Den følgende artikel handler om perioden omkring 1907-08, hvor musikkorpsene blev stillet en udvidelse i udsigt og blev bedt om at give bud på, hvordan man kunne ønske sig, at besætningerne så blev. Så meget større blev skuffelsen, da Rigsdagen året efter beslutte at halvere musikkorpsene. Fotos er tilføjet af red.

"I tilfælde af at Rigsdagen vil gå med til en udvidelse"... Drømmene der brast med Hærloven af 1909.

- af sogne- og orlogspræst Martin Corfix

Ved hærloven af 1909 skulle alle regimentsmusikkorps - undtaget Livgardens Musikkorps - have været nedlagt den 1. april 1911.Rundt om i garnisonsbyerne blev der spillet afskedskoncerter, men i 11. time efter massive protester i befolkningen og heftig debat i Rigsdagen stillede konseilspræsident (statsminister) og forsvarsminister Klaus Berntsen (Venstre) et redningsforslag, der blev vedtaget i Rigsdagen på selve skæbnedagen den 1. april 1911, og selvsamme dag blev afskedigelserne tilbagekaldt per telegram fra Krigsministeriet!

Som man ser på Alfred Schmidts karikatur i Blæksprutten 1909, var der ikke megen musik tilbage i hæren, hvor konseilspræsident Berntsen sidder og leger tinsoldater med resterne.

Blæksprutten 1909

Militærmusikken blev reddet på stregen men kraftigt beskåret fra de velspillende 20 mands regimentsmusikkorps, man havde haft siden 1880. Et musikkorps kom herefter til at bestå af 9 faste musikere (hornblæsere) og 3 reservemusikere (reservehornblæsere), der kun var pligtige at spille i garnisonen. I hærloven af 1909 var der dog indeholdt en bestemmelse om, at musikerne skulle have et længere varsel, inden de kunne afskediges, så de kunne nå at skabe sig en ny levevej. Dog skulle ændringen være gennemført senest 31.3. 1915. Der er spekuleret meget over nedlæggelsen af regimentsmusikken i Hærloven af 1909. Min tese er, at staten hovedkulds prøvede at dække noget af det ind, man havde mistet ved justitsminister Peter Adler Albertis bedrageri med statskassens midler: Uden hindringer havde han bortsvindlet 18 millioner kroner i datidens penge, svarende til omtrent hele landets forsvarsbudget, på byggespekulation, spil, sydafrikanske guldminer og et virvar af lånetransaktioner. Han meldte sig selv som bedrager den 8. september 1908 i Domhusets politivagt.

Hans Parkov (Foto: Tunestillingens venner)

Formanden for Hærens Musiktilsyn, oberstløjtnant Hans Parkov, havde i 1901 og 1902 været på en tjenesterejse til England, Tyskland og Frankrig, hvor han havde besøgt de førende gardemusikkorps og her høstet mange erfaringer fra de ledende mænd inden for militærmusikken i de tre nævnte lande. I rapporten, han indgav efter rejsen, kom han bl.a. ind på størrelsen af militærmusikken, og Parkov opfordrede nogle år senere landets stabshornblæsere (dirigenter) til at indgive høringssvar til ”musikkommissionen” angående regimentsmusikkorpsenes fremtidige størrelse og instrumentering som et oplæg til videre behandling og inspiration for Rigsdagens medlemmer m.h.t. en ny hærordning.

Svarskrivelsen fra stabshornblæser Harald Jensen ved 3. Regiments Musikkorps på Sølvgades Kaserne i København peger måske også i retning af, at der var stillet en op normering i vente, idet Jensen indleder: ”I tilfælde af at Rigsdagen vil gå med til en udvidelse af fodfolksregimenternes musikkorps tillader undertegnede sig at møde med et forslag, der går ud på, dersom forøgelsen kunne blive på 9 mand, da at omdanne besætningen fra blik til harmoni med samme besætning som for tiden Livgardens Musikkorps”.

Høringssvar fra alle stabshornblæsere skulle sendes til Hærens Musiktilsyn. Disse svar giver os et unikt indblik i, hvad man mente om instrumentering og instrumenternes beskaffenhed. Ud fra besvarelserne er der intet, der tyder på et forvarsel om musikerreduktion eller nedlæggelse, tværtimod taler alle ud fra den antagelse, at det drejer sig om en forøgelse af musikernes antal ud over de eksisterende 20 mand i regimentsmusikken. Ingen af stabshornblæserne anede altså uråd om den snarlige likvidering af korpsene!

Stabshornblæser K.M.J.C Hegeland fra Odense skriver i december 1908: (brev af 11.12. 1908 til Parkov):  

”I henhold til oberstløjtnantens ønske om at fremkomme med et forslag til en eventuel forøgelse af regimentsorkestrenes medlemsantal og deraf følgende stemmebesætning, skal jeg herved tillade mig at fremsende følgende, idet jeg dog må forudskikke den bemærkning, at den økonomiske side af sagen har været afgørende overfor de, af et musikalsk standpunkt set, ellers ønskelige forøgelser. I Betragtning heraf foreslås følgende:

Forslag 1. Musikkorpsene forøges med hver 3 mand, således at den reglementerede besætning for et infanteriregiments musikkorps bliver:

Stabshornblæser Hegeland, 6. Regiments Musikkorps. (Foto: Fyns Militærhistoriske Samling)

  1 fløjte
  1 oboe
  1 Es-clarinet
  4 B-clarinetter
  2 B-cornetter
  2 Es-trompeter
  2 Waldhorn
  1 altbasun
  2 tenorbasuner
  1 basbasun
  1 tuba
  1 helikon
  1 lille tromme
  1 stortromme
  1 par bækkener

I alt 22 mand samt en dirigent tilsammen 23 mand.

Forslag 2. Samme besætning som forslag 1 samt 1 fagot og en tenorbasun mere, i alt 25 mand.

Forøgelse af stemmebesætning må betragtes som et godt fremskridt og navnlig forslag 2 vil være i høj grad ønskeligt. Den opstillede stemmebesætning er i begge tilfælde beregnet til marchbrug. Ved koncerter kan der til slaginstrumenterne spares en mand, som så indtræder med et blæseinstrument.”

Oberstløjtnant Parkovs ønske om at kunne opdele regimentsmusikkorpsene yderligere ”… i 2 á 3 mindre korps under kantonnement eller lignende større øvelser, …så de derved kunne betjene flere af regimentets bataljoner på én gang”, kan måske sidenhen i Hegelands forslag have givet Klaus Berntsen ideen til redningsforslaget, idet det er påfaldende, at beskæringen af et fodfolksmusikkorps i 1911 bliver næsten identisk med Hegelands 12 mand (se nedenfor).

Hegeland spår fornuftigvis ikke forslaget gode muligheder: ”Her kommer imidlertid den største vanskelighed, idet et harmoniorkester af ovenanførte beskedne størrelse, ikke kan afgive en fyldestgørende besætning til selv mindre orkestre uden at måtte gå over til hornorkester, dette vil medføre flere vanskeligheder navnlig med hensyn til embouchure for træblæsernes og waldhornisternes vedkommende, ligesom også et dobbelt repertoire og ekstra instrumenter skal medføres, måske under forhold hvor pladshensyn netop kræver den største økonomi på transportområdet. Men tænker man sig et harmoniorkester på 25 mand delt i 2 mindre hornorkestre til brug i bataillonchefernes kvarterer, så måtte stemmebesætningen blive:

  1 piccolo i Es
  2 cornetter i B
  2 trompeter i Es
  2 altbasuner
  2 tenorbasuner
  1 tuba
  2 tambouri

Tilsammen 12 mand”

Hegeland benytter i øvrigt lejligheden til at anmode Parkov om ”...ved given lejlighed at lægge et ord ind til fordel for betegnelsen Spillemand eller Hornblæser ombyttes med benævnelsen ”musiker” eller ”regimentsmusiker”. Denne benævnelse er almindeligt sprogbrug blandt befolkningen og svarer bedre til det krav der stilles til et regimentsorkesters medlemmer”

De andre stabshornblæsere fulgte trop. Andreas Larsen i Fredericia mente ikke en forøgelse af den nuværende besætning på 20 mand ville gavne meget, men foreslog, at musikkorpset blev omdannet til et harmoniorkester med besætningen:

  1 fløjte1 oboe
  1 Es klarinet
  5 B klarinetter
  1 fagot
  2 cornetter
  3 Es trompeter
  3 valdhorn
  2 tenorbasuner
  1 bariton
  1 tuba
  1 helicon
  2 trommer (stortromme og bækken måtte trakteres af reservespillemænd).

I alt med dirigent 26 mand.

Fordelen, som Larsen så det, lå i, at man med denne besætning kunne spille de gængse tyske harmoniarrangementer uden at skulle omarrangere dem. (Brev af 23.11. 1908 fra A.L. til Parkov)

Stabshornblæser Andreas Larsen (nr. 4 fra venstre i forreste række) med sit 7. Regiments Musikkorps i Fredericia 1897. (Foto: Lokalhistorisk Samling Fredericia)

Stabshornblæser Valdemar Nielsen, Den Kongelige Livgardes Musikkorps. (Foto: Livgardens Historiske Samling)

Stabshornblæser Valdemar Nielsen ved Den Kongelige Livgardes Musikkorps, som indtil 1923 var på 43 musikere, har også ønskesedlen fremme, når han skriver: ”Ved en eventuel udvidelse af Livgardens Musikkorps… skal jeg udtale, at jeg navnlig føler savnet af to tenorhorn og en baryton”. Var der tale om en mere vidtgående udvidelse, ville Nielsen ved besættelsen af nye instrumenter ønske det i rækkefølgen: fløjte, oboe, fagot, clarinet, clarinet, helicon i B, trompet, clarinet, tuba i B, althorn.

Det økonomiske grundlag kom Nielsen også ind på: ”En udvidelse af musikkorpset i hele det omfang, som foran er anført, ville for staten på en formentlig overkommelig måde, kunne opnås, ved at underlægge musikkorpset de i livgarden, som tamboure tjenstgørende spillemænd V, og i deres sted uddanne tamboure af det værnepligtige mandskab”. (brev af 31.12. 1908 fra Nielsen til Parkov)

Stabshornblæser Stuhr i Viborg indsender den 8. november 1908 sit svar og foreslår besætningen:

  1 fløjte
  1 oboe
  1 Es klarinet
  4 B klarinette
  1 fagot
  1 piston (piccolocornet) i Es
  2 piston (cornetter) i B
  3 Es trompeter
  4 valdhorn
  2 tenorhorn
  3 tromboner
  2 basser
  2 trommer

Hvis regimentets 3 batailloner under øvelser skal have musik samtidig, kan denne besætning med hjælp fra reservespillemænd deles i 3, mener Stuhr, eller at infanteriets musikkorps opnormeres til 25 mands musikkorps, der så med reservehornblæsere kan deles i 3 og spille til march og lettere underholdningsmusik:

  3 piccoloer i Es
  4 cornetter eller flygelhorn i B
  4 trompeter, 2 i B og 2 i Es
  3 althorn
  2 tenorhorn
  3 tromboner
  1 basbasun
  1 tuba i F
  1 tuba i B 2 tambours og dirigent

9. Regiments Musikkorps foran Thorning Skole 1902. En afslappet stabshornblæser Vilhelm Stuhr yderst til venstre med lang pibe og løsthængende sabel. (Foto: Prinsens Musikkorps)

Stabshornblæser Jens Norup ved 4. Regiments Musikkorps på Sølvgade Kaserne foreslår både messingbesætning og harmonibesætning, og her har han i sit svar ikke opgivet tanken om 4 saxofoner, sopran, alt, tenor og bas, som han allerede 1903-04 havde haft på prøve i musikkorpset, men som åbenbart ikke fik lov at køre videre. Og bevæggrunden er for Norup klar: ”Har foreslået 4 saxofoner i stedet for 2 oboer og 2 fagotter, da jeg har erfaret, at de sidste ikke gør tilstrækkelig virkning i fri luft.” (udateret brev fra Norup til Parkov)

I 1903 blev fire sopran-, alt-, tenor- og barytonsaxofoner indkøbt hos den belgiske instrumentfabrik 'Mahillon' i Bruxelles. Selv blæste Norup sopransaxofonen. Hvordan det har kunnet forenes med Norups trompetembouchure(!) er svært at forstå, men i 1904 blev saxofonprojektet skrinlagt. Saxofonerne befinder sig i dag på Musikhistorisk Museum. Men Norup vil altså igen i 1908 prøve kræfter med saxofoner, idet de klinger stærkere end oboer og fagotter i fri luft, som han skriver.

 

Stabshornblæser Jens Norup og sit 4. Regiments Musikkorps på havnen i Middelfart 1904. Norup (forrest) står med sin sopransaxofon. (Foto: Middelfart Lokalarkiv)

En af de største musikalske begavelser i dansk regimentsmusik, Stabshornblæser ved 8. Regiment i Århus, Ludvig Makwarth, kommer måske med det mest gennemtænkte og realistiske forslag: ”Et blikorkester (messing) på 24 mand foruden dirigenten ville være ganske for- trinligt og ville kun være 5 mand mere end det nu er tilfældet:

  1 piccolo I As (høj As) (vidrørede instrument)
  2 piccoloer i Es (vidrørede instrumenter)
  3 flygelhorn i B (vidrørede instrumenter)
  4 trompeter, 2 i B og 2 i Es (smalrørede instrumenter)
  2 althorn (vidrørede instrumenter)
  3 tenorhorn (vidrørede instrumenter)
  1 bariton (meget vidrøret instrument)
  1 altbasun (meget smalrøret instrument)
  2 tenorbasuner (meget smalrørede instrumenter)
  1 basbasun (meget smalrøret instrument)
  1 tuba i F (vidrørede instrument)
  1 tuba i B (vidrørede instrument)
  1 lilletrome
  1 stortromme med bækkener

Stabshornblæser Ludvig Makwarth, 8. Regiments Musikkorps. (Foto: familieeje)

”På marchen overgår det ene flygelhorn i B, eller en anden efter dirigentens skøn, til at slå bækkener”.

Makwarth skriver videre, at nok kan 24 mand samt en dirigent lave harmonimusik, ”...men efter de erfaringer jeg har gjort, er det ikke ”festligt” nok. Skal militærorkestrene være harmoniorkestre, må stemmetallet højere op, og det ville efter min opfattelse se således ud:

  2 fløjter (en grand og en piccolo)
  2 Es-clarinetter
  2 primo B-clarinetter
  2 secundo B-clarinetter
  2 3die B-clarinetter
  2 oboer
  2 fagotter
  4 Waldhorn
  2 F tubaer
  1 contra B tuba
  2 B flygelhorn
  2 B trompeter
  2 Es trompeter
  1 tenor bariton
  1 bas bariton
  1 altbasun
  2 tenorbasunerv
  1 basbasunv
  1 lille tromme
  1 stortromme med bækkener

I alt 35 mand foruden dirigenten”

Makwarth kan dog se det helt urealistiske i sit forslag og ender op med at konkludere: ”Men da et sådant ønske næppe lader sig realisere - ja – så ville det være en uvurderlig forbedring, når militærorkestrene her i Danmark blot måtte blive 5 mand større og indrettet som første plan (messing). Der vil deri findes store forbedrede klangforhold”. ”Jeg har opført althorn og tenorhorn på planen, da de instrumenter, vi har nu, er byggede i basunform og ere hverken basuner eller horn, men snarere en slags bastarder, idet tonen hverken er horn eller basun, men snarere halvt af hver slags. De opførte 4 basuner tænkes som smalrørede trækbasuner, men da trækbasunen ikke er heldig i det fri, så kan en lignende erholdes med selv samme toneklang, når den tages med perinet-ventiler. I håb om at denne min opfattelse må vække hr. oberstløjtnantens interesse, tillader jeg mig at tegne mig med ærbødigste honnør”. (brev af 6.11. 1908)

I april 1909 blev alle drømme om en forøgelse af musikerantallet i de militære musikkorps med et pennestrøg fejet af bordet af Rigsdagen, men militærmusikken blev altså reddet, da alt håb syntes ude. 12 mands musikkorpsene var i øvrigt langt bedre end deres rygte. Det var fortrinlige musikere, der beklædte de forskellige stemmer. Det kan vi læse i oberstløjtnant Parkovs skriftlige bedømmelse af alle musikkorpsene i perioden 1911 - 1925, der ligger på Rigsarkivet i Hærens Musiktilsyns arkiv. Allerede i 1913 kan Parkov således skrive i Musiktilsynets årlige bedømmelse af Norup og 4. Regiments Musikkorps:

 ”Det er en nydelse og en glæde at høre korpset. Stabshornblæserens teoretiske dygtighed, hans praktiske erfaring og særdeles gode evner som leder og hans sunde smag kommer korpset til stor nytte, hans interesse for den ham betroede gerning og evne til at få sit korps til at yde det mest mulige giver præstationerne farve og udtryk. Korpset er altid veldisponeret”.

Musikkorpset på 12 mand som fik så meget ros fra Hærens Musiktilsyn - stabshornblæser Jens Norup (i midten med sin kornet) og 4. Regiments Musikkorps. (Postkort)

12 mandskorpsene varede ved indtil forsvarsforliget i sommeren 1922 mellem regeringspartiet Venstre og De Konservative, der igen betød en drastisk besparelse af militærudgifterne og en kraftig reduktion af den militære styrke. Ritmester i husarregimentet af reserven, Cay Lembcke, vendte sig kraftigt mod forliget i et interview i B.T, idet han betonede, at han ”...hellere ville være skærve-slager end officer i en operettehær”.

Musikkorpsene i infanteriet forøgedes med Hærloven 1923 dog fra 12 musikere til 15 faste musikere, men man fodrede i virkeligheden bare hunden med dens egen hale: Det var nemlig de overskydende musikere fra de i 1923 nedlagte 3. og 4. Regiments Musikkorps på Sølvgades Kaserne i København og 4. Dragonregiments Musikkorps fra Næstved samt fra Livgardens Musikkorps, som blev skåret ned fra 43 til 36 musikere, der blev fordelt på de resterende musikkorps. Nu havde man så til gengæld 9 fredelige år, indtil der bogstaveligt talt blev blæst requiem over regimentsmusikken i 1932.

 

Et af de musikkorps, der blev nedlagt i 1923, og hvor musikerne blev overført til hærens øvrige musikkorps - 4. Dragonregiments Musikkorps fra Næstved med musikdirigent Bendt K. Bendtsen. (Postkort)

Kilder:

Rigsarkivet:

0180-007 Forsvarets Musiktilsyn indgåede skrivelser 1898-1987, 1906-1910
0180-007 Forsvarets Musiktilsyn 1880-1979 V. Varia. Parkovs skriftlige bedømmelse af musikkorpsene 1911 – 1925

Trykte kilder:

Kröier og Hinge Den danske Underofficer s. 272-273 – redningen i 1911
Cay Lembcke citatet fra bogen: Fører uden folk. Ole Ravn 2007