Den følgende artikel er et interviewet fra Berlingske Tidende i 1943 med musikdirigent ved Den Kongelige Livgardes Musikkorps, Theodor Dyring. Henvisningerne til den savnede vagtparade skyldes, at Livgardens vagtparade gennem byen ophørte ved besættelsen den 9. april 1940. Man kunne ind imellem møde musikkorpset i gadebilledet i spidsen for tropper på vej til og fra øvelser, men det var uden den blå vagtuniform med bjørneskindshuer. Retskrivningen fra 1943 er bibeholdt - bl.a. er navneord skrevet med stort.

Naar har vi den igen - den kære vagtparade?

”Ja, sig kun hvad du tror, og hvad man tror i Staden,
Jeg hører ej et ord deraf for Vagtparaden.
Det er min egen Melodi, den stemmer i, o’ ti, o’ ti.
Det er mit eget Kompagni, mit Sværmeri, der gaar forbi.
Mit eget Kompagni, ja, mit eget Kompagni.”

De Erik Bøgh’ske Strofer minder os smerteligt om Tabet af et af de muntreste og kæreste Træk i det Københavnske Gadebillede. Det jublende Bruse af Træ- og Messingklange, buldrende Trommer og sydende Bækkenslag, kompakt og rytmefast mellem de lukkede Husrækker, svajende og ekkoforvitret over de aabne Torve. Men altid med en inciterende Virkning af rejste Hoveder og knaldende Fodslag, der gik som et karsk Vejr gennem Strøget.

Den 14-årige piberdreng i Livgarden Theodor Dyring. (Foto: Livgardens Historiske Samling)

Der er sikkert ingen, der med større savn og længsel venter paa igen at se Bjørneskindshuernes vuggende Skov over de hvide Bandolerer, end den gamle Piberdreng i Classensgade, der efter 27 Aars Tjeneste blev Gardens Musikdirigent.

Han sidder i sin hyggelige Hjørnestue med Ryggen mod Klaveret, Gips-Beethoven og patinerede Vægbilleder af Hartmann, Gade og Georg Høeberg. I pietetsfuld Ophængning, grupperet om et større Billede af Gardemusikkorpset i Galla, ses mindre Fotografier af de gamle Regimentschefer: Honnes de Lichtenberg og Wedel Wedelsborg - og landskendte sorte Tambourmajor-Skæg, Abel, Schenstrøm m.fl. Og nederst en bitte Piberdreng i mægtige Støvler og Skraahue, martialsk plantet ovenpaa en Tromme midt pa Lammefælledens Grønsvær.

- Ja, saadan saa jeg ud i 1895, da jeg begyndte på Spillemandsskolen, siger Th. Dyring. Og en af de allerførste der saa mig, var Prins Christian. Hans kgl. Højhed stod og talte med nogle andre Befalingsmænd og spurgte mig, om jeg var den nye Piberdreng. Jeg rødmede som Aftensolen og forstod ikke straks de Tilstedeværendes Latter, da jeg med mit bedste Buk svarede: ”Ja, Deres Majestæt”.

Mere bevidst var Flotheden i min Titulation af Vaabenmesteren, Oversergent Ahrberg. Han var meget økonomisk med sit betroede Gods og udstyrede i Begyndelsen mig med de ynkeligste Klude. Men jeg opdagede snart, at man kunde faa næsten alt, hvad man vilde, naar man bare huskede at kalde ham Hr. Stabssergent, hvortil han ikke én, men mange gange svarede: ”Ja, ja min gode Dyring, hvad man ikke er, det kan man blive”.

Paa Spillemandsskolen vankede der rigeligt med Lussinger, og jeg måtte i Begyndelsen op Kl. 4 om morgenen og børste 14 Par Støvler. Saa mange Drenge var vi - i alderen 14 - 19 Aar, og foruden almindelige Skolefag lærte vi Vaabenlære og Tjenesteforhold samt at slaa paa Tromme og blæse Marchfløjte og Signalhorn. Stabstambour Abel var Lærer i Trommeslagning. Han var lige saa god, som han var stor og præsentabel. Han kunde ramme nogle ordentlige Lussinger ud og slog os gerne over Hænderne med en lille Kæp, en saakaldt Nassepind, naar vi ikke trommede ordentligt. Men han var en brav Fyr, som jeg mindes med særlig Glæde.

Blandt Sergenterne var P. Nielsen kaldet Peter Soldat eller Luskepeter, fordi han yndede at komme bag på os. Navnlig morede det ham om Aftenen efter Kl. 10 at rive Døren op til Belægningsstuen og se, om nogen ikke var kommet i Seng eller havde glemt at hænge sit Tøj pænt op. Vé den arme Synder. Men vi hævnede os. Jeg husker vi spekulerede meget paa, hvordan vi skulde undgaa han ubehagelige Besøg, og til sidste fandt vi paa at stille en fyldt Vandspand op i den aabne Luge til Luftkanalen over Døren og binde et Tov ned til Dørhaandtaget. Og da Luskepeter næste aften rev Døren op, fik han saadan en Skylle ned over sig, at han paa Stedet tabte lysten til flere uanmeldte Visitter. Men sikke en Tur vi fik til Gymnastikken Dagen efter.

Under mit første Kantonnement i Sydsjælland kneb det mig at følge med, naar Kompagniet løb i spredt Orden over Markerne. Jeg var saa lille af Vækst, at de gamle Gardere tog mig i hver Haand, saa jeg næsten svævede eller fløj af Sted. Min Lidenhed indbragte mig desuden den Forsmædelse, at jeg paa en Gaard, hvor Kompagniet skulde sove i Laden, blev indkvarteret i Pigekammeret hos de to Tjenestepiger.

Musiker i Livgardens Musikkorps 1918 - Theodor Dyring. (Foto: Leo Sevels Fotosamling)

Fra 1910, da jeg efter Konkurrence var blevet forfremmet til Spillemand med Korporalsrang, (fra 1905 var Dyring trompetist i musikkorpset - red.) husker jeg et andet Kantonnement, hvor Værten var usædvanlig gæstfri. Han næsten overvældede mig med Pilsnere - maaske fordi han derved fik en kærkommen Lejlighed til selv at slukke sin Tørst. Følgen var, at jeg om natten maatte begive mig paa Eftersøgning efter Gaardens Udenomsbekvemmeligheder (toiletter - red.), der desværre fandtes bag Gaardspladsen, hvor en bidsk Hund holdt Vagt. Næste Morgen spurgte Manden mig, om jeg havde sovet godt. ”Tak”, sagde jeg, og ihukommende min besværlige Nattevandring tilføjede jeg: ”Men jeg savnede ’noget’ under Sengen”. Manden blinkede polisk til mig, og stor var min Forbavselse, da jeg næste Nat under min Seng fandt to Pilsnere.

Hvornaar blev De Chef for Gardens Musikkorps?

I April 1921 blev jeg efter Konkurrence Stabshornblæser ved 4. Regiments Musikkorps her i København (Sølvgades Kaserne - red.) og ved Stabshornblæser Vald. Nielsens Afgang fra Livgarden den 1. November 1922, blev jeg hans Efterfølger som Musikdirigent, en Stilling som jeg beklædte til 31. Marts 1941, hvor jeg paa grund af naaet Aldersgrænse maatte gaa af. Det er - fraset de 19 Maaneder ved 4. Regiment - 46 Aars Tjeneste i Garden som Spillemand.

Har Korpset forandret sig i den Tid?

I gamle Dage var vi 29 musikere og 14 Piberdrenge. Men da Drengene blev afskaffet, udvidedes Musikkorpset til 36 Mand, det nuværende Antal, som egentlig er 3-4 Mand for lidt. For at være fuldt besat burde vi have en 2. Obo, en 2. Fagot og et Par B-Klarinetter mere end nu. Livgardens Musikkorps er jo nemlig ikke blot, som Officererne siger, et Marchorkester, men i høj grad også et Koncertorkester med meget krævende Opgaver ved Taffelmusik, Koncerter og Hofballer.

Musikdirigent Theodor Dyring fotograferet efter sin afskedsaudiens i 1941, hvor han blev udnævnt til Ridder af Dannebrog. (Foto: Livgardens Historiske Samling

Jeg har i min Tid arbejdet meget netop paa disse koncertmæssige Opgaver. Oprindelig var det ikke saa let at faa andre end de mest musiksagkyndige indenfor Officerskorpset til at indse, at vi havde en anden opgave end at spille Marcher, Valse og Potpourrier. Det hjalp meget, da vi i sin tid fik besøg af den franske Gardes Musikkorps, der i Palæets Sal bl. a. spillede Beethovens Pastoralsymfoni og Schuberts ufuldendte. Det var man ikke vant til at høre for Harmonibesætning, men det klang prægtigt. De var ogsaa 82 Mand.

Staar Livgardens Musikkorps musikalsk højt?

Uden al Tvivl. Men det lider naturligvis under Mangelen af regelmæssige Prøver og Koncerter. Blot efter en Uges pause kunde jeg i min Tid mærke Tilbagegang i Ydeevnen. Finesser i Klang og Rytme, der maatte rettes op. Hvor meget mere da ikke nu? Men Korpset har faaet en meget dygtig Leder i min Efterfølger Georg A. Madsen, og nu for nylig er det begyndt at faa en ugentlig Prøveaften i det gamle ’Grødslot’ i Rigensgade, saa Uvirksomhedens Skader vil sikkert snart være udbedret.

Raader man over et stort Repertoire?

Et meget omfattende, ja. Garden har i sit Arkiv Noder helt fra 1851 - endda et par Ting, som Kong Frederik VII har lagt navn til. Den kongelige Musikbegavelse stod dog den Gang meget tilbage for den, der i vore Dage repræsenteres af Kronprins Frederik. Han er musikalsk, har virkelig Forstand paa Musik og er meget dygtig.