I 1982 bragte Dansk Musikertidende er interview med navnkundige Hans Fulling. Samtalen blev ført med Waldemar Wolsing og den bringes her - lidt forkortet. Ganske vist forlod Fulling militærmusikken i 1937, men har sat sig spor helt op til vor tid, da han i mange år var instruktør og inspirator for Den Kgl. Livgardes Tambourkorps.

En levende institution

Af alle de mange ting, som Hans Fulling har beskæftiget sig med og sat i gang, er - i al fald indtil nu tilrettelæggelsen og gennemførelsen af en systematisk uddannelse af janitscharer den vigtigste.
Indtil 1945 var der på »Det Kgl. Musikkonservatorium« endnu ikke oprettet en lærestol i denne disciplin. At det blev Hans Fulling, der fik den og bestred docenturet i 34 år er almindeligt bekendt, men hvilke forudsætninger han havde at gå ud fra for at sætte det hele i system, ved man ikke noget særligt om. Derfor spurgte DMT og fik følgende svar:

»Det er der to årsager til. For det første min trang til at være til gavn for den danske musikerstand og for det andet, at videregive alle de erfaringer jeg allerede havde i 1945, og som jeg bestandig siden har forsøgt at uddybe. En hel del praktisk erfaring får man allerede som dreng, når man som jeg er født og opdraget i et musikerhjem. Jeg er født i Randers - for at være helt korrekt den 27. juni 1912 - hvor min far var basunist i 5. Dragonregiments Musikkorps. Desuden spillede han violin og trommer, så han var en alsidig musiker, der ved siden af sin tjeneste i musikkorpset i 23 år var janitschar i »Randers Variete- og Folketeater«. Min mor, der var norsk, født i Kristiania, havde en god sangstemme og sang meget derhjemme - så da jeg havde lært at spille klaver, dyrkedes der en hel del sammenspil i min fars fritid.

Lige fyldt 3 år fik jeg min første tromme og ikke mange år efter en es-trompet og så - da det stod mig klart allerede i drengeårene, at jeg ville være musiker - gik jeg i gang med at øve mig så meget som muligt i min fritid. Min far lærte mig at slå tromme, og basunens hemmeligheder indviede musiker Lauersen mig i - han var desuden skomager. Senere kom jeg i 1930 til Taul i Aarhus. Hvad klaveret angik fik jeg min videregående uddannelse hos Victor Andersen - også i Aarhus. Han var en fremragende pianist som både Fini Henriques og Peter Møller brugte. når de var på vore kanter.

Efler konkurrence begyndte jeg d. 12. juni 1929 som musiker - »Trompeter« -  i 5. Dragonregiments Musikkorps. Orkestret var på 9 mand. så der skulle bestilles noget. Min debut i orkestret som 2. basun kom til at foregå på Mariager Torv og den blev dramatisk. Vi skulle spille Offenbachs ouverture til »Røverne«, og der var godt med huller (generalpauser) i. Naturligvis røg jeg i min nervøsitet i vandet med et lille put - og en gang til - nervøsiteten voksede jo. Da stykket var forbi. mærkede jeg at min kasket fløj af hovedet, hvorpå min far - der spillede 1. basun - stak mig to veldrejede lussinger bagfra. Så lød der følgende ordskifte: Musikdirigenten (han hed Julius Sønderby): »Hr. Fulling, må jeg bede dem om at blive på Deres plads«. Min far: »Javel. Men han står og sover, han er dum«. Sønderby: »Sig mig, hr. Fulling, er De aldrig faldet i huller som ung? Vil De være så venlig at passe Dem selv. Her er det mig, der er chef. Men nu flytter vi Deres hr. søn, for ellers lever han ikke i 14 dage. Inden den tid har De sikkert slået ham ihjel.«

En anden episode, som fik min far til at blive aldeles rasende, var da jeg fik smadret min basun. Det gik således til: Vi red 3 og 3 bag hinanden og pludselig ser jeg, at jeg er for tæt på hesten foran mig, som min far red på. Jeg kommer til at trække i den forkerte tøjle, stangtøjlen, som hesten ikke kan lide, og jeg ryger lige ind i rumpen på min fars hest, der slår et slag, så jeg får basunen i hovedet, godt krøllet. Jeg torsk havde ikke holdt instrumentet ud til siden, som jeg havde lært - altså katastrofe! Faldet af hesten er jeg da også - resultat: Sviende hale. Det kurerede min far på følgende drastiske måde. Efter at han havde besigtiget min blodrøde numse, kom han kartoffelmel på og kommanderede mig over i stalden til min hest, hvorpå han og jeg red rundt på eksercerpladsen 12 timer. Det var hampert, men effektivt, for huden på numsen var fuldstændig i orden. Det er et gammel fif, som jeg herved giver videre til dem, der måtte have brug herfor.

Ved du i øvrigt, hvad lønnen var i de år? Den var 120 kr. på egen kost, logi og uniform. Det var ikke meget, så jeg måtte naturligvis supplere den med balforretninger - jeg spillede jo også klaver - og andet tilfældigt sjov. Her erindrer jeg navnlig en, som var meget besynderlig. Jeg var engageret sammen med 16 andre til at spille til bal Nytårsaften for »Borgerlig Ungdom«, så ringer formanden for orkesterforeningen i Randers. Karl Rasmussen og siger, at jeg ikke skal spille til det bal. »Jo. det skal jeg da, formand. siger jeg (ærbødig som den unge mand bør være, der siger »De« til de ældre og selv bliver tiltalt med et »du«). »Hør nu efter hvad jeg siger«, lød Rasmussens bestemte stemme, »du skal til Nørre Undsel og spille til bal i forsamlingshuset. Tag alle dine instrumenter med, nogle der kan spille melodi; f. eks. klokkespil, xylofon og hvad ved jeg. Der kommer 2 mand til, og de er uorganiserede; dem skal du sørge for at få ind i forbundet«. Det var kort sagt en befaling. Jeg tog afsted og kl. 19.00 pakkede jeg alt hvad jeg havde af instrumenter ud. Samtidig kom en mand, der lignede »Fyrtårnet«, med bowlerhat, overskæg, smalle bukser og violinen på ryggen. sammen med en anden lille fyr - Scharndorf hed han - og han havde en hel sæk på ryggen. I den var der en 5 ventilers tuba og et stativ, »Hvor er klaveret, spurgte jeg«. »Der er ikke noget klaver, så du spiller melodi, og jeg slår efter - og så skal vi se, hvem der er dygtigst. Er det dig, melder vi os ind i Randers afdeling«. Vi startede op. Melodi måtte jeg spille på klokkespil, fløjte og hvad ved jeg. Fyrtårnet slog efter til alt, om det så var »Sejle op ad åen«, og Scharndorf sa'e buh-hub på tubaen - men mærkeligt vattet. Det blev vi ved med fra kl. 19 til kl. 1 med kun 10 min. pause. Men folk var glade og tilfredse. Kl. 24 sang og spillede vi »Vær velkommen Herrens År« og »Dejlig er Jorden« - alle melodierne naturligvis med efterslag (bare jeg havde en grammofonplade med det i dag) og da ballet var forbi, bød festkomiteen med sognefogeden og landbetjenten i spidsen på en bid brød og en dram. Der gik ikke så længe før der manglede snaps - »men«, sagde Scharndorf »den klarer jeg«. Og frem fra tubaen trak han to halve Ålborg op. »Man må gardere sig i kulden« var kommentaren og i tilgift fik vi »lm tiefen Keller« for fuld udblæsning og god tone. Tableau. - Direktør Petersen, som »Fyrtårnet«s rette navn var, ønskede glædelig nytår og bad mig meddele »Kong Karl i Randers« at jeg var dygtigere, og at de ville melde sig ind. De betalte kontingentet med det samme. Det var Karl vældig tilfreds med, da jeg meddelte dette; at jeg kun havde fået 10,25 kr. for hele aftenen (kr. 1,25 var til rejsen), så han stort på. »Du har gjort en god gerning, og penge skal du nok tjene med tiden«. Bemærk venligst. at sådan var forholdene i 1932.

Men det skulle blive værre; for pr. 1. juli blev alle militærmusikkorpsene nedlagt. Min far blev pensioneret, men jeg stod på gaden uden stilling. Arbejdsløshedskassen kunne jeg ikke bruge, fordi forbundet havde bestemt, at militærmusikere skulle være B-medlemmer. Så der skulle gå et helt år som A-medlem, før jeg kunne melde mig til den. Imidlertid fik jeg job hos klaverhandleren i Randers, der repræsenterede »Hindsberg og Andreas Christensen«, og jeg fik lært at stemme klaverer, og hos klaverhandler Kaspersen i Aarhus udvidede jeg mine kundskaber og lærte klavermekanikken at kende, og hvordan man pilkede strenge. Desuden tog jeg klaverundervisningen op hos Victor Andersen i Aarhus hver 14. dag. Han tog kr. 15 i timen - desuden kostede rutebilen 3 kr. t/r (der var 1 kr. rabat når man var i uniform og for den krone fik jeg kaffe og wienerbrød på rutebilstationen i Aarhus - så det var lidt småt med, hvad man havde at leve af.

Hans, hvornår kommer vi til det med konservatoriet!

Giv tid, du kære. Det hænger altsammen sammen med emnet, for det har med min udvikling at gøre. Altså er vi kommet til august 1933. Der var blevet en ledig basunplads i »Den Kgl. Livgardes orkester« og den fik min gamle chef, Sønderby, mig overtalt til at søge, trods det, at jeg ikke selv troede, at jeg havde den mindste chance. »Du skal blot øve dig dygtigt meget - så går det nok«, sagde han opmuntrende. Så jeg tog til København og prøvede min lykke sammen med 11-12 andre basunister - og vandt til min store overraskelse konkurrencen. Jeg var i Garden fra 12. oktober 1933 til 31. august 1937. Så kom jeg i »Det Kgl. Kapel«, men det er en helt anden historie for i mellemtiden skete der en bunke. Ved du forresten, hvad gagen var dengang? Den var 230-240 kr. om måneden på egen kost, logi og uniform. »Bjørnen« alene kostede en månedsgage, så jeg måtte se at få mig noget ved siden af. Det kom for øvrigt meget hurtigt for Emil Ryming, der var ansat som janitschar i »Det ny Teater« bad mig hjælpe sig, da han havde en del assistance i Radioorkestret, Og da han snart efter blev fast ansat dér, overtog jeg hans plads i teaterorkestret. Dirigenterne der var Kaj Rosenberg og Arne Hammelboe.

Senere kom Emil Reesen. Hos ham spillede jeg basun. Vi var en 20 mand og blandt musikerne kan jeg huske violinisten Julius Koppel og hans kone Else Marie Bruun, der senere blev mine kolleger på Kapellet, klarinetisten Poul Allin Erichsen, Radiosymfoniorkestrets mangeårige soloklarinet, senere professor på konservatoriet, violoncellisten Svend Nielsen, senere at finde i Radiosymfoniorkestrets cellogruppe. Poul Gerhard, der foruden at spille fløjte var kunstmaler. Edvin Nielsen spillede basun, nu er han organist på Frederiksberg, Erik Søller, der både spillede violin, viola og guitar og Sevel fra Livgarden, der spillede trompet. Det var ham, der lokkede mig til et væddemål, og det gik således til. Vi skulle spille til operetten »Bal på Savoyn« med den ungarske kapelmester Nado. Der var stemmer til 3 janitscharer, men jeg skulle klare det ene mand og det gik jeg ind på, hvis jeg fik en stol med hjul på, så jeg kunne rutsche rundt til alle de mange instrumenter. Det skulle jeg have et ekstra halvt tillæg for (vi fik kr. 12 pr. aften og søndag eftermiddag kr. 10) men Ib Schønberg, der var meddirektør sammen med Ivar Smidt, »glemte« nu at betale mig trods gentagne løfter. En hel del af, hvad der stod i de 3 stemmer, sagde kapelmesteren, at det kunne jeg godt lade være med at spille. Men der var jeg så letsindig en dag at sige, »det skal nu nok komme i morgen«, og så fangede Sevel mig. »Hvis du kan gøre, som du siger, så skal du have en porter (Sevel elskede porter) af os hver i 8 dage. Hvis du ikke kan, skal vi alle sammen have 2 portere af dig i det samme tidsrum«. Mit svar var »OK«. Jeg regnede ud, at ved hjælp af et vækkeur og 2 hamre kunne trommen lave en hvirvel; en akkord samtidig fremkom ved, at jeg slog med 4 sambundne køller på vibrafonen med den ene hånd og fremtryllede en hvirvel på pauken med den anden + et bækkenslag med foden. Jeg vandt væddemålet!

Det var et vinterengagement. Men om sommeren havde jeg søndag eftermiddag besat med medvirken i det store 60-mands harmonikaorkester (morsom trykfejl i artiklen (morsom trykfejl i artiklen - her menes helt sikkert harmoniorkester - red) i Fællesparken under Johan Hye-Knudsen. Det engagement havde jeg for øvrigt i 28 år. Om aftenerne var jeg i Tivolis Harmoniorkester. Jeg var der næsten i alle de af døgnets timer, der ikke var besat andetsteds, for til de fleste af de stykker vi spillede var der 3-5 janitscharstemmer, og dem havde jeg sat mig i hovedet, at jeg ville »sammentrække« så godt det lod sig gøre. Derfor tilbragte jeg ofte en del af natten med det stykke arbejde. Da kunne det ske, at maden i kantinen var sluppet op for orkesterbudet, der havde kantinen i forpagtning - han var foruden orkesterbud også rigsdagsbetjent og ligbærer på Vestre Kirkegård, altså temmelig alsidig - men vi kom dog aldrig i nød. Og hvorfor ikke det? Jo ser du trompeteren i orkestret kgl. kapelmusicus Karl Lorentzen - bare kaldet Karl Lorentz - havde ål gående i det lille mudrede springvand, så han begav sig bare forsynet med lommelygte ud i den mørke have og fangede så mange ål, der skulle til for at klare sulten. Og det blev et festmåltid, der på kort tid blev stablet på benene.

For øvrigt fik jeg foruden mange andre oplevelser i det ikke kedelige orkester også én meget stor kunstnerisk. Det var da Fini Henriques en aften skulle spille egne kompositioner med os. Han gik rundt på tribunen før prøven skulle begynde og efterså noderne, og jeg var ved at pakke mine instrumenter ud. Og hvordan det nu var eller ikke, kom jeg til at spille »Smede-motivet« fra forspillet til »Vølund Smed« på vibrafonen uden dæmper og strøm. »Hvad er det, De laver der, unge mand«, spurgte Fini interesseret. »Sådan har jeg aldrig hørt det før, og det er præcis den klang, jeg altid har drømt om, at det tema skulle have. Vil De ikke være så venlig at spille det ikke alene i aften, men også i fremtiden. Og fortæl Deres kolleger, at sådan vil jeg gerne have det spillet altid«.

Det var det med konservatoriet, Hans!

Ja, ja, ja, ja - tålmodig. Vi nærmer os. I august 1937 blev der konkurreret om en janitscharplads i »Det Kgl. Kapel« - Og den var jeg så lykkelig at vinde. Det var for øvrigt samme dag Palmer Traulsen vandt den ledige basunstilling, 45 dejlige år har jeg haft i dette vidunderlige orkester, og naturligvis har vi haft et utal af oplevelser både kunstneriske og kammeratlige. Lad os begynde med de kunstneriske. Der var en, der blev skelsættende for mit bækkenspil. Vi skulle spille forspillet til 1. akt af »Lohengrin« med den elskelige Bruno Walter. Nervøs var jeg - kun 25 år gammel og lige kommet ind i Kapellet. Men Bruno Walter kunne ikke alene berolige - »De skal ingen nodestol have; sæt Dem blot rolig ned, så giver jeg Dem et tegn, når De skal komme med det navnkundige bækkenslag«. Da det støre øjeblik var ved at komme. så han over på mig med et smil, gav tegnet, og da bækkenslaget var lykkedes som han ville have det, sendte han mig et anerkendende nik. Det lyder meget simpelt, men på prøverne havde han på sin elskværdige måde fortalt mig, at et bækken skal behandles som et strygeinstrument med op- og nedstrøg af buen; at størrelsen af brugen af bækkener afhænger i hvilken sammenhæng, de skal bruges. Forekommer et bækkenslag i f. eks. en obo-passage skal det naturligvis være mindre end i en stor tutti-indsats o.s.v.

De store kapelmestre ha en kolossal viden om orkestrets instrumenter, og af deres viden er det så op til musikerne at høste og bygge videre. Krav om brug af bestemte instrumenter, kan de også stille. Krav som man ellers ville realisere på en nemmere måde. Således krævede Eric Kleiber, at jeg skulle kunne beherske brugen af originale spanske kastagnetter, da vi skulle opføre Bizets »Carmen« - Det gav han mig 3 uger til at lære; og sådan har jeg båret til hobe fra alle de store dirigenter. Ingen nævnt, ingen glemt bliver jeg nødt til at sige, for ellers får vor samtale ingen ende de første mange timer.

Til gengæld skal du få et par historier om min gode janitschar-kollega, kgl. kapelmusicus og kgl. hofblomsterhandler Georg Hansen. I den første egenskab havde vi i mange år det tilfælles - foruden Det Kgl. Kapel - at have job i Tivoli. Han i koncertsalen og jeg i harmoniorkestret. I maj måned og august-september skulle alle 3 job gerne - uden al for stort besvær - passes samtidig. Og det gik sådan med lidt lodder og trisser. I Tivoli faldt pauserne mellem de to orkestres afdelinger på forskellige tidspunkter, hvilket muliggjorde, at vi begge ved hjælp af cykler og hurtigløb kunne nå, hvad vi skulle på teatret ved at dele janitscharstemmen op i minutter og sekunder. Når vi mødtes på cykel på Stormbroen, der ligger midt imellem de to etablissementer, vidste vi, at alt var under kontrol. Nervepirrende?? Ikke spor, det var blevet en sport.

To janitcharkolleger fra Det Kgl. Kapel 1940 - Hans Fulling og Georg Hansen.

Georg Hansen som blomsterhandler er en anden side af samme sag. Georg havde sammen med sin kone en meget fin blomsterhandel på Strøget, »Cosmopol« hed den. Han startede sin dag med at gøre indkøb på blomstertorvet og så gik det bare resten af dagen og aftenen derud af. Vi var så gode venner, at han trygt kunne bede mig om at være bud får sig, når der var noget særligt fint, der skulle ud til hans meget udsøgte klientel. En juleaftensdag blev jeg således i sne og kulde dirigeret med tog til Skodsborg, hvor en ministerfrue skulle have overrakt en træstamme med indlagte 30 reagensglas og tilhørende orkidéer. Vel ankommet til huset med ovennævnte træstamme, gik jeg - som et bud bør gøre - til køkkendøren og fik afleveret tingene. Så blev jeg budt på kaffe af pigerne og forresten osse en lille én fra herskabets vinkælder. Fruen havde imidlertid konstateret, at alt var i orden med blomsterne og lod sende en 25 øre ned til budet, som en erkendtlighed for vel udført arbejde. Alt var således såre godt, hvis ikke postbudet var kommet og mente, at han havde set mig før - både i Tivoli og i Det kgl. Kapel. »Det er Dem med bækkenslaget i Elverhøjouverturen«. »Nej, nej min gode mand« sagde jeg »De ta'r helt fejl, men nu må jeg skynde mig at gå« - Det var med at komme ud i en fart og hjem til Georg, der modtog mig med et bredt grin og, sagde: »Du har lavet skandale i Skodsborg og fortalt, at du var kgl. kapelmusicus«. »Nej bestemt ikke«, sagde jeg, »det var noget postbuddet fandt på«. »Nå, nå, sagde Georg så, ministerfruen har været herinde og lagt 10 kr. til dig, for, som hun sagde, en musiker i Det Kgl. Kapel kan man ikke nøjes med at give en 25 øre. Der kan du se, hvor meget vi er værd«.

Når jeg lige har nævnt »Elverhøj« vil jeg da også røbe en episode, som både Georg og jeg var indblandet i. Hye Knudsen havde ladet falde en bidende bemærkning om, at vi sjuskede med vore indsatser i »Elverhøj«. Det skal han ikke komme godt fra«, sagde Georg, »Hye vil sikkert komme engang i morgen formiddag på sit værelse ved siden af vor lille foyer. Så møder vi op med stortromme, triangel og bækkener og synger, hvad orkestret ellers spiller. Naturligvis skal vi have noder og nodestole med«. Gjort som sagt, gik vi næste dag i gang med vort forehavende - og ganske rigtigt kom Hye farende og bad os holde op. »Det kan vi ikke, hr. kapelmester, for vi skal pligtopfyldende øve os på »Elverhøj«, for vi vil ikke have flere bemærkninger fra Deres side«. »Ja, men min kone er også inde på mit værelse og hendes nerver.. forstår De, hr. Hansen - og hundene (han havde 2 store boxere) knurrer«. »Ikke tale om«, sagde Georg stædigt, »vi er i vor gode ret til at være her, og vi vil ikke risikere at få flere skideballer af Dem, hr. kapelmester«. Sådan kunne Georg også være og han fik altid sin vilje sat igennem med retten på sin side.

Hans, det var det om konservatoriet!!

Næ, næ, du skal lige have den med om Kongen og de 3 bækkenslag i »Cavalleria Rusticana«. Ser du, jeg havde skrevet noget for Es-trompet, pauker og orgel til en parade med Trainregimentet ved Svanemøllen. Kong Frederik var tilstede og ved frokosten bagefter - hvor også jeg var indbudt - kaldte han mig til højbords og sagde i de høje officerer påhør: »Fulling, De skylder mig 3 bækkenslag i »Cavalleria Rusticana«. »Ikke hvad jeg ved af »Deres Majestæt«. »Hør nu her, Fulling, skal du sige din Konge imod?« »Nej, nej Deres Majestæt, jeg skal straks  hente en stemme og komme på Amalienborg« »Næ, lad være med det. Når sæsonen er til ende ringer De op til min private telefon, og så lader jeg en lakaj hente den«. Det skete så - sommeren gik, sæsonen begyndte og »Cavalleria« skulle spilles, men min stemme var væk. Det sagde jeg så til Hye - satte ham ind i situationen med Kongen og de 3 bækkenslag - og fortalte, at Kongen havde stemmen. »Nå, men du klarer det vel nok uden stemmen«, sagde Hye - vi var blevet »dus« et stykke tid efter »Elverhøj-episoden« og hørte i den forbindelse ikke flere onde ord. Tæppet skulle til at gå, da Majestæten trådte ind i sin loge, hilsende venligt til alle sider, men ladende som ingenting - stemmen var endnu ikke kommet frem. Men lige da den røde lampe lyste, kom orkestertjeneren ind med min stemme og fortalte hviskende, at en lakaj havde bragt den på en sølvbakke. Så begyndte operaen, og da vi nærmede os det famøse sted var Kongen væk. Men da jeg fyrede de 3 bækkenslag af, så jeg samtidig en lygte, der glimtede 3 gange bag gardinet i kongelogen. Så kom Majestæten ind igen og sendte mig et diskret nik til tak. Samtidig med stemmen fulgte der et brev med, og der fortalte Kongen, at han via Høeberg, Mengelberg, og Furtwänglers partiturer havde konstateret, at han havde ret, og at Tango forkert havde sløjfet noget i stemmen. Nu sidder brevet fra Kongen klæbet ind på rette sted i teatrets stemme-materiale.

Hans, konservatoriet!!!

Javel, det skulle jeg lige til at fortælle om nu. Egentlig har jeg fortalt alt om, hvordan jeg har bygget hele studiet op. Det har jeg blot gjort på mine erfaringer fra Randers og fra alle de steder, som jeg har fortalt dig om. Naturligvis har jeg også talt med gode kolleger på konservatoriet - ja jeg har kun gode - i lad mig nævne oboisten, kapelmesteren, kgl. kapelmusicus, professor Sv. Christian Felumb, som lærte mig meget om klang og frasering - og min meget gode ven professor Poul Birkelund, som jeg for nylig overraskede i Odense, hvor han var dommer, og jeg i 35 minutter spillede klaver til en af mine elever, der søgte optagelse på Fyn's Musikkonservatorium. »Du er ikke til at slå ud, Hans«, var hans kommentar, og det håber jeg da heller ikke. Ser jeg tilbage på resultaterne af de 34 skønne år på konservatoriet har jeg bogstavelig talt elever siddende på alle pladser i landsdelsorkestrene, i militærorkestrene, i Radioorkestrene og i Det Kgl. Kapel samt i Oslo, Tronheim og Stockholm. Jeg har selv været med i hele udviklingen, sågar spillet med i den hypermoderne slagtøjsgruppe »Prisma« og med i Pierre Boule's »Pli selon pli«, da den blev spillet i radioen. - Og lad mig tilføje, at efter alt hvad jeg har set og hørt i radio og TV fra udlandet, står den danske janitscharstand langt højere end andre steder, for den lytter til hvad der foregår i et orkester.

Efter at have forladt konservatoriet og Det kgl. Kapel har jeg været tilkaldt som instruktør og lærer ved adskillige orkesterseminarer i ind- såvel som udland. Jeg har skrevet et par bøger for »Den Kgl. danske Livgarde«; én om alt hvad der findes i dansk grund om marchfløjten og trommer og én til om Es-trompeten lige fra 1548. - Lad mig lige her gøre opmærksom på, at der er H. C. Lumbye, der har komponeret reveillen.

Daglig øver jeg mig på basunen, så jeg kan spille til julegudstjenesten i Skt. Markuskirken - min sognekirke i København, og på Møen - hvor jeg har haft sommerhus i mere end en menneskealder - spiller jeg til forgudstjeneste kl. 8.30 i Kjeldby kirke og højmesse kl. 11 i Elmelunde kirke. Og hvis øjnene holder, har jeg flere planer for fremtiden om at skrive - om bl. a. musikinstrumenter. Lad mig slutte med at sige, at jeg altid gerne har ville tjene og yde noget for den danske musikerstand, det være sig musikalsk, menneskeligt og organisatorisk. (Fulling har til oplysning været medlem af både hovedbestyrelsen og KM&Os bestyrelse). Og for fremtiden vil jeg ønske, at musikerstanden må få en renæssance og at de unge musikere vil lytte til klangen og mit motto: »At tjene og yde musikkens muse« ved hver dag at gøre sit bedste og aldrig være tilfreds med dagens gerning. For det kan altid gøres bedre. På den måde skabes: Levende musik - levende mennesker.

Efterskrift:

En TV-udsendelse i 1984 om optagelsesprøven og uddannelsen ved Livgardens Tambourkorps, gjorde Fulling landskendt. Fulling døde i 2002 - 90 år gammel. Han har bidraget med et væld af oplysninger og korrektioner til denne DVD-rom - ikke mindst hvad angår biografierne. Jeg var allerede i begyndelsen af 1990'erne begyndt at arbejde på samlingen af biografiet over komponister i dansk militærmusik. Men der var mange navne, som jeg intet kunne finde om. Jeg fik da den tanke, at Dansk Musikerforbund måtte have gamle medlemsarkiver - altså sendte jeg dem et venligt brev og bad om oplysninger om en række navne.

En aften ved 23-tiden ringede min telefon, og en bøs stemme nærmest råbte: "Hvad er meningen?". "Øh, hvem taler jeg med", forsøgte jeg mig. Endnu mere bøs sagde stemmen: "Det er Fulling - hvad er meningen?" Det viste sig, at Dansk Musikerforbund simpelthen havde sendt mit brev videre til Hans Fulling og spurgt, om han kunne hjælpe. Jeg forsøgte at forklare Fulling, hvad det var jeg havde gang i. I løbet af samtalen blev han en anelse mindre bøs. På et tidspunkt stillede han mig helt umotiveret spørgsmålet: "Hvem har komponeret reveillen" - sikkert som en prøve på, om jeg overhovedet vidste noget om militærmusikken. Heldigvis kunne jeg svare: "Det har H.C. Lumbye". "Hm.", brummede ham. "Sendt mig det, du allerede har lavet og lad mig se på det". Fulling var det det tidspunkt 83 år gammel.

Et par uger senere kom der et brev, hvor Fulling indledte med et: "Du er på rette spor" - hviket jeg optog som en stor ros. Og så var det et væld af værdifulde oplysninger - samt løfte om, at der kom mere. Og det gjorde der - 3 lange breve fik jeg fra ham - alt sammen skrevet i hånden.

Her er et par uddrag af Fullings breve: