I
årsberetning 1991 for Slesvigske Fodregiment har H. Moosmann et
herligt interview med den dengang pensionerede regimentsmusiker Povl
Sørensen - i musikkorpset og blandt venner kaldet ’Lille-Søren’. Her
bringes et uddrag af interviewet - de afsnit, der handler om
militærmusikken.
'Lille Søren' fortæller om sit liv som regimentsmusiker
 Som dreng kom jeg ud for en oplevelse, som var noget speciel. En
stille Sommeraften hørte jeg fra en nabogård, der havde en
fodermester ved navn Edvind, som var i besiddelse af en fløjte med
seks klapper, den franske melodi, som pa dansk hed »Under den hvide
bro«, og som var ’in’ på det tidspunkt. Denne banale idyl betog mig
totalt, og jeg var dybt forelsket i hans fløjtespil.
Jeg har været
ca. 10-11 ar og havde da faet lidt skolelærerundervisning i violin.
På det tidspunkt begyndte en uoverensstemmelse mellem far og søn.
Ifølge min fars indstilling skulle jeg enten være landmand eller
have en uddannelse i et fornuftigt levebrød, og så kunne jeg jo
ellers dyrke mine ufornuftige ideer i min fritid. Nu var det i de
tider sådan, at det var næsten umuligt at fa en læreplads i
almindelige gængse erhverv. Vi forsøgte overalt, men altid forgæves.
Så blev jeg tjenestedreng ved landbruget. Jeg fæstede mig hos
husmand Jørgen Jensen, Ferritslev med fri lørdag eftermiddag, hvor
jeg så tog til Odense og fik undervisning hos den hæderkronede
fløjtenist Marius Hansen, Odense Teaters tolvmandsorkesters
kapelmester. Det blev kærlighed til god klassisk musik. Min lærer
tog mig med til koncerter, hvor jeg spillede anden fløjte ved Odense
Philharmoniske Selskab.
Nu aflagde jeg prøve til optagelse i Dansk
Musikerforbund, og så fik jeg vind i sejlene. Jeg fik meget at lave
og tjente meget mere end mine landsbykammerater.
Nu kom en af de største oplevelser i mit livsforløb. Jeg havde øvet
i fuld tillid til min lærer Marius Hansen og kom en dag til
undervisning som sædvanligt. Da sagde han til mig: »Nu er der en
tjenestemandsstilling ledig i Sønderborg, 2. Regiments Musikkorps,
og den skal du søge« Det betød konkurrence, og det passede mig godt.
Det sædvanlige for mig var blevet utilstrækkeligt. Den gang, få år
efter genforeningen, følte man, at Sønderjylland var som noget
fremmed, måske lidt udenlandsk. Efter samtale med min læremester
var min far slet ikke positivt indstillet, men jeg pakkede, løste
billet og mødte i februar 1925 til konkurrencen og vandt. Jeg blev
indkaldt i marts 1926. Det var næsten uforståeligt for mig selv at
indse, hvad der skete. Jeg var nu ansat som tjenestemand i 2.
Regiments Musikkorps, stationeret i Sønderborg.
 |
2. Regiments Musikkorps på march i 1926 - samme år som Povl
Sørensen blev ansat. På fløjen (mellem de to heste) ses
musikdirigent Tage Juul Christoffersenn. (Foto: Rigsarkivet).
|
Det blev for mig en
helt ny livsform. Jeg blev iklædt uniform og militærudstyr og blev
indkvarteret blandt gode og behjælpelige kammerater.
Nu skulle jeg leve mit liv i Sønderborgs civile miljø, og det førte
til mange uforståelige oplevelser, som forekom mig spændende. På
Helgolandsgade 35 havde jeg fået et værelse hos et ældre ægtepar,
Kryhlmann. Værelset lå i deres lejlighed, og her opstod mange
mærkelige og sjove situationer, særligt med sproget, den sønderjyske
dialekt, som jeg jo nu er helt fortrolig med. Fru Kryhlmann var
syerske og skulle tit til kurser osv., og så var hendes mand,
Jørgen, og jeg ene hjemme. Så sagde han: »Hvis do køfe æ rom, så
koche æ e vand« og så fik vi »grogger«. Når vi havde tjeneste i
Haderslev, matte turen foretages med overnatning. Vi havde
indkvartering på hotelværelser og oplevede Haderslev både ved dag og
nat. Detaljer udelades.
Når regimentet havde skydeøvelse - det var skarpskydning og foregik
i Borris, et typisk hedelandskab. Turen derop forløb med tog, og det
var meget omstændeligt med mandskab, udrustning, materiel, heste
osv. Vi sov i telte, så det var meget primitivt. Det var en meget
øde og barsk natur. Området grænsede op til Skjern Å, et stort
vandløb efter danske forhold. Kl. 5 gik vi gennem lejren med musik
»så står vi op«. Kl. 8 var der flaghejsning med lang tone »giv agt«
og »Der er ingenting der maner«. Kl. 12 middagskoncert, kl. 18
aftenkoncert, kl. 20 lang tone og flagstrygning. Kl. 22 var der
tappenstreg med musik gennem hele lejren »god nat«. Det var jo
meget. Hjemrejsen var en nøjagtig parallel til udrejsen. En sådan
beretning lyder jo helt usandsynlig og naiv i vore dage, men ikke
desto mindre var det virkelighed.
I marts 1926 blev jeg antaget som musiker, før jeg havde været på
session. Det kom jeg først i maj samme år, så jeg mødte altså op på
session i uniform. Jeg blev rekrut i tre måneder ved 18. bataljon i
Sønderborg.
I 1932 blev musikkorpsene, undtagen Livgardens, nedlagt af
sparehensyn med 3 måneders opsigelse og ingen pension, hvis man var
under 30 år. Jeg var 25 år, og det var den gang katastrofalt, når
man stod med familie. Jeg gik op til min chef, oberst Sander, og
forklarede, at jeg havde set, at dommeren søgte en retsbetjent og
spurgte, om han kunne hjælpe mig. Det kunne obersten klare, for han
spillede bridge med dommer Thomsen. Få dage efter blev jeg antaget
blandt 85 ansøgere. Jeg forblev ved retsvæsenet indtil 1941, for da
blev der atter oprettet musikkorps ved hæren - og mit hjerte var
trods alt ved hæren og musikken.
1 marts 1941 blev jeg så atter militærmusiker.
 |
I 1942 beordrede den tyske
besættelsesmagt Jylland rømmet for danske garnisoner. Det
betød at 2. Regiment med musikkorps blev forlagt fra
Sønderborg til midlertidig garnison i Faaborg. Fyn, der ved
regimentsmusikkens genoprettelse i 1941 ikke havde fået et
musikkorps, havde nu pludselig to. 3. Regiments Musikkorps
var også flyttet til Fyn med garnison i Nyborg. Begge
musikkorps blev flittigt brug på Fyn. Her spiller 2.
Regiments Musikkorps til Haarbys Boldklubs jubilæum. På
fløjen musikdirigent Hans W. Kofoed.
(Foto: Odense Lokalarkiv)
|
Ordren til,
at alt militær i Jylland skulle flyttes østpå, var et led i Hitlers
strategi om en Atlanterhavsvold. Det medførte, at Sønderborg kaserne
skulle rømmes og stationeres i Fåborg. Vi havde en overvældende
afsked her. Flaget på kasernen blev strøget, og vi spillede for
sidste gang gennem byen med vemod i sindet. Jeg havde krav på
eneværelse i Fåborg og fik et hos ejendomshandler Møller
Christensen, Klostergade 41. Det var rare folk, og jeg følte mig
næsten som familiemedlem. Han gik meget op i, hvad der nu kunne ske,
og rygter var der ikke mangel på.
En lørdag formiddag blev der
fortalt, at søndag morgen ville tysk militært komme og indtage vores
militær, med eller uden magt, og det rygte slog til.
Kl. 5 søndag morgen vækkede Christensen mig med Ordene: »Nu er den
dæleme gal, Sørensen.« Vi så ud af vinduet i et nærliggende
gadekryds en tysk maskingeværafdeling placeret pegende i alle
retningen. Den var altså gal. Jeg kunne tage civilt tøj på og gå
under jorden, eller tage uniform og gå forbi dem og se, hvad der
ville ske. Jeg valgte det sidste, og straks kom en bevæbnet soldat
og anholdt mig. Han forhørte mig om, hvor jeg skulle hen, og hvad
jeg var. Jeg svarede, så godt jeg kunne, at jeg var musiker og
skulle til kasernen. Svaret var »ab«, og jeg matte gå spidsrod midt
på gaden med opplantet gevær i nakken, indtil jeg var inden for
porten.
Lidt senere fik vi at vide, at oberst Have som chef for regimentet
lørdag aften havde afvæbnet soldaterne i barakkerne - under heftig
protest. De ville skyde. Obersten matte sende sin adjudant over for
at tale dem til rette, og han fik dem beroliget og sparede derved
flere menneskeliv. Det var den 29. august 1943!
En skønne dag under middagsspisningen kom chefen kl. 12 og forkyndte
med høj røst på tysk, at musikere var frigivet og skulle være herfra
kl. 14. Der var stor glæde blandt os, og hjertet hoppede i brystet
på os. Vi var en gruppe, som var fri, resten skulle fortsætte
interneringen. Vi fik et rejsebevis udstedt til vores hjem, med
ophold på vores Fåborgadresse, hvor vi skulle klæde om til civil, og
herfra matte vi ikkemere bære uniform, da der var
undtagelsestilstand..
(Musikkorpset fortsatte med at spille i civil som ’Kofoeds
Hornorkester’, og musikerne var stadig ansat og lønnet af hæren. Det
betød, at musikkorpset ved befrielsen stort set var intakt, og blot
behøvede at tage uniform på for at deltage i
befrielsesfestlighederne. Læs mere om det i artiklen om(Musikkorpset fortsatte med at spille i civil som ’Kofoeds
Hornorkester’, og musikerne var stadig ansat og lønnet af hæren. Det
betød, at musikkorpset ved befrielsen stort set var intakt, og blot
behøvede at tage uniform på for at deltage i
befrielsesfestlighederne. Læs mere om det i artiklen om
militærmusikken under besættelsen – red.)
Vi hørte nu med til de allieredes besættelse af Tyskland, og jeg
husker det som noget meget mærkeligt, at vi pa skift blev
udkommanderet ca. 3uger til dette krigshærgede og bombarderede land.
Vi blev indkvarteret i en stor beslaglagt villa i Itzehoe. De
Steder, vi skulle spille, var fastlagt, Vi var under engelsk
kommando, og spilleområdet var Itzehoe, Hamborg, Oldenborg, Bremen
og Wilhelmshaven. Denne udkommando efter kapitulationen var
spændende og lærerig for os. Folk her var lykkelige, fordi krigen
var slut.
Jeg var med militærorkestret på en grønsvær ved Kruså,
da de hvide busser kom med ca. 400 kister med henrettede og døde fra
gaskamrene og Kz-lejrene. Med stilhed og stor andagt kørte busserne
frem, og kisterne blev stillet på rækker med behørig afstand.
Pårørende i stort antal kom fra hele landet for måske at finde en af
deres kære. Vi skulle spille sørgemusik, men det gjorde et så voldsomt
indtryk, at musikdirigenten matte ’slå af’ på grund af tårer og
sorg. Vi kunne ikke spille.
 |
Også da de hvide lastbiler
(ikke ’de hvide busser’ - det var 2 år tidligere) med
kisterne rullede ind på Sønderborg Kaserne, blev de modtaget
af 2. Regiment med musikkorps. (Foto: Nationalmuseets
billedsamling)
(Foto: Odense Lokalarkiv)
|
I året 1953 opstod der en forandring i vores tilværelse. Som
det sidste led af Slesvigske Fodregiment blev musikkorpset
forflyttet til Haderslev.
Efterkrigstiden indebar en god tid med hensyn til udvikling og
fremgang på mange måder. Den 4. maj blev festdag for befrielsen, en glædesdag med tændte lys i
alle vinduer. Som musiker ved Slesvigske Fodregiment oplevede jeg
disse lysfester pa kasernen. Tattoo, som passede til lejligheden, og
der var altid befolket til sidste plads, hørte med og en
privilegeret taler. Festen sluttede med et fakkeltog gennem byen.
Kl. 10 den 5. maj, Haderslev Domkirke, og her var der passende
indslag som ’Prins Jørgens March’, ’Morgensang af Elverskud’ og en
smuk tale af regimentschefen. Disse gribende indslag er stadig
bibeholdt. Sidste gang jeg medvirkede som musiker var i 1966.
Med
udgangen af 1966 blev jeg afskediget fra musikkorpset på grund af
alder.
Jeg har faktisk haft fire dirigenter, nemlig i rigtig rækkefølge
Tage Juul Christoffersen, Harald Jensen, Hans W. Kofoed og Bue Lund Nielsen. Knud
Graugaard har jeg haft som vicedirigent. Det var Kofoed, der gav mig
navnet ’Lille Søren’. Vi var nemlig to med samme efternavn, og hver
gang Kofoed sagde Sørensen, svarede vi begge. Jeg fik så navnet
’Lille Søren’ for jeg var jo lille og trind. Min makker blev kaldt
’Store Søren’, for han var høj og slank. Vi blev sådan en slags
’Fyrtårnet og Bivognen’, og vi havde det herligt med hinanden.
 |
Slesvigske Fodregiments
Musikkorps omkr. 1965. Som ældste musiker melder ’Lille
Søren’ klar til musikdirigent Knud Graugaard. (Foto:
Slesvigske Musikkorps)
|
|
