Militærmusikken i sikringsstyrken 1914-1918

af Mogens Gaardbo.

I 1909 besluttede rigsdagen, at al dansk militærmusik skulle nedlægges. Fra og med 1. april 1911 var alle danske militærmusikere afskediget. Der blev protesteret både fra militærmusikerne og fra store navne i dansk kultur- og musikliv. Komponisten Carl Nielsen betegnede den decimerede militærmusik som "fattigdommens kor, elendighedens hymne, forkommenhedens og forrykthedens apotheose". Men den 1. april 1911, da afskedigelserne faktisk var trådt i kraft, udsendte krigsministeriet et telegram til alle musikere. Afskedigelserne var annullerede - dansk militærmusik var reddet i sidste øjeblik. Hvad der fik regeringen til dette, står hen i det uvisse. Protesterne er vel blevet mere og mere højlydte, jo nærmere man kom nedlæggelsesdagen. Nedskæringer slap man dog ikke for. De 10 regimentsmusikkorps blev skåret ned til 9 musikere + 3 reservemusikere (løst ansatte musikere der kun måtte spille inden for bygrænsen af garnisonen) - altså 12 mand, som man så kunne supplere med et antal musikalske værnepligtige soldater, hvis man nu var så heldig at finde sådan nogle.

Plakat for 'aftenunderholdning' i forsamlingshuset i Karlslunde. Dragonerne fra Næstved gav opvisning og Dragonregimentets Musikkorps spillede koncert - og leverede efter opvisningen musikken til dans.

Det var altså situationen for militærmusikken i Danmark, da 1. verdenskrig brød ud i 1914. Danmark holdt sig neutral, men nervøsiteten for at blive inddraget i krigen var stor på grund af landets vigtige strategiske beliggenhed. Man overvejede en total mobilisering, men opgav det af frygt for at det kunne virke provokerende på Tyskland. I stedet valgte man at indkalde en 'sikringsstyrke', der kom helt op på 58.000 mand (47.000 på Sjælland på 11.000 på Fyn og i Jylland). De få og små musikkorps havde rigeligt at gøre i deres regimenter og opland - som det kan ses af den viste plakat fra 1917 - og de nåede slet ikke ud i de store teltlejre, hvor sikringsstyrken lå. Men militærmusik var der brug for ved paraderne og til at holde humøret oppe med. Derfor opstod der - med halvofficiel godkendelse - nogle få bataljonsmusikkorps igen. Det var musikalske værnepligtige, der dannede disse frivillige musikkorps. 32. Bataljons Musikkorps virkede f.eks. i Ermelundslejren under ledelse af musikdirektør ved Paladsteatret, Knud Lindhard, der selv var indkaldt. I 1915 fortæller Knud Lindhard:

Som Spillemand ved 32. Bataljon var det mit fornemme Hverv at blæse Reveille og Retraite samt paa Marchture at give et lille Numnier paa Fløjte. Men hvad er Reveille og Retraite i Længden for en stor Aand! Naar man til daglig i al Beskedenhed svinger sin Taktstok over en Millionhær af Musikere, hvad er saa et enligt Horn eller dito Fløjte? Jeg maatte altsaa have mit Arbejdsfelt udvidet, det vil sige, jeg maatte have et Orkester.

Den første Betingelse for at realisere en saadan storstilet Plan er imidlertid at kunne skaffe Øl. Frivillighedens fagre Blomst gror ikke uden Øl, og naar man kun er Spillemand og ligger i Jægersborg, kan man ikke faa Øl. Man skal mindst være Korporal. Da nu min Plan gik ud paa at danne et Orkester paa 12 Mand, udkrævedes hertil daglig 12 Flasker Øl og en Korporal, men alle Sunde syntes lukte. Da udsprang af min Hjerne som en anden Pallas Athene min Trøstermand i Nøden: Korporal Jensen. Han skaffede det daglige Øl. Aldrig var Jensen karrig med sin Underskrift. Han rekvirerede og rekvirerede - og havde han været af mindre ætherisk Natur, maa det anses for højst sandsynligt, at de rekvirerede Strømme ikke var gaaet saa sporløst hen over Jensens Hovede.

Det næste Punkt var at skaffe 12 Mand, der var villige til foruden at drikke Øllet at traktere et Instrument. Det viste sig at være langt lettere. Som tredie Stadium kom endelig Anskaffelse af Instrumenter og Musikalier. De laantes. Herefter mønstrede jeg mine Folk. Foruden af de Reservespillemænd, der var ved Bataillonen, bestod Korpset af en Sanger, en Chauffør, en Barber og en Agent. Barberen begyndte som rimeligt var med Bækkenet og naaede senere til Basunen. At Chaufføren fik et Horn er lige saa selvfølgeligt. Under en stor Bøg paa Ermelundssletten begyndte vore Prøver, og det varede ikke længe, før vi havde et rigtig net lille Repertoire. Den eneste Vanskelighed var den, at Barberen altid - for at kunne falde rigtig ind maatte have den tapre Landsoldats »f«, men havde han faaet det, var han ogsaa Mand for at holde Tonen.

Og saa kom Kongen! Naturligvis maatte Orkestret spille for Majestæten, og det blev en meget stor Dag. Ved Ankomsten spillede vi Fanemarschen. Lidt senere spillede vi Fanemarschen igen. Derefter paany Fanemarschen og - som om vi ret af Hjertet vilde udtrykke vor dybe Respekt for saavel Majestæt som Fane spillede vi til Forandring atter Fanemarschen ved Afgangen. Hans Majestæt var synlig bvæget og stærkt interesseret i det afvekslende Program, ligesom han naadigt komplimenterede Dirigenten for det smukke Resultat. (Det maa her anføres, at selv Barberen var saa befippet, at han flere Gange faldt rigtigt ind). Begivenheden udgjorde et behageligt Intermezzo i en Tilværelse, hvor Afvekslingen ellers hovedsagelig holdt sig til Temperaturen. Den svingede nemlig i 3 Maaneder fra 6 Graders Kulde til 20 Graders Varme. Da Forbudet mod Udskænkning af Øl senere blev hævet, blev Jensen saa sønderknust, at han af Forskrækkelse tabte Nøglen til sit Korporalskab, hvorefter han blev afskediget.

En anden musikdirektør - Aage Gottschalksen - var også indkaldt til 32. Bataljon og var musiker i musikkorpset. Han fortæller om samme kongebesøg:

Ved en Divisionsøvelse stod vi opstillet parat til at spille Fanemarschen, da Kongen hvert Øjeblik ventedes til Inspicering. Vort lille Orkesters Dirigent, der havde indlagt sig Berømmelse ved Bataillonen, som den Soldat, der gjorde den sletteste Honnør, var langtfra Situationens Herre. For hvert Minut, der gik, steg hans Nervøsitet, og' den naaede sit Kulminationspunkt, da jeg udtalte en Formodning om, at Hs. Majestæt nok vilde ride hen og hilse paa os, naar Tonerne af Fanemarschen var hendøet. Gentagne Gange spurgte vor Dirigent os, hvordan han skulde optræde, hvis Majestæten tiltalte ham. Om han skulde gøre Honnør, eller blot optræde i Retstilling med sin Basun snorlige ned langs Buksesømmen. Vi forbød ham paa del strengeste at gøre Honnør, da det er stridende mod Reglementet, naar en Soldat staar under Kommando. Men vor Ven, der troede, vi vilde gøre Løjer med ham, holdt energisk paa, at han skulde honorere. Hans Bagmand i Geleddet gav vi derfor Ordre til i det kritiske Øjeblik at gribe brutalt fat om Musikerens højre Arm for at forhindre ham i at forsynde sig.

Endelig kom Kongen ridende. Sveden perlede frem paa Dirigentens Pande og drev i stride Strømme ned over hans Ansigt. Efter de tre reglementerede Hurra'er var afleverede, spillede vi Fanemarschen med Præsicion og Bravour. Tre Gange gik vi den igennem, og saa rettede Dirigenten et alt opgivende Blik mod Majestæten, der styrede sin Ganger ned mod os. Over Dirigentens Ansigt væltede et Niagara. Saa snart Kongen var naaet op til os, komplimenterede han os for det pæne Resultat, og der udveksledes da følgende Replikker mellem Kongen og Spillekanten:

Kongen: "Naa, I spiller jo helt pænt sammen, Folk".
Dirigenten: (med rystende Stemme og nervøse Fingre) "Javel, Deres Majestæt".
Kongen: "Hvad er De i Deres civile Liv?"
Dirigenten: (med næppe hørlig Stemme) "Musikdirektør i Paladsteatret".
Kongen: "Ja, der falder jo flere Drikkepenge af end her".
Dirigenten: (højt og tydeligt) "Javel, Deres Majestæt".

Og derpaa red Kongen bort. Majestæten havde misforstaaet vor udmærkede Dirigent og troet, han var Kellner i Paladshotellet! Men en god Soldat siger ikke sin Konge imod, selv om denne misforstaar ham.

Efter indkaldelsen satte kammeraterne fra 32. Batallion følgende stykke i 'Aftenposten':

"Musikken i Ermelundslejren.

Når vi gamle soldater under disse ekstra-ordinære Forhold indkaldes til sikrings-styrken, kommer vi let til at sammenligne vor Rekruttid med den nuværende, og det, vi i særlig Grad savner nu, er Musikken! Mindes vi vore vagtdage, de var de rene Højtidsdage. Vi drog til Vagt med fuld Musik gennem Byens Gader; det var noget, det kunde ranke en Soldat op, og få Hjertet til at hoppe af Stolthed i Livet på ham. Nu derimod, gaar vi til Vagt, som naar vi gaar til Gravning - uden Musik.

Efter sigende skal der endnu være noget tilbage af den stærkt reducerede Militær-musik, men hvem mærker noget til den?

En Sorg, navnlig for os gamle soldater, men ogsaa for de yngre, thi vi ved hvad Musiken betyder. Naar vi paa vore Marschture kom gående hen ad den stø-vede Landevej med Musiken i spidsen, da mærkede vi kun halvt Tornysterens tryk, vi glemte vore ømme Fødder, der lige som af usynlige magter blev løftet Skridt for Skridt,

Ved Marts-Juni Reguleringen har vi dog ved 32. Batl. i Ermelundslejren haft den Glæde at have vort eget orkester, takket være Musikdirektør Knud Lindhard fra paladsteatret. Han formaaede med en sjælden energi og Dygtig at uddanne et musikkorps af Amatører, som efter 14 Da- ges Forløb formaaede at stille sig til aktiv Tjeneste og fremvise et godt resultat.

Vi bringer han hermed vor oprigtige tak. Tak for de Timer i Lejren, da Musiken har glædet os. Tak for Marschturene, der ved Musikens Toner blev til Fornøjelsesture. Denne indkaldelse ved 32. Batallion er ved Hr. Lindhards Hjælp blevet langt for-nøjeligere, end den ellers vilde være ble-vet.

De indkaldte ved 32. Bataiilon Marts-Juni regulering.

H. M. Høilund."

I 1932 gjorde regeringen alvor af truslen fra 1909 - hele den danske militærmusik (bortset fra Livgardens Musikkorps) blev nedlagt. I den forbindelse skrev Knud Lindhard bogen 'Klingende Spil - af den danske Militærmusiks Historie'. I et kort kapitel husker han tilbage til årene på Ermelundssletten:

Værnepligtigt bataljonsmusikkorps fra sikringsstyrken 1916. (Foto: Avisudklip fra Aalborg, hvor en dame efterlyser navnene på musikerne)

Ved Sikringsstyrkens Indkaldelse under Verdenskrigen 1914-1918 mærkede man særlig grelt den store mangel paa Musik. De mange Soldater - hvoraf de fleste havde lært, medens man endnu havde de gode Orkestre paa 20 Mand, og da navnlig de ældre af Mandskabet, som laa i inderste Linie - hørte og saa aldrig  noget til Musiken; den Smule, der var tilbage af Regimentsorkestrene, havde jo sin Plads i den yderste Linie hos det unge Mandskab. Enhver Kammerat, der kunde traktere et eller andet Instrument, hvormed han  kunde underholde og lette Marschturene, var sikker paa den største Popularitet. Flere københavnske  musikere prøvede ved deres Indkaldelse paa at samle og danne nogle Musikkorps blandt de musikalske mellem det indkaldte Mandskab. Disse Musikkorps var til stor Glæde for alle Parter. Det var navnlig i de forskellige Lejre i Københavns Omegn, det lykkedes med Autoriteternes Hjælp at faa noget rigtigt ud af det.

I Ermelunden, hvor der i 1915 blev bygget en Lejr, samledes i Tiden fra Marts-Juni et Orkester af de  indkaldte ved 32. Bataillon. Der var særlig mange gode Emner blandt Mandskabet, nogle  landsbymusikanter og Musikere fra København. Dette Orkester gjorde fuldstændig Musiktjeneste. Middagsmusik, Vagtparade, Musik for Obersten, Marschture o.s.v. Og Soldaterne var musiksultne og nød vor Messingsuppe med god Appetit. Musiken var meget mangelfuld. Men vi kunde dog spille 11 vore gode, gamle Soldatersange og Marscher samt de uundgaaelige 'Tipperary' og 'Madelon' - Tidens Melodier.

Kammeraternes Tilfredshed var saa stor, at man næsten øjner en Fare ved at benytte saadanne Dilettantorkestre; det kan være meget fornøjeligt for begge Parter, baade dem, der spiller, og dem der hører, men erstatte Savnet af rigtig Musik skulde det jo nødigt. Tillige ser man, hvilken Betydning Musik har for den menige Soldat, næsten som hans daglige Brød. Men ogsaa, som sagt, hvor let man lader sig nøje med Dilettanteri, og hvor let det hele forfalder, hvis ikke man støtter den professionelle Musik og kontrollerer den med en sagkyndig Inspektion.

Fotos fra perioden 1914-18 viser adskillige små frivillige Bataljonsmusikkorps - ind imellem under ledelse af en hornblæser (musiker) fra regimentets faste musikkorps. Men de frivillige musikkorps forsvandt naturligvis i takt med, at sikringsstyrken blev hjemsendt. Og så var der nu kun 2 år til næste begivenhed, hvor den lille og utilstrækkelige regimentsmusik kom til kort - nemlig ved genforeningen 1920.

< 29. Bataljons frivillige Musikkorps Viborg 1916. I midten dirigenten, overhornblæser Thorvald Flemming fra 9. Regiments Musikkorps. (Foto: Rigsarkivet)