gå vagtparade, og det blev med Søværnets Trommekorps i spidsen.

I 1963 foreslog musikdirigent Knud Bentzen, at Søværnet fik sit musikkorps tilbage - hæren have fået genoprettet 4 musikkorps i 1941 og et 5. i 1953. Forslaget, som støttedes af mange centralt placerede søofficerer, gik ud på et 35-mands harmoniorkester svarende til Livgardens; men uniformeret i 'matrostøj med stribet krave'. Musikerne skulle være unge mennesker (konstabler) max. 35 år. Det blev blankt afvist af forsvarsminister Victor Gram. ”Men I kan jo lave et tamburkorps” sagde ministeren efter afslaget. Altså konstruerede Knud Bentzen et fanfarekorps med signalhorn i alle størrelser - fra små kornetter til store tubaer og alt der i mellem - svarende til 'Batteri Fanfare' ved Republikanergarden i Paris, som han sagde. Af økonomiske grunde blev det ikke til noget - de specielle signalhorn ville have kostet en formue. Det blev i stedet til nogle (meget dårlige) hollandske signalhorn og et antal tenorhorn.

I 1964 blev Søværnets Tamburkorps således en realitet. I 1968 blev de gamle signalhorn (af dårlig kvalitet) udskiftet med franske ventilsignalhorn - modificeret af instrumentmager Gottfried i Kronprinsessegade. Det blev også tilladt at indføre basuner (de havde dog uofficielt været der et stykke tid) og tuba. Der kunne nu spilles et lidt mere spændende repertoire - men stadig kun med meget enkle melodiføringer.

For at forbedre messinggruppens klang fik Tamburkorpset i 1972-73 lov til at udføre signalhorns- og ventilsignalhorns-arrangementerne på almindelige messinginstrumenter: Kornetter, althorn, ventiltromboner, bariton’er og tuba. Det blev dog pointeret, at man ikke måtte give os til at spille almindelig hornmusik! Der skulle stadig være tale om, at melodierne i princippet var for signalhorn - løse toner og 1. ventil. At Søværnets Tamburkorps rent faktisk overholdt dette, måtte det engang, i Forsvarskommandoen, bevise (med held) overfor 'Dansk Militærmusiker Forening', der var bange for at et koncept som Søværnets Tambourkorps skulle kunne afløse de 'rigtige' militære musikkorps!!

Først i slutningen af 70'erne blev der tilladt normal hornorkesterinstrumentation, idet Chefen for Søværnet, Viceadmiral S.S. Tholstrup udbad sig melodier som den rigtige 'Fanemarch' (Livgardens Musikkorps) i stedet for 'Honnørmarch no. 1' for signalhorn, 'Holmens Faste Stok' (Søværnets Tamburkorps) for messing – ikke kun for fløjter og trommer. Og især C.C. Møllers 'March til Nordsøeskadren' (8. Regiments Musikkorps).

I 1966 fyldte Knud Bentzen 70 år, og måtte forlade søværnet. Til at lede tamburkorpset (der jo faktisk er blevet et fuldt besat musikkorps) blev der ansat en musiker i søværnet på lige fod med hærens musikere. Det blev musiker i Slesvigske Fodregiments Musikkorps, Hans Erik Christiansen. Han blev i 1980 musikdirigent ved Prinsens Livregiments Musikkorps, og blev i Søværnet afløst af organist Ib Myrner, som i 2010 blev afløst af Peter Harbeck. Harbeck kom fra en stilling som musikdirigent i Den Kgl. Livgarde. Han tog sin militære rang med over i Søværnet, som således igen fik en musikdirigent som leder af Tambourkorpset. I 2014 gik Peter Harbeck på pension og blev afløst af musikdirigent Dennis Andersen. Senest er ledelsen af Tamburkorpset i 2020 lagt i hænderne på René Bjerregaard Nielsen, som tidligere har været musikdirigent ved såvel Slesvigske Musikkorps som Prinsens Musikkorps.

Men Knud Bentzen har sat sig endnu et spor. I 1948 var han initiativtager til et musikkorps tilknyttet Kvindeligt Marinekorps. Dette musikkorps eksisterer stadig under navnet 'Kvindelige Marinerers Musikkorps' og ledes i dag af musikdirigent Jakob Lange.

Årstal i Marinens/Søværnets musikhistorie

1510:

Snekken Biskoppen har 1 piber og 1 trommeslager i besætningen; formentligt hørte de til de marineinfanterister (soldatsquen), som var tjenstgørende på skibet

1536:

Christian III’s Ordinanz: ”Piberen og tamburen skal have dobbelt bytte”

1555

Chr. III Krigsartikelbrev: "Trompeteren, piberne og tamburen skal have dobbelt part, den ene af Kongens part, den anden af mandskabets."

1625:

8. Maj: Chr. IV Krigsartikelbrev §61:”Når Trompeten eller Trommen høres, da skal Alle under legemlig Livs- eller Æresstraf, efter Sagens Omstændigheder, stille sig i god Orden, beredte til at fægte på deres Post”.

1629:

Infanteri på orlogsskibene: "3 Kmp. Skotter skal gøre sig klar til at gå ombord."

1655:

15. december: Bremerholms mandtal: "5 Skibstrompetere (Schibs-Thrompetre) og 7 Tamburer (Thromslaar)"

1663:

27. marts: Chr. V Krigsartikelbrev – omtaler skibstrompetere.

1676:

”Det påhvilede Magistraterne, når det påkrævedes, navnlig i Fejdetid, at skaffe Skibstrompetere til Flåden - ligesom tidligere Trommeslagere og Pibere - og de hittede på at overføre denne Forpligtelse på Musikanten (Stadsmusikanten) ved en Klausul derom i Bestallingerne. Svendene var himmelglade for at komme ud som Skibstrompetere, men Musikanten kunne dårligt undvære dem, havde han ingen at stille, måtte han møde selv.”

1700:

15. marts: Fr. IV Krigsartikelbrev: "Trompeter til søs 150 Rd. Årligt + skipperskost (2 skibsportioner); Thambourger 16 Rd. + 1 portion skibskost."

1752:

8. januar: Fr. V SøeKrigs-artikelbrev og

1756:

29. juli ”Kong Friedrich den Femtes Krigs-Artikels. Brev for Landtjenesten ved Søe Etaten” omtales trommesignaler. Dog nævnes i 1752 linjeskibenes normering med trompetere og trommeslagere af Soldatsquen (antal afhængig af antallet af kanoner); “Anhang til Søe-Krigs-Artikels Brevet indeholdende de den 12. august 1785 allernådigst approberede Skyt-Ruller”: Ligeledes skibsnormeringer; antallet af trompeter og trommeslagere afhængigt af antallet af kanoner. Det fremgår helt klart, at tambourerne hørte til Soldatsquen, medens trompeterne hørte til flådens mandskab.

1757:

Trompetere til advarsel i tåge.

1779:

Reglement, håndskrevet, “Exercitie med Canoner inden Orlogsborde” igen trommesignaler, fx reveille og tapto.

o. 1780:

Skytrullerne nævner en normering på 2 trompetere pr. skib.

1795:

Der oprettes ved Søartilleriet under Tøjmesterens tilsyn en musikskole, hvis formål det var at uddanne musikere (trompetere) til Flådens skibe. Den 27/9 1805 skriver Admiralitets og Commissariats-Collegiet til Holmens Ekvipagemester om trompetere, der betegnes som ”Musikskolens Elever”, at disse skal oplæres til at være barberer ombord i skibene. Udlært skulle de een gang for alle have udleveret to barberknive og et bækken, som de selv skulle vedligeholde og forny mod månedligt tillæg af 2 Rd.

1837:

Overvejelser om at indføre hornblæsning i forbindelse med kanonbetjening.

1838:

4. februar; Hornblæsning indføres ved Kgl. Resolution.

1845:

Galatheas Jordomsejling 1: “I stedet for sex Mand af Soldatsquen erholdt jeg Tilladelse til at tage nogle Hannoveranske Spillemænd ombord, som tilbøde sig at gjøre Reisen med for Matroskost og Hyre. Kl. 4½ passerede vi Kronborg, saluterede og lod Musikken blæse nogle Afskedstoner til det gamle ærværdige Slot, der gav os i Echo fra sine ærværdige Mure, de sidste Toner af den danske Sjømands kjæreste Sange”. Det er første gang, man hører om, at et orkester har været ombord på et dansk orlogsskib.

1852:

Korvetten GALATHEA var vagtskib i Sundet, og de af Søtøjmester Michelsen foreslåede hornsignaler af Jægerkorpsets, blev den sommer gennemprøvede ombord i korvetten. Chefen, daværende Captain-Lieutenant, senere Orlogskaptajn P.C. Holm. (chefen for fregatten JYLLAND 1864) omtaler disse signaler i sin rapport for togtet: “Hornsignalerne er befalet at skulle anvendes ved Kanonmaneuvren, de ere aldeles uundgaaelige ved Evolutioner, som man maa ønske at Landgangscompagniet kan udføre og hvilke altsaa nødvendigvis maa læres af Artillericorpset. Det er altsaa et dagligt Savn ikke ved Corpset at have Hornblæsere."

1854:

12. juni; nyt 'Exerceer-Reglement' for den 'Kongelige Danske Søetat', hvor i indgik hærens hornsignaler af 1852.

1857:

Marinens første musikkorps dannedes (uofficielt). Instrumenterne var dels lånt hos Hæren, dels gamle kasserede instrumenter, der med megen omhu og snilde var reparerede, gode var ingen af dem, men man lavede dog et orkester på 9 mand. Tøjmester O.W. de Fine Skibsted fremsætter derpå forslag om tre musikkorps, eller som de kaldtes “Musikbander”: 1 korps på 9 mand til et større skib, 2 korps på 7 mand til mindre skibe. Oprettelsen ville koste 1000 Rd. som foreslås fordelt over to år med 5oo Rdl. pr. år.

1858:

August - Ny tørdok på Nyholm indvies; musikkorpset endnu ikke fuldt funktionsdygtigt, så 1. Brigades Musikkorps må træde til. Tre uger senere tager flåden revanche, da musikkorpset spiller i Frederiksberg have ved indvielsen af statue af Frederik VI. Oktober: nye instrumenter.

1880:

Lov om Søværnets ordning: Musikkorpset omfatter: 1 Stabshornblæser (Underofficer af 1. Grad) og 10 hornblæsere (5 hornblæsere af 1. Klasse (underofficer af 2. Grad) samt 5 hornblæsere af 2. Klasse)

1915-17:

Et 8-mands skibsorkester på 'Valkyrien' i Vestindien. 31 marts 1917. 'Valkyriens' lille musikkorps går i spidsen for æreskompagniet, der paraderer ved de Vestindiske Øers overdragelse til USA. Chefen - daværende kommandør, senere viceadmiral H. Konow - kommanderede: ”Hal ned Dannebrog”. Flaget på salutbatteriets flagmast sænkedes langsomt medens musikkorpset spillede 'Kong Christian'. Begge æreskompagnier præsenterede gevær, medens forsamlingen blottede hovederne. Da flaget var halet ned, lød salutten på 21 skud fra 'Valkyrien'. Både danske og negerne græd. Efter at have været Dansk Vestindien i 25 år, var øerne nu The Virgin Islands af USA. I St. Thomas Avis kunne man næste dag læse en artikel med overskriften “This Fineshed” Danmark havde ikke noget at gøre i Vestindien mere.

1922:

En musikdirigent samt et ubestemt antal midlertidige befalingsmænd som musikere.

1932:

Musikkorpset opløses. Musikdirigenten bibeholdes for at kunne uddanne værnepligtige hornblæsere og trommeslagere.

1948:

Kvindeligt Marinekorps Musikkorps (under hjemmeværnet) oprettes med Knud Bentzen som initiativtager og musikdirigent.

1950'erne:

Søværnets Trommekorps, f.eks. i 1958 ved Livgardens 300-års jubilæum.

1963:

Planer om et musikkorps afvises af forsvarsministeren.

1964:

Søværnets Tamburkorps etableres.

Kilder til artiklen:

Topsøe-Jensen: Anvendte instrumenter til lydsignaler og musik i Den Kongelige Danske Marine.

Carl Thrane: Fra Hofviolonernes tid.

Interview af Otto Ludwig med musikdirigent Knud Bentzen i 'Folk og Værn' 1950.

C.V Arendrup - 'Om Hornblæsning i Flaaden' - Tidskrift for Søvæsen 1957.

Kurt Bang Petersen: "Løst og fast omkring musikken, instrumenter og signaler ved Marinen", 3 artikler i Våbenhistorisk Tidsskrift 2006.