I 1991 konkurrerede stud.theol. Martin Corfix sig til et vikariat som trompetist i Fynske Livregiments Musikkorps. Her i 2021 fortæller han om tiden som regimentsmusiker. Martin Corfix er i mellemtiden blevet sogneprøst i Lynge-Uggerløse og tillige orlogspræst. Desuden er han stabshornblæser i 8. Regiments Musikkorps.

Et 30-års minde

- af Martin Corfix

Den 5. august 1991 drog jeg fra København over det Store Bælt med trompetkasse og rygsæk og mødte til et halvt års tjeneste som regimentsmusiker på kasernen på Sønder Boulevard i Odense. Eller nærmere i de gamle, røde barakker, som tyskerne havde efterladt i 1945, for her lå musikstuen, og her holdt Fynske Livregiments Musikkorps til. Jeg skulle først og fremmest uniformeres, og den herlige og imødekommende stabstambur, Axel Tornehave, tog godt imod mig, og så gik det til depotet. Det var desværre lige så svært at finde en uniform til mig som 100 år tidligere, da den lille spillemand, Carl August Nielsen skulle uniformeres, og våbenmesteren dengang sagde til Carl; ”krop er der fanden æde og fortære mig ikke meget af”. Det gjaldt vist også for undertegnede, men efter Tornehaves parlamenteren med depotbestyreren fandt han dog en uniform, der faktisk passede mig som var den syet!

At Korpset havde fortrinlige musikere, der leverede blændende blæserpræstationer, som stadig huskes. Jeg kan ikke nævne alle, men nogle - de døde - vil jeg mindes først; baritonblæseren Tage Nicolaisen, hvis far havde forlangt, at han først uddannede sig til frisør, inden han kom på konservatoriet. Han skulle jo have noget at falde tilbage på! Tage blæste aldrig en forkert node eller knækkede - og han klippede også flere i musikkorpset.! Kai Kruse, tubablæseren og vicedirigenten var et utroligt kært menneske, der flere gange samlede os yngste musikere i sit hjem og serverede fransk bøf med det hele og altid god vin til. En af de yngste, Henrik Heick, som desværre døde alt for ung, var en fænomenal tubaist, og en musiker fyldt med sprænggode ideer! Og blandt de levende; den altid glade janischar, Jan Jørgensen, en dynamo på trommer! Jan spiller jeg stadig sammen med, og vi taler tit om de gode gamle dage i Odense. Kurt Jensen på euphonium, basunisten med den fløjlsbløde tone, der havde været på udveksling i U.S. Marine Band og kunne blæse en 'troldesolo', så intet øje var tørt! Sønderjyden, Niels Martin Møller, min gode sidemand, der ved en koncert i Tyskland, spillede 'Can't Help Falling In Love', solo for flygelhorn foran orkestret, og hans venstre hånd begyndte at dirre af nervøsitet, men Møller stak resolut næven i bukselommen og fuldførte soloen med et kæmpe applaus til følge, og som speakeren sagde; ”nur mit einer Hand!".

Den 10. august blev vi for en dag lagt sammen med Slesvigske Fodregiments Musikkorps til et korps på 33 musikere. Forud havde vi haft to prøver i Haderslev og Odense. I anledning af IC 3 togets ankomst til Gråsten, havde man arrangeret 'Gråsten Tattoo'. For dronning Ingrid og et stort og feststemt publikum marcherede vi ind, udførte evoleringer og kontramarch, det bedste vi kunne præstere, og så spillede vi koncert, der afsluttedes med Tjaikovskijs ”1812-Ouverture”. Soldater fra Haderslev var iklædt autentiske uniformer som franskmænd og russere og skulle undervejs i et tableau forestille de kæmpende styrker ved Moskva. Musikkorpset var placeret midt i det hele. Erik Hammerbak, vores musikdirigent, dirigerede, mens Haderslevkorpsets dirigent, Jack Lawrence, skulle dirigere to store 76-milimeter panserværnskanoner fra Sønderjyske Artilleriregiment! Også klokken på Gråsten Kirke var han sat til at styre over felttelefon! Hammerbak slog an, og vi intonerede ouverturens rolige, stemningsfulde koral. Det var en smuk, varm sommerdag, dronning Ingrid sad placeret på et podie med hofdame og honoratiores, - da lød det pludseligt ud af mundvigen på min gode sidemand, 2. trompetisten Niels Martin Møller; ”Hendes kongelige højhed er nede”, og ganske rigtig - dronning Ingrid var blevet lullet i søvn af vores musik og sad hensunken. Det varede dog kort; russerne havde i mellemtiden fået samlet kræfterne, og det store slag ved Moskva trak foruroligende op, det næste øjeblik øredøvende tumult, Jacks panserværnskanoner dundrede løs og klokkerne bimlede iblandet musketbrag og de kæmpende soldaters råb og skrig, da hvislede Møller gennem den bølgende krudtrøg; ”Hendes kongelige højhed er oppe”, og et hurtigt kig mod podiet forvissede mig om, at dronning Ingrid nu var lysvågen! Messing, slagtøj, kanoner og soldater kæmpede nu til sidste blodsdråbe! Hvem vandt egentlig, - franskmændene eller russerne? Finale!

Efter koncerten kom en af de pensionerede musikere fra Slesvigske, 'lille Søren', fløjtenisten og althornblæseren Povl Sørensen, over og hilste på os. Han var synligt imponeret! Vi sad og fik os en velfortjent pilsner, og han fortalte om sin tid ved regimentsmusikken. To af de yngste musikere, den førnævnte tubaist, Henrik Heick, og jeg selv spidsede ører, og en af hans historier har jeg aldrig kunnet glemme: I 1947 var 2. Regiments Musikkorps tilsagt at spille ved grænsen. Man skulle modtage de jordiske rester af de danske, der var bukket under i KZ lejrene, og de kom nu hjem over grænsen til begravelse i Danmark: Hvide kister på hvidmalede militærlastbiler så langt øjet rakte. Ved grænsen i Kruså blev de modtaget af de grædende efterladte. Et par af 'lille Sørens' venner var iblandt kisterne. Musikkorpset skulle spille sørgemusik, men da musikdirigent Kofoed slog an til 'Altid frejdig, når du går', kunne de ikke få en tone frem, for musikerne græd alle sammen.

Den sommerdag i Gråsten, hvor hverken franskmænd eller russere vist vandt slaget om Moskva, vidste vi dog ikke, hvem af russerne, der ville vinde i Sovjetunionen – ville det blive den demokratiske reformbevægelse eller gammelkommunisterne? Vi holdt vejret i de dage, men der var et håb og en tro på fremtiden hos os alle: Mindre end to år før var Berlinmuren faldet i november 1989, og det som alle troede umuligt blev en mulighed, da de to Tysklande genforenedes i oktober 1990. Der var nu gennemgribende reformer i Sovjetunionen, men mens vi sad og hyggede os i Gråsten, planlagde gammelkommunisterne et kup i Moskva, der brød ud en uges tid senere. Gorbatjov blev holdt fangen på Krim, og vi husker alle Boris Jeltsin på den russiske tank, da han talte til russerne og fik soldaterne over på sin side i Moskva. Kuppet blev heldigvis slået ned af reformbevægelsen. De baltiske lande gjorde sig nu frie af det kommunistiske åg, og en måned efter i december eroderede Sovjetunionen og opløste sig selv. Det vidste vi bare ikke endnu.

Måneden efter i september satte musikkorpset på Odense Teater blæs på Mozarts 'Tryllefløjten'. Det var en del af markeringen af 200 året for Mozarts død, og var sat i værk af vores energiske chef, Erik Hammerbak; ideen og Brass Band partituret blev hentet fra komponisten og arrangøren, Bram Gay, fra Covent Garden, og han gæstede korpset til generalprøven og til uropførelsen, for det var første gang i operaens historie, at et hornorkester spillede hele operaen med sangere! Vi havde assistance af en euphoniumblæser fra Slesvigske - Helge Pedersen - og Olav Ploug, som jeg senere kom til at spille sammen med i Sjællandske Livregiments Musikkorps, kom over og assisterede, så der sammen med Rikke Øland var to es cornetter i den krævende opsætning. Fra Det Kgl. Teater kom to fantastiske sangere; Jørgen Klint sang som altid en overbevisende Sarastro, og Djina Mai Mai dubleret af Hanne Andersen var uforglemmelige Nattens Dronninger. Hertil elever fra det fynske musikkonservatorium. Det blev en kæmpe oplevelse og udfordring for musikkorpset. I Jyllands Posten skrev anmelderen Hans Andersen: ”Tryllefløjten går over scenen med en velklang, der er forbavsende. Ouverturen spilles elegant og med fine temposkift, og trods den usædvanlige mangel på et Mozartorkesters strygere varer det ikke længe, før man alligevel kender strygerne, bl.a. fordi det fynske musikkorps i sine bedste passager spiller så rent ud sagt dejligt mozartsk… Erik Hammerbak og orkestrets fine fortolkning af musikkens drama følges op af Niels Pihls sceniske instruktion, der er en lille genistreg af forløsende opfindsomhed.” Politikens anmelder, Michael Bonnesen skrev bl.a. ”Erik Hammerbak ikke alene røber en sikker og smidig klangsans, men også en sikker og smidig håndtering af tempo, rytme, drama og scenisk psykologi. Det er forbløffende at høre et brass band danse på tåspidserne og forbløffende at høre høje, vanskelige obo- og violinstemmer lagt ud for trompeter og blæst med ulastelig smag og ekvilibrisme”. Selv i 'The British Bandsman' blev korpsets bedrift rosende omtalt af Bram Gay, og vi musikere var bare 'høje' efter en uge med fantastiske forestillinger.

Her ovenpå næsten to års corona og nedlukninger kan jeg godt sidde og drømme mig tilbage til den sommerdag i Gråsten 1991, ja, hele den tid med optimisme og forventning til fremtiden, der beherskede én, samhørighedsfølelsen, men måske først og fremmest den store lettelse hos os alle i de år over den afblæste atomkrig. Borgerkrigen var godt nok lige brudt ud i det tidligere Jugoslavien, men det var før vi stiftede bekendtskab med 9/11 og de efterfølgende krige i Afghanistan og Irak, hyperglobalisering og den deraf medfølgende ensretning af nyhedsstrøm og kultur. I skrivende stund er jeg lige hjemkommet efter tre måneders patruljesejlads med fregatten Absalon som orlogspræst. Vi har patruljeret sammen med Natos stående maritime styrke i Atlanten, Det Irske Hav, Hebriderne, Nordsøen og Østersøen. Alle steder har der været ”kispus” med russerne, og det minder desværre alt for meget om tingenes tilstand før 1989 - og nu Talebans magtovertagelse i Afghanistan. Det er svært at spå om fremtiden, siger Storm P. Derfor er det godt en gang imellem at kigge tilbage, og mon ikke flere synes, at tiden dengang var mindre kompliceret og mere håbefuld!

Musikkorpset vendte jeg senere tilbage til og assisterede bl.a. ved de månedligt tilbagevendende rådhuskoncerter på Flakhaven, som folk flokkedes til, men min tid lå nu fra 1992 indtil 1996 som fast assistent i Sjællandske Livregiments Musikkorps.