Beretningen om regimentsmusikken i Odense består af to artikler. Den første er organist og musikhistoriker Niels Friis, og den blev bragt i Fyens Stiftstidende i 1941 i forbindelse med genoprettelsen af 4 Regimentsmusikkorps. Retskrivningen fra 1941 er bibeholdt - bl.a. skrives navneord med stort. Billedmateriale er udvalgt og tilføjet af redaktøren.



Odense Regimentsmusik - nogle Blade af dens Historie

- af Niels Friis

Militærmusikens genopstaaen - eller rettere sagt Begyndelsen til den – kommer ikke til at berøre Odense, hvilket kan siges at være uretfærdigt forsaavidt at Fyens Hovedstad gennem sin militære Musik er kommet til at betyde mere for dansk Musikliv end nogen anden af Landets Garnisonsbyer. Ikke fordi Militærmusiken i Odense har haft større eller bedre Forhold at arbejde under end andre Steder, thi Kaarene var lige så gode eller lige daarlige overalt, men fordi der her toner Navne frem, som hurtigt blev store og berømte. Baade Carl Nielsen og H.C. Lumbye havde jo deres Rod i Odense Militærmusik, som altid vil være sikker paa at blive nævnt, naar deres Levnedsløb kommer paa Tale.

Hvor længe militære Toner har klinget gennem Odenses Gader og på Byens Torve, er et Spørgsmaal, der hører Militærhistorien til, og som her blot lige skal strejfes. Saa meget kan slaas fast, at Odenses første Berøring med Militærmusiken etableredes gennem den smukke og traditionsrige Rytterafdeling, Det Fyenske Regiments lette Dragoner - med dets Forgængere og Efterfølgere, som gennem adskillige Aar garnisonerede i Byen. Regimentets Musikhistorie har formet sig som Hærens i al Almindelighed, og den kan kun resumeres i Hovedtrækkene. Saa meget er sikkert, at det fra sin tidligste tid har haft Trompeter og Pauker, som altid har hørt Rytteriet til, og med disses klingende Spil har det sikkert i sin tid holdt sit Indtog og siden forlystet Odenses Borgere adskillige gange.

Officer af 'Fyenske Regiments lette Dragoner omkr. 1813 (Tegning af Jørgen K. Larsen i 'Chakoten'

En af de første gang der høres herom, er ved Tronskiftet i 1766, da Kong Frederik den Femte var død og Kong Christian den Syvende besteg Tronen. Paa Byens store Torv afholdtes Onsdag den 22. Januar en Parade. Her mødte, som der hedder i Datidens Sprog ”begge de indquarterede Cavallerie-Regimenter, nemlig det Holstenske Cuirrassier Regiment og det Fyenske Dragonregiment for at aflægge deres Troskabs-Eed til Hans Majestæt Kong Christian den Syvende, da hans Excellence, Hr. Generalliutenant Rippeur holdt en net og kort Tale til dem, hvorpaa Eeden blev de, forelæst, hvilken de igjen repeterede, og til Slutning opfyldte Luften med et klingende ’Vivat’ - længe leve Kong Christian den Syvende, hvilken trende Gange blev repeteret, og hver Gang svaret med Musique af Pauker, Trompeter, Hautboer og Tambourer”.

Det holstenske Kyrasser-Regiment forsvandt senere, men Dragonerne blev, og det betød, at Odense kom til at gøre en vigtig Epoke med i Udviklingen af den militære Musik. Senest ved Hærordningen 1767 fik nemlig Regimentet, der var en Blandet Afdeling med baade Dragoner og Fodfolk, tildelt 6 egentlige Musikere - ’Hautboister’ - der kaldtes saaledes, fordi Oboen og de dermed beslægtede Instrumenter udgjorde deres Besætning. Af Hoboist-Musiken, som allerede i mange Aar havde været i brug ved en Del af Fodfolkregimenterne, udviklede sig med tiden den egentlige Militærmusik, som vi nu kender den. Hoboisternes tilstedeværelse, der kun lige er antydet i Beskrivelsen af Tronskifte-Paraden i 1766, omtales tydeligere, da Kong Christian den Syvende tre Aar senere besøgte Odense og tog ind paa Slottet. Her var - hedder det - ”Slotsvagten forsynet med 60 Grenadiers foruden deres Haoutboister og Tambourer”.

Senere faldt Dragonregimentets Fodafdeling bort og med den ’Hautboisterne’, saa man i Odense Garnison atter kun havde Trompeterne at gøre Musik med. Det blev gennem mange Aar kun til Signal- og Fanfareblæsning af den ligefremme grund, at man først ret sent – efter 1800 – opfandt Ventil-Trompeten, paa hvilken der kunne spilles Melodier. Noget egentligt Musikkorps fik Regimentet nok aldrig, mens det havde sit gamle Navn, Fyenske Regiments lette Dragoner. Der var en Stabstrompeter ved Regimentet (Paukisten, der ellers hører til Ryttermusiken, synes på et tidligt Tidspunkt, at være forsvundet ved alle andre Rytteriafdelinger end den berømte Hestgarde i København) og dertil 3 Trompetere ved hver af Eskadronerne. Men de har sandsynligt nok spillet sammen og paa andre Instrumenter end de egentlige Signaltrompeter - i hvert Fals hører man omkring 1825 om Militærkoncerter paa Flakhaven.

Ved denne tid fik Regimentet den berømteste af sine Trompetere, H.C. Lumbye, der som ganske ungt Menneske i 1824 blev antaget som Trompeter ved en af Eskadronerne. Hvorledes han har gjort sig bemærket som en aldeles frotrinlig Blæser og fik et hurtigt avancement, eftersom han fem Aar senere kom til Hestgarden i København, hvor en stor Fremtid ventede ham – alt det er noksom bekendt. Her skal kun opfriskes den gamle Anekdote om en af hans kolleger ved Odense-Dragonerne, som sammen med ham var ansøger til den plads ved Hestgarden, som Lumbye fik. Naar denne brave, men lidt naive Trompeter senere talte om Lumbyes store Sukces’ser i København som Musikdirektør og Dansekomponist, saa plejede han at sige med et Suk: ”Ja, der kan man se, hvor meget der her i Livet afhænger af Tilfældigheder - var det blevet mig, der havde faaet Pladsen, saa havde jeg nu været en berømt Mand!”.

Stabshornblæser Huber - 5. Bataljons Musikkorps

Det Fyenske Regiments lette Dragoner blev ved Hærordningen af 1842 til 6. Dragonregiment, og mellem de to Slesvigske Krige drog dette bort fra Odense, til ny Garnison i en af Rigets sydligste Byer, i Itzehoe i Holsten. Men ved denne Tid holdt også den egentlige Militærmusik sit indtog i Odense. Det var hin Majdag i 1859, da 5. Bataillon fra Rendsborg kom til Fyens Hovedstad for at gaa i fast Garnison der. Bataillonen var normeret med et fortræffeligt 17 Mands Musikkorps, som dirigeredes af den 33-aarige Stabshornist Huber, der stammede fra Rigets sydligste Ø, Femern. Han og hans Musikere fik den største betydning for Byen og dens Musikliv, ikke mindst med Musikforeningen som Mellemled. Men i 1863 drog Korpset bort igen sammen med Bataillonen, og først efter Krigen i 1864 fik Odense Militærmusik igen - under Troppeforskydningerne efter Felttoget endda saaledes, at 1. Brigades Musikkorps og 2 Bataillonsmusikkorps på én Gang laa indkvarteret i Byen.

Helt fast Form tog den militære Musik i Odense som i de øvrige Garnisonsbyer først ved Hærloven af 1867. Den betød en nedskæring af den militære Musik, men bragte dog en Ordning, som i mange Henseender var tilfredsstillende, og som med en enkelt Ændring var gældende i henimod et halvt Aarhundrede. I Korthed gik den ud paa, at hver Fodfolksbataillon fik tildelt 9 Musikere. To Batailloner udgjorde tilsammen en Halvbrigade og deres Musikere - ’Spillemænd’ som de nu kaldtes - et Halvbrigademusikkorps på 18 Mand. To Halvbrigademusikkorps kunne ved Lejrsamlinger og lignende Lejligheder slaas sammen til et Brigademusikkorps på 36 Mand. I 1880 skete der den Ændring, at Halvbrigaderne blev til Regimenter og ved den Lejlighed oprettedes Regimentsmusikkorpsene - først paa 20 Mand, og senere noget mindre, som vi har kendt dem helt op til vor Tid.

2. Dragonregiments Musikkorps, Odense spiller på Odense Væddeløbsbane 1910 - kort før nedlæggelsen af regiment og musikkorps. (Foto: Odense Lokalhistoriske Arkiv)

(Det hører dog med til beretningen om militærmusikken i Odense, at i 1867 fik 2. Dragonregiment også garnison i Odense. Regimentet rådede over et 9-mands musikkorps. Det forsvandt i 1910, da regimentet blev nedlagt - red.)

I Odense var det 5. og 16. Bataillon, der i Tiden efter 1867 kom til at virke som Halvbrigademusikkorps. Og til denne ordning knytter sig mindet om Carl Nielsens første Skridt paa sit Livs Kunstnerbane, idet han som 14-aars Dreng blev antaget som Militærmusiker og sat i Nummer son ’Spillemand V, Carl August Nielsen ved 16. Bataillon. Hvorledes Korpsene ved 5. og 16. Bataillon dels spillede enkeltvis, dels samlet som Halvbrigademusikkorps for til slut at blive staaet sammen til det berømmelige 6. Regiments Musikkorps, som saaledes er det, hvorfra vor største Komponist er udgaaet, kan man læse om i hans Erindringer fra de unge Aar - ’Min Fyenske Barndom’ - et af de fineste og mest henrivende Memoire-Værker der nogensinde er skrevet paa Dansk.

I denne Bog giver Carl Nielsen et meget værdifuldt Billede af de rent personelle Forhold ved Korpset på denne Tid, da det endnu var domineret af de brillante gamle Holstenere, som i mange Aar udgjorde dansk Militærmusiks solide og dygtige Stamme. Man faar et i mange Henseender fordelagtigt menneskeligt Indtryk af disse gamle Brumbasser af Spillemænd og Underofficerer med fremmedklingende Navne og tydelig Akcent. Folk, der havde Hjerter af Guld, selv om de skjulte det under en barsk og maaske endda ofte frastødende Væremaade.

Stabshornblæser August Simon 1870. (Foto: Fyns Militærhist. Samling)

Den Stabshornist Simon, som var Carl Nielsens musikalske Chef i hans Militærmusiker-Periode, og blev 6. Regiments Musikkorps første Leder, var, ligesom mange af sine Folk, Holstener, idet han var født på Godset Gyldenstein i Lensahn Amt, hvor hans Far var Slotsbødker. I Carl Nielsens Odense-Tid var Simon omkring de halvhundrede Aar. Han var hvervet i Rendsborg, tjente Hæren til 1889 og døde i 1903 som Krigsassesor og Dannebrogsmand. I ’Min Fyenske Barndom’ har Carl Nielsen givet et saare levende, ofte pudsigt, men utvivlsomt sanddru Billede af denne gamle Spillemand, der sikkert har forstaaet sit Kram paa den rette Måde.

Hans efterfølger som Stabshornblæser blev den Overhornblæser Schreiber, som Carl Nielsen omtaler i sine Erindringer som den, der var hans nærmeste Foresatte og første Vejleder på det specielt militær-musikalske Omraade. Schreiber, som var Leder af Regimentsmusikken, da det kendte Billede af Korpset omtr. 1890 blev taget, var, som dette vider, en smuk og statelig Mand. Typen paa den gode, gammeldags Militærmusiker. Ret længe kom han dog ikke til at fungere, idet han allerede i 1892 afløstes af Stabshornblæser Villumsen.

Denne brave Mand og storartede Militærmusiker, der havde været med i 1864, og som var blevet taget til Fange paa Dybbøl, fik en Betydning, baade for Regimentsmusikken og Oldense Bys civile Musikliv, som rakte ud over det Sædvanlige. Med Villumsen og hans Efterfølger, Stabshornblæser H.M.J.C. Hegeland, er vi saa godt som i vor egen Tid, og Lederne af Odense Regimentsmusik siden den Tid, Musikdirigenterne - som de kom til at hedde ved 1922-Ordningen - Georg August Madsen og Vilhelm Christensen, der virkede i Odense fra henholdsvis 1922 til 1931, og fra 1931 til Militærmusikkens ophævelse i 1932, huskes endnu med Glæde af mange Odense-Borgere. Af disse to har G.A. Madsen senere gjort en Karriere, der paa én gang er højst ualmindelig og dog paa en ejendommelig Maade i Pagt med alle den danske Militærmusiks allerbedste Traditioner. Da han i 1932 måtte gaa ud af Hæren som Musikdirigent (ved 1. Regiments Musikkorps - red.), konkurrerede han sig faa maaneder senere ind i Det Kongelige Kapel paa sit gamle Instrument, Klarinetten, som han tidligere - gennem mange Aar - havde blæst i Livgardens Musikkorps. I Kapellet hævdede han sig meget smukt, men glemte aldrig, at han var gammel Militærmusiker, og da for nylig Chefposten ved Livgardens Musikkorps blev ledig efter Dyring, meldte Georg Madsen sig som Ansøger, og var i den Grad selvskreven til Posten, at der end ikke blev Konkurrence om den. Der knyttedes derved et nyt Baand blandt de mange, der binder Militærmusikken og Kapellet sammen fra de ældste Tider til vore Dage - thi adskillige dygtige Militærmusikere har i Aarenes løb konkurreret sig ind i selve Det Kongelige Kapel, og flere af dettes Medlemmer var f.Eks. i forrige Aarhundrede ’Instruktører’ for de militære Musikkorps og fik Titel af Krigsraader.

Det var et lille Sidespring til nogle af Militærmusikkens Mænd i Odense. Hvad selve Musiken angaar, saa ændredes dens Fysiognomi ikke meget efter 1864. Ved den nye Hærordnings gennemførelse i 1867 kom der en bestemmelse om, at Musikkorpsene skulde være besat udelukkende med Metalblæsere, og dette holdt sig lige til vore Dage, ogsaa da korpsene i 1909-11 blev nedskaaret til en ganske ubetydelig Størrelse, nemlig til kun 9 Musikere plus 3 Reservemusikere. Da 1922-Ordningen bragte Korpsene op paa 15 Mand, blev der givet adgang til at besætte dem som Harmoniorkestre med blandet Træ- og Metalbesætning, og af dette benyttede man sig, som det erindres, i de senere Aar ved Odense Regimentsmusik.

6. Regiments Musikkorps 1927. Midt i forreste række musikdirigent Georg A. Madsen. (Foto: Odensebogen 1992)



(Denne tilladelse stammer nu helt tilbage fra 1897 under den betingelse, at træblæserne også skulle kunne spille et messinginstrument og signalhorn. Det gængse var 2-3 klarinetter og en fløjte. De forsvandt igen i 1911 ved nedskæringerne, men dukkede op igen - som nævnt i artiklen - i 1922. Det var dog ikke alle musikkorpsene, der benyttede sig af denne tilladelse - red.)

Det var smaa og yderst beskedne Forhold, der på det sidste blev budt dansk Militærmusik, men saa meget des mere beundringsværdige var de Resultater, der blev opnaaet af dygtige Musikdirigenter rundt om i Landet, og ikke mindst i Odense, hvis Regiments-Musikkorps altid har indtaget en meget høj Standard. Korpsene fik indflydelse paa Musiklivet, dels gennem de mange tjenstlige, befalede Koncerter, dels ved at deres Medlemmer, der altid var habile Folk, kom til at danne Grundstammen i de større eller mindre civile Orkestre, der eksisterede i Garnisonsbyerne og som satte disse i Stand til, ikke mindst takket være de fortrinlige Blæsere, Musikkorpsene raadede over, at løse Opgaver, der ellers ikke vilde have været muligt at løse. Det var derfor uundgaaeligt, at det kom til at føles baade som en Urimelighed og en Uretfærdighed, da alt det opnaaede og de mange gode Traditioner, Militærmusikken rummede, med eet sloges i stykker, da Musiken ved et Pennestrøg i Hærordningen af 1932 blev strøget af Hærens Rækker af økonomiske Hensyn.

6. Regiments Musikkorps 1932 - kort før nedlæggelsen. Midt i forreste række står musikdirigent Vilh. Christensen. (Foto: Klingende Spil)

Hvorledes Odense dengang tog Afsked med Militærmusikken, staar endnu klart i Erindringen, og Musikdirigent Vilh. Christensen har nyligt i et Interview i et københavnsk Blad opfrisket minderne fra dengang: ”Ved den sidste Tappenstreg var Gaderne fulde af Mennesker, og undervejs blev vi formelig begravet i Blomster. Alle Instrumenterne var dekoreret, selv Stortrommen og jeg selv var en vandrende Blomsterbutik. Jo, saadan noget glemmer man ikke. Saa var det meningen, da vi kom hjem til Kasernen igen ved Nitiden at de store Jernporte skulde have været lukket; Oberst Kyhl vilde tale til os inde i Kasernegaarden, og da skulde vi jo helst være os selv. Men det blev der nu ikke meget af; Folk vilde nemlig ikke slippe os. De løftede uden videre de svære Porte af Hængslerne og fulgte med ind”.

Som Fugl Fønix er nu den danske Militærmusik ved at rekse sig af sin Aske, der i øvrigt aldrig naaede at blive kold, selv om der skulde gaa omtrent ni Aar før fejlen fra 1932 blev gjort god igen. Ikke som en stor og straalende Fugl - for det er Tiden og Forholdende jo endnu ikke til, men dog som Begyndelsen til noget nyt, der nok engang skal vokse sig stort og smukt. De fire Korps, der nu oprettes, er netop kun tænkt som en Begyndelse, og selv om Odense, der er en af vort Lands ældste Garnisonsbyer, ikke er med i den foreløbige Nyordning, saa kan der dog naturligvis ikke herske mindste Tvivl om, at naar dansk Militærmusik atter engang vender tilbage i fuldt Omfang, saa faar ogsaa Fyens Hovedstad sit populære og savnede Militærmusikkorps tilbage.

--- ooo ---



Her følger den anden af de to artikler om regimentsmusikken i Odense. Den er skrevet i 1998 og blev bragt i Odensebogen samme år. Bogen er udgivet af Byhistorisk Udvalg, Odense Kommune. Forfatterens far var i mange år regimentsmusiker i Odense, og selv var han i en periode værnepligtig musiker i 6. Regiments Musikkorps - senere Fynske Livregiments Musikkorps. Artiklen bringes med tilladelse af Odense Kommune og forfatteren.



Regimentsmusik i Odense

- af Niels Johannes Hansen

"God eftermiddag, mine damer og herrer, og velkommen til koncert med Musikkorps Fyn". Disse ord vil være velkendte for mange odenseanere, når de på søndage kl. 15 er mødt op i Rådhushallen for en times tid senere at gå der fra en musikalsk oplevelse rigere. Indtil den 1. august 1991 hed det dog ikke Musikkorps Fyn, men Fynske Livregiments Musikkorps og endnu tidligere 6. Regiments Musikkorps. Først fra 1977 blev man budt velkommen af en konfererencier, og traditionen med rådhuskoncerterne er kun godt 40 år gammel. Men traditionen med på Fyn er langt ældre. Musikkorps Fyn, der blev nedlagt i 1997, havde rødder, som gik helt tilbage til den 17. november 1614, da Christian IV oprettede Fynske Livregiment (eller 'Fyenske Kompagni af Jydske Landregiment') med garnison i Nyborg.

Tambourer af Fyenske Regiment. Maleri af F. C. Lund 1822

Regimentsmusikken på Christian IV's tid var en hel del anderledes, end vi kender den i dag. Fra ældgammel tid har man anvendt musikinstrumenter ved militæret til signal- og marchbrug. Ved fodfolket piber og trommer og ved rytteriet trompeter og pauker. Det fynske regiment havde ved sin oprettelse to trommeslagere og en fløjtespiller, som var udvalgt blandt det udskrevne mandskab, og disse tre krigskarle blev altså 'stamfædre' til Musikkorps Fyn, der ved nedlæggelsen rummede en stab af professionelle, fortrinsvis konservatorieuddannede musikere.


HOBOISTERNE

Med tiden opstod der et behov for mere afveksling i den musikalske opmuntring af soldaterne under march og i felten, og man begyndte at ansætte rigtige musikere. Musikinstrumentet 'skalmeje' blev indført i hæren, musikerne blev udstyret med flotte uniformer, og dermed var de første egentlige militærorkestre en realitet. I slutningen af 1600-tallet udviklede skalmejen sig til et helt nyt instrument, en 'hautbois' (obo), og ude i Europa begyndte dette nye instrument at blive taget i anvendelse ved militærmusikken.

På en rejse til Rendsborg omkring år 1700 hørte kong Frederik IV et sådant 'hoboistkorps' og blev straks betaget af klangen, der var meget mere ædel end den, han var vant til fra de danske skalmejeblæsere. Derfor fik Danmark også snart hoboister. Hoboistkorpsene, der var på seks mand, skulle ifølge reglementet gå i spidsen for soldaterne under march og spille afvekslende med piber og trommer. Musikerne skulle være forsynet med gode og vel afstemte  instrumenter, forstå sig godt på musik og i øvrigt være ivrige efter at dygtiggøre sig og forny repertoiret. I de militære lejre skulle de hver morgen indfinde sig ved regimentschefens kvarter og "opvarte ham med musik". De øvrige stabsofficerer kunne nyde godt af en koncert en gang om ugen, men det var forbudt hoboisterne at spille for civilbefolkningen som samlet orkester. Enkeltvis havde de dog lov til at skaffe sig civile engagementer, og da de gerne var dygtige og rutinerede musikere, havde de let ved det. Så let, at der ofte kom konflikter med de stedlige stadsmusikanter, der følte sig truet på deres levebrød.

Der er bevaret ganske enkelte militærmarcher fra hoboisternes tid. Et eksempel er 'Cronprindsens Parademarsche' (her spillet af 8. Regiments Musikkorps - red), der i en nutidig instrumentering er blevet anvendt ved parader ved Fynske Livregiment lige til dets nedlæggelse i 1991. Hører man disse gamle marcher spillet i den originale instrumentering, synes man ikke, det har meget med militærmusik at gøre. Det minder mere om idyllisk kammermusik end om det, vi i dag forstår ved marchmusik. Der mangler 'ramasjang'. Det kom til i slutningen af 1700-tallet med den såkaldte janitsharmusik. Janitshar er egentlig betegnelsen for en tyrkisk soldat, men i dag betyder det slet og ret en slagtøjsspiller. Årsagen var, at tyrkisk krigsmusik var kommet på mode i Europa efter de store tyrkerkrige lige før år 1700. Den musik var nærmest en rytmisk klangstøj, frembragt af trommer, bækkener, pauker, triangler, klokker, bjælder m.m. - kort sagt alt, hvad der kunne rasle og lave spektakel. I Odense, som siden 1720 havde været permanent fredsgarnison for et rytterregiment, blev regimentsmusikken udvidet med janitsharer i 1772.

Hoboisterne, der efterhånden også var begyndt at anvende klarinetter og valdhorn i orkestrene, spillede i begyndelsen afvekslende med janitsharorkestre, men omkring år 1800 smeltede det hele sammen til store orkestre bestående af træ- og messingblæsere samt slagtøj. Altså harmoniorkestre, ligesom de også kendes i dag. Odense kom dog ikke til at huse et af disse orke­stre, da de hørte til infanteriet, og byen på den tid alene var hjemsted for rytteri, der kun rådede over mindre musikkorps.


REGIMENTSMUSIKKENS STORHEDSTID I DANMARK

1800-tallet er uden sammenligning militærmusikkens storhedstid herhjemme. Alle militære afdelinger havde musikkorps, dels store harmoniorkestre på omkring 30 mand, dels såkaldt feltmusikorkestre med kun messingblæsere på 15­20 mand - og endelig mindre musikkorps ved rytteriet. I 1840'erne havde den danske hær i alt 451 musikere i sit brød - 83 ved rytteriet og 368 ved fodfolket (i dag er der ikke engang 100 i alt). Det satte naturligvis sit præg på garnisonsbyerne. Soldaterne drog gennem byen med klingende spil, der blev givet koncerter uden for officerernes boliger, og når soldaterne om aftenen skulle til deres kvarter, gik en kommando fra beværtning til beværtning og 'samlede dem op' til tonerne af Tappenstregen ('Forgangen nat vor sultne kat') udført af en marchfløjte og en tromme. I Odense, hvor der dengang ingen kaserne var, fandtes hovedvagten på Flakhaven, og her blev der hver aften og morgen blæst retraite og reveille. Fra kun at have feltmæssig betydning havde militærmusikken udviklet sig til også at blive en kolorit på hverdagen til glæde for den civile befolkning.

HANS CHRISTIAN LUMBYE

H.C. Lumbye omkr. 1830 - kort efter han kom til København.

Blandt publikum ved regimentsorkesterets koncerter på Flakhaven var der i 1821 en 12-årig dreng ved navn Hans Christian Lumbye. Hans far var netop fra Randers blevet forflyttet til Fyenske Regiments lette Dragoner. Da Hans Christian altså var soldaterbarn og samtidig utroligt musikalsk, er det ikke svært at regne ud, i hvilken retning hans drengedrømme gik.

Allerede som 14-årig opnåede han at blive ansat som 'trompetter' ved dragonerne, og efter at han hos regimentets stabstrompeter Chr. Fr. Hansen fra 1. januar 1824 havde "lært trompeterkunsten og i den tid opført sig skikkeligt, ædrueligt og lærevilligt", kunne han den 7. januar 1825 modtage sit 'svendebrev' som regimentsmusiker. H. C. Lumbye virkede som sådan i Odense i fem år og udviklede sig i den tid til en særdeles dyg­tig trompetist.

H.C. Lumbye måtte ligesom den unge H.C. Andersen til København for at komme videre. Det fortælles, at han ved en kongerevy uden for Odense i 1829 red lige hen foran Hans Majestæt og anmodede om at blive forflyttet til Den Kongelig Livgarde til Hest, idet han havde et stort ønske om at tjene ved kongens eget regiment. Undersøger man sagen nøjere, viser det sig dog, at kongen slet ikke var på Fyn på det tidspunkt, men det ligger dog fast, at Lumbye tjente ved hestgarden i København fra den 19. august 1829. Senere blev han som bekendt komponist og dirigent i Tivoli, men på trods af, at det var som civilist, han blev berømt, er den militære baggrund tydelig i hans musik, spækket som den er med flotte trompetsignaler og lyse og festlige klange.

Fastelavnsfest på Rytterkasernen omkring 1891. I forgrunden 2. Dragonregiments 9-mands musikkorps (Foto: Møntergaarden)



CARL NIELSEN

I 1852 blev det odenseanske dragonregiment forflyttet til Izehoe og byen mistede dermed for en tid sin regimentsmusik. I 1859 fik en folksbataljon imidlertid garnison i Odense. På den tid rådede fodfolket over fem såkaldte brigademusikkorps, som var harmoniorkestre på 32 mand, og som alle blev nedlagt i forbindelse med hærens omorganisering efter krigen i 1864. Det musikkorps, som kom til Odense, var imidlertid af 'feltmusik'-typen, altså et 15-20 mands hornorkester.

Med hærloven af 1867 blev Odense hjemsted for både rytteri og fodfolk og således også for hele to musikkorps, og i 1879 dukkede et af de helt store navne, Carl Nielsen, op i den odenseanske regimentsmusik. Han stammede fra Nørre Lyndelse, hvor hans far var landsbyspillemand og malermester. Hans mor havde en halvbror, der var organist ved Dalum Kirke, så både på den fædrende og den mødrende side var der musik i familien. Allerede som lille dreng røbede han musikalsk talent ved f.eks. at kunne spille forskellige småmelodier på en stabel favnebrænde, hvor brændestykker i forskellige størrelser udgjorde en slags xylophon, og kort tid efter hans konfirmation lykkedes det ham efter et års intensiv trompetundervisning at konkurrere sig ind på en ledig elevplads ved 16. Bataljons Musikkorps.

Carl Nielsen i 1879 med signalhorn og altbasun.

Musikalsk var alt i den fineste orden; det største problem var at finde en uniform på depotet, der var lille nok til, at han ikke blev væk i den! Han fik udleveret et signalhorn, som skulle anvendes til de rent militære opgaver som retraite og reveille, signalgivning under feltøvelser osv., og efter nogen tids undervisning på altbasun hos overhornblæser Schreiber oprandt den dag, hvor han første gang skulle spille med i selve orkesteret ved en prøve. Det var jo spændende, hvordan det ville gå. Carl Nielsen havde maven fuld af sommerfugle, og efter det første nummer løb sveden af ham. Da han tørrede sig på panden og halsen, sagde hans sidemand: "Den lille her kan ikke holde sig tør, vi må s'gu se at få fat i en ble til ham". Alle morede sig højlydt undtagen en gammel holstener ved navn Gundlach, som sagde til Carl Nielsen, at det ikke var så slemt ment, og at han var en pæn dreng. I øvrigt bestod musikkorpset på den tid for en stor del af holstenere, der var fulgt med til Odense, da bataljonen blev forflyttet hertil fra Rendsborg. I Min fynske barndom fylder Carl Nielsens tid som regimentsmusiker i Odense adskillige sider. Han skriver bl.a.:

"Som regimentsmusiker lærte jeg efterhånden en hel del musik at kende. Musikkorpset bestod af en snes mand eller lidt over, når reservemusikerne spillede med. Orkesteret var sammensat af lutter messinginstrumenter: Piccoloer i Es, kornetter i B, trompeter i Es, altbasuner i Es, tenorbasuner i B og tuba i Es; desuden stor- og lilletromme samt triangel osv. Dirigenten, Simon, havde rang af stabssergent. Vi yngste musikere skiftedes til at være hans ordonnans. Denne tjeneste bestod nærmest i at gå småærinder for hans store, mægtige kone. Men det var dog ikke så slemt, da Simon selv var en meget stille, skikkelig mand. Han bar en sort klap for det ene øje.

Når vi spillede for generalen eller obersterne på gaden foran deres boliger, og der kom et ligtog nede i gaden, holdt musikken naturligvis op, mens det passerede forbi; navnlig når det var uden for oberst Zahlmanns hus på hjørnet af Flakhaven, der hvor nu Diskontobanken ligger, havde vi ofte gode udsigter til en ordentlig pause, og Simon havde en storartet evne til med sit ene øje at kigge om hjørnet helt ned i Overgade og udspejde selv den tyndeste sølvliste af en ligvogn. Han rakte da øjeblikkelig begge hænder i vejret, standsede musikken og så dybt bedrøvet ud; og det var, som om den sorte klap for hans øje fik et sorgbetynget udtryk. Schwarz var en af de første til at holde op, når Simon gjorde tegn; og da jeg stod på venstre side af ham, stødte han til mig og sagde: »Der kommer en liik!« I disse pauser blev der fortalt en hel del historier, men når liget var ganske nær, sagde Simon: »Hold nu op med de historier!«

Stabshornblæser August Simon

Så gjorde han front mod ligvognen, gjorde honnør og så fuldkommen modfalden ud. Men når vognen var forbi, vendte han sig atter om, og så havde han den vane at stryge sig med hånden på langs ad næsen videre ned over overskægget, som han så snoede ud i en spids.

En dag, da en ligvogn passerede, spurgte Schwarz Simon: "Ved du, hvem den liik var?" Simon svarede: "Ja, det er den gamle fru Mathiesen nede fra Pogestræde". Så sagde Schwarz: "Was, das ist lügn, du fejler dig, hun var jo en olding for zwanzig år siden", men Simon nikkede og sagde, det var rigtigt nok. Så brast det ud af Schwarz: "Ach Gott, er det sandt, lefver hun wirklich endnu?" Efter den bemærkning kom der en lattersalve fra hele orkesteret, så Simon måtte se sig strengt omkring. Men da de allesammen holdt inde, kom han selv til at le og begyndte ivrigt at dreje på overskægget for at skjule det".

(Se både Simon, Gundlach og Schwarz på billedet af 5. Bataljons Musikkorps fra 1862 i fotogalleriet - red.)

Et andet sted fortælles om en stor militærøvelse på den jyske hede, hvor Carl Nielsen deltog som signalhornblæser for generalen. Hornblæseren skulle følge generalen overalt og hele tiden være klar til at blæse de signaler, der blev forlangt. Generalen var til hest og hornblæseren til fods! Carl Nielsen opdagede dog hurtigt en fidus. Som bondedreng vidste han, at en hest aldrig slår bagud, når man holder den i halen, og han regnede derfor ud, at han kunne vikle en dusk af hestens hale om sin venstre hånd og lade sig trække med, når generalen, der var en forsigtig rytter og aldrig red særlig hurtigt, red frem ad en god lige vej. Han kunne således straks træde frem for den imponerede general, hver gang han gjorde holdt.

6. Regiments Musikkorps Odense omkr. 1890 - kun 7 år efter Carl Nielsen forlod musikkorpset. Mange af musikerne har således spillet sammen med Carl Nielsen.. Nogle få navne kan der sættes på:

Forreste række: Nr. 1 og 2 fra venstre Schøyer og Christensen. Nr. 4 fra venstre stabshornblæser Schreiber. Nr. 6 og 7 fra venstre Villumsen (senere stabshornblæser)  og Carlsen.

Midterste række: nr. 2 fra venstre Ludvig Rasmussen (senere Ludvig Makwarth, stabshornblæser ved 8. Regiments Musikkorps - læs mere om ham her). Nr 3 fra venstre Jens Søbye, som Carl Nielsen fortæller om i sine erindringer.

Bagerste række: nr. 1 fra venstre Oscar Rasmussen (bror til Ludvig). (Foto: Odensebogen 1998)



REGIMENTSORKESTRENES STØRRELSE OG BESÆTNING

Det musikkorps, som Carl Nielsen spillede i, var sammensat nogenlunde på samme måde som vore dages regimentsorkestre, som er rene messingorkestre på i alt 17 musikere (bortset fra livgardens, der er et harmoniorkester på 36 mand). Den type orkestre er i dag enestående i verden. I udlandet er regimentsorkestre i regelen fuldt besatte harmoniorkestre på underti­den 60-70 mand, og den besætning giver helt andre og bedre muligheder musikalsk set, ikke mindst klangligt. De danske regimentsmusikere har dog i kraft af deres dygtighed kunnet hævde sig smukt og har med de midler, der har været til rådighed, faktisk ofte formået at 'spinde guld af halm og ler'. Men forholdene har undertiden været ret vanskelige. Siden midten af 1800-tallet er antallet af musikere gang på gang blevet reduceret i forbindelse med forskellige forsvarsforlig, og her er der, ikke overraskende, ofte taget andre hensyn end de musikalske.

Omkring århundredskiftet var der stor politisk debat om forsvarsspørgsmålet, og de forskellige tovtrækkerier endte med en hærlov af 1909, som gik hårdt ud over regimentsmusikken. Det bestemtes nemlig, at al militærmusik (bortset fra livgarden) ville være at ophæve fra den 1. april 1911 at regne. Over hele landet rejste der sig en stor protest, og der agiteredes mod loven både skriftligt og mundtligt. I januar 1911 samledes et stort demonstrationstog af musikere, som gik til Rigsdagen for at få loven ændret, men tilsyneladende var alt forgæves, og rundt i garnisonsbyerne blev der i de sidste dage af marts, da alt håb var ude, holdt afskedskoncerter. Da kom der - den 1. april 1911 - en ny lov om hærens musikere: Musikkorpsene skulle bevares, men til gengæld reduceres til halv størrelse. I Odense betød det, at man nu stod med et 9 mands hornorkester, idet 2. Dragonregiment samme år forflyttedes fra byen. Indtil det tidspunkt havde der været i alt 30 regimentsmusikere i Odense. 10 ved rytteriet og 20 ved fodfolket.

At reducere et orkester til halv størrelse - ja for så vidt blot med nogle få musikere - er et problem, som der sjældent har været forståelse for blandt officerer og politikere, der jo ikke nødvendigvis er folk med musikalsk sagkundskab. En reduktion af et orkester er nemlig ikke ensbetydende med, at det så blot spiller tilsvarende mindre kraftigt. Nej, musikken skal oftest omarrangeres totalt for at opnå et blot nogenlunde resultat. På samme måde kan man heller ikke danne et stort orkester blot ved at slå to små sammen. Ikke desto mindre er det forsøgsordninger og lappeløsninger af den type, man har måttet leve med i adskillige år.



MUSIKKORPSET I 20'erne

En ny hærlov af 1922 forbedrede forholdene på regimentsmusikkens område lidt, idet man nedlagde nogle regimenter, og de derved tiloversblevne musikere blev fordelt til de resterende musikkorps, som nu fik en størrelse på omkring 18 mand. De forbedrede forhold betød også, at man rundt omkring begyndte at eksperimentere med træblæsere i de trods alt ret små orkestre.

Regimentsmusikken gav i mange år koncerter på Flakhaven, i Kongens Have eller som her på Gråbrødre Plads ved H.C. Andersen statuen. Koncerterne var et tilløbsstykke. På billedet fra 1927-28 er det musikdirigent Georg A. Madsen, der dirigerer 6. Regiments Musikkorps. (Foto: Odense Stadsarkiv)



Hjemmarch fra den store efterårsmanøvre på Sjælland i 1928. Billedet er taget på Nyborgvej, og som det ses, samlede musikkorpset et stort publikum, når de nærmede sig byen. (Foto Odense Stadsarkiv)

I Odense havde man i 1920'erne et regimentsorkester af netop denne type. Det var et harmoniorkester med 15 faste musikere samt fem mand fra det indkaldte værnepligtige mandskab. Med sine koncerter på byens torve og i parkerne spillede orkesteret en stor rolle i Odense, hvis befolkning ikke som i dag var 'overfodret' med musik. Det var jo før radioens udbredelse. Søndag formiddag var der koncert på Gråbrødre Plads, og mange odenseanere af den årgang har nydt koncerterne i Kongens Have, hvor orkesteret ofte spillede for flere tusinde mennesker, der gik rundt om den grønne høj, hvor orkesteret var placeret. Højen blev i øvrigt 'jævnet med jorden i forbindelse med omlægningen af vejene i Kongens Have ved Odense Banegård Centers indvielse, og dermed forsvandt et af minderne om et stykke gammel musikkultur. Musikerne var aktive i byens øvrige musikliv, og i Odensebogen 1992 kan man læse om musikdirigent Georg A. Madsens betydning for Odense Musikforening og bestræbelserne på at danne et symfoniorkester i byen.

Min far, Karl Holger Hansen, der var regimentsmusiker i Odense indtil sin pensionering i 1966, aftjente allerede i 1927-28 sin værnepligt ved det daværende musikkorps. Dengang havde militærmusikken endnu en vis feltmæssig betydning. Især ved at gå i spidsen for soldaterne og således gøre de strenge marchture lettere at komme igennem. Ved en stor efterårsmanøvre på Sjælland i 1928 måtte regiment og musikkorps således pænt gå derover. Min far har fortalt om, hvordan man næsten kunne marchere i søvne, og når der så pludselig blev kommanderet "Holdt!", hørte soldaterne det ikke, men vågnede først, når de ramlede ind i manden foran. Desuden var der stadig brug for signalhornblæsere bl.a. til at blæse retraite og reveille (hvilket var i brug på Odense Kaserne helt frem til midten af august 1973). Det var noget, de værnepligtige måtte tage sig af. Dengang var der stor forskel på, om man var menig soldat eller fastansat musiker med rang af befalingsmand. Det viser denne lille episode, som min far har fortalt om:

Soldater på vej hejm til kasernen på Sdr. Boulevard ca. 1927-28 med regi- mentsmusikken i spidsen. Når uniformerne ikke er helt ens, skyldes det, at de gamle uniformer skulle slides op, inden nye og ensartede kom i brug til alle. (Foto: Odense Stadsarkiv)

»Carl Larsen var byens flotteste og mest velklædte kavaler. Altid nobel og flot i påklædningen, enten det så var i gallauniform som trompetist i regimentsorkesteret, i kjole og hvidt som cellist på Grand Hotel eller som oboist i Filharmonisk Orkester. Også ved koncerterne i Kongens Have i de lune, fynske sommeraftener kunne man finde Carl Larsen iført sin elegante skræddersyede sommerhabit, og desuden var han medlem af Odense Teaters orkester. Som ung værnepligtig havde jeg den ære at stå ved siden af Carl Larsen i orkesteret, og samtidig var jeg en slags oppasser for ham. Vi blev i løbet af årene meget fine venner, men de første måneder som værnepligtig blev det kun til »God morgen,, og »Tak for i dag«.

En dag havde jeg sendt mine sko til forsåling, og da jeg kun ejede det ene par samt mine tunge marchstøvler, mente jeg ikke, det kunne gøre noget at møde til orkesterprøve i gymnastiksko. Jeg blev klogere! Døren gik op, og ind træder Carl Larsen, høj og flot, iført blå gallauniform og med trompeten under armen. Jeg rettede mig op og håbede på, at han ikke ville bemærke noget, og Carl Larsen gik med værdige skridt uden at se hverken til højre eller venstre hen mod sin plads, men, lige som han passerede mig stoppede han et sekund, drejede sig en halv omgang og kiggede ned på mine gymnastiksko. Og så fortsatte han hen mod sin plads uden at sige et ord. - Jeg mødte aldrig mere til prøve i gymnastiksko«.



NEDLÆGGELSE OG GENOPRETTELSE

I 1932 betød store besparelser på forsvarsbudgettet, at man valgte at nedlægge den danske regimentsmusik. 15 musikkorps blev ved den lejlighed sparet væk, og kun Den kongelige Livgardens Musikkorps fik lov at bestå. Dette skete ikke uden stor folkelig protest, og håbet om, at regimentsmusikken ville blive genindført, levede i brede kredse.

Håbet gik nogle år senere i opfyldelse, men baggrunden for det var noget mere alvorlig, end de fleste havde tænkt sig: 2. Verdenskrig brød ud, Danmark blev besat, og snart var landet oversvømmet af store velbesatte tyske militærorkestre. Som en modvægt til dette blev der i 1941 oprettet fire danske militærorkestre (15 mands hornorkestre suppleret med enkelte værnepligtige musikere), som blev placeret i Sønderborg, Randers, Holbæk og Næstved. Disse fire orkestre spillede sig faktisk gennem det ene triumftog efter det andet. At tiljuble den danske regimentsmusik og vende ryggen til den tyske var - ligesom den tidlige alsangsbølge - utvivlsomt en del af den besindelse på danske værdier og den passive modstand mod besættelsesmagten, som efterhånden voksede frem. Odense fik ikke i denne omgang sin regimentsmusik tilbage, men blev betjent af orkesteret fra Sønderborg, der gæstede byen ved særlige lejligheder.

Fyens Stiftstidende beskrev den 12. juni 1942 situationen på dette billede så-dan: "Her kommer de danske soldater. Der var jubel i gaderne i går eftermid-dags, da regimentsmusikken fra Sønderborg gik gennem byen i spidsen for den odenseanske garnison. Overalt hilste birgerne på det hjerteligste, og mange steder blev blomster kastet til dem både fra fortovet og fra vinduerne". Billedet er tager på Nørrebro, og begejstringen fremgår bl.a. af de flyvende buketter. Forrest i billedet med briller, musikdirigent Hans W. Kofoed, der 11 år senere kom til Odense med det genoprettede 6. Regiments Musikkorps. (Foto: Odense Stadsarkiv)

I november 1942 måtte alt dansk militær forlade Jylland efter tysk ordre. Det medførte, at Fyn pludselig blev hjemsted for to regimentsorkestre, idet musikkorpsene fra Randers og Sønderborg sammen med deres regimenter blev forflyttet til henholdsvis Nyborg og Faaborg. Der var de så til den 29. august 1943, da den danske hær helt blev opløst. (Læs mere om denne periode i artiklen om militærmusikken i Danmark 1940-45 - red.)

Efter krigen blev alt efterhånden normalt igen, men regimentsmusikerne, som havde set frem til en udvidelse af musikkorpsene til store velbesatte harmoniorkestre med træblæsere osv., blev skuffede. Forsvaret var i støbeskeen, og en ordning af militærmusikkens forhold havde naturligt nok ikke første prioritet. Odense blev stadig betjent af 2. Regiments Musikkorps fra Sønderborg, men på et tidspunkt blev man klar over, at det var utilstrækkeligt med kun to regimentsorkestre til at betjene hele det jysk-fynske område, og det førte til oprettelsen af yderligere et musikkorps. Det var på tale, at det skulle have hjemsted i Fredericia, men fra Odense Byråds side gjorde man et stort arbejde for at få orkesteret til Odense, og det lykkedes også.

Med virkning fra 1. oktober 1953 oprettedes Fynske Livregiments Musikkorps eller 6. Regiments Musikkorps, som det hed de første år. Det var sammensat dels af rutinerede regimentsmusikere fra 2., 3. og 4. Regiment og dels af nyansatte efter konkurrence. Musikdirigent blev den hidtidige leder af regimentsmusikken i Sønderborg Hans W. Kofoed. Som prøvelokale - eller musikstue, der er den korrekte militære betegnelse - fik man tildelt en gammel flyverhangar på 'Gammel Nord' (øvelsespladsen lige ved siden af kasernen, der nu er en del af sygehusets område). Forholdene var ret 'feltmæssige', og vinden peb ind ad sprækkerne, men lokalet viste sig til gengæld at have en glimrende akustik og var særdeles velegnet til radiotransmissioner, der i de første år blev sendt direkte, og som man dengang havde mange af.

Det genoprettede odenseanske regimentsorkester giver koncert på Hauges Plads 1954. Man skulle ud, hvor folk boede, og præsentere militæret fra en ny side. (Foto: Fyens Stiftstidendes pressefotosamling. Odense Stadsarkiv)



EN REGIMENTSMUSIKERS HVERDAG

Den første tid efter oprettelsen gik med orkesterprøver og nodeskrivning, så man fik oparbejdet et repertoire, og den 22. februar 1954 blev musikkorpset præsenteret for offentligheden ved en koncert i Fyns Forum, der var fyldt til sidste plads. Derpå begyndte hverdagen.

Og hvad er så hverdagen for en regimentsmusiker? Det er først og fremmest at spille. En regimentsmusiker er nemlig ikke, som mange tror, en soldat, der som fritidsbeskæftigelse spiller i et orkester dannet af folk med tilknytning til kasernen i lighed med f.eks. et politi-, jernbane- eller postorkester. Det er professionelle og i dag som regel konservatorieuddannede musikere, der er ansat af militæret. Den væsentligste opgave er naturligvis at spille ved arrangementer i forsvarets regi (parader, marchture, koncerter på kaserner osv.) og være med til at festliggøre officielle begivenheder som f.eks. modtagelse af kongelige personer og diverse indvielses- og mindehøjtideligheder. Når en regimentsmusiker gennem årene har deltaget i tilstrækkeligt mange af den slags arrangementer, sker der naturligt nok det, at han begynder at lægge mærke til helt andre ting end lige netop det højtidelige i disse situationer. Min far har således fortalt en lille episode fra en højtidelighed ved mindestøtten for faldne frihedskæmpere i Ansgar Anlæg:

»Mindestøtten er placeret i udkanten af anlægget kun nogle få meter fra Sdr. Boulevard, men da der var tæt bevoksning af træer og buske, kunne det ude fra vejen ikke ses, hvad der foregik i anlægget. Efter at vi ind imellem talerne havde spillet nogle sange og salmer, blev der på et vist tidspunkt beordret to minutters stilhed, og da var det, at vi pludselig på afstand hørte en stemme, der råbte: "Sild er godt!" Stemmen kom nærmere og nærmere, og omsider var den kun nogle få meter fra, hvor højtideligheden fandt sted. Det var fiskehandler Aksel Nielsen, der intetanende kørte langsomt forbi og, idet han reklamerede for sine varer, med voldsom kraft udslyngede: »Makrrrrel-l-l - torsk er godt - sild - rødspætter-re!" Efterhånden fortonede stemmen sig i det fjerne, og så var de to minutters stilhed forbi. Det hele passede tidsmæssigt så fint, at man kunne fristes til at tro, at det var arrangeret på forhånd; men det nægtede Aksel Nielsen dog på det bestemteste, da jeg et par dage senere fortalte ham om den lille episode, som morede ham meget". Han var i øvrigt et velkendt indslag i hverdagsbybilledet på Sdr. Boulevard i det gamle Odense fra omkring 1925 og indtil midten af 50'erne.

Ud over de officielle og militære arrangementer spiller et regimentsorkester en hel del for civilbefolkningen. Et musikkorps er en væsentlig del af forsvarets ansigt udadtil og egentlig den eneste direkte glæde, almindelige mennesker i det daglige har af militæret. Når byens befolkning på Carl Nielsens tid kunne glæde sig over regimentsmusik på Flakhaven, var det, fordi der boede en oberst der, som skulle 'opvartes med musik'. I dag gives mange militærkoncerter udelukkende for civilbefolkningens skyld, og sådan var det også i Musikkorps Fyns sidste mange år. Her kan nævnes koncerter i Odense Rådhushal, på torve og pladser i større byer, på sygehuse og plejehjem osv. Publikum har her ganske gratis kunnet høre levende musik i en udførelse, hvor der på professionel musikalsk vis er gjort rede for hver eneste node. Samtidig med, at folk har fået en musikalsk oplevelse og mange amatørmusikere et forbillede, er der ingen tvivl om, at regimentsmusikken også har medvirket til et mere nuanceret og positivt billede af forsvaret, end hvis man kun kendte militæret fra bloddryppende TV-reportager.



SKOLEKONCERTERNE

Skolekoncert den 14. januar 1965 på Havrehedsskolen i Morud. Dette var den 2. sæson med skolekoncerter for Fynske Livregiments Musikkorps (fra 1961 fik regimenterne deres gamle navne tilbage), og i den første sæson havde man besøgt 41 sloler of spillet for omkring 12.000 børn - men mange flere skoler stod i kø. Musikdirigent Paul Jacobsen dirigerer. (Foto: Den historiske samling på Odense Kaserne).

Et særligt kapitel udgør skolekoncerterne. Det begyndte i 1964, da den dengang nyligt tiltrådte musikdirigent Paul Jacobsen fandt ud af, at vinterhalvåret måske kunne bruges på en bedre måde end til at give udendørs koncerter. Samtidig var det heller ikke så tosset, om den opvoksende generation på denne måde blev præsenteret for levende musik som modvægt til musikindustrien, der allerede dengang oversvømmede landet med store mængder af 'dåsemusik'. Det første skolekoncertprogram havde titlen 'Hvad er pop?', og musikkorpset beviste allerede ved den første koncert, som fandt sted på Sanderumskolen den 15. januar 1964, at et gammeldags hornorkester med et egentlig ret traditionelt program sagtens kunne begejstre skoleeleverne, når blot koncerterne var tilrettelagt med demonstration af de forskellige instrumenters klang og muligheder og forklaring til de enkelte musikstykker - ofte krydret med muntre indslag. Den første vinter nåede man at besøge 41 skoler, og siden har de allerfleste fynske skolebørn med mellemrum kunnet nyde godt af skolekoncerterne.

De første tre-fire år brugte man det samme skoleprogram overalt. Da man så begyndte på en ny runde, blev der lagt et nyt skoleprogram, som derpå blev brugt på alle skolerne. Og så fremdeles. I de senere år gik det dog over til, at programmerne blev mere og mere individuelt udformet, så de kunne komme til at passe ind i en eller anden sammenhæng på de enkelte skoler. Da 9. klasse på Østre Skole i Odense i november 1991 opførte skolekomedien 'Snehvide' med al den kendte musik fra Walt Disneys tegnefilm, havde man netop i de dage besøg af musikkorpset, og her nød man godt af orkesterets enorme repertoire. Som den selvfølgeligste ting af verden blev der spillet et udtog af Snehvidemusikken med kulisser fra forestillingen som en flot baggrund for orkesteret. Ved den samme koncert oplevede børnene et af orkesterets glansnumre fra de senere år. Duetten 'I can do better' fra musicalen 'Annie Gel Your Gun', her som en kappestrid mellem en trompet og en trækbasun om at overgå hinanden på alle tænkelige måder. En fremragende musikalsk præstation, hvor publikum ind imellem holdt vejret i spænding, når den ene af de stridende parter balancerede med sin trækbasun på en finger eller oven på hovedet! Til slut var der afstemning blandt børnene om, hvem der var bedst og således havde sejret i 'duellen'. Trækbasunen vandt - som altid!

Hvor andre ensembler og orkestre ved skolekoncerter ofte har været nødt til at årgangsopdele børnene og kun spille for mindre grupper ad gangen, har det været et særkende for regimentsorkesteret, at man har formået at samle et par hundrede elever fra de helt små til de helt store om det samme program og give dem en musikalsk oplevelse. Mange vil stadig kunne hu­ske numre som f.eks. '1812-Ouverturen', 'Nightbeat - en politibetjents vandring i New York', 'Prins Jørgens March', Hans Schreibers 'Et musikalsk Eventyr' om den tykke og den tynde i trompetisten Arne Kærslunds bearbejdelse, xylophonsoloen 'Cirkus Renz Galop' og 'Se, den lille kattekilling': Sidstnævnte børnesang blev engang spillet ved en koncert på Østre Skole. Det foregik i flere forskellige stilarter, som hver for sig var typiske for en eller anden nation. Undervejs skulle børnene så gætte, hvilket land kattekillingen nu var havnet i. Det gik fint. Ingen var i tvivl om, at den prøjsiske pikkelhueagtige udgave hørte hjemme i Tyskland, og børnene gættede med det samme, at jazzudgaven var fra U.S.A. Så blev 'kattekillingen' præsenteret i sambastil. Straks røg der en del fingre i vejret, og musikdirigent Erik Hammerbak spurgte en lille pige på en af de forreste rækker: "Og hvad for et land mener du så, at kattekillingen er havnet i nu?" Svaret lød: "Færøerne"! Det blev dog lynhurtigt rettet til Brasilien af en stor knægt fra 8. klasse.

REJSER, NYTÅRSLØJER, OPERA M.M.

I 1960'erne var der til musikkorpset også knyttet et tambourkorps, dannet af indkaldt mandskab, som blev uddannet af Leo Meisnow, janitshar ved Odense Byorkester. Trommerne var skænket af de fynske kystbyer og forskellige store firmaer og var prydet med givernes byvåben eller firmamærke. Tambourkorpset fulgte musikkorpset på marchture og spillede afvekslende med det, som vi også kender det fra vagtparaden i København. Da et dansk regimentsorkester jo er enestående lille i forhold til, hvad der er normalt andre steder, kunne man på den måde få det til at syne lidt større.

Baggrunden for denne tegning (fra venstre musikerne Ib Dahl Hansen, Oscar Christensen og Arne Kærslund) fra Fyens Stiftstidende 10. marts 1963 var, at musikkorpset skulle deltage i et NATO-Tattoo i Holland. Man håbede al kunne optræde i hærens blå gallauniformer, men forsvaret så på tattoo'et som en militær foranstaltning, og derfor skulle musikkorpset optræde i 'let oppyntede' kampuniformer. En af musikerne fortalte senere: "Det var en oplevelse, der var så stor, at vi helt glemte, at vi ikke - som de andre korps - havde flotte gallauniformer, men optrådte i feltuniformer med halvlange fedtelæderstøvler, grønne plastikhjelme og påhængt kulørt tingeltangel, lavet af møbelpolstrersnor".

Ved store tattoo-arrangementer i udlandet med deltagelse af dansk regimentsmusik har man også på anden vis kunnet 'snyde' lidt med størrelsen. To musikkorps er blevet slået sammen til et, så den danske lidenhed ikke kom til at virke alt for påfaldende.

Musikkorpset fra Odense har flere gange deltaget i sådanne arrangementer, men har også været på rene koncertrejser i udlandet, således på Færøerne (1990), på Grønland (1992), i Island (1994) og i Tjekkiet (1997). En af de mere specielle opgaver var, da musikkorpset i maj 1994 blev til 'feltmusik', i ordets bogstavelige forstand, idet man var sendt til det tidligere Jugoslavien i forbindelse med den danske deltagelse i FN's engagement i området. Orkesterets virkeområde har i øvrigt hovedsagelig været Fyn og de dele af Jylland, som ikke betjentes af musikkorpsene fra Haderslev og Viborg.

I de sidste 20 år af dens levetid blev den odenseanske regimentsmusik lige så stille mere og mere populær og velanskrevet og opnåede også en stadigt større plads i den almindelige borgers bevidsthed. Et par årligt tilbagevendende begivenheder, som havde en hel del af æren for dette, var den såkaldte Lionskoncert og nytårskoncerten.

Nytårskoncerten var en direkte aflægger af koncerterne i Odense Rådhushal. Disse koncerter startede i 1955 og har været afholdt lige siden. I mange år var det rene promenadekoncerter, hvor der kun var få siddepladser til publikum, og først i 1970'erne blev der sat stole op i koncertsalsopstilling. Nogenlunde samtidig begyndte man at gøre lidt ekstra ud af den første søndagskoncert efter nytår med populære Strauss- og Lumbye-toner og forskellige morsomme nytårsindslag som f.eks. en Spike Jones­inspireret udgave af Haydns børnesymfoni eller et nummer, hvor orkesterets medlemmer spillede på tomme flasker af forskellige størrelser. Da man i løbet af et par år havde oparbejdet en tradition med at samle 7-800 mennesker til denne nytårskoncert, fik man i 1984 pludselig et problem. Der skulle være valg, og Rådhushallen skulle i den forbindelse bruges, hvorfor koncerten måtte flyttes. Man blev tilbudt Pro Musica Salen i koncerthuset, men måtte forklare, at den umuligt kunne rumme publikum. Med nogen skepsis blev så Carl Nielsen Salen stillet til rådighed, og det viste sig, at enhver skepsis blev gjort til skamme. I løbet af få år var det blevet sådan, at nytårskoncerten blev spillet to gange i koncerthuset og desuden på tourneer til Ikast, Rendsborg og Rudkøbing.

Fynske Livregiments Musikkorps spillede, da kongeskibet Dannebrog stævnede ind i Odense Havn i forbindelse med dronningens besøg i byen den 9. juni 1980. (Foto: Fyns Presse Foto)

I de første år stod musikkorpset selv for alle indslag, men efterhånden begyndte man også at engagere kendte solister udefra som f.eks. Arne Lundemann, Gitte Hænning og Jesper Klein. Gang på gang, har orkesteret overrasket publikum med, hvad det formåede at præstere. Det var også til en ytårskoncert, at musikkorpsets medlemmer, der jo af uddannelse er messingblæsere, dannede et kor, der sang ouverturen til Mozarts opera Tryllefløjten. Musikkorpset havde i øvrigt et særligt forhold til denne opera. I 1991 opførtes operaen i sin helhed på Odense Teater med bl.a. kongelig operasanger Jørgen Klint og sangstuderende fra konservatorierne i Odense, Århus og Esbjerg på scenen og regimentsmusikken i orkestergraven. En begivenhed, der blev lagt mærke til i det ganske land.

Man var aldrig bange for at gå nye veje. Den 17. februar 1958 bragte Fyns Stiftstidende således et billede fra en koncert med følgende tekst: "Militære saxofoner. Fyens Livregiments fortrinlige orkester overraskede i går de mange tilhørere i Odense Rådhushal med saxofoner, som musikdirigent Kofoed i et interview i Fyens Stiftstidende forleden hævdede bør findes i et moderne militærorkester. Resultatet var strålende, og begejstringen ville næsten ingen ende tage, f.eks. da orkesteret spillede udtog af operetten Kiss me Kate ... ".

Dette forsøg blev dog ikke fulgt op, men for ca. 20 år siden begyndte man for alvor at dyrke bigband-stilen, dog således, at saxofongruppens stemmer blev spillet af de 'bløde' messingblæsere som horn, tuba, baryton og flygelhorn. Samtidig tog man også el-bas, sanganlæg og klaver i brug, men trods denne modernisering blev den traditionelle militærmusik og den klassiske musik ikke forsømt. Man fik blot flere 'strenge' at spille på, og i den tid, Erik Hammerbak stod i spidsen for orkesteret, nåede det at udvikle sig til noget nær dansk regimentsmusiks flagskib - næsten på linje med Livgardens Musikkorps; men udgangspunktet var som tidligere nævnt et orkester opbygget og sammensat nogenlunde som det orkester, hvor Carl Nielsen begyndte sin karriere i 1879. Da Min fynske barndom blev filmatiseret for få år siden, var det da også Musikkorps Fyn, der indspillede lydsiden til regimentsmusikindslagene. Det kan i øvrigt nævnes, at da althornet, som var Carl Nielsens militære instrument, for nogle år siden blev afskaffet i musikkorpset og erstattet af valdhorn, blev den første plads på dette instrument besat med Danmarks første kvindelige regimentsmusiker (1984).



PUNKTUM

En krise indtraf i 1972, da der var planer om, at landets daværende fem musikkorps (ud over Livgarden) skulle reduceres til to orkestre, der dog til gengæld skulle være en smule større. Der kom straks en række protester mod planerne. Fynske Livregiments Musikkorps rettede selv henvendelse om støtte til samtlige fynske byråd og institutioner, som nød godt af orkesterets virke, og fik kun positiv opbakning. Stor var derfor forbavselsen og skuffelsen, da Odenses daværende borgmester Holger Larsen svarede, at han ikke fandt det opportunt at fremkalde en protestskrivelse fra byrådet, idet han havde den holdning, at når staten beklageligvis skulle spare, kunne man på kommunalt plan ikke beskæftige sig med den sag. Han så herved bort fra, at byen i sin tid havde gjort et stort arbejde for at få musikkorpset til byen, og i øvrigt blev sagen ikke taget op i selve byrådet. Borgmesterens holdning kom dog ikke til at betyde noget for den endelige beslutning om musikkorpsene. Resultatet blev, at kun et sjællandsk musikkorps blev nedlagt, og at der ikke mere måtte anvendes værnepligtige musikere.

Fynske Livregiment nedlægges i 1991, men musikkorpset får lov til at bestå under navnet Musikkorps Fyn. Her er musikkorpset i 1993. Fra venstre: Martin Cholewa, Flemming Welander, Axel Tornehave, Niels Martin Møller, Tage Nicolajsen, Jan Jørgensen, John Bøgelund Frederiksen, Olav Ploug Jørgensen, Kurt Jensen, Henrik Heick Poulsen, Jørn William Knudsen, Anders Christensen, Kaj Kruse, Jacob Svendsen, Per Hyttel, Inge Haaning og musikdirigent Erik Hammerbak. (Foto: Odense Stadsarkiv)

Et forsvarsforlig førte i 1991 til, at Fynske Livregiment blev nedlagt, og sergentskolen i Sønderborg skulle i stedet placeres i Odense. Da frygtede man igen for musikkorpsets liv, men de daværende forsvarspolitikere må imidlertid have haft sans for orkesterets betydning, for det fik lov at leve videre blot med en navneforandring til Musikkorps Fyn. Problemer med at finde en egnet placering af en skydebane til sergentskolen gjorde imidlertid, at man nogle få år senere besluttede helt at nedlægge kasernen på Sdr. Boulevard, bygge nyt til militærregionen på det militære område i Højstrup, flytte sergentskolen tilbage til Sønderborg, forsvarets centralkøreskole til Skive - samt at nedlægge Musikkorps Fyn.

Allerede da de første planer om denne omstrukturering kom frem i begyndelsen af april 1995, kom der talrige protester. Først og fremmest med det formål at bevare musikkorpset. Der blev i hast iværksat en indsamling af underskrifter, som i løbet af kort tid skulle overrækkes forsvarsministeren for om muligt at omstøde planerne. Datoen for dette møde blev dog udsat flere gange, hvilket til gengæld betød, at der var bedre tid til at indsamle underskrifterne. Efterhånden var der masser af underskriftlister i omløb, og man havde mulighed for at yde musikkorpset sin moralske støtte så forskellige steder som f.eks. på apoteker, i døgnkiosker og på kordegnekontorer! Biler kørte med streamere i bagruden med teksten "Et land uden kultur er ikke værd at forsvare ... Bevar Musikkorps Fyn i Odense", Odense Symfoniorkester afholdt en speciel støttekoncert, pensionister med underskriftlister stemte dørklokker, og aviserne bragte mange læserbreve og artikler fra både menigmand og musikpersonligheder. Det lykkedes at få samlet 16.057 underskrifter.

Alt dette gjorde imidlertid ikke tilstrækkeligt indtryk i København, og da forsvarsforliget efter lange forhandlinger kom på plads i de sidste dage af november, stod det klart, at Odense Kaserne skulle nedlægges, og at musikkorpset ville blive revet med i afgrunden. Blot vidste man endnu ikke hvornår.

Efter orkesterets julekoncert den 17. december 1995 stod det dog også klart, at publikum, der den dag fyldte Rådhushallen til (mere end) sidste plads, ikke uden videre ville opgive kampen om regimentsmusikken. I januar 1996 blev der på initiativ af rådmand Søren Møller dannet en komité til bevarelse af Musikkorps Fyn. Den var sammensat af folk, som havde gjort sig gældende i debatten om orkesteret - kendte musikkapaciteter, lokale politikere og almindelige mennesker fra orkesterets publikum. Ved nærlæsning af forsvarsforligets tekst blev man opmærksom på, at den eneste udtrykkelige motivering for at nedlægge musikkorpset var, at det ved kasernens nedlæggelse ville blive hjemløst - altså slet og ret et spørgsmål om et egnet prøvelokale til orkesteret. Det problem skulle jo ikke være vanskeligt at løse. Man fik sagen rejst i Odense Byråd, hvor de borgerlige partier foreslog, at man over for forsvarsministeren skulle tilkendegive, "at Odense Kommune har til hensigt at stille sådanne prøvelokaler til rådighed for Musikkorps Fyns daglige virksomhed, såfremt korpset kan bevares som en enhed i sammenhæng med den fortsatte militære tilstedeværelse på Fyn". Borgmester Anker Boye havde helst set militær og musikkorps bevaret i byen, men i december 1995 havde han udtalt til Fyens Stiftstidende: "Det er ikke en lokalpolitisk opgave at bevare noget, som landspolitikerne har taget ansvaret for at nedlægge". Denne holdning lå utvivlsomt til grund for det modforslag, som Socialdemokratiet fremlagde, at nok ville man skaffe husly til orkestret, men kun hvis man fik en direkte henvendelse fra forsvarets og landspolitikernes side derom. Et socialdemokratisk byrådsmedlem brød imidlertid partidisciplinen og stemte sammen med den borgerlige fløj, hvis forslag blev vedtaget med kun én stemmes flertal. Herefter kunne Odense Kommune henvende sig til forsvarsminister Hans Hækkerup og meddele, at et prøvelokale til musikkorpset var løst, selv om kasernen skulle lukkes.

Henvendelsen til forsvarsministeren fik imidlertid ingen effekt, og tilbage stod, at staten på langt sigt ville kunne spare 5 millioner kr. årligt ved orkesterets nedlæggelse. Komiteen gjorde, hvad den kunne, for at finde en løsning på det problem. Man forestillede sig en form for indtægtsdækket virksomhed og havde også kontakt til Statens Musikråd om en delvis omdannelse af orkesteret til musikalsk basisensemble i Kulturministeriets regi. Derudover gjorde man et stort arbejde for at dokumentere orkesterets store betydning for det fynske musikliv både som samlet orkester og musikernes indsats som enkeltpersoner. Hovedparten af dem var nemlig tillige aktive f.eks. som ledere af amatørorkestre, lærere for den opvoksende generation af musikere - professionelle såvel som amatører - assistenter i Odense Symfoniorkester og udøvere af anden musikalsk virksomhed lige fra sølvbryllupsmorgenmusik til kirkekoncerter.

Man fik hurtigt samlet flere hundrede støtteerklæringer fra fynske foreninger, skoler, kor, orkestre, institutioner, erhvervsvirksomheder osv., som sammen med udtalelser fra bl.a. Fyns Amt og musikkonservatoriet blev forelagt beslutningstagerne i København. Intet formåede dog at ændre den én gang trufne beslutning, at Musikkorps Fyn skulle nedlægges fra og med 1. juli 1997 og musikerne fordeles til de øvrige musikkorps, der således midlertidigt ville få en beskeden udvidelse, indtil de ved naturlig afgang igen fik deres normale størrelse.

Musikkorps Fyns sidste offentlige koncert fandt sted på Flakhaven søndag eftermiddag den 15. juni 1997 ved et stort afskedsarrangement. Musikdirigent Erik Hammerbak dirigerede, kapelmester Børge Wagner var konferencier, der var taler af rådmand Søren Møller, amtsborgmester Karen Nøhr, direktør Preben Nielsen fra Industri- og Handelskammeret, musikskoleleder Niels Kronvald som repræsentant for musikskolerne og amatørmusikken samt musiker Jørgen V. Arnsted, der repræsenterede konservatoriet og Odense Symfoniorkester, og talrige foreninger og organisationer mødte op med faner.

Man kan således i bogstavelig forstand sige, at musikkorpset gik ned med vajende faner og klingende spil. Forinden havde man dog også nået en turné til udlandet, en stor afskedskoncert den 5. juni i Carl Nielsen Salen samt en sidste pladeindspilning.

I dag betjenes Fyn af regimentsmusikken fra Haderslev, men det siger sig selv, at omfanget af koncerter i det fynske område er reduceret betydeligt i forhold til tidligere. Fyn er dog stadig hjemsted for et orkester i militæruniform. Det er Hjemmeværnets Musikkorps, men dette orkester er et amatørorkester og er i øvrigt identisk med Odense Politiorkester.



FINALE

Musikkorps Fyns sidste offentlige koncert sluttede - naturligvis - med H.C. Lumbyes Champagnegalop. Beretningen om Musikkorps Fyn skal slutte på samme vis, og det kan lade sig gøre ved at lade min far fortælle denne historie fra sin tid som værnepligtig musiker i 1928:

»Regimentsmusikerne var alle kendte og agtede borgere i det gamle Odense, og de havde næsten alle et kælenavn som f.eks. 'Danmarks Trommekonge', Oscar Jensen. Han var typen på en af disse gode og stabile gamle underofficerer, der kunne skælde ud og buldre, men med et venligt blink i øjet. Han var en elskelig person, og når jeg særlig nævner ham, er det, fordi han også hører med til mine tidlige barndomserindringer. Når vi fra landet kom på besøg i Odense og hørte regimentsmusikken spille, var jeg altid at finde blandt den beundrende skare af drenge, der samlede sig omkring Oscar Jensen. Ingen kunne som 'Danmarks Trommekonge' slå en hvirvel, når han sådan lagde hovedet lidt på skrå og gav trommen en ordentlig gang tærsk.

Måske bandede han lidt rigeligt, men det hørte nu engang til den type, og ingen tog anstød deraf, tværtimod. Somme tider kunne man ligefrem more sig derover, som f.eks. en dag, da vi spillede 'Champagnegaloppen', der jo som bekendt begynder med et festligt trompetsignal efterfulgt af et champagneknald. Det er trommeslageren, der har ansvaret for champagneknaldet. Det bliver udført på et instrument, der kan minde en hel del om en cykelpumpe med en prop i mundingen. Uheldigvis havde Oscar Jensen den dag fået for sent fat i 'cykelpumpen', og da han mærkede, at han ikke kunne nå at komme med champagneknaldet, blev han ærgerlig og irriteret, og så knuste han en drøj ed mellem tænderne. Indledningen til Champagnegaloppen kom derfor til at lyde således: "Dagada, Dagada, Dagada ...... Satans osse!". Og så melodien videre i orkesteret. Heldigvis bemærkede publikum ikke andet, end at champagneknaldet udeblev, men musikerne i orkesteret, som kunne hør høre det hele, havde svært ved at føre melodien videre«.



EFTERSKRIFT AF REDAKTØREN

Helt slut blev det dog ikke. I forbindelse med hærens 400 års jubilæum i 2014, opstod ideen om igen at samle Fynske Livregiments Musikkorps til en koncert i Odense. Det lykkedes at få tilsagn fra ca. 40 af de musikere, der i tidens løb har gjort tjeneste ved musikkoprpset. Og den 16. november kunne mere end 1000 begejstrede tilhørere overvære en festkoncert med det (for en weekend) genoprettede Fynske Livregiments Musikkorps. Musikkorpset bestod dels af musikere, der nu gjorde tjeneste i Slesvigske, Prinsens, Livgardens og 8. Regiments Musikkorps samt musikere fra flere af vore førende symfoniorkestre. Dertil kom en antal pensionerede musikere - bl.a. musikdirigent Erik Hammerbak, der var 'drivende kraft' bag samlingen af alle de tidligere Odense-musikere.

Fynske Livregiments genoprettede Musikkorps i Odense Koncerthus den 16. november 2014, under ledelse af musikdirigent Erik Hammerbak (Foto: Mogens Gaardbo)



NOTER

1. Lindhard: Klingende Spil, side 23ff.
2. Se f.eks. Jydske Tidende 21.5. og 16.6.1942, Fyns Tidende 13.6. og 31.7.1942, Fredericia Dagblad 15. og 16.6.1942 samt Odensebogen, 1995, side 161-62.
3. Se f.eks. Jydske Tidende 8. og 10.11.1942 samt Sønderjyden 8.11.1942.
4. Fyens Stiftstidende og Fyns Tidende 23.2.1954.
5. Fyns Tidende 16.1.1964 og Fyens Stiftstidende 20.3.1964.
6. Anmeldelser  Fyens Stiftstidende 8.1.1979 og 9.1.1984.
7. Fyens Stiftstidende 13.9.1991.
8. Musikkorps Fyns førende stilling blandt musikkorpsene ses bl.a. af det faktum, at der ved ledigblevne musikerstillinger i de seneste år var en skarp konkurrence blandt musikere i de øvrige tre små regimentsorkestre om at komme til at spille i det fynske (jfr. Fyens Stiftstidendes kronik 1.5.1995). Orkesterets bemærkelsesværdige musikalske standard og alsidighed, høje kunstneriske niveau og betydning for musiklivet er bl.a. omtalt i en svarskrivelse af 17.5.1996 fra Statens Musikråd til Komiteen til bevarelse af Musikkorps Fyn samt i forskellige musikpersonligheders indlæg i debatten om musikkorpsets nedlæggelse. Se f.eks. Fyens Stiftstidende 24.4., 7. og 16.5. 1995.
9. Bl.a. blev der ifølge Dannevirke-Hejmdal 16.8.1972 i Sønderjylland indsamlet 16.000 underskrifter mod planerne på ca. otte dage.
10. Fyens Sstiftstidende 25., 28. og 31.8.1972, Fyns Tidende 26.8.1972 og Aktuelt 29.8.1972.
11. Fyens Stiftstidende 18. 12.1995.
12. Fyens Stiftstidende 18.12.1995 samt 20., 26. og 27.1., og 2.2., 23.12.1996 og 22.1.1997. Se også Odense Byråds brev til forsvarsministeren af 1.2. 1996.
13. Musikkorps Fyn afholdt ca. 60 % af sine godt 200 årlige koncerter på Fyn. Musikdirigent Erik Hammerbak, som ved orkesterets nedlæggelse blev forflyttet til Slesvigske Fodregiments, Musikkorps i Haderslev, har oplyst, at antallet af koncerter på Fyn det første år har varet omkring en halv snes - heraf to i Odense Rådhushal.



KILDER OG LITTERATUR

Regimentsmusiker Karl Holger Hansens optegnelser (utrykte; kopi på Stadsarkivet).
Niels Friis: Militærmusik (Artikel side 211-39 i Om musik, II, redigeret af Bjørn Hjelmborg og Børge Saltoft, 1948).
Niels Friis: Militærmusikken - blade af dens historie, minder om dens mænd (Særtryk af Viborg Stiftstidende, 1941).
Erik Hammerbak: Fynske Livregiments Musikkorps (artikel side 182-89 i jubilæumsbogen Fynske Livregiment 375 år, 1989).
Jørgen Hæstrup: Musik i byen. Træk af musiklivet i Odense i begyndelsen af det 20. århundrede (i Odensebogen 1992, side 32-68) .
Paul Jacobsen: Den fynske militærmusik (artikel side 39-42 i jubilæumsskriftet ved Fynske Livregiments 350 års jubilæum i 1964).
Knud Lindhard: Klingende Spil - af den danske militærmusiks historie (1932).
Carl Nielsen: Min fynske barndom (15. oplag, 1976).
Godtfred Skjerne: H.C. Lumbye og hans samtid (2. udgave, 1946).
Jørgen Thomsen: Odense som garnisonsby. Kasernen på Sdr.Boulevard 100 år (i Odensebogen 1992, side 137-54).



DIRIGENTER VED REGIMENTSMUSIKKEN I ODENSE (INFANTERIET)

Stabshornblæser Huber 1859 - 1870

Stabshornblæser August Simon 1870 - 1889

Stabshornblæser Schreiber 1889 - 1892

Stabshornblæser Schreiber 1889 - 1892

Stabshornblæser H. M. Hegeland 1907-1922

Musikdirigent Georg A. Madsen 1922-1931

Musikdirigent Vilhelm Christensen 1931-1932

1932 til 1953:

Musikkorpset

nedlagt

Musikdirigent Hans W. Kofoed 1953-1962

Musikdirigent Paul Jacobsen 1962-1976

Fg. musikdirigent H. Alex Hansen 1976-1977

Musikdirigent Erik Hammerbak 1977-1997



MUSIKKORPSETS INDSPILNINGER:

Fra de Jysk-Fynske Regimenter 1 (historisk regimentsmusik indspillet i samarbejde med Slesvigske Fodregiments Musikkorps. Udgivet af Vestre Landsdelskommando (VLK-Forlag 1974).

Hilsen til vore venner (i anledning af musikkorpsets 25 års jubilæum. Udgivet af Philips. MC genoptryk på eget forlag 1978).

Fra de Jysk-Fynske Regimenter 2 (En videreførelse af nr. 1. Udgivet på VLK-Forlag 1979).

Der er noget i luften (Julemusik. Øvrige medvirkende: Odense Motetkor og kongelig operasanger Jørgen Klint. Udgivet på eget forlag 1983).

Fynske Livregiments Musikkorps spiller klassisk og rytmisk (i anledning af regimentets 375 års jubilæum. Udgivet på eget forlag 1989).

Fra de Jysk-Fynske Regimenter 3 (historisk regimentsmusik for en stor del fra tiden omkring krigen 1848-50. Udgivet på VLK-Forlag 1990.

100 Years Of Military Music (Dansk musik fra H. C. Lumbye til Chr. Larsen. Udgivet på eget forlag 1993).

Min Fynske Barndom (indslagene med regimentsmusik på pladen med musikken fra Carl Nielsen-filmen af samme navn. Udgivet af EMI 1994).

Brass Epilog (Udgivet på Danica Records (OH-musik 1997).