Denne artikel er skrevet i 1972 af oberstløjtnant Charles Nielsen, der i mange år var leder af Hærstabens Bibliotek. Den blev første gang bragt i Krigshistorisk Tidsskrift. Artiklen bringes her i uddrag med hovedvægten lagt på militærmusikkens rolle. Billederne stammer ikke fra den oprindelige artikel, men fra redaktørens fotosamling.

Da Nyborg var garnisonsby

- af Charles Nielsen

Den 22. januar 1913 ophørte Nyborg med at være garnisonsby. Det her nedskrevne er derfor 'post festum'. Det drejer sig om noget, der ikke er mere, noget, der kun kan genopleves i erindringen og i - men kun delvis - arkiverne. I over 300 år - lige indtil 1869 - var Nyborg 'Fæstningen Nyborg', og i næsten et halvt århundrede derefter beholdt byen sin garnison, tilsammen et tidsrum på op imod 400 år. Det er indlysende, at et så langt tidsrum, i hvilket byen den længste tid var helt indrammet af volde og fæstningsgrave, og i hvilket det militære element spillede en hovedrolle, nødvendigvis måtte sætte præg på byen og livet i denne. Det er ikke tænkt ved denne lejlighed at ville dvæle ved den del af byens historie, i hvilken specielt fæstningen har spillet en rolle; men endnu den dag i dag kan man dog finde træk, der afspejler noget af hin efterhånden fjerne fæstningstid.

I tidens løb har flere forskellige af Hærens afdelinger haft garnison i Nyborg. I 1842 fik det nyoprettede 3. Jægerkorps garnison i Nyborg - og i en år­række var det jægerkorpsets grønne uniformer med grøn våbenfrakke, grønne (til paradeuniform hvide) benklæder og høj sort chakot med pompon, der hørte med til bybilledet. I 1860 nedlagdes samtlige jægerkorps. 3. Jægerkorps blev til 19. Infanteribataillon og fremtidig med samme uniform som hærens andre bataljoner. I anledning af krigen 1864 blev bataljonen udvidet til et regiment på to bataljoner, men efter krigen igen indskrænket til en bataljon, der i 1867 fik navnet 19. Bataillon. Ved garnisonsskiftet i 1913 forflyttedes 19. Bataillon til Vordingborg. I 1865 udvidedes Nyborg garnison med 7. Infanteribataillon. Bataljonen havde siden krigen været stationeret i Svendborg og fik nu garnison i Nyborg. Ved navngivningen til hærens samtlige afdelinger i 1867 fik bataljonen navnet 7. Bataillon. Ved garnisonsskiftet i 1913 blev også 7. Bataillon forflyttet til Vordingborg. En sidste udvidelse fik garnisonen, da den nyoprettede 25. Bataillon i 1867 blev garnisoneret i Nyborg. Ved garnisonsskiftet i 1913 kom denne bataljon til Næstved.

7., 19. og 25. Bataillon udgjorde oprindelig 1. Halvbrigade af Fyenske Brigade, hvis 2. Halvbrigade dannedes af tre bataljoner i Odense. Ved Hærordningen af 1842 havde man ladet regimentsbetegnelsen bortfalde, fordi man anså bataljoner for at være den taktiske enhed. Men i 1880 organiseredes hærens fodfolk igen i regimenter. 1. Halvbrigade ændredes for Nyborg garnisons vedkommende til 5. Regiment, der med sine tre bataljoner derefter udgjorde garnisonen indtil flytningen i 1913. Til regimentet var også knyttet et musikkorps på oprindeligt 20 musikere.

I den periode, på hvilken der her tænkes (d.v.s. tiden omkring århundredeskiftet) var infanteriuniformen en mørkeblå, toradet våbenfrakke med blanke knapper (der dagligt skulle pudses ved hjælp af 'Knapgaffel', 'Pudsestaal' og sandpapir, lyseblå benklæder og hue med bataillonsnummeret. Det var denne uniform, der i en lang årrække tegnede byens militære ansigt.

Garnisonens flytning var en følge af Hærordningen af 1909. Ved denne blev tyngdepunktet i landets forsvar overflyttet til øst for Storebælt til forsvar af Sjælland og Rigets hovedstad. Også forskellige jyske garnisonsbyer måtte overlade deres regimenter til Sjælland.

Det var med sorg, at Nyborg matte tage afsked med sin garnison, som byen gennem flere århundreder havde delt tilværelse sammen med, og hvor der fra begge sider var skabt mange tilknytningspunkter. Nyborg havde altid været en yndet garnison at blive tilkommanderet. På grund af forfremmelser, forflyttelser o.1. udskiftedes dog officerskorpset med længere eller kortere mellemrum. Anderledes stillede forholdet sig med det daværende faste underofficerskorps, der forblev fast tilknyttet regimentet og derfor ikke forflyttedes. Mange af de dygtige underofficerer gled ofte ind i stillinger i det civile liv, eksempelvis som gymnastiklærere ved skoler.

Trommens marchrytme og signalhornets toner gav ofte genlyd i byens gader og kaldte folk til vinduer og døre. Men en endnu større oplevelse var det dog, når den samlede bataljon med regimentsmusikken i spidsen marcherede gennem byen. Under øvelserne i garnisonens omegn hændte det ofte, at en bataljon havde fået stillet regimentsmusikken til rådighed og med dette i spidsen vendte tilbage til garnisonen efter øvelsens afslutning og derefter 'troppede af' på torvet ved rådhuset.

Betydningen af 5. Regiments musikkorps kan ikke noksom understreges. Det er ikke for meget sagt, at musikkorpset fyldte byen med musik. Der var musicering rundt i byen på flere af ugens hverdage og om ikke andre steder så strømmede tonerne dagligt ud fra 'Musikstuen', musikkorpsets øvelokale, der en tid havde til huse i ejendommen Kongensgade nr. 1. Foran Kommandantgården på Torvet musiceredes en gang ugentlig på hverdage samt søndag middag. Denne koncert samlede altid et større publikum. 'Strøget' fra Nørregade hen over Torvet til Møllebroen var ved denne lejlighed en yndet og tæt befolket promenade for den ungdom af begge køn, der gerne ville høre musikken - men måske også gerne ses og måske håbende på en lille flirt.

Sagt i korthed leverede regimentsmusikken overalt, hvor der matte være lejlighed dertil, det festlige indslag i byen liv; det være sig for eksempel ved koncerterne i 'Christianslund'. Koncerterne fandt sted fra den dengang eksisterende pavillon på plænen foran det gamle badehotel. Plænen her med restaurantens mange småborde var på koncertdage og -aftener vel nok nyborgensernes mest søgte og skattede udflugtssted. Det var en tidsalder, hvor det endnu var påkrævet ved sådanne lejligheder at være i al fald sømmelig påklædt. Publikum var, om ikke i festdragt, så dog i noget, der nærmede sig søndagstøjet. En påklædning med åbentstående skjorte, uden flip og slips ville være anset for så upassende og stridende imod al velopdragenhed, at det lå uden for muligheden af, hvad der kunne tænkes. Til det civilklædte musikkorps' påklædning hørte ved denne lejlighed høj hat. Korpsets populære og meget dygtige dirigent, Aug. Th. Knudsen (far til senere kapelmester ved Det Kgl. Kapel, Johan Hye-Knudsen - red.) modtog med megen værdighed det store publikums hjertelige bifald for de altid både lødige og underholdende musiknumre.

Som endnu et ganske enkelt, men tydeligt eksempel på musikkorpsets betydning - talrige andre kunne dog nævnes - skal blot omtales musikkorpsets medvirken, når omrejsende teaterselskaber gæstede byen. Ganske uanset den dramatiske side af sagen, kunne succes'en godt være betinget af, at programmet oplyste, at "5. Regiments Musikkorps medvirker".

De sene lukketider, der i datiden var gældende for butikshandelen, kunne bevirke, at gadelivet fortsatte til hen på aftenen; men stilhed og ro prægede dog bybilledet, når sidste lille skuespil udfoldede sig ved Hovedvagten, nemlig når Retræten blev blæst klokken 22 og dermed afsluttede byens og garnisonens dag. En af musikkorpsets yngre musikere meldte sig til vagtkommandøren og trådte ind på vagtholdets højre fløj. Hovedvagten lå i den sydlige ende af Adelgade og Kirken i den nordlige, kun få minutters gang fra hinanden. Musikeren ventede allerede med signalhornet for munden, og når kirkeuret var faldet i slag, lød Retrætens toner ud over den stille by. Man skal vistnok selv - og helst fra barndommen - have oplevet at høre Retræten blive blæst for til fulde at forstå den stemning, som Retrætens toner kan vække og udløse.

Garnisonens dag begyndte med, at Reveillen blev blæst - om sommeren klokken 5, om vinteren lidt senere. Lidt før Reveillen skulle blæses, kunne man høre 'Post for Gevær' råbe: "Til Gevær" og det søvndrukne mandskab tumlede ud. En musiker meldte sig til vagtkommandøren, og efter kirkeurets slag lød Reveillens langtrukne toner ud over den, i al fald klokken 5, endnu sovende by. I forbindelse med postafløsningen blev Reveillen - ligesom det havde været tilfældet med Retræten - gentaget både ved Slottet og på volden ved Landporten.

På de historiske mindedage gik musikkorpset 'Tappenstreg' igennem byen. Ordet 'Tappenstreg' er dannet af det tyske 'Zapfenstreich'. Det var i landsknægttiden et trommesignal, der angav, at al udskænkning af drikkevarer om aftenen til soldaterne skulle høre op. Tappen blev slået i tønden. Tappenstregen blev senere afløst af Retræten, der som regel er et hornsignal. I nutiden betegner 'Tappenstregen' - for så vidt traditionen stadig bevares - at det militære musikkorps marcherer gennem garnisonen og slutter af med at blæse Retræten på kasernen - eller som i datidens Nyborg - ved Hovedvagten. At dagen for slaget ved Nyborg - den 14. november 1659 - altid mindedes med 'Tappenstreg' er vist overflødigt at nævne.

'Tappenstregen' forløb i byen på den måde, at musikkorpset og et kommando på en snes mand, kommanderet af en af garnisonens løjtnanter om aftenen stillede på Torvet ved Kommandantgården. Efter udførelse af nogle musiknumre, marcherede paraden under fuld musik gennem byen gader, idet der forskellige steder blev gjort holdt og udført nogle numre. Paraden var på sin vej fulgt af et stort opbud af alle aldersklasser, men vel nok mest af ungdom, der fandt det som en ekstra fornøjelse at blive klemt sammen i de snævre gader, ad hvilke paraden passerede. Tid og rute for 'Tappenstregen' var således tilrettelagt, at paraden lidt før kl. 22 kunne opmarchere foran Hovedvagten, hvis vagtstyrke i forvejen var 'trådt til gevær'. Ventetiden inden klokken 22 udfyldtes med musik, og i det øjeblik kirkeuret havde runget sine 10 slag, blæstes Retræten af det samlede musikkorps. Dermed var 'Tappenstregen' forbi. Paraden marcherede bort, og folkemængden spredtes. Postafløsningen foregik på sædvanlig måde, og aftenen stilhed sænkede sig over byen.

Det var naturligvis festligt, når Retræten blev blæst af det samlede musikkorps; men er man opvokset med Retræten, så taler den i ikke mindre grad til en, når den fra det enkelte signalhorn toner ud i aftenstilheden. Dette er vel også baggrunden for, at den har fundet en plads i litteraturen hos i al fald to forfattere, henholdsvis Vilhelm Bergsøe og Sophus Bauditz.

I 'Krøniker fra Garnisonsbyen' skildrer Sophus Bauditz livet i en garnisonsby, hvortil han vist nok har fået ideerne fra Aarhus, som han, så vidt vides, har haft personlig tilknytning til. Bogens handling er henlagt til tiden omkring 1864; men hans skikkelser og typer fra hin tid formår stadig at samle interessen. Med lidt fantasi og god vilje vil man i det billede, man får af Sophus Bauditz' garnisonsby, måske i mangt og meget også kunne finde lighedspunkter med livet og tilværelsen, således som disse kan have formet sig i den gamle fæstnings- og garnisonsby Nyborg.

Sophus Bauditz' omtale af Retræten er karakteristisk for hans evne til med få ord at skabe et stemningsbillede. Scenen er i det foreliggende tilfælde en sommeraften hos Latinskolens Rektor, Rektor Lassen, i dennes have, hvor man hører Retræten blive blæst foran oberstens bolig. Rektors unge datter, Lise, er gået op på den lille høj i det ene hjørne af rektorhaven, "hvorfra hun kunde se ud over Fjorden, og medens hun lod Blikket følge Maanebroen paa den blinkende Flade, gik Tankerne endnu længere, baarne af Retrætens sidste Toner".

Men ingen har vist evnet at give stemningen omkring Retræten et så poe­tisk udtryk som digteren Vilhelm Bergsøe gør det i sin store roman 'Fra Piazza del Popolo'. I et afsnit, der omhandler den store koleraepidemi i København 1853, hører man om den unge læge Poul Aabye, der efter en anstrengende dag er på vej ad den for længst nedlagte fæstningsvold, der engang strakte sig langs Sølvgades Kaserne. Poul Aabye fortæller: "Da klang pludselig Retrætens forunderlige Toner, først dæmpede, langt borte fra Hovedvagten, saa livligere fra Kasernen ved mine Fødder. Der var en underlig vækkende Klang i disse Toner, først i det muntre Allegro, saa i de kaldende, lokkende og langsomt hendøende Toner, der fulgte efter. Jeg blev staaende og lyttede. Jeg ved ikke, om det gaar andre ligesom mig, men jeg kan ikke lade være at lytte til disse Toner, og naar jeg hører dem, dukker en Række Minder op i min Sjæl.". Poul Aabye mindes sine drengeår og det gamle laboratorium på Christianshavn, når han her hørte Retrætens toner, og så fortsætter han: "Hvor mange Gange har jeg ikke hørt dem fra Kastellet eller fra Kronborgs gamle Mure ud over Sundet...", og han slutter: "Jeg har hørt den klinge fra Dannevirke, fra Dybbøl og fra Fredericia."

Også hos forfatteren til disse linier vækker Retræten mange minder, der i dette tilfælde knytter sig først og fremmest til den gamle garnisonsby Nyborg - senere også både til Kastellet og Kronborg. Retræten hørte med til ungdomstidens daglige oplevelser. Når man hørte disse toner, standsede man og lyttede; de var dagens afslutning; de kunne betyde ro og stilhed - de kunne også vække udlængsel.

Nyborg har sine store historiske minder at vogte - men Retræten hører man ikke mere. Som H.C. Andersen slutter eventyret om Grantræet: "Forbi - forbi!".

Efterskrift af redaktøren

Ludvig Wigand Schmitt

Stabshornblæser/Musikløjtnant Aug. Th. Knudsens forgænger i Nyborg var stabshornblæser F. Behrens og før ham var det Ludvig Wigand Heinrich Christian Schmitt, som dirigent for 19. Bataljons Musikkorps. Han døde i 1876. Wigand Schmitt er komponisten bag den stadig populære og ofte spillede 'Kronprins Frederiks March' - her spillet af 8. Regiments Musikkorps - , komponeret til den senere Kong Frederik VIII da han som kronprins var under uddannelse ved bataljonen i Nyborg. Marchen var så populær i Nyborg, at den også gik under betegnelsen 'Nyborg Marchen'. I mange år har man fejlagtigt troet, at komponisten bag 'Fredericia Sejrsreveille' var den samme som komponisten bag 'Kronprins Frederiks March' - bl.a. fordi begge har forbogstaverne L.W. Men fredericia-komponisten hedder Ludvig Wilhelm Schmidt og han var stabshornblæser for 10. Bataljons Musikkorps i Fredericia.

I 1913 truede verdenskrigen, og rigsdagen besluttede at flytte nogle regimenter øst for Storebælt. 5. Regiment med musikkorpset blev flyttet til Vordingborg. Musikløjtnant Aug. Knudsen flyttede ikke med og han blev efterfulgt af stabshornblæser Ludvig Chr. Buch.

Efterfølgeren for Ludvig Chr. Buch var fra 1928 Tage Juul Christoffersen, der kom fra 2. Regiments Musikkorps i Sønderborg. Han var musikdirigent ved 5. Regiments Musikkorps til 1951 - afbrudt af den militærmusikløse tid fra 1932 til 1941. Tage Christoffersen var en af 6 brødre, der i en periode samtidigt var musikere i 5. Regiments Musikkorps. Efterkommere er stadig en aktiv del af Vordingborgs musikliv.

Men Nyborg blev faktisk igen garnisonsby. I 1942 forlangte den tyske besættelsesmagt Jylland rømmet for dansk militær. Tyskerne frygtede en engelsk invation på den jyske vestkyst, og man - sikkert med god grund - ikke helt overbevist om, hvilken side den danske hær ville støtte.

Det betød bl.a., at 3. Regiments - med musikkorps - blev forlagt fra Randers til Nyborg, der så pludselig blev garnisonsby igen. isonsby. Også 2. Regiment med musikkorps måtte flytte fra Sønderborg til Faaborg. Fyn, som ellers ikke havde fået regimentsmusik ved genindførelsen i 1941, havde nu pludselig hele to musikkorps. I Nyborg blev Hotel Nyborg Strand omdannet til kaserne og hovedkvarter for 3. Regiment. Den 29. august 1943 angreb tyskerne denne 'midlertidige' kaserne, hvorfra 3. Regiment forsvarede sig i en periode, indtil overmagten blev for stor. Læs mere herom i artiklen om Militærmusikken i Danmark 1940 - 1945.