- af Martin Corfix

Den gamle feltpræst, Erik Høyer Møller, (1818-1904) der deltog som feltpræst i begge Slesvigske krige, fortæller i sin bog ’Præsten i Krigen’ varmt og hjerteligt om sine erfaringer som præst for soldaterne, og han kommer ind på de militære begravelser, der jo også forekom midt under krigshandlingerne og som er nok så interessante for os, der jo beskæftiger os med militærmusikken og dens traditioner.

Møller fortæller i et kapitel om feltgudstjenesterne under felttoget:

”Hæren i Almindelighed sætte større Priis på at Gudstjenesten holdes under fri Himmel end i en Kirke. Prædikestol og alter bygges op af tørv og begge dele smykkes med løv, og kompagnifaner,og om der er Tid og Ro dertil med Sabler og Geværer”.

”Når Tiden er kommen, ... marscherer Afdelingen op, enten med Geværerne eller efter at disse ere satte i Pyramide, og stiller sig i en Firkant omkring Prædikestolen med Officerer og Musiken (red: bataljons- eller brigademusikken) indeni. Efter at en Indgangssalme er blæst og sungen, prædikes der.”

Høyer Møller fortæller også, at han under Treårskrigen, da den slesvig-holstenske oprørshær forberedte stormen på Frederiksstad i 1850 havde en feltgudstjeneste for 1 . Jægerkorps på en høj mark med udsigt over Svabsted. Efter gudstjenesten lagde Høyer Møller mærke til en civil, sortklædt mand, der stod og græd. Møller spurgte til ham, og han svarede, at han ikke forstod dansk, og at han ikke havde forstået det mindste af prædikenen, men musikken og ”..synet af disse tapre, prøvede Folk der bøjede sig i Herrens Navn, og som måske i næste Time skulde gaa Døden imøde, det havde gjort et saa stærkt indtryk på Ham.”

Høyer Møller fortsætter: ”De Former, under hvilke Militæres jordefærd foregaar, rette sig naturligviis efter Forholdene, om de ere rolige eller urolige. Under rolige forhold mødes i Almindelighed Alle ved det Hus, hvor Kisten staaer; Kisten bæres ud, hvorpaa Paraden med Musiken marscherer foran, Følget bagefter, medens Musiken blæser en Choral eller Sørgemarsch, indtil Toget er kommet til Kirkegaarden. Paraden opstilles nu noget fra Graven, Kisten sættes ned og efter Tale, jordspaakastelse og en stille Bøn, under hvilken Sidste de Militære enten blotte Hovedet eller tage til Huen (red: gør honnør), afskydes tre Salver over Graven, og dermed er Handlingen endt. Paraden og Musiken marscherer bort sammen og der spilles, dog hverken Sørgemarsch eller Choral, men derimod et andet Musikstykke.”

”Du kan forestille Dig min Forfærdelse første Gang, jeg var tilstede ved en Saadan Begravelse; to Officerer og 7 Menige, faldne et Par Dage i forvejen, bleve jordede, og det havde vakt stor Deltagelse i Byen,navnlig var der Sorg over den ene Officeer, en theologisk Kandidat, der var meget afholdt og efterlod sig Enke og to Børn. Vi stode lige overfor fjenden, vidste at en varm Kamp forestod og vi vare Alle grebne af Højtideligheden og ved Tanken om, hvad der stod os for; men da vi vare færdige til at gaa fra Graven, faldt Musiken ind med en Polka-Melodi, der dengang var stærkt i Mode og kaldtes No. 3.”  (red: der er formentlig tale om Johann Strauss den ældres 'Beliebte Annen Polka' fra 1842, der hos Lumbye i Tivoli altid blot annonceredes som No. 3, og som mange fejlagtigt troede var skrevet af Lumbye).

”Jeg var i Begyndelsen meest tilbøjelig til at antage det for en Misforstaaelse, men paa min Forespørgsel svarede Kommandanten, at saaledes var det almindelig Skik, for saa hurtig som muligt at drage de Tilstedeværendes Tanker bortfra det Sørgelige. Ganske vist sløvedes med Tiden ogsaa hos mig indtrykket af det Upassende heri, da jeg i flere Aar Var bleven vant dertil... ”

Begravelse i Brødremenigheden i Christiansfeld. Foran rustvognen går 'Basunkoret'. (Foto: Maria Tuxen Hedegaard)

Det er egentlig ganske tankevækkende, at Høyer Møller som teolog og præst ikke har fået øje på det netop evangeliske i brugen af en livlig polka som No. 3 efter højtideligheden, for selv i dag kender vi tanken bag, fastholdt i en overlevet tradition i det sønderjyske Christiansfeld: Her foregår enhver begravelse i Brødremenigheden med deres hornorkester (red: kaldet 'Basunkoret') i spidsen, når ligtoget går til Gudsageren (kirkegården). Herom fortæller Brødremenighedens præst, Jørgen Bøytler:”På vej dertil spiller basunkoret sørgemusik som symboliserer sorg over døden. Når kisten er sænket ned i jorden, så skifter tonen i musikken og bliver mere glad fordi det nu handler om håbet om opstandelse”

Derfor var det også så fint og evangelisk ved H.K.H. Prins Henriks bisættelse i 2018, at man efter højtideligheden i kirken med prædiken, salmer og velsignelse bar kisten til rustvognen, og da denne satte sig i bevægelse fra slotskirken, blev det til de glade toner af 'Prins Henriks Honnørmarch' (Preben Beyer) spillet af Livgardens Musikkorps. Det samme skete ved H.M. Dronning Ingrids bisættelse i 2000. Her blev 'Dronning Ingrids Honnørmarch' (Kai Nielsen) spillet af Livgardens Musikkorps, da kisten blev båret ind på Københavns Hovedbanegård.

Når Danmark i nutiden modtager faldne soldater fra de internationale missioner, så sker dette også med medvirken af militærmusikken. Når kisten bæres fra flyet, spilles som regel Hornemans smukke 'Kongernes Konge'. Og når kisten bæres til rustvognen, spilles hærens traditionelle sørgemelodi, Peter Heises 'Der var en på Isted Hede'.

Prinsens Musikkorps spiller på Flyvestation Karup ved modtagelsen af en falden soldat i 2010. (Foto: Musikkorpset)