Fra Parademarch til Honnørmarch og Fanemarch

- af Niels Friis - artikel i 'Nordisk Musikkultur 1956'

Det er kendt, hvorledes Spørgsmaalet om den danske Fanemarch's Oprindelse, og baade Problemet om Melodiens Herkomst og Forudsætningerne for dens Anvendelse paa den særlige Ceremoni, der udfoldes, naar militære Faner føres frem foran Troppestyrker, har givet Anledning til en Række Overvejelser og Undersøgelser, der dog alle er endt saa godt som resultatløse. Militærhistorikeren, Kaptajn Carl v. Kohl har kastet Lys over et væsentligt Punkt ved at gøre opmærksom paa den Parolbefaling af 18. Juni 1808, hvorved Tonerne til den nuværende Fanemarch reglementeredes i Hæren, idet Marchens Indførelse til Afløsning af en ældre, der ikke kendes, blev paabudt.

Denne Fastlæggelse sandsynliggjorde, naar henses til de næsten sammenfaldende Tidspunkter for de to paagældende Begivenheder, i ikke ringe Grad den Teori, som en anden meget kyndig Militærhistoriker, afdøde Oversergent Victor Krohn, paa Grundlag af en mundtlig Tradition arbejdede med, dog uden at kunne skaffe noget Bevis: at den March, der reglementeredes den 18. Juni 1808, skulde være 'overtaget' efter den skotske Garde, som i Forbindelse med Københavns Bombardement og den dermed følgende Okkupation havde været i Danmarks Hovedstad i Ulykkesaaret og var draget af mod Slutningen af Oktober 1807. En Omstændighed, der hidtil stærkt har talt imod denne Teori, der iøvrigt som illustreret af Oversergent Krohn til en vis Grad støttes af Melodiens Lighed med tilsvarende og andre engelske og skotske, er det mærkværdige og for almindelig Tankegang uacceptable i det Forhold, at man til Honnør for Fanen indførte en March, spillet af Tropper, som blot faa Maaneder i Forvejen havde ligget som Besættelsesstyrker i Hovedstaden og dens Omegn, og altsaa havde været Danmarks Fjender. Man har dog herved dels hæftet sig for stærkt ved Marchens nuværende Brug som Fanemarch, og dette alene, uden at tænke paa, om den ikke oprindelig kan have haft en bredere Anvendelse - dels overset, eller gaaet temmelig let hen over den Kendsgerning, at den ikke ved sin Indførelse i 1808 benævntes Fanemarch (et Begreb, der ogsaa først opstod langt senere), men derimod Parademarch. I dette Forhold er nemlig Nøglen til Marchens rette Historie, og til den Udvikling, der gjorde den til det, den er i Dag, at finde.

Det er ikke alene i den afgørende Parolbefaling, man møder Parademarch-Betegnelsen, men ogsaa i de talrige forberedende Ordrer til marchskiftet, der i Tiden forud gaves til de respektive Infanteriafdelinger - thi alene dette Vaaben gjaldt jo Forandringen - om de Dispositioner, der vilde være at træffe i den Anledning. F.eks. udgaves den 4. Maj 1808 følgende kongelige Ordre: "Da en nv Parademarch skal indføres i Vor Armee, saa skal samtlige herværende Regiments-Tambourer forsamle sig i Eftermiddag Kl. 5 i Sølvgadens Kaserne for at øve sig paa denne March, som læres dem af Regiments-Tambouren ved Vort eget Regiment, og disse lære Marchen siden til de øvrige Tambourer. Tiden naar denne March skal begynde at indføres vil nærmere blive bestemt."

Det skete altsaa - efter at ogsaa RegimentsTambourer fra Infanteriregimenter i det øvrige Danmark og Hertugdømmeme havde været indkaldt til Hovedstaden for at lære Marchen hos Regimentstambouren ved Kongens Regiment - ifølge Parolbefalingen af 18. Juni 1808. Det var Soldaterkongen, Frederik den Sjette, selv, der talte i denne klassiske Befaling, og dens første, og i denne Forbindelse vigtigste Punkt havde følgende Ordlyd: "Grundet paa Vort Princip at forene det nyttige med det simple i de militære Øvelser, hvori Soldaten dresseres, ville vi, at den nu brugende Parademarch afskaffes og i dens Sted følgende lette og taktholdende March indføres som Parademarch og slaas ved alle Lejligheder, hvor Parademarch skal slaas og saa gesvindt at efter dens Takt kan marcheres 90 Skridt i en Minut."

Allerede den 19. Juni 1808 hed det i en københavnsk Guvemementsbefaling: "Fra i Morgen af og saa fremdeles slaas den nye Parademarsch af de her guarnisonerende Regimenter, hvis Tambourer allerede havde lært den, ligesom der ogsaa paa Vagterne honoreres med samme Marsch". En Armebefaling af s.d. har yderligere denne Tilføjelse: "Ved de øvrige Infanteri-Regimenter indføres den, naar Tambourerne har lært at slaae denne marsch" - samt: "til Regimenterne og Bataillonerne i Provindsen sendes denne nye Marsch som i Gaar befalet". Provinsen var utvivlsomt ikke blot den danske, men ogsaa den norske, eftersom Frederik den Sjette jo dengang ogsaa var øverstbefalende over den norske Hær. Hvorledes Udviklingen blev i denne, er ikke nøjere oplyst, men foreløbige Undersøgelser, gjort af Militærhistorikeren, Oberstløjtnant A. V. Arendrup, synes at vise, at 1808-Parademarchen i den norske Hær var i Brug indtil Adskillelsen 1814.

Den fastsatte 90-Cadence viser, at vi med 1808-Befalingen er inde ikke blot paa Fanemarchens allerførste Historie, men ogsaa har ramt en vigtig Fase af Parademarchens Historie i Danmark (-Norge), et Punkt, hvor en væsentlig Lempelse i den sattes i Værk. De ældste kendte danske Bestemmelser om Parademarchen staar i Infanteriets Eksercerreglement af 1787; det fastsætter, idet det dog naturligvis blot kodificerer langt ældre Bestemmelser. "Almindelig March, ogsaa kaldet Parademarch (Pas ordinaires) til 65 Skridt i Minuttet og 2. March (Gesvindtmarch, Pas redoubles) til 100 Skridt i Minuttet."

Udviklingen paa Marchomraadet var international, men Tonen var jo saa afgjort givet an af Frederik den Store og hans Hær. Fra den var den stramme Parademarch, som dels var et saa afgørende Grundlag for al Eksercits, dels tog sig saa straalende ud, naar Styrker defilerede, vandret videre ud, ogsaa til den danske Hær; det var denne March, der endnu i dennes Eksercerreglement af 1787 angaves til 65 Skr./pr. Min. - et Tal, der netop ogsaa længe gjaldt i den preussiske Hær - men som altsaa i den danske Hær et Par Aar senere lempedes første Gang til 75 Skr./pr. Min.

Til at holde Orden i Marchen, angive det rette Tempo, ikke mindst i Parademarchen, der jo ikke fremkom som en naturlig Bevægelse, men som en kunstfærdig Opøvelse af Legemsbeherskelsen, havde man Trommerne, hvis første og stedse vigtigste Opgave var Signalgivning og Viderebefordring af Kommandoer. De var i et og alt det bærende Grundlag for 'akkompagnementet' til Marchen; hertil kom Pibens Toner nærmest som en Biting - og Hoboistmusikken, da den holdt sit Indtog i Infanteriet, som en ren Luksus, i hvert Fald først sent reglementeret. Trommernes helt dominerende Stilling fremgaar endnu klart af Parolbefalingen af 1808, der fastsætter den fremtidige Parademarch til 90 Skridt i Minuttet og indfører den nye March. Det er Regimenternes Tambourer, der skal instrueres om, hvordan den nye March skal slaas. Piberne tales der ikke om, men de har dog utvivlsomt været indbefattet under Regimentstambourernes Instruktion, hvilket ogsaa fremgaar af, at baade Tromme og Fløjtenoder til den nye Melodi udsendtes sammen med Befalingen. Heller ikke nævnes Musikken, Musikkorpsets Udførelse af den nye March - man har sikkert regnet med, at den fulgte med paa samme Maade som Piberne, idet der jo dog her er gaaet et Instrumentationsarbejde forud. Det maa antages at være besørget ved de respektive Regimenter af 'Forblæserne', Musikkorpsernes Ledere.

Om de musikalske Faktorers Samvirken, naar den nye Parademarch spilles, siger Parolbefalingen, idet den formentlig fæstner tidligere Sædvane: "Hoboisterne blæse ej til samme Tid som Tambourerne slaa denne March, men de alternere med hinanden i at blæse og slaa, undtagen ved deslige Leiligheder, hvor Reglementet foreskriver, at Spillet skal røres af det hele Musikpersonale, saa som naar Fanerne bringes for eller fra Bataillonerne (senere hedder det: naar Bataillonerne ere formerede og Geværet præsenteret, Fanerne føres med fuld Musik af samtlige Instrumenter til deres Plads for Midten af de respektive Batailloner) - eller naar nogen passerer Fronten, som tilkommer saadan Æresbevisning." Meget klart fremgaar det af disse Regler, at den nye Parademarch - man maa gaa ud fra, som ogsaa den gamle - ved Siden af sin Hovedopgave som Marchakkompagnement havde nøjagtig de samme Honnørfunktioner som Fanemarchen i Dag.

I sit Anlæg var den nye March i Virkeligheden det, der andre Steder forstaas ved en Armeemarch. Men selv om den normeredes som saadan, til almindelig Brug ved Parader, kunde Afvigelser dog ske, og er vel ogsaa sket; thi Sjette Frederik fastsatte: "Ved de Lejligheder, hvor der marcheres i Parademarch, tillade Vi fremdeles ligesom det hidtil har været tilladt, at Hoboisterne i den befalede Takt (d.v.s. 90 Skridt i Minuttet) blæse en eller anden smuk March, som de respektive Regimenter maatte have." Herved holdtes Muligheden aaben for, at gode musikalske Traditioner ved de enkelte Regimenter kunde bevares paa samme Maade som i adskillige udenlandske Hære, saaledes at hvert Regiment havde sin egen March til Brug ved saadanne Lejligheder. Desværre var der kun faa saadanne Traditioner at føre videre; fra hine Tider er kun een eneste dansk Regimentsmarch bevaret, 'Oldenborgske Regiments March' - og dens historiske Grundlag mangler, fordi dens Regiment længst er borte. (Det har senere vist sig, at denne march stammer fra en østrigsk operette 'Schweizer Milchmädschen' af Adalbert Gyrowetz. Marchen blev optaget i den tyske samling af armémarcher - red.). Det blev nok fra første Færd den nye Parademarch, der fik Overtaget, og den har jo ogsaa holdt sin Førsteplads gennem Tiderne.

Dens musikalske Værd - Tavshed derom! Dens Herkomsts Problemer er der faktisk heller ikke megen Grund til at spekulere over, end ikke i Betragtning af dens centrale Placering i dansk Militærmusik. Næppe heller dens kasserede Forgængers. De har sikkert i et og alt været to Alen af eet Stykke, ikke adskillende sig fra jævn Middel af de mange Eksercer-Marcher, der kendes fra Udlandets Hære. Men hvorfor valgte Frederik den Sjette den? Tilmed naar han var bundumusikalsk - og det maaske ovenikøbet var et Stykke fjendtlig musik? Der kan kun være een Forklaring: Det var ganske utvivlsomt Rytmen i den, der tiltalte ham; dens Egenskaber netop i Retning af det, Parolbefalingen kalder 'taktholdende'. Den kunde ganske ligefremt faa hans Soldater til at marchere ordentligt. Og saa var denne Sag endda tilsyneladende ikke helt løst lige med det samme. Efter nogen Tids Forløb udgik nemlig en ny Parolbefaling, hvori Kongen løftede Pegefingeren: "Da Vi have fundet, at ParadeMarchen ej holder den befalede Cadence af 90 Skridt i Minutten, men derimod gaar for gesvindt, saa haver Regimenterne og Korpserne at holde over, at den rigtige Cadence overholdes, og at Musikken ogsaa øves derefter!"

Som Parademarch levede de kendte Toner, der lød første Gang i Københavns Garnison den 20. Juni 1808, nogle Dage senere i de øvrige, deres første Aar i Hæren, ligesom den nye Marchform, de tilhørte. Der var fremdeles to Marcher: 1. March eller Parademarchen paa de berømte 90 Skridt i Minuttet og 2. March, eller Gesvindtmarchen paa 120 Skridt i Minuttet, altsaa virkelig meget hurtig. For begge opstod i 1800-Tallets Begyndelse en vis national dansk Marchlitteratur, idet Tidens Komponister skrev Marcher til forskellige Afdelinger: Kuhlau til Livgarden, duPuy til Livjægerne og Kittler til Kongens (Kronens) Regiment; den sidste har jo været nævnt ogsaa som Komponist til Fanemarchen, hvad han dog næppe kan være. Al denne Musik blev til ikke mindst for at øge Glansen om de vældige Militærparader, som Frederik den Sjette elskede at afholde, i København paa Fælleden, og i de store Garnisoner i Jylland og Hertugdømmerne, og de to forskellige Marchtyper tjente fint det samme Formaal. Det har derfor sikkert været med Sorg i Sinde, at Kongen paa et vist Tidspunkt maatte følge med i den Udvikling, der var ved at ske i Hærene ude i Verden og afskaffe de to forskellige Marcher, eller rettere forene dem i een. Det skete ved en Parolbefaling af 10. April 1837 - adskilligt senere end f.eks. i Tyskland, hvor den tilsvarende Reform kom allerede i 1828. Parolbefalingen havde følgende Ordlyd: "I Stedet for den hidtil reglementerede første, eller Parademarch, til 90 Skridt og anden Marsch til 120 Skridt i hvert Minut skal for Fremtiden kun marcheres efter en Cadence af 108 Skridt i hvert Minut." Med Hensyn til selve Marchtempoet var man altsaa gaaet en Middelvej, nogenlunde svarende til normal Gangart. Cadencen bruges i Dag kun en Kende hurtigere, ca. 115 Skridt pr. Minut.

Parolbefalingen af 10. April 1837 er en skelsættende Begivenhed i Fanemarchens Historie. Thi blandt de Forholdsregler, der i den Anledning befaledes, var denne: "Den hidtil brugte Parademarch vil saaledes (d.v.s. i Forbindelse med en Række ceremonielle Ændringer) kun blive at slaa af Tambourerne, naar Vi selv eller Nogen af Vort Kongelige Hus, samt Faner eg Estandarter passere Vagterne, ligesom ogsaa, naar Nogen passerer en Bataillons Front, for hvem Spillet skal røres." Idet den nu forældede Parademarch afskaffedes, blev - som Følge af de særlige ceremonielle Sædvaner i den danske Hær dens Toner tilbage, alene knyttet til de rent ceremonielle Opgaver, der var fastsat ved Bestemmelserne af 18. Juni 1808. Man kan vel udtrykke det saaledes, at mens den hidtil havde fungeret baade som Parademarch og Præsentermarch, indskrænkedes den nu til alene at være Præsentermarch: den skulde kun lyde, naar samlede Troppestyrker (større som mindre) skulde honorere Fanen, Kongen eller Kongehusets Medlemmer. Den havde med andre Ord allerede ved den Lejlighed faaet den Funktion, den har i Dag, da vi kender den kort og godt som Fanemarchen.

Ikke længe efter fik Marchen paa anden Maade øget Betydning, større Vægt. Ved Hærordningen af 1842 skete jo nemlig det meget afgørende, at de hidtidige Bataillonsfaner, der viste Landskabsvaaben efter Regimenternes Tilhørsforhold, afløstes af Dannebrogsfaner ved samtlige de nyoprettede, selvstændige Batailloner. Det var det nationale Symbol, Dannebrog, der herefter honoreredes, naar Fanemarchen lød i Hæren, og derved fik Marchen - saa tvivlsom den iøvrigt var som Melodi, og saa platte de Tekster var, der kom i Brug til den i Folkemunde - national Karakter i Relation til Fanen, og med den Sammenkædning af Flaget og Kongen som de to store nationale Symboler, der lidt efter lidt blev almindelig, ogsaa national Karakter i det hele taget.

Parademarch-Betegnelsen faldt i den danske Hær - i Modsætning til, hvad der er Tilfældet i den svenske, hvor den tilsvarende March stadig benævnes "Paradmarsch" - hurtigt bort, og en lang Periode efter 1837-Ændringen benævntes den almindeligt Honnørmarch, meget korrekt, idet Honnøren jo nu var dens eneste Opgave. Hærreformen 1842 efter Frederik den Sjettes Død, der ellers gjorde det af med saa at sige alt, hvad der hed Traditioner i den danske Hær, fik ingen Indflydelse paa Marchens Forhold. I Nodebilagene til Infanteriets Eksercerreglement af 1846 staar den som "Honnør for Kongehuset", og i Aarene derefter trænger Benævnelsen Honnørmarch - ikke at forveksle med Honnørsignal, der blæses af Hornblæsere, naar ingen Musik er tilstede - igennem, først i daglig Tale og Befalingsgivning, senere ogsaa i Reglementer og andre mere officielle Dokumenter.

Der var jo herved lagt stærk Vægt netop paa Marchens Karakter af Honnør for Kongehuset. Dens nære Tilknytning hertil understregedes stærkt, da f.eks. H. C. Lumbye - det kunde være interessant at vide, hvilke Aftaler, der laa bag, og hvordan Marchen oprindelig har været anvendt - satte den som Indledning til sin Kong Christian den Niendes Honnørmarch (1864). Der opstod imidlertid ogsaa nu en ikke længere helt forklarlig Modsætning: man kom jo, idet Christian IX-Marchen, ligesom Frederik VII-Marchen (ogsaa af Lumbye) naturligvis var fuldt autoriseret, til at staa med flere forskellige Honnørmarcher. Det er muligt, at dette har været Begyndelsen til en Spaltning af Honnørmarch-Begrebet i to, en i Relation til Fanen, en til Kongen, en Udvikling, der jo imidlertid ikke slog igennem i ceremoniel Henseende. (Kong Christian IX's Honnørmarch spilles sjældent med fanemarchen som forspil, men det gør Kong Frederik VII's Honnørmarch som det kan høres her - red.)

Honnørmarchen var under alle Omstændigheder endnu længe Betegnelsen for det, vi nu kalder Fanemarchen. Ceremonielreglementet for Hæren efter den nye Hærordning 1867 (udsendt 1870) bruger f.eks. Betegnelsen, og det samme er Tilfældet med den i 1880 udsendte Instruktion for Livgardens Vagttjeneste ved de kongelige Slotte og Palæer. Men i næste Udgave af sidstnævnte Reglement, udgivet 1891, dukker pludselig Fanemarch-Begrebet frem. "Musikkorpset spiller Fanemarchen", hedder det i Instruktionen om Fanens Afhentning i Residenspalæet af den tiltrædende Vagtstyrke. Ogsaa denne stille Navneændring, der sikkert nok er noget ældre end de trykte Reglementers Aarstal udviser, lader sig forklare. Faneceremonien var jo maaske, naar alt kommer til alt, den, der hyppigst gav Anledning til Marchens Anvendelse.

I sin faste Rytme og sine jævne Toner rummer Fanemarchen meget gamle Traditioner, blandt hvilke den saa omdiskuterede og problematiske Melodi er den yngste. Tempoet, hvori Marchen spilles og Ceremonien udføres, er et Levn fra Parademarchens - og Marchens - allerældste Dage, og ogsaa den ved denne stadig brugte Praksis, der jo ellers ikke længere kendes i Hæren, at samtlige Tambourer i den spiller sammen med Musikkorpset, er et Minde fra fjerne Tider, ligesom naturligvis selve den Kendsgerning, at Spillet røres, naar Fanen føres frem eller Honnør aflægges.

Den i mange Henseender gaadefulde March, Fanemarchen, der har videreført og bevaret saa væsentlige Træk af Parademarchens Fysiognomi i den danske Hær, er uden Tvivl den interessanteste af dennes saa sørgeligt faa militærmusikalske Overleveringer, og det gør paa denne Baggrund mindre til Sagen, at det indtil videre har vist sig umuligt at kaste Lys over selve Tonernes Historie.

Hør 'Fanemarchen' - spillet af Livgardens Musikkorps - her og se fanemarch på Amalienborg på et filmklip fra 1930.