Denne artikel blev bragt i 'Nodestolen' som var medlemsblad for kontraktansatte musikere i hære. Bladet udkom kun ganske få gange i 1954. I artiklen fortæller musiker Axel Bøgeskov om fodfolksmusikkorpsenes udvikling gennem tiderne - på baggrund af en meget grundig reserach i hærens arkiver. Fotos og illustrationer stammer fra redaktørens samling, ligesom artiklen er lidt forkortet og bearbejdet.

Artiklens forfatter, Axel Bøgeskov, blev ansat som musiker ved 3. Regiments Musikkorps i Randers. Herfra kom han til 4. Regiments Musikkorps i Holbæk - og fulgte med musikkorpset da dette blev flyttet til 1. Regiment i Høvelte.

Fodfolksmusikkorpsene i Danmark gennem tiderne

Når talen er om dansk militærmusik af i dag, gør man naturligt denne identisk med fodfolkets musik, eftersom de øvrige våbenarter ikke er normeret med musikkorps. Som bekendt har dette ikke altid været tilfældet. Hvornår militærmusikken er opstået herhjemme som fast institution er umuligt at fastslå helt nøjagtigt og vil måske også bero på et skøn. Men den synes under forskellige former at være omtrent ligeså gammel som hæren selv, hvis man regner dennes historie fra tidspunktet for oprettelsen af den nationale milits under Christian IV. Lidt efter lidt får hver våbenart sine specielt organiserede musikkorps, men gennem tiderne i stærkt varieret udformning.

Her skal imidlertid kun gøres rede for foldfolksmusikkorpsenes udvikling. Fodfolksmusikken har på flere måder indtaget en særstilling inden for militærmusikken i Danmark og er vel også inden for hæren den musikform, der i hvert fald gennem de sidste 100 år har været mest i forgrunden. Udviklingsforløbet, der, som det fremgår af nedenstående, gennem tiderne har været kendetegnet ved dybtgående ændringer og reformer, har til trods herfor været ret ensartet for alle musikkorpsene. Kun Livgardens musikkorps har i så henseende dannet en undtagelse og i modsætning til de øvrige undergået en rolig, kontinuerlig udvikling, som præger det den dag i dag.

Så længe der har eksisteret fodfolk (indtil 1867 infanteri), har der til afdelingerne været knyttet pibere og tambourer, som regel 3-4 ved hvert kompagni. Disse kan dog ikke med føje betegnes som forløbere for musikkorpsene. Egentlig infanterimusik opstod først i løbet af det 17. århundrede, da man ansatte skalmejeblæsere ved regimenterne. Skalmejen var et primitivt træblæseinstrument med dobbelt rørblad og anvendtes i forskellige størrelser. Der var dog som oftest kun ansat nogle få blæsere ved hver afdeling, og kun enkelte regimenter havde råd til en sådan luksus.

I begyndelsen af det 18. århundrede afløstes skalmejen af oboen, et instrument af samme familie, men af sindrigere konstruktion og med fritstillede rørblade, der hos skalmejen i almindelighed var indkapslet i et mundstykke. ”Hoboister” blev ved infanteriregimenterne til 1842, ved Livgarden helt til 1867 og ved infanteribrigaderne til 1866 betegnelsen for de militære musikere, også efter at disse på et tidligt tidspunkt kom til at betjene andre instrumenter, f.eks. fagot, valdhorn og trompet.

Først ved hærordingen af 1767 oprettedes der hoboistkorps ved samtlige danske infanteriregimenter. Musikpersonellet deltes herved i to klasser; hoboisterne, der var ansatte ved regimentsstabene, og spillemændene, d.v.s. tambourer og pibere, der var fordelt ved kompagnierne. Når de to korps var samlet under march, skiftedes de til at musicere og blev anført af en regimentstambour, ved Livgarden omkring denne tid og indtil 1816 benævnt bataljonstambour. Han var spillemændenes foresatte og havde foruden føringen blandt andet til opgave at undervise dem i eksercits og betjening af trommer og piber. Regimentstambouren blev oprindelig klassificeret som korporal, senere almindeligvis som sergent. Hoboisterne stod i klasse med korporaler.

Halvmåneblæser ved 2 Sjællandske Jægercorps 1786	Tyrkisk halvmåne

Ved jægerkorpsene, hvoraf de to første oprettedes i 1785, anvendtes ikke tambourer og pibere. Spillemændene benævntes her valdhornister eller halvmåneblæsere, efter 1816 hornblæsere. En halvmåne var et signalinstrument, som navnet antyder af form som en halvmåne og af en noget videre mensur end valdhornet.

Regimentstambourens funktion overtoges her af en såkaldt stabsvaldhornist, der senere (1842) fik betegnelsen stabshornblæser, svarende til infanteribataljonens stabstambour (herom nedenfor). Jægerkorpsenes musik var naturligvis især præget af valdhorn og lignende instrumenter.

Ved denne tid begynder den tyrkisk inspirerede musik og de hertil hørende instrumenter for alvor at vinde indpas ved infanterimusikken. Slaginstrumenter som f. eks. trommer af forskellige typer, triangler, tambouriner m. m. gør sig mere og mere gældende; lidt senere indføres den tyrkiske halvmåne - ikke at forveksle med førnævnte instrument ved jægerenhederne - en art rasleinstrument bestående af en stang med en halvmåne, ’kinesisk hat’, hestehaler og andre prydelser, hvori der hang små klokker. Den blev båret højt løftet under march og rystedes i takt med stortrommeslagene.

Disse instrumenter betjentes af janitscharer, der fra først af udgjorde særskilte korps. Janitscharkorpset kunne musicere vekselvis med hoboistkorpset for at danne en slags kontrast hertil. Det varer dog ikke længe, før man finder på også at anvende de to korps samlet; herved opstår harmonimusikken, der nu kun er bevaret ved Livgarden. Utvivlsomt er janitscharinstrumenterne til at begynde med blevet trakteret af tambourerne, senere af hoboisterne. Ved Livgarden ansættes imidlertid et specielt janitscharkorps, der først nedlægges eller rettere sagt smelter sammen med musikkorpset i 1842. Det talte f.eks. i 1803 9 janitscharer på korporalslønning.

1767-loven fastsætter hoboisternes antal til 6 mand ved hvert regiment, ved Livgarden dog 8, hvoraf 1 betegnes som trompeter. I 1816 udvides alle korpsene med hver 2 hoboister. Herefter er Livgardens musikkorps på 10 hoboister og 12 janitscharer og de øvrige regimentsmusikkorps på 8 hoboister. I praksis har korpsene dog været adskilligt større, idet man dels benytter tambourer, dels ansætter overtallige hoboister, dels giver et antal underofficerer musikalsk uddannelse og lader dem gøre tjeneste ved musikkorpsene, selv om de stadig står i nummer ved afdelingerne. Musikkorpsene har altså ofte været af en ret anselig størrelse, måske undertiden på en snes mand. Ifølge et reskript fra 1825 udstedes der dog forbud mod ovennævnte anvendelse af underofficerer, hvorimod det tillades at lade 6 mand af spillemandsklassen efter fornøden oplæring forrette tjeneste ved et regiments musikkorps; et sådant kommer herved reelt til at tælle 14 mand, ”som ere tilstrækkelige til en god militair Musik, da det ikke er det store Antal, der udgjør denne, men at Hautboisterne ere godt øvede”. Ved jægerkorpsene kunne der til musikken afgives indtil 5 jægere (underkorporaler) eller underjægere (menige). Øjensynlig tolereres det dog, at et vist antal underofficerer, der udtræder af underofficersnummer, ansættes som overkomplette hoboister eller hornblæsere. Ved en kongelig resolution af 1839 begrænses disse imidlertid til 4 og 2 ved henholdsvis et infanteriregiment og et jægerkorps.

Musikkorpsenes instrumentale sammensætning var langtfra ensartet ved alle regimenterne. Foruden ovennævnte instrumenter er muligvis, i så fald på et tidligt tidspunkt, den såkaldte zinke blevet benyttet; i hvert fald har den været almindelig anvendt ved mange udenlandske infanterimusikkorps. Zinken var af træ, overtrukket med læder og forsynet med lydhuller samt et kedelformet mund­stykke af ben eller lignende. Det tilsvarende basinstrument, serpenten, var af samme konstruktion, men af praktiske grunde slangeformet; det anvendtes til langt op i det 19. århundrede. Af stor betydning blev indførelsen af klarinetten i midten af 1700-tallet. Imidlertid afløses zinken af klaphornet, et diskantinstrument af messing med klapsystem, der senere erstattes af ventiler; basinstrumentet af denne type kaldtes ophikleide, en forløber for tubaen. Trækbasuner, alt-, tenor- og bas-, finder ligeledes anvendelse. I Keypers ”Militair Musik Skole” fra 1832 omtales af instrumenter med kedelmundstykke: valdhorn, klaphorn, trompet, basun og serpent som værende i brug på dette tids­punkt ved de danske infanteriregimenter.

Ved hærloven af 1842 nedlagdes alle infanteriregimenterne, og bataljonerne gjordes til taktiske enheder, formeret i 4 brigader; herved forsvandt naturligvis samtidig regimentsmusikken. Den erstattedes af nyoprettede brigade- og bataljonsmusikkorps. De 4 brigademusikkorps kom hver til at bestå af 26 hoboister med en brigadetambour som anfører. Hvert korps kunne forstærkes med indtil 5 fra bataljonerne afgivne tambourer til at betjene janitscharinstrumenterne. Et brigademusikkorps' reelle størrelse blev således:

1 brigadetambour 10 hoboister af 1. klasse 8 hoboister af 2. 8 hoboister af 3. I alt 27 mand + evt. 5 tambourer.

Livgardebataljonens musikkorps blev normeret med:

1 stabstambour 14 hoboister af 1. klasse 12 hoboister af 2. klasse Ialt 27 mand

Herudover oprettedes musikkorps ved de to linieinfanteribataljoner, 11. og 17. (nu henholdsvis 5. og 8. regiment), der ifølge hærloven blev garnisoneret enkeltvis, samt ved de 5 jægerkorps. Musikken ved infanteribataljonerne organiseredes nu på lignende måde som hidtil ved jægerkorpsene og for øvrigt de andre våbenarter.

Spillemændene overtager tillige hoboisternes funktion og forretter altså en slags dobbelttjeneste; de kan dels virke samlet ”for at danne en hornmusik”, dels afgives til kompagnierne som signalhornblæsere m.m. Betegnelsen spillemænd omfatter fra nu af musikerne ved bataljonerne, undtagen Livgarden, og fra 1867 til 1909 bruges denne benævnelse ved alle afdelingerne.

Et bataljonsmusikkorps (bortset fra livgardebataljonens) blev sammensat på følgende måde:

1 stabstambour (ved jægerkorpsene stabshornblæser) 8 spillemænd af 1. klasse 8 spillemænd af 2. klasse I alt 17 mand.

Dette bliver den såkaldte feltmusik, d.v.s. udelukkende udført ved hjælp af messing- og slaginstrumenter, i modsætning til den tidligere ved regimenterne og fortsat ved Livgarden og brigaderne normerede harmonimusik. Efterhånden blev alle messinginstrumenterne forsynet med ventiler, også de tidligere ”naturinstrumenter” valdhorn og trompet. Klaphornet afløstes af kornetten, og ophikleiden af bastubaen; serpenten gik også af brug. Trækbasunerne erstattedes af ventilbasuner, og træblæseinstrumenterne forbedredes.

De øvrige linieinfanteribataljoner får ikke straks musikkorps; men til hver bataljon knyttes 8 tambourer og 8 hornblæsere (signalhornblæsere), der tillige kan anvendes som pibere, samt en stabstambour. Efterhånden oplæres de i betjening af andre instrumenter og kommer til at danne musikkorps som ved ovennævnte afdelinger. I løbet af 1850'erne får alle bataljonerne hver sit musikkorps. Infanterimusikken kommer således til at omfatte 4 musikkorps ved brigaderne og 23 ved linjebataljonerne, inklusive Livgarden og jægerkorpsene.

Betegnelsen spillemænd af 1. og 2. klasse udgår i 1846 og erstattes af henholdsvis ”overspillemænd” og ”spillemænd”, 8 af hver kategori ved en bataljon.

I social henseende sker der i denne tid en væsentlig forbedring for musikerne. Der kan således fra 1858 ved hvert jægerkorps og hver linieinfanteribataljon gives ”Sergents og Corporals Charakteer og Distinction” til henholdsvis 4 overspillemænd og 4 spillemænd. Ved de afdelinger, hvor en overspillemand fungerer som ”musikdirecteur”, kan der tillægges denne rang af kommandérsergent; i så fald må der ved hvert korps dog kun være 3 overspillemænd med sergentrang. Et par år senere tilstås der overspillemændene og spillemændene løn efter grad med undtagelse af de spillemænd, der har karakter som korporaler.

I tidens løb udgår betegnelsen stabstambour ved infanteribataljonerne, navnlig efter at flere af disse er blevet organiseret som jægerkorps, og afløses af ”stabshornblæser” (ikke at forveksle med den senere betydning af ordet, hvorefter ”stabshornblæser” dækker begrebet musikdirigent). 1 1860 omdannes, i hvert fald af navn, omvendt samtlige jægerkorps til infanteribataljoner, stabshornblæserbetegnelsen bibeholdes og overgår efterhånden til de øvrige bataljoner. Herefter kan et bataljonsmusikkorps være normeret således:

De hidtidige linieinfanteribataljoner udvidedes i 1863 til regimenter, men omdannedes efter krigen igen til bataljoner; dette fik dog ingen væsentlig indflydelse på musikkorpsenes organisation.

Som det ses, er der endnu ikke ved musikkorpsene ansat egentlige dirigenter; en af musikerne fungerer blot som ”forblæser”. Ved brigadekorpsene, hvis antal omsider indskrænkes til to, kan en af hoboisterne fungere som ”musikdirecteur”, og et lignende forhold kommer, som vi har set, også til at gælde for bataljonskorpsenes vedkommende. Taktstokken kommer dog ikke i almindelig anvendelse før langt senere.

Først i 1866 (ved lov af 1865) sker der en ændring heri. Militærmusikken bliver nu helt reorganiseret. De tilbageværende brigademusikkorps og alle bataljonsmusikkorpsene nedlægges; i stedet etableres 8 nye brigademusikkorps. Det overlades til de enkelte brigadechefer at afgøre, om musikken skal organiseres som harmoni- eller feltmusik. Hvert korps normeres på følgende måde:

1 stabshornblæser (dirigent) 9 overspillemænd I 6 overspillemaend II 9 spillemænd I 3 spillemænd II I alt 28 mand

Musikkorpsets egentlige stamme dannes af stabshornblæseren og de 15 overspillemænd; spillemændene udgør dubleringsstammer. Stillingen som stabstambour (stabshornblæser) nedlægges. Fra nu af har ”stabshornblæseren” den tidligere ”musikdirecteur”s funktion.

De 8 brigademusikkorps kan deles i foreløbig 22 bataljonskorps, hvert på:

3 overspillemænd I (hvoraf 1 ansættes som "bataljonshornblæser"). 2 overspillemænd II. 3 spillemænd I. 1 spillemand II. I alt 9 mand.

Ved Livgardens musikkorps sker ingen ændringer i denne omgang.

Et betydeligt tab for dansk militærmusik var det, da man - af økonomiske grunde - nedlagde de fire store brigademusikkorps. For at bøde på det herved opståede savn bibeholdtes, som vi har set, en slags brigademusik, navnlig beregnet til kantonnementsforhold, men således, at musikerne normalt virkede ved bataljonsmusikkorpsene og tillige kunne gøre tjeneste som signalhornblæsere ved kompagnierne.

Denne ordning kom dog kun til at gælde godt et års tid og blev næppe gennemført i fuldt omfang. Hærloven af 1867 reducerer infanteribrigadernes og dermed brigademusikkorpsenes antal fra 8 til 5. Harmonimusikken forsvinder nu helt ved disse. Man benytter stort set de samme messinginstrumenter som hidtil, dog glider valdhornene ud til fordel for ventilaltbasuner; også helikonen indføres. Alene Livgardens musikkorps bibeholder sin harmoniorkesterbesætning.

Et brigadekorps sammensattes på følgende måde:

1 spillemand af 1. grad - benævnt stabshornblæser 4 spillemænd af 2. grad - benævnt overhornblæser 8 spillemænd af 3. grad - benævnt hornblæser af 1. klasse 12 spillemænd af 4. grad - benævnt hornblæser af 2. klasse 12 spillemænd af 5. grad - benævnt hornblæser af 3. klasse I alt 37 mand.

Det kunne deles i 4 bataljonskorps, der hvert bestod af:

1 spillemand II (overhornblæser). 2 spillemænd III (hornblæser I). 3 spillemænd IV (hornblæser II). 3 spillemænd V (hornblæser III). I alt 9 mand.

Bataljonsmusikkorpsene garnisoneredes altid sammen to og to og kunne slås sammen til et såkaldt halvbrigadekorps. Det blev oftest på denne måde, at musikken udøvedes. Ved formering i brigadekorps opnåede man blot en fordobling af stemmerne og følgelig ikke nogen musikalsk vinding. Kun af og til trådte disse brigademusikkorps i funktion og i så fald, som det fremgår af ovenstående, under ledelse af en stabshornblæser. Ved den halvbrigade, der garnisoneredes sammen med brigadestaben, lededes musikken af stabshornblæseren, ved den anden halvbrigade af dennes overhornblæsere.

Livgardens musikkorps normeredes således:

1 spillemand I (stabshornblæser). 14 spillemænd III (hornblæser I). 14 spillemænd IV (hornblæser II). 14 spillemænd V (hornblæser III). I alt 43 mand.

Modsat af, hvad der var tilfældet ved de øvrige korps, fungerede her de 14 hornblæsere III som tambourer og pibere (”piberdrenge”) og indgik som sådanne almindeligvis ikke i musikkorpset; dette talte altså i praksis 29 mand. Stillingen som stabstambour skulle efter loven nedlægges ved ledighed (1871) og én af musikerne fremtidig overtage hans funktion. Ved de andre afdelinger var som tidligere omtalt stabstambourstillingen inddraget året i forvejen, men der fik man foreløbig ingen sted­fortræder.

Ved en lovforordning af 1880 får halvbrigaderne betegnelsen regimenter; herved opstår af navn regimentsmusikken på ny. I praksis består reformen blot deri, at de hidtilværende 10 halvbrigademusikkorps herefter benævnes regimentsmusikkorps, og at hvert af disse udvides til 20 mand. Formering i brigademusikkorps ophører. Et regimentsmusikkorps sammensættes på følgende måde:

1 spillemand I (stabshornblæser) 3 spillemænd II (overhornblæser) 6 spillemænd III (hornblæser I) 6 spillemand IV (hornblæser II) 4 spillemænd V (hornblæser III) I alt 20 mand

Livgarden omdannes ikke til et regiment; dette sker først i 1932. For musikkorpsets vedkommende foretages der kun den ændring, at 1 hornblæser I udnævnes til overhornblæser. Musikernes graduering bliver den samme som ved de øvrige korps.

Følgende instrumentering blev fastslået som norm for et regimentsmusikkorps (1881):

I det store og hele en ret tilfredsstillende besætning i betragtning af, at der var tale om feltmusik.

For at stille musikkorpsene noget friere med hensyn til valg af repertoire bemyndigedes de til at indføre træblæseinstrumenter, dog således, at ovennævnte instrumentering fremdeles opretholdtes som den reglementerede. Betingelsen var imidlertid, at man lagde overvejende vægt på korpsenes øvelser i brug af messinginstrumenterne, så at indførelse af træblæseinstrumenter ikke måtte give anledning til ringere præstationer. Anvendelsen af træblæseinstrumenter vandt dog aldrig større udbredelse ved regimentsmusikkorpsene. Derimod havde Livgarden en langt fyldigere besætning:

I tiden efter 1867 skabes der stabile og forholdsvis gode vilkår for fodfolksmusikken. Ovennævnte tillægslov af 1880 medfører, som vi har set, ikke større ændringer i korpsenes struktur.

Først i 1909 vedtages en nyordning, der til gengæld bliver særdeles drastisk. Livgardens musikkorps holder som sædvanlig stand. Derimod nedskæres personellet ved regimentsmusikkorpsene fra 200 til 100 mand, fordelt på 10 regimenter! 3 overhornblæsere og 7 hornblæsere. En reduktion af et sådant omfang blev dog aldrig ført ud 1 livet. Der vedtoges samtidig med loven en overgangsbestemmelse, hvorefter musikkorpsene i et tidsrum af 2 år skulle bibeholde samme styrke som hidtil. Den officielle betegnelse spillemænd, der havde været benyttet siden 1842 undtagen ved brigaderne og Livgarden, hvor benævnelsen hoboister som tidligere omtalt, bevaredes til henholdsvis 1866 og 1867, afløses nu af ”musikere”. Disse deles i 4 grader: Stabshornblæser, overhornblæser, hornblæser og underhornblæser.

Efter de to års forløb kom altså nedskæringen, for så vidt angår regimentsmusikkorpsene. Den blev dog som foran antydet væsentlig mindre end den i forsvarsloven af 1909 bebudede. Ved en særlig lov om hærens musikere af 1911 deltes musikerpersonellet i 3 klasser: 1) faste musikere af linien, 2) faste musikere af reserven, 3) værnepligtige musikere. De faste musikere af reserven underkastedes særlige tjenestevilkår, f. eks. var de fritaget for tjeneste uden for garnisonerne. De gradueredes som faste musikere af linien. De værnepligtige musikere udtoges af det indkaldte mandskab og kunne altså nu gøre tjeneste i de faste musikkorps. En yderst uheldig ordning, der ikke desto mindre har bestået siden. Antallet af musikere ved fodfolket udgjorde: 11 stabshornblæsere, 14 overhornblæsere, 54 hornblæsere, 54 underhornblæsere eller hornblæserelever (d.v.s. musikere på prøve). Hertil kom yderligere 30 faste musikere af reserven og indtil 75 værnepligtige musikere. I spidsen for hvert korps stod en stabshornblæser, medens den gradsmæssige fordeling af de øvrige musikere kunne variere noget, idet forfremmelser nu fandt sted inden for våbenet.

Hvert af de 10 regimentsmusikkorps kom til at bestå af 9 faste musikere af linien, 3 faste musikere af reserven, i alt 12 mand (+ evt. et vist antal værnepligtige musikere); en i musikalsk henseende utilfredsstillende besætning for et blæserkorps, af komponisten Carl Nielsen betegnet som ”fattigdommens kor, elendighedens hymne, forkommenhedens og fortrykthedens apotheose”! Instrumenteringen var naturligvis baseret på feltmusik.

Antallet af musikere ved Livgarden (43 mand) bibeholdtes og fordeltes foreløbig således: 1 stabshornblæser, 4 overhornblæsere, 24 hornblæsere, 14 underhornblæsere eller hornblæserelever. En fordeling, der af ovennævnte grund imidlertid ikke kunne opretholdes. Underhornblæserne og horn­blæsereleverne anvendtes, ligesom forhen hornblæserne af 3. klasse, i reglen som tambourer og pi­bere. Som det fremgår af ovenstående, blev der til Livgardens musikkorps ikke knyttet reservemusikere eller værnepligtige musikere.

Forsvarsloven af 1922, der først træder i kraft året efter, nedskærer antallet af liniefodfolksregimenter og dermed regimentsmusikkorps til 8. Til gengæld udvides de enkelte korps til 15 fastansatte.

Reservemusikerordningen afskaffes, men et vist antal værnepligtige musikere bibeholdes. Livgardens musikkorps besættes med 36 mand. Disse kommer alle til at virke samlet, idet de hidtidige underhornblæseres funktion som spillemænd overtages af dertil uddannet værnepligtigt mandskab. Musikerne, der får nye betegnelser og nu kan rykke op i den nyoprettede officiantgruppe, ansættes ved fodfolket i følgende antal:

9 musikdirigenter 19 musikere af 1. grad 60 musikere af 2. grad 68 musikere af 3. grad Ialt 156 mand.

                                                        

Man forsøger igen at indføre træblæseinstrumenter ved nogle af regimentsmusikkorpsene. Normalbesætningen kommer således til at foreligge i to skikkelser:

Alt i alt en ret tilfredsstillende besætning, selv om en rigeligere repræsentation af træblæserne kunne være ønskelig. Taktstokken bliver nu almindelig brugt ved alle musikkorpsene, hvilket ikke tidligere har været tilfældet i fuldt omfang, navnlig ikke efter musikkorpsenes reduktion i 1911.

Hvad angår musikernes ansættelsesforhold, betegner hærloven af 1867 musikkorpsenes personel som faste spillemænd, dog således, at hornblæsere II og III ansættes for et år adgangen i lighed med korporaler og underkorporaler til langtidstjeneste. Indtil 1911 kunne en musiker, såfremt han opfyldte visse aldersbetingelser, ved ansættelsen overspringe yngste grad, hvilket især blev praktiseret ved Livgarden, hvor samtlige hornblæsere III (piberdrengene) blev optaget i en 4-5-årig såkaldt spillemandsskole, der i nok så høj grad betragtedes som en forskole til underofficersgerningen. Dette var derimod ikke tilfældet med spillemandsskolens arvtager, hornblæserskolen, der omfattede Livgardens underhornblæsere (og hornblæserelever), som ved forfremmelse rykkede op i musikkorpset. Ved hærloven af 1922 ændres denne ordning, således at musikerne herefter ved alle afde­linger i almindelighed ansættes efter forudgående konkurrence. Senest fastslås denne bestemmelse i en ministeriel kundgørelse fra 1953, ifølge hvilken en ledig stilling som musiker skal bekendtgøres og indstilling til ansættelse foretages efter afholdelse af en konkurrence.

1 1919 ansættes musikerne såvel som hærens øvrige faste liniebefalingsmænd som tjenestemænd i moderne forstand. Før dette tidspunkt omfattede tjenestemandsbegrebet enhver tjenstgørende, der havde lovmæssig adgang til pension, uanset om vedkommende var på måneds-, uge- eller dagløn.

Vi er nu nået frem til 1932, skæbneåret for dansk militærmusik. Alle musikkorpsene med undtagelse af Livgardens nedlægges! Man står altså nu i den situation kun at have ét musikkorps til at dække hærens og civilbefolkningens behov. Der gøres i denne periode forsøg med forskellige former for mekanisk musik til erstatning for de nedlagte korps, bl.a. transportable grammofoner i spidsen for afdelinger under march, eller man danner ensembler bestående af indkaldt mandskab uden dog at nå til et blot tilnærmelsesvis tilfredsstillende resultat.

Livgarden omdannes til et regiment; men dette får ingen indflydelse på musikkorpsets størrelse. Det består nu af 1 musikdirigent, 3 musikere I, 20 musikere II og 12 musikere III. For sidstnævnte kategoris vedkommende ændres gradueringen, således at sergentgraden opnås efter 5 års tjeneste, og officiantgraden forbeholdes musikere II. Fra 1937 er musikernes placering i den militære rækkefølge udelukkende betinget af anciennitet, dog ikke ved forfremmelse til musikdirigent. Gradueringen fastsættes således:

Korpsofficiant - musikdirigent med over 4 års tjeneste. Stabsofficiant - musikdirigent med under 4 års tjeneste. Overofficiant - musiker med over 24 års tjeneste. Officiant - musiker  med over 8, men under 24 års tjeneste. Sergent - musiker med over 5, men under 8 års tjeneste. Korporal - musiker med under 5 års tjeneste. Menig - musiker under 18 år.

Efter et interregnum på 9 år får imidlertid 4 af de øvrige 7 fodfolksregimenter i 1941 musikkorps på ny, nemlig 2., 3., 4. og 5. regiment, Korpsenes størrelse bliver på 16 mand. Til hvert musikkorps knyttes herudover for første gang siden 1865 en stabstambour, der dog ikke er ansat som sådan, men udtages blandt det pågældende regiments befalingsmænd af officiantgruppen. Musikernes gradue­ring bliver den samme som den for Livgarden fra 1937 gældende.

Forsvarsloven af 1951 betegner de samlede musikkorps som hærens musikerkorps, men ændrer ikke korpsenes struktur. Året efter forbedres musikernes gradueringsforhold væsentligt; musikdiri­genterne og de ældste musikere rykker op i officersgruppen som angivet i nedenstående skema:

Kaptajn - musikdirigent med over 10 års tjeneste. Kaptajnløjtnant - musikdirigent med under 10 års tjeneste. Premierløjtnant - musiker med over 20 års tjeneste. Overfænrik - musiker med over 12, men under 20 års tjeneste. Fænrik - musiker med over 5, men under 12 års tjeneste. Oversergent - musiker med over 2, men under 5 års tjeneste. Mat - musiker med under 2 års tjeneste. Matelev - musiker under 18 år.

Ved samme tid udvides hvert af de fire ovennævnte musikkorps med 1 mand, der træder i den hidtil fungerende stabstambours sted på samme måde, som det er blevet praktiseret ved Livgarden siden 1871. I 1953 oprettes endnu et musikkorps (ved 6. regiment), den foreløbige slutsten på fodfolks­musikkorpsenes omskiftelige udviklingsforløb. Samtidig forsættes 4. regiments musikkorps til 1. regiment. Dansk militærmusiks status af i dag er altså således: Livgarden 36 musikere, 1., 2., 3., 5. og 6. regiment på 17 musikere, i alt 121 mand. Herudover bibeholdes ved de fem sidstnævnte regimenter stadig et vist antal værnepligtige musikere, der, hvor de af en eller anden grund bringes i anvendelse, imidlertid forårsager en væsentlig kvalitativ forringelse af musikkorpsene.

Musikkorpsenes instrumentale sammensætning er ikke undergået større ændringer siden omorganiseringen i 1923. Ved de fleste korps går man efterhånden over til at benytte instrumenter af sax­horntypen, f. eks. baryton, tenorhorn og althorn, til afløsning af ventilbasuner; sidstnævnte instrumenter erstattes dog ved Livgarden af trækbasuner. Kornetter og trompeter med pistoner vinder mere og mere indpas. Ingen af de nyoprettede musikkorps anvender træblæsere.

Fodfolksmusikkens udvikling fra det 18. århundrede og op til vore dage frembyder, som vi har set, et yderst broget billede. Frederik VI indså klart militærmusikkens betydning, hvilket da også gav sig udslag i en blomstringstid for fodfolksmusikken i hans regeringsperiode. Tiden, der fulgte, har ikke været til gunst for denne institution. Harmonimusikken trænges mere og mere i baggrunden, musikkorpsene reduceres både i størrelse og antal for til sidst på et enkelt nær helt at nedlægges. De nyoprettede korps er for få og utilstrækkeligt besat til fuldt ud at kunne opfylde de krav, der i dag med rimelighed kan stilles med hensyn til løsning af militærmusikkens opgaver.

Det måtte ønskes, at der for fodfolksmusikken i fremtiden vil blive tale om en positiv udvikling i den forstand, at der i første række, når spørgsmålet om korpsenes organisation skal tages op på ny, må blive lagt vægt på det kvalitetsmæssige. Først når musikkorpsene både fra sagkyndig militær og civil side blive genstand for fornøden bevågenhed og interesse uden igen at skulle underkastes den række af indgreb, korpsene tidligere har måttet lide under, tør man håbe, at de fremtidig på tilfreds­stillende måde tillige vil kunne udfylde deres kulturelle mission.

1. Regiments Musikkorps spiller på Rådhuspladsen 1959 - dirigeret af musikdirigent Aage V. Beyer, og med artiklens forfatter blandt musikerne.

KILDER: Materiale fra:

Det kongelige Bibliotek
Det kongelige Garnisonsbibliotek
Musikhistorisk Museums bibliotek
Hærens Arkiv
Rigsarkivet m.m.