Københavns to vagtparader

- af Claus von Kohl

Artiklen - som bringes i uddrag - er fra 'Garderbladet' 1935 og skrevet af bladets ddaværende redaktør Claus von Kohl.

Vagtparaden trækker op ved den gamle hovedvagt på Kgs. Nytorv.

Hvad militærmusikken kulturelt betyder for et land, og hvilke nationale værdier den kan tilføre folket, er jo tit nok blevet fremhævet i den offentlige diskussion, som dens afskaffelse ved Hærloven af 1931 har givet anledning til. Hvad betød det f.eks. Ikke, at vi under genforeningen 1920 endnu have militære orkestre, der nede i Sønderjylland ikke stod tilbage for, hvad vores landsmænd dér havde været vant til fra de tyske troppeafdelinger. Og hvad ville ikke et i grænselandet garnisoneret godt militærorkester sige i den kulturelle og nationale kappestrid dernede?

En af militærmusikkens mange opgaver til gavn og glæde for folket er den daglige vagtparade, og hvorfor skal alene København have denne nydelse, som for mange fattige mennesker er som et strejf af solskin over dagen grå og glædesløse ansigt? En Garnisons-, kaserne- eller sikkerheds- vagt har jo militærtekniske formål, men vagtparaden, der ved middagstid daglig opmarcherer på et stemt sted i byen og afholder en koncert, har snarere en symbolsk betydning. Den opfylder en af statens repræsentationspligter - dens værdi er mere dekorativ og betyder for de begejstrede tilhørere og tilskuere en velset afveksling i hverdagslivet.

Vagtparaden klar til afmarch fra Sølvgades Kaserne 1908 - 3. eller 4. Regiments Musikkorps. (Postkort)

 

Gennem en lang årrække havde København to vagtparader at glæde sig over: Livgardens til Amalienborg og paraden til hovedvagten på Kongens Nytorv bag de tre berømte kanoner; ”Abraham, Isak og Jacob”. Det var allerede en hjertesorg for alle københavnere, da hovedvagten i 1875 blev flyttet til Kastellet, der dengang regnedes for at ligge uden for byen. I vittighedsbladet ’Punch’ skreves dengang derom:

”Den gamle hovedvagt vil snart forsvinde,
Hårdt trænges den tilside fod for fod,
Om føje tid vil ingenting os minde
Om stedet, hvor den stolte fæstning stod.
Og derfor sørger mand og kvinde,
Som mangen gang har hentet håb og mod
Fra vagtparadens lystige trompeter,
der glædede folk, som manglede moneter.”

Men som årene gik kom Kastellet til at ligge nærmere ved byens centrum, og hver dag - undtagen hver tredie, når 1. Regiment besatte hovedvagten - havde byens borgere lejlighed til at glæde sig over vagtparaden fra Sølvgades Kaserne til Kastellet. (1. Regiment var indkvarteret i Kastellet - 3. og 4. Regiment var indkvarteret på Sølvgades Kaserne. Derfor var der kun vagtparade når regimenterne fra Sølvgades Kaserne besatte hovedvagten. Alle tre regimenter havde musikkorps - red.)

Vagtparaden på Grønningen på vej til Kastellet. (Maleri af E. Henningsen 1888)

Livgardens vagtparade havde dengang næppe så stort publikum som nu, thi den trak jo kun op fra Ridehuset i Frederiksgade de få skridt til Amalienborg Slotsplads. Men Kong Frederik VIII ændrede dette og gav med vanlig lyst og trang til at glæde andre, byen den fornøjelse at følge Livgardens vagtparade fra kasernen på Østervold gennem hele den indre by til Amalienborg. ’Byens smil’ som man så kønt og rigtigt har kaldt det.

Vagtparaden til Amalienborg afmarcherer fra kasernen 1923 med stabstambour Lauritz Løvgreen og musikdirigent Theodor Dyring. (Foto: Københavnerbilleder)

I sin smukke digtsamling ’Fiol og Sækkepibe’ har Aage Berntsen skænket os et såre tiltalende og træffende øjebliksbillede af vagtparaden, der trækker op. I digtets sidste og skønneste vers spørger digteren sig selv, om det da kun er som ’byens smil’, der liver op i gadebilledet, at vagtparaden virker så betagende stærkt. Ikke blot på de gamle gardere, der ved den genoplever minderne, men også på alle de unge og gamle, der føler hjertet banke, når musikken skingrer og fanen føres forbi.

”Er det minder i sjælen om fædrenes fejder
med klinger, der længst gik af brug?
Er det minder og fædrenes trofaste ridt
under Dannebrogs pjaltede dug?
Men så tit jeg hører de buldrende trommer
og messingtrompeternes gny,
knuger jeg hånden, som bar den et værge,
der vandt sig uvisnelig ry.”

Livgardens vagtparade på Amalienborg 1933 med stabstambour Leo Sevel og musikdirigent Theodor Dyring. (Postkort)