Tage Kristensen blev født den 13. april 1919 på Bornholm. Han blev uddannet som typograf hos Bogtrykker Chr. Rasmussen Rønne. Han lærte at spille trompet som 11-årig hos sin 5 år ældre broder. Desuden fik han nogle lektioner hos musikdirigenten for Bornholms Værns Musikkorps, Organist Peter Andersen. Tage Kristensen spillede i Rønne FDF orkester og var fra 1938 leder og dirigent for orkestret. Det var piccoloen, der blev Tages instrument, men også komposition og arrangement blev det til. To jubilæumsmarcher tilegnet Rønne FDF’s 20- og 25 års jubilæer. Inspirationen til at dygtiggøre sig som musiker og dirigent kom bl.a. på FDF’s landsorkesterstævner, i Ålborg 1935 og i Århus i 1937 og København 1939. Repertoiret i FDF Rønne blev forøget og kvaliteten mærkbart bedre. Tage Kristensen døde i 2012.

Militærmusiker på prøve i 1941

- af Tage Kristensen

Læretiden som typograf blev overstået 1. april 1939. Svendeprøven blev bestået, og som den eneste i landet fik jeg medalje, ganske vist kun af metallet bronze. 1.april 1940 blev jeg arbejdsløs. Men den 9. april skete det, der var værre. Danmark blev besat af Nazi-Tyskland. I 1940 var jeg i den alder, hvor jeg skulle indkaldes til aftjening af værnepligten. Jeg havde fået indkaldelsen tilsendt før den 9. april om at stille på Artillerikasernen på Amager. Da vi blev besat af tyskerne, blev indkaldelsen annulleret. Men da det lod til, at det gik roligt til, tog man fat på at indkalde til soldateruddannelse igen, så jeg ventede at få en ny indkaldelse.

I efteråret 1940 besluttede man i den militære ledelse med støtte fra regeringen, at Danmark skulle have nogle militærorkestre ud over Gardens orkester, som siden 1932 havde været landets eneste. Der blev annonceret i landets aviser efter 60 musikere til 4 nye musikkorps. Grunden til oprettelsen af disse orkestre var sikkert, at tyskerne prøvede at charmere sig ind hos den danske befolkning med koncerter spillet af deres flotte orkestre, og det ville det danske militær imødegå.

Da jeg var interesseret i hornmusik og vel ret god på min piccolo kunne jeg lige så godt søge ind som militærmusiker. Skulle jeg blive ked af jobbet, kunne jeg altid søge min afsked. Efter at have været ansat et år, ville det blive betragtet som det samme som at have overstået militærudannelsestiden. Jeg fik skrevet en ansøgning, på specielt papirformat i særlig opstilling. Jeg fik anbefaling af musikdirigent og tidligere løjtnant i Bornholms Værn, Peter Andersen. Partituret til min komposition Rønne FDFs 20 års jubilæumsmarch blev vedlagt.

Jeg blev ansat som musiker på prøve og stillede 1. februar 1941 ved Hærens Musikerskole på Herluf Trollesgades Kaserne, Holbergsgade 23, København. Uddannelsen skulle vare 3 måneder og jeg fik straks udleveret militærtøj, gasmaske, pistol og selvfølgelig instrument. Hærens Musikerskole skulle uddanne os til at besætte 4 nyoprettede musikkorps: 2. Regiments Musikkorps, 3. Regiments Musikkorps, 4. Regiments Musikkorps og 5. Regiments Musikkorps. Kaptajn P. Henningsen fra Livgarden var skolens militære chef.

De 60 musikere blev udvalgt på grundlag af de indsendte ansøgninger. De blev ligeledes fordelt til de fire musikkorps på grundlag af ansøgningerne og formentlig ud fra hvilke landsdele ansøgerne kom fra. Udover de 60 musikere der skulle bruges i de fire musikkorps, var der en gruppe værnepligtige musikere, således at hvert musikkorps kunne forsynes med 3-4 værnepligtige musikere. Disse musikere skulle fortrinsvis betjene stortromme og bækkener. Placeringen af musikerne på stemmerne i korpsene var også foretaget på forhånd. Jeg blev placeret som 1. piccoloblæser fra den første dag.

Af de 60 musikere var mere end halvdelen af os helt nye i militær sammenhæng. De øvrige var musikere som havde været ansat i de musikkorps der eksisterede før 1932. Disse musikere havde grad af officianter, de gik med skrårem, og skulle betragtes som befalingsmænd. Musikere på prøve skulle aflægge militær hilsen overfor officianterne. Dirigenterne for de fire musikkorps havde alle været ansat som musikdirigenter indtil nedlæggelsen af musikkorpsene i 1932. De fik nu ansvaret for de nye musikkorps og kunne på grundlag af deres kendskab til tidligere ansatte musikere (officianter) og ansøgningerne fra de nye musikere sammensætte hver sit musikkorps.

Besætningen i de fire musikkorps var 2 piccoloer, 3 kornetter, 2 trompeter, 2 althorn, 3 basuner, 2 tubaer, 1 janitchar + 3-4 værnepligtige musikere. Musikdirigent Hans W. Kofoed fik 2. Regiment Musikkorps, Sønderborg. Aage W. Beyer fik 3. Regiments Musikkorps, Randers. Carl Simonsen fik 4. Regiments Musikkorps, Holbæk og Tage Juul Christoffersen fik 5. Regiments Musikkorps, Næstved.

Kasernen blev mit hjem de næste tre måneder. Jeg boede på stue med de andre musikere på prøve fra 5. Regiments Musikkorps. Den militære disciplin svarede til rekrutuddannelsen af almindelige soldater. Vi havde en løjtnant som stuekommandør. Ældste musiker kommanderede ”stuen ret” og meldte af til stuekommandøren ved de daglige inspektioner. Rengøring og sengeredning var vigtige discipliner. Toiletsagerne skulle ligge i en bestemt orden. Stuekommandøren iførte sig hvide handsker og kontrollerede om alle kanter og hylder var rene. Var det ikke tilfældet, skulle der stilles om en time senere. De tre måneder skulle gøre os til gode orkestre, men også til en slags soldater.

Justitsen var streng. Der skulle søges orlov, hvis man ønskede frihed på søndagene. Alle skulle bære uniform under hele uddannelsen. Fastelavns søndag og mandag havde vi fri. Alle undtagen jeg tog hjem. Bornholm kunne ikke nås på to dage, da båden kun sejlede om dagen. Jeg kedede mig på kasernen og besøgte søndag eftermiddag en fjern slægtning på Amager. Jeg blev inviteret til at spise aftensmad. Næste dag fik jeg en røffel af befalingsofficeren da jeg havde udvist alvorlig tjenesteforsømmelse ved at udeblive fra et måltid.

Selv om vi ikke havde megen morskab i skoletiden, husker jeg dog, at vi havde humør nok til at lave lidt sjov til den første gymnastiktime. Vi havde fået sko udleveret i ret tilfældige størrelser og byttede så indbyrdes. Da vi så trådte an, havde mindste mand (Egon Uhrenfeldt Nielsen) de største sko på fødderne. De slubrede og larmede, og så fik han og alle vi andre nogenlunde de rigtige størrelser.

Officianterne boede på stuer med færre senge og var ikke underkastet den samme disciplin. Alle spiste dog i den samme kantine. Alle havde gymnastik og ekcersits. Alle skulle lære at slå på tromme og blæse signalhorn. Signalerne for de enkelte bataljoner og signaler for frem- og tilbagerykning skulle læres.

Fælles for alle var foredrag med lærere fra musikkonservatoriet om hørelære, solfege, musikhistorie m.m.  Alle blev også ført til koncerter i Odd-Fellow Palæet, Torsdagskoncerter i Radiohuset og forestillinger på Det Kgl. Teater. De fire musikkorps havde separate musikprøver og marchøvelser (de sidste foregik i Københavns Tivoli). Hele dagen var besat, så vi sov ganske godt på sovesalene på kasernen i Herluf Trollesgade.

Efter tre måneders prøvetid og uddannelse på Musikerskolen fik jeg så kontrakt som regimentsmusiker nr. 1 ved 5. Regiments Musikkorps med stationering i Næstved. Egentlig hørte regimentet til i Vordingborg, men kasernen var taget af tyskerne, så den danske styrke derfra var flyttet til Næstved til den nye Garderhusar Kaserne. Der var intet egnet lokale til musikkorpset - det skulle først indrettes. De første uger havde vi musikprøver på den gamle husarkaserne i Grønnegade. Nu var så kasernelivet sammen med de tre øvrige militærorkestre slut. Vi havde i tre måneder indstuderet en masse numre, som vi skulle spille ved koncerter og marchture i vor nye by. Jeg kom til at bo hos tubaspilleren i orkestret, Børge Juul Christoffersen, da han havde et værelse han gerne ville udleje. Det var skønt at slippe for livet spærret inde på en kaserne.

Stillingen var, hvad man kaldte partiel tjeneste, d.v.s. ikke fuldtidsbeskæftigelse. Vi havde kun ca. 3 timers musikprøve om formiddagen, og så holdtes en times koncert om eftermiddgaen på skiftende steder. Musikprøverne blev forestået på skift af de musikere der var officianter, mens de afsluttende prøver blev ledet af musikdirigenten. Musikdirigenten var sjældent i godt humør, men ved en lejlighed var han pludselig ret munter. Selv hestene udenfor på ridebanen spidsede ører da musikken ændrede karakter. Det var helt opløftende at opleve dirigenten sådan.

Da vi fik musikstue på Garderhusarkasernen skulle vi unge musikere på skift spille husarernes reveille og retraite morgen og aften. Når vi passerede vagtposten skulle vi aflægge honnør, og det hændte når solen skinnede i vores lyre på halskraven at vagtposten forvekslede den med en officersstjerne og præsenterede gevær. Nu og da var vi på marchtur med et kompagni soldater på vej til øvelse udenfor byen eller på rejse til Jægersprislejren med et par dages ophold i telt, hvor vi så vækkede lejren med fuld musik kl. 5 om morgenen og holdt koncerter for soldaterne. Rejsen til Jægerspris foregik med tog fra Næstved station via København. Vi stillede på banegården i Næstved tidligt morgen, og på en af turene var kornettisten Krüger Rasmussen ikke mødt op, han havde sovet over sig. Da vi nåede Jægerspris lejren mødte Krüger op og meldte sig til tjeneste. Han havde fundet ud af at han kunne nå op til lejren hurtigere ved hjælp af forskellige rutebilforbindelser. Han fik en mægtig røffel og dertil husarrest i otte dage. Så Krüger måtte sidde hjemme på sit værelse i al sin fritid de næste otte dage.

Militærmusikken skulle - udover at musicere - også kunne tjene landet i alvorlige tider. Vi var tilsluttet signaltjenesten. Man levede næsten som i 1800 tallet med hensyn til signaltjeneste. Vi øvede blæsning af signalhornskommandoer for bataljon, kompagni, fremad og holdt o.s.v. Vi lærte morsesystemet og vi trak ledninger ud i skoven for at kunne give besked til tropperne. Da tjenestetiden var så kort, var lønnen heller ikke så stor, vi kunne jo tjene lidt ekstra ved at spille privatmusik. Den første tid i Næstved var der også bud efter os til at spille ved byfester, soldaterjubilæer og lignende.

Hele sommeren var jeg med i et orkester, som spillede i Vordingborg til en ugentlig koncert i en park nær Gåsetårnet. Det var musikdirigent Tage Juul Christoffersen som ledede et civilt orkester, og han brugte nogle af os militærorkestre i det orkester. Hver uge cyklede vi så de 30 kilometer fra Næstved til Vordingborg for at underholde byens borgere dernede, og bagefter gik turen tilbage pr. cykel de 30 km. Jeg, der var yngste mand ud af dem, der var med fra militærorkestret, fik altid besked af dirigenten på at tage noderne med til hele orkestret fra vort nodearkiv. Det kunne være en drøj tur med op til 100 nodebøger i en kuffert på cykelstyret, piccoloen under armen og så 30 kilometer frem og tilbage. Ikke underligt at man var ved at falde i søvn på cyklen undervejs hjem. Det hændte at basunisten Henning Larsen måtte råbe: ”Bornholmer, du sover!”

Men så blev det vinter, og der var ikke mange muligheder for ekstrafortjenester ved musikken, da jeg ikke var den store balmusiker. Kollegerne i orkestret havde i øvrigt heller ikke meget at lave - vi var jo 15 professionelle musikere, der pludselig tog bolig i Næstved-området, hvor der i forvejen var musikere nok. Da det kneb med pengene uden ekstra indtægter fandt ”Lillebror” Uhrenfeldt Nielsen (trompetist) og jeg ud af at vi kunne købe vores middagsmad i underofficerskantinen meget billigere end på pensionatet i byen. Vi to ungkarle spiste så derude efter formiddagsprøverne. Heldigvis skete det nu og da at der ved kantinens lukketid lå pølsestykker og frikadeller tilbage på fadene. De blev pakket ind i papir og udgjorde en del af vores aftensmad.

Vinteren 1941-42 blev en isvinter, hvor have og bælter frøs til. Vi fik endnu mindre arbejdstid, da vi ikke kunne holde udendørs koncerter, når det frøs helt ned til 30 grader. Ved marchture med soldaterne blev vi yngste musikere sat til at marchere med og slå marchtrommer. Først i december 1941 blev jeg opfordret af FDF til at påtage mig et arbejde med FDF orkestrene i Sydsjælland og Lolland Falster.  Jeg måtte svare at jeg ikke ville blive i Næstved på grund af økonomien.

Kort tid efter ville musikdirigenten tale med mig efter en prøve. Jeg fulgte ham i behørig afstand, 5-6 meter bagved. Han gik tværs over kasernepladsen indtil han vendte sig og kaldte mig hen til sig. Dirigenten var blevet forespurgt fra en person der ønskede at komme i betragtning til min stilling. Dirigenten var vred. Hvorfor skulle han være den sidste der fik besked om at hans førstemand i orkestret rejste? Det var en frygtelig situation for ham. Jeg mente at jeg havde tre måneders opsigelse, således at han kunne træffe sin afgørelse i den periode. Efter den samtale vidste jeg,  at min sidste tid i orkestret ville blive barsk.

Jeg fastholdt min beslutning og sagde op  1. januar 1942 . Lønnen som militærmusiker kunne ikke dække udgifterne til kost og logi. Jeg skulle så fratræde 1. april 1942 med den kontraktlige 3 måneders opsigelsesfrist. Samme dag jeg havde indgivet min opsigelse gav dirigenten ordre til mig om at bytte min piccolo med Frede Hansens trompet og rykke fra 1. piccolo til 2. trompet. Frede Hansen  overtog 1. piccolopladsen indtil der blev ansat en afløser for mig. Det viste sig at blive Knud Hovaldt, der overtog min plads i orkestret.

For at opnå arbejdsløshedsunderstøttelse som typograf skulle jeg have en uges arbejde inden 1. maj. Jeg trådte af som civil allerede 17. marts 1942, da jeg havde ret til 2 ugers ferie. Der var ikke arbejde at få i Næstved som typograf, men min gamle læremester i Rønne, Chr. Rasmussen gav mig besked om bare at komme, der var arbejde til mig.

Jeg rejste til København, hvor jeg boede hos en svoger mens jeg ventede på at komme til Bornholm.  Men på grund af isvinteren var der ingen sejlads. Østersøen var frosset til. Da der efter flere dage ikke var tegn på ændringer i situationen drog jeg tilbage til Næstved. Jeg havde jo stadig et værelse stående som var betalt indtil 1. april. Penge havde jeg ikke mange af, men tuskede mig omtrent hver dag til et stykke wienerbrød hos Bager René, der havde et bageri i baggården hvor jeg boede. Ham gik jeg ned til hver formiddag, ved den tid han tog wienerbasserne ud af ovnen, og så fik vi os en kop kaffe sammen.

Om eftermiddagen og indtil lukketid hjalp jeg lidt til på KFUMs soldaterhjem, sådan helt frivilligt, og når 1-, 2-, og 5-ørerne var optalt og rullet i papirruller efter lukketid, kunne der vanke en kvart liter mælk og et stykke brød, hvis der var rester efter de besøgende soldater. De få penge jeg havde, blev brugt til 3 besøg på KFUM’s pensionat hvor jeg spiste rigtig middagsmad. Det var hvad jeg levede af i en måneds tid.

Jeg ventede stadig på båd til Bornholm. Den første skulle afgå 20. april. Båden sejlede om dagen på grund af minefaren. Man havde en udkigspost der holdt øje med om der var drivende miner i farvandet under hele sejladsen. Da vi var kommet om bord, fik vi at vide at vi skulle sejle nord på rundt om Sjælland, ned gennem Storebælt og ned i nærheden af Rügen i Tyskland og så til Bornholm. Denne rute blev valgt på grund af isskruninger mod syd i Øresund, som måske kunne have revet miner løs i de minefelter som tyskerne havde lagt ud for at spærre for eventuelle fjendtlige skibe. Da vi kun sejlede om dagen, ankrede vi op i Storebælt til aften, længere væk hjemmefra end da vi startede om morgenen. Næste morgen lettede vi så anker og sejladsen fortsatte. Da det blev mørkt her 2. dagen var vi nede ved Rügen, og jeg frygtede at vi skulle ankre op igen. Mad havde jeg ikke fået i to dage. Penge havde jeg ikke. Men man kan godt leve på vand alene nogle dage.

Heldigvis bestemte kaptajnen sig til at sejle videre trods mørket. Han regnede ikke med at der var den store minefare der. Og så nåede jeg hjem til Rønne ved 2-tiden om natten. Jeg gik til mine forældres hus i Pistolstræde. Min far blev vækket og mente at der skulle laves en sengeplads til mig, men jeg var mere interesseret i at få en portion mad. Og det fik jeg så. Tilværelsen som typograf passede mig bedre en tilværelsen som militærmusiker. Ved siden af mit arbejde ledede jeg FDF orkestret og et sangkor.

Den 4. maj 1945 kom meddelelsen om at tyskerne havde kapituleret. Den aften havde vi kredsmøde i FDF og vi aftalte med orkestret at vi dagen efter, 5. maj skulle mødes til en lille musikprøve og derefter holde koncert på St. Torv i Rønne. Jeg havde nemlig klavernoden liggende til Knud Aage Riisagers frihedssang. Jeg gik efter kredsmødet hjem og skrev noderne ud til et helt orkester i løbet af natten, så vi kunne spille den for første gang på befrielsesdagen. Jeg var også blevet dirigent og leder af Rønne Hornorkester.

Men befrielsen gjaldt kun for det øvrige Danmark. Tyskerne på Bornholm havde ikke overgivet sig. Da der kom russiske flyvemaskiner ind over øen, blev de beskudt af tyskerne. Det fik russerne til at bombardere Rønne og Nexø 7. og 8. maj - 9 mennesker blev dræbt og mange huse blev jævnet med jorden. Bornholm blev besat af russiske soldater.

Den 12.-13. juni 1946 kom det danske kronprinsepar til Bornholm. Nogle dage før blev jeg ringet op fra Amtmandens kontor. Et russisk militærorkester skulle stå æresvagt i lufthavnen når Frederik og Ingrid kom, og de skulle spille ”Kong Christian”, og de havde ikke noder til den. Så jeg måtte skrive noder ud til det russiske orkester. Kronprins Frederik mente at den lød mærkelig, men det var nu ikke nodernes skyld.

Ud over mit job i trykkeriet havde jeg nok at se til i årene efter krigen. FDF orkestret og tilhørende elevundervisning samt prøver og koncerter med Rønne Hornorkester. Et par år havde jeg også musikprøver med et spejderorkester i Åkirkeby, hvortil jeg tog toget en aften om ugen. Sommeren 1946 cyklede jeg til en soldaterlejr i Leuka, som ligger på vej mod Hasle. Der havde været en baraklejr for tyskerne, og nu var der danske soldater, og de skulle have nogle trommeslagere oplært. Så det kunne jeg passende som forrhenværende militærmusiker lære dem op til.

Et lille sangkor bestående af voksne FDF orkestermedlemmer med koner, kærester og andre havde jeg også fornøjelsen af at lede. Vi holdt hvert år en koncert med betalende tilhørere. Det betalte sig så godt at vi hvert år kunne købe et par nye instrumenter til orkestret. Så efterhånden fik vi udskiftet de gamle instrumenter fra århundredes begyndelse.

Efter krigen kom 5. Regiments Musikkorps til Bornholm 3 gange om året. Der fik jeg lejlighed til at møde mine gamle kolleger. Under et af besøgene kom Musikdirigent Tage Juul Christoffersen hen til mig og spurgte om jeg kunne spille et arrangement igennem med mit FDF orkester. Det var et arrangement han havde skrevet til et af hans egne orkestre i Vordingborg. FDF orkestret spillede arrangementet igennem fra bladet uden nævneværdige fejl, hvilket imponerede Tage Juul Christoffersen.

Tage Kristensen