Den Skægløse Tambourmajor

- fra publikationen 'Af Gammel Krigskunst' 1930 - af Poul Ruus.

Solen skinner i de blanke Horn og Geværer, der er Trit, Retning og tætopsluttede Geledder; Vagtparaden gaar mod Kongens Slot, og i Spidsen gaar Tambourmajoren; elegant svinger han Tambourstaven, nu rækker han den i Vejret, et Øjeblik efter ophører Musikken, kun Trommer og Piber røres. Paraden er ved Ranchs Hjørne (ved Hotel d’Angleterres - red.). Stabstambouren svinger Staven i en langsom Cirkel over Hovedet, Tegnet til, at nu svinger Paraden. Paa Hjørnet staar en Mor med sin lille Søn, han skal se Stadsen og konstatere, at Tambourmajoren virkelig har det store Skæg.

”Men han har jo slet ikke Skæg, Mor“ - og det er sandt, den nylig fratraadte mangeaarige Stabstambour er blevet afløst, men det herlige lange Skæg tog han med. Den ny Tambourmajor er - skægløs. .

I 1929 afgik stabstambour Lauritz Løvgreen fra Den Kongelige Livgarde. Så langt tilbage som man har fotos hhv. malerier fra, har Livgardens Stabstambour båret et imponerende fuldskæg. Den tradition sluttede med den nytiltrådte stabstambour Leo Sevel. Hverken han eller nogle af hans efterfølgere har båret skæg. (Fotos: Livgardens historiske samling)

 

Nu vil vel mangen tro, at Reglementet egentlig foreskriver, at Tambourmajoren skal have det traditionelle Skæg, men at man her, som paa saa mange andre Felter ærbødigt har bøjet sig for Tiden, Individets Ret.

Dette er dog ingenlunde Tilfældet. Ogsaa i ældre Tid har man været udsat for denne Mangel og paa kuriøs Maade søgt at raade Bod derpaa. Vi maa nu tænke os tilbage til den 21. November 1820, til et strengt Militærkontor ude paa Sølvgadens Kaserne, hvor Danske Livregiment kasernerede. Regimentschefen - den nu længst i Herren salige, højvelbaarne Herr Oberst Christian Ulrich von Sundt, udstedte nævnte Dag en mærkelig Befaling, nøje i overensstemmelse med hans gammeldags Opfattelse, dybe Respekt for det overleverede og hans stærkt udviklede Sans for Livets Pedanterier. Forøvrigt var Obersten en af Københavns Originaler, men Soldat var han.

For i hans Bevidsthed maatte en reglementsmæssig Regiments-Tambour af et naadigt Forsyn være udstyret med stort Skæg, saaledes som det i umindelige Tider havde været Skik, og da Forsynet overfor Regiments-Tambouren i denne Retning havde været karrig befalede han:

 ”Da Regimentet har fundet det militæranstandssvarende, at Regiments-Tambouren havde til sin øvrige Paaklædning Knebelsbart og Fipskæg, samt at Regimentets nuværende Regiments-Tambour ikke har af Naturen sligt af Størrelse som synes at stemme med Hensigten, anskaffede Regimentet paasættende Knebelsbart med tilhørende Fipskæg, som det befalede Regiments-Tambouren at bruge Vagt-, Søn-, Hellig-, og andre Fest- og Tjenestdage og paasætte samme med Huusblas opløst i Vand.

Men dog har Regiments-Tambouren i dag tilladt sig, skjønt det befaledes, at møde til Vagtparaden uden at paasætte Skjæg og saadant under Paaskud, at det daarlige Vejr ikke tillod Skjæget at sidde fast paa Huden, saa befales Regiments-Tambouren, at han møder daglig, indtil videre ved Regimentsparolen og har det ham leverede Knebelsbart og Fipskæg paasat; thi tjener at udebliver han, straffes han alvorligen, saasom Regimentet ikke vil, at Qvakleri og umilitær Tænkemaade skal indsnige sig”.

Denne Befaling sendtes til Adjudanten ledsaget af et Brev af følgende Indhold: ”De vilde behage strax at dictere denne Tjenstordre og dermed tilkendegive Regiments-Tambouren, at han skal bære Barterne, uanset Gadedrengenes Avind, da dette er tjenstmæssig”.

Maatte Oberst von Sundts Aand faa Tambourmajorens Skæg til at vokse !