- af Martin Corfix

Kong Frederik IV elskede soldaterhåndværket, og i 1702 tog han på en af sine årlige mønstringsrejser for at besigtige de forskellige nationale regimenter. Men hvad der for os i den forbindelse er mest spændende, er, at han på sin rejse ledsages af den engelske gesandt, Vernon, og dennes sekretær, franskmanden Lecombe de la Vrigny. Sidstnævnte nedskrev nemlig alt, hvad han oplevede sammen med kongen.

Efter at have beset tropperne i Nyborg, Fredericia og Kolding er kongen nået til Rendsborg fredag den 7. juli 1702. Her møder vi Fynske Nationale Infanteriregiment, der demonstrerer deres færdigheder i brugen af musketter og kanoner, og de la Vrigny skriver: ”Denne fyrste elsker musketternes larm som musik”. Der er dog også anden musik, som står kongen nær, nemlig hoboisterne: La Batts Dragonregiment, som ifølge de la Vrigny er et af de smukkeste i verden, havde også nogle af de bedste hoboister. Efter at have overværet dragonernes kunnen tidligere på dagen forstiller vi os Frederik IV med følge sidde og nyde musikken i den agtede oberst La Batts kvarter med en god pibe eller snustobak og brandy. De la Vrigny skriver: ”Jeg blev til sent på aftenen for Oberst La Batts Hoboisters skyld, som spillede mange forskellige melodier med dygtighed, hvilket behagede kongen meget.... La Batt holder sit regiment på en smuk fod og har de bedste hoboister i armeen.” 

Den næste franske karakteristik er langtfra ligeså rosende, selvom journalisten, komponisten og musikkritikeren Oscar Commetant (1819-1898) var overordentlig prodansk i sin skildring af krigen 1864. I skæbneåret var han for tidsskriftet ”Le Siécle” sendt til Danmark som krigskorrespondent og udgav efter hjemkomsten 1865 en 500 siders bog, ”Le Danemark tel qu'il est” (Danmark, som det er).

”To Herkules'er mod et barn”, som Commetant med bidende sarkasme døbte Preussen og Østrigs angreb på Danmark, og han fortsætter i indledningen: ”Jeg ville studere de danskes sæder, der er så enkle, patriarkalske og så overmåde retsindige, og iagttage deres skikke, der til tider har en malerisk og original karakter. Jeg syntes, at øjeblikket var heldigt valgt for et sådant foretagende, thi det er i krisetider et folks fremtrædende egenskaber åbenbares. For mig syntes det, som om de begivenheder, der fuldbyrdedes, lagde en ganske særlig tone over sæderne hos dette danske folk, så beskedent og dog stolt, så blidt og dog modigt, så enkelt og dog så oplyst av de store personligheder, som det har frembragt.” – jo, man retter ryggen, når Commetant tyer til rosen.

I et af kapitlerne kommer han ind på kulturlivet i Danmark under krigen, og herunder bliver militærmusikken beskrevet:

”Hvad angår messinginstrumenterne, så lader de meget tilbage at ønske. Sax’ (Adolphe Sax) opfindelser og forbedringer, som fundamentalt har ændret militærmusikken, synes at være helt ukendt i Danmark. Man spiller militærmusik på den gamle måde ligesom i Frankrig, inden de klangfulde og kraftige sax-horn blev indført. Foruden b-klarinetterne har man fire horn, som man kun hører lidt, to basuner, som man ikke kan høre samt nogle klaphorn, som til gengæld høres for meget. Denne sammensætning giver en mat og falsk klang, som hverken egner sig til at blive hørt i fri luft eller til at markere soldaternes marchtakt og vække dem til krigerdåd, lige så lidt som harpikslys egner sig til at oplyse en balsal.

På alle områder er udviklingen langsom. Det går med forbedringerne ligesom med varesendingerne og passagererne på tredje klasse, de kommer langsomt frem. Militærorkestrene forekommer os så meget desto mere sølle, som de skal ledsage nationaldigtningens ædle og magtfulde verselinier. Tænk Dem f. eks. disse ordinære horn, basuner og såkaldte klaphorn i forbindelse med de mandige vers til ”Dannebrog”, den danske ”Marseillaise” - ”Vift stolt på, Kodans Bølge”.

Jeg ved godt, at øjeblikket ikke er inde til at sætte sig i nye udgifter for det fattige Danmark, hvis ruin man synes at have svoret. Men på den anden side ville det koste dette stolte og kunstneriske lille kongerige så forholdsvis lidt at sørge for at have en ordentlig militærmusik, der var værdig til at lede dets tapre soldater, som det har så stor grund til at være stolt af. - Militærmusik er mindre en luxus end egentlig en nødvendighed. Dens betydning for soldatermoralen er til enhver tid blevet anerkendt af selv de største mænd...”

I 1864 spillede man besynderligt nok stadig klaphorn i Danmark, der ellers i resten af den europæiske militærmusik bortset fra Tyskland var gået af mode omkring 1830erne. Sax’ nye opfindelser har man nok kendt til men ikke gjort brug af, da man jo havde vore egne danske instrumentmagere, ”Fasting og Wilde” og ”Schmidt”, der forsynede hæren og flåden med instrumenter og altså også de gammeldags klaphorn. Commetants ord om, at det ”ville koste dette stolte og kunstneriske lille kongerige så forholdsvis lidt at sørge for at have en ordentlig militærmusik” taler for sig selv - både i 1864 men også i senere nedskæringsår.

Men Commetant var også i Tivoli, og her bemærker han: ”I Tivoli er orkestret ligeledes godt, og dets programmer består av symfonier, Ouverturer og dansemelodier. - I sidstnævnte genre er Lumbye uovertruffen, og hans ”Champagnegalop” har vakt stormende begejstring. Hvis København var Paris, så ville den blive verdensberømt.”

Lumbyes orkester i Tivoli, forograferet i 1963 - året før Commetant hørte dem. Hans Christian Lumbye sidder som nr. 3 fra højre i forreste række - og med Andreas Frederik Lincke på sin højre side. (Foto: Det Kgl. Bibliotek)